”3 ting” – en intens thriller fyldt med spænding og rappe replikker – Testfamilien
DEN STORE BOBLESTEST

”3 ting” – en intens thriller fyldt med spænding og rappe replikker

(sponsoreret, idet vi var inviteret til forpremieren i dag).

5 test-kvinder fra Testfamilen.dk har idag været til forpremiere på den nye film “3 Ting” med Nikolaj Coster-Waldau og Birgitte Hjort Sørensen i hovedrollerne. Filmen får premiere d. 18. maj 2017.

img_0398

Inden filmen startede var der sørget for lidt godt til ganen og forfriskninger vi kunne forsyne os med.

Efter filmen mødte vi 3 af de søde skuespillere samt instruktøren på filmen. Her kunne der stilles spørgsmål, og efterfølgende tages billeder! Alt i alt en rigtig god oplevelse! Tak for den☺

img_0399

Jelena starter med sin filmanmeldervurdering her: “Det var ikke meget jeg vidste om filmen ”3 ting”, da jeg gik ind for at se den. Noget med en forbryder ved navn Michael, der skal vidne mod en anden forbryder. Til gengæld for sit vidneudsagn efterlyser Michael så 3 ting, hvoraf den ene er en kvinde ved navn Camilla. Et plot, som gør, at man allerede fra start undres: Hvem er Camilla? Hvad er hendes relation til Michael? Og hvad er det lige, Michael skal bruge hende og de andre to ting til?

Med ganske få informationer var min nysgerrighed vækket. En nysgerrighed, som kun blev stillet delvist undervejs i filmen. ”3 ting” er nemlig så intelligent bygget op, at den aldrig afslører det hele, selv om den fordrer os med sandheder undervejs. Man er hele tiden i tvivl om, hvem personerne virkelig er, hvem der snører hvem, og ikke mindst hvad det hele ender med.

Sagt på en anden måde ventede jeg under hele filmen spændt på det næste, som skulle ændre det hele. Og mens jeg ventede, kunne jeg ikke lade være med at blive imponeret over skuespillernes intense og overbevisende præstationer, som fylder meget, da filmen stort set kun er filmen på en enkelt lokation: et hotelværelse.

”3 ting” er på mange måder en yderst intelligent film på trods af småting, man som kritisk spændingsnørd kan ærgre sig over, såsom nogle utroværdige valg fra karakterernes side. Det er måske heller ikke første gang man i sin filmseerkarriere er blevet præsenteret for et småkarikeret persongalleri bestående af den intelligente skurk, den simple politimand, den hårde karrierekvinde eller personen fra fortiden, som var kommet videre, men som måske alligevel ikke var det.

Det gør nu ikke så meget. ”3 ting” er en intens thriller fyldt med spænding og rappe replikker. Samtidigt byder den på nogle flotte præstationer og et imponerende visuelt håndværk. Absolut seværdig.”

Nina fortsætter: “Min oplevelse af filmen var rigtig god! Den rummede så meget spænding, historie og følelser, blandet godt sammen med en god portion humor. Skuespillerne var fremragende og havde hver især formået, at skabe deres helt egen karakter ud fra deres roller. Jeg var vild med, at det hele udspillede sig ét sted. Det gjorde hele filmen og stemningen virkelig intens! Handlingen var svær at forudse, og det elsker jeg! Jeg blev flere gange overrasket over historien, og følte mig konstant underholdt og spændt. Jeg kan klart anbefale filmen og skal nok også selv se den igen.”

img_0404

Trine, Mie og Melike runder af med følgende “citater” og bakker op og Jelenas og Ninas vurderinger:

Trine: “Filmen var super, og skuespillerne gjorde det virkelig godt. Spændende fra start til slut. Tag endelig ind og se den når den får premiere☺👍🏻”

Mie: “En sindsygt god og en ret anderledes film, som virkelig får dig til at rive dig med ind i historien. Synes at det er vildt, at man kan optage en hel film på så lille en lokation og så alligevel få den til at blive SÅ god. Synes Især at Birgitte Hjort Sørensen spillede fremragende som “Camilla” og så er Nikolaj jo bare altid pæn at se på og en fantastisk skuespiller – lækker film, dygtige (og lækre skuespillere) og super god og nytænkende instruktør. ”

Melike: “Filmen foregår stort set kun på én lokation, og i starten tænkte jeg lidt; ja kom nu videre, lad os se lidt andet. Men alligevel var jeg faktisk ret fanget af filmen. Selve historien og replikkerne virkede til at være SÅ gennemtænkt! Da filmen var færdig, synes jeg det var super fedt at historien foregik på samme sted, netop fordi historien var så genial og filmen er så godt bygget op.

Skuespillerne var spot on, de virkede til at samarbejde rigtig godt, og de var dygtige til at være de roller de nu skulle være.

Der var spænding, action og faktisk prikker filmen også en del til hjernen. Man tænker og skal kæde nogle ting sammen, som man godt kan sidde og tænke over efter filmen er færdig.

img_0416

Alt i alt, virkelig god film og værd at se!”

Alt i alt var alle 5 kvinder enige om, at det var en virkelig god film – og fremhæver hver især interessante aspekter af filmen. Det er en film der absolut SKAL ses.

 

 

2 kommentarer

  • Camilla

    Glæder mig til at se den

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Glæder mig til at skulle ind og se filmen i det nye Køge bio- bliver så spændende 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

DEN STORE BOBLESTEST