Nutribaby madmaskine fra Babymoov – Testfamilien
Filibabba badeslag

Nutribaby madmaskine fra Babymoov

To af vores testere har testet “Nutribaby madmaskine” fra Babymoov –  en damper kombineret med blender fra Babyengros.

0 - maskinen

Sophie har testet med Noor på 7 mdr. og fortæller:

“Vi havde alle høje forventninger til produktet, da vi modtog den gode nyhed om, at vi ville få lov at teste madmaskinen. Noor  var netop nået den alder, hvor han så småt var begyndt at blive introduceret for andet end mælk. Da Sebastian var lille, fandt vi en babydamper i ringe kvalitet til et par hundrede kroner. Den var vi virkelig glade for, da vi sværger til at dampe og generelt laver al mad og mos fra bunden til vores børn. Vi ved godt, der ikke er en større sundhedsmæssig forskel, men sådan har vi det bare bedst. Trods vores glæde for den tidligere dampmaskine må vi virkelig indrømme, at denne slår den mange gange, da den er fantastisk hurtig til at dampe, og det er legende let.

Maskinen har en masse funktioner , og dem vil jeg lige kort komme ind på vores erfaring omkring:

Opvarmning af sutteflaske samt sterilisering: For os, der har selvsteriliserende flasker og en mikroovn, er disse funktioner ikke nogle, vi kommer til at benytte voldsomt meget. Men vi har afprøvet funktionerne, og de fungerer til UG. Det er SÅ vigtigt at sterilisere flasker ordentligt, da selv den mindste urenhed kan give de små babyer mavekneb, så det er bestemt en vigtig og god mulighed for at få helt sterile flasker.  Dog vil jeg sige, at vi kommer til at få stor glæde af denne funktion på et kommende hotelophold, hvor vi vil medbringe maskinen, så vi kan opvarme flasker og sterilisere dem på vores værelse. Det bliver så dejligt og nemt, især om natten – maskinen vejer ikke ret meget og fylder ej, så den er nem at have med for os.

Opvarmning af glasmad: Vi har aldrig prøvet glasmad før, men i forbindelse med testen skulle vi selvfølgelig afprøve dette, og igen: Når vi skal på hotel, bliver denne funktion fantastisk til et lille mellemmåltid. Det er supernemt og enkelt at opvarme glassene, og her er maskinen igen netop fantastisk, da man har mulighed for både at opvarme et glas, der i forvejen har rumtemperatur og et, der har køleskabstemperatur. Dette er jo en vigtig funktion, da det ellers vil være svært at vurdere, hvornår glassene er tilstrækkeligt opvarmede.

1 - lille glas

Dampkogningen: Denne funktion er den, vi er allergladest for. Vi elsker at give vores børn mad, hvor der er bevaret flest mulig vitaminer og smag. Det, der er ekstra smart i denne luksusudgave er, at man kan dampe i lag, så man f.eks. kan adskille grønt og fisk som vist på billedet, og man kan sætte den ene del på først og dampe det lidt, før man damper næste lag, alt efter hvor længe, de forskellige fødevarer skal have.

Blendning: Intet mindre end bare fantastisk nemt! Når man har dampet det, man nu skal, flytter man det bare over i blenderen, tilsætter lidt af det væde, der er røget fra, og så blender man så let som en leg, og man kan selv styre konsistensen. På billedet ses, hvordan en frugt/grøntsagsmos er blevet helt lind og skøn at tilsætte en grød.

Optøning: Endnu en supersmart funktion, hvis man eksempelvis har frosset noget af det lækre mos, man har fremstillet ved hjælp af maskinen, ned.

Alle funktionerne er udførligt og overskueligt beskrevet på dansk i en medfølgende manual fra Babyengros. Det gør det supernemt at gå til!

Alt i alt et produkt, vi i dén grad gerne anbefaler andre at investere i!”

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – maskinen fungerer optimalt, og man fremstiller sund og nærende mad til sin baby

Holdbarhed: MEGET GOD – maskinen virker meget robust

Pris: GOD – kvalitet og pris hænger godt sammen.

