Test af Eriba Rockabilly campingvogn – Testfamilien
REIMA - sommerudsalg - sidste chance spar 50% (tilbud gælder til søndag d. 25/8)

Test af Eriba Rockabilly campingvogn

Louise fortæller:

“I foråret blev vi tilbudt at teste en Eriba Rockabilly campingvogn i løbet af sommeren. Vi overvejede tilbuddet i nogle dage, førend vi takkede ja. Ikke fordi selve vognen skræmte os, men nok mere idéen om at skulle på camping. Vi har aldrig været på camping som voksne, men har begge camperet en del som børn med vores forældre. Jeg elskede at være på camping som barn og har kun gode campingminder. Efter jeg er blevet voksen og selv har fået børn, har campinglivet bare ikke rigtig fanget mig. Hvorfor er svært at sige, men det handler nok i bund og grund om, at især jeg, er en smule sart når det kommer til bakterier og rengøring. Og når det kommer til camping, handler det jo netop om at komme ned i gear og lade skidt være skidt. Bare nyde nuet, lege, hygge og være sammen som familie uden at skulle bekymre sig om rengøring og vasketøj. Men jeg tog udfordringen op og takkede ja til at låne Eriba og tage på tur. Min kæreste er modsat mig, ikke sart med noget som helst og hviler i nærmest alle situationer, og havde ingen bekymringer ved at skulle på camping.

Vognen er pladsmæssigt optimal til to personer og et lille barn. Vi har to piger på 2 og 8. Vi var afsted med Uma på 2, da Thit var hos sin far og netop startet i 2. klasse. Det fungerede super fint at have Uma med. I den ene af vognen er der en lille dobbeltseng hvor min kæreste og jeg sov. I den anden ende var der et lille bordarrangement som kunne lægges ned til en seng, hvor Uma sov.
Vognen er indrettet i den fineste 50´er amerikansk diner stil med et fint lille køkken, toilet, håndvask og masser af opbevaringsplads – i forhold til vognens størrelse. Vognen har hævetag, der sikrer 1.95 cm i ståhøjde, hvilket både giver en god højde, men også åbner op for godt indeklima i og med, at når taget hæves kommer der mere frisk luft ind i vognen.
Campingvognen har et aerodynamisk design, hvilket tydeligt mærkes når man kører med den. Ydermere er det med til at skabe et lavere brændstofs niveau, hvilket absolut også er det plus hvis man skal ud på en længere tur.

Vi havde på forhånd booket en campingplads på Fyn, hvor nogle af vores gode venner ville være i sommerhus tæt på. Det gav nemlig mulighed for at kombinere camping med et besøg hos dem i sommerhuset. Eftersom vi er helt grønne på campinglivet, tænkte vi, at det var en god idé at booke en plads hjemmefra, da vi så kunne sikre os at få en plads tæt på de faciliteter vi tænkte der var relevante for os. Vi hentede Eriba vognen hos KB Camping i Kolding. Det gik hurtigt og de havde netop rengjort og vasket vognen da vi kom. Vi fik en lille intro til campingvognen – hvordan man spændte den fast til bilen, anvendelse af de forskellige muligheder vognen bød på og sidst men ikke mindst, instrukser omkring vand og toilet i vognen.

De søde medarbejdere hos KB Camping skal absolut også have ros for deres måde at møde kunder på. Da vi kom efter vognen, tog de så fint imod os, og Uma blev budt indenfor på kontoret så hun kunne ae deres kontorhund. Der var plads til leg og smil og inden vi kørte derfra, fik Uma en slikkepind og et ”vi ses”.

Når man henter en vogn hos KG Camping får man også et sæt sidespejle med, så man kan se ordentligt i trafikken når man kører med en campingvogn. Virkelig fint at de hører med i lejen, så man ikke selv skal ud og investere i et sæt inden man kører afsted.

Vi var så uheldige at vejret ikke var helt så meget med os i de 2 dage vi var afsted. Der var skiftevis lidt regn, tørvejr, sol og voldsom regn. Men det skulle nu ikke ødelægge hverken humør eller camping, så vi brugte campingpladsens badeland og hyggede indenfor i campingvognen. Vi havde hjemmefra besluttet os for, at vi ville afprøve alle campingvognens faciliteter, så det lykkedes os at lave både morgenmad, frokost og aftensmad i vognen. Opvask og små tissebesøg blev også klaret i vognen, så må indrømme, at mange ting kan klares på trods at minimal plads.

Køkkenet har to små gasblus, en håndvask, skabsplads, skuffer og et fint lille køleskab med indbygget fryser (der kunne lige præcis ligge 4 bamseis).

Man kunne slutte campingvognen til el på campingpladsen, men vi valgte at gøre brug af vognens batteri og gas. Det fungerede upåklageligt. Pga. det svigende vejr, var der en smule koldt, men med gasovnen tændt, blev vognen hurtig lun.

Der var indbygget et lille usb-stik hvor man kunne oplade to telefoner (eller andet med usb-kabler) på en gang, hvilket var super smart.

Vi var afsted i lige præcis 53 timer og det var en rigtig hyggelig tur. Vi er ikke skræmte af campinglivet efter vores lille tur, men vi er heller ikke der, hvor vi farer ud og køber en campingvogn. Camping er hyggeligt, skønt og perfekt til børn (og voksne), men om det er os, er svært at sige efter kun enkelt gang. Men er glad for at vi prøvede det af i den lille Eriba vogn. For den var overskuelig, let at køre med og virkelig fin. Næste gang skal vi have masser af solskin så vi også kan mærke campinglivet udenfor vognen og opleve det alle snakker om og som vi husker fra vores barndom – leg på legepladsen, grill i solskin og afslapning i de medbragte campingstole (for sådan nogle gemmer Eriba vognen nemlig også på).

Vores vurdering af Eriba campingvognen er, at det er en virkelig fin lille campingvogn som rummer alt det man kan forvente af en campingvogn i den størrelse.

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

REIMA - sommerudsalg - sidste chance spar 50% (tilbud gælder til søndag d. 25/8)