Kvalitet: MEGET GOD – kvaliteten af det produkt, maskinen producer, er superlækker, og smag og konsistens er fantastisk

Charlotte har også testet med Nichlas på 7 mdr. og storesøster Natalie på 6 år:

“Madmaskinen Nutribaby Babymoov fra Babyengros er en supersmart kombi af både en blender og en dampmaskine. Maskinen har otte funktioner som er alt, hvad man har brug for, når man skal sørge for sin babys ernæring.

FullSizeRender_3

De otte funktioner indeholder blandt andet en damp/kogningsfunktion og en steriliseringsfunktion.
Man kan skille damp/kogningsenheden fra blenderen. Hvis man kun lige skal blende en lækker smoothie, grød eller mos, behøver dampenheden ikke være på, men skal man dampe/koge, er man nødt til at sætte enhederne til hinanden.

FullSizeRender_1
Man må højst tilføje 400 gram frugt/grønt og kød i hver kurv i damp/kogningsenheden, hvilket er dejligt, da man kun får lavet mad til 1-2 døgn og derved bevarer man friskheden og variationen, hvis man ikke fryser det.
Dampenheden indholder to kurve, hvor man i den nederste kurv kan ligge de grøntsager eller det kød, som skal have lidt længere tid, og i den øverste kan man ligge det, som ikke skal have så meget. Så indstiller man tiden, som man lyster, og imens kan man foretage sig andre ting, da det passer sig selv og hverken brænder på eller koger over. En alarm vil fortælle, når tiden er gået. Efter alarmen har givet nogle bip, stopper maskinen selv med kogningen.

Neden under kurvene er der en opsamler til det overskydende vand fra grøntsagerne/kødet, som er ideelt til blendningen. Man kan løfte vandopsamleren med den medfulgte røreske. Maskinen er nem at skille ad og rengøre, og det meste af det kan komme i opvaskemaskinen. Der medfølger en nem og overskuelig manual.

Maskinen er god til sine funktioner. F.eks. damper den grøntsagerne perfekt, og det overskydende vand/saft fra grøntsagerne, som også indeholder en del af vitaminerne, ryger ned i vandopsamleren, som er i bunden under kurvene. Det kan man bruge til at blende mosen med og derved få fuld udnyttelse af saft, kraft og vitaminer fra grønsager og kød.

FullSizeRender

Maskinen virker til at være ret robust. Vi har brugt den flittigt hver dag, og her tænker vi også meget på blenderen, da vi tit har oplevet, at blendere brænder sammen.

Jeg kan godt lide, at maden til mine børn er hjemmelavet med friske råvarer, og derfor synes jeg, at det er fedt med en kombimaskine, så man har det hele samlet i én. Jeg har brugt maskinen en del til at lave smoothies og mos, både frugt- og grøntsagsmos.

Da baby Nichlas’ sutteflasker skal steriliseres en gang i døgnet, har jeg også anvendt denne funktion dagligt.

FullSizeRender_2

Jeg har også været glad for at kunne lave små portioner smoothies til den mellemste af pigerne herhjemme.

IMG_2391

Jeg er rigtig glad for maskinen men er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg selv ville have købt den, da den ligger i den lidt dyre ende på ca. 1500 kr. Dog er jeg SÅ glad for at jeg fik mulighed for at teste den, da jeg slet ikke kan undvære den nu – den er alle pengene værd.

Min vurdering bliver;

Nytteværdi: MEGET GOD

Holdbarhed: MEGET GOD – maskinen virker til at kunne holde til den daglige anvendelse, og her tænker jeg især på blenderen, da jeg synes, at de hurtigt kan brænde sammen.

Pris: GOD – maskinen ligger i den lidt dyre ende på 1500 kr., men når man tænker på kvaliteten af maskinen og funktionerne, er det en fair pris

Kvalitet: MEGET GOD – det, som maskinen kan er helt perfekt, især til det daglige forbrug i hjemmet

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Filibabba badeslag