TEST af LEGO Duplo godstog model nr. 10875 – Testfamilien
TEST af LEGO City Midtbyens Brandvæsen model nr. 60216

TEST af LEGO Duplo godstog model nr. 10875

Hele 22 af  vores familier har testet LEGO Duplo godstog 10875. Her får I et udpluk af deres anmeldelser fra 6 af familierne.

Nora fortæller:
Begyndelsen
Allerede i 1949 lanceredes de første plastik LEGO klodser, der siden 1958 har set ud, som de gør den dag i dag. Det er simpelthen så vildt at tænke på, at det går flere generationer tilbage!
I slutningen af 1960’erne videreudvikledes idéen, så LEGO klodsen blev tilpasset forskellige alders- og udviklingstrin med f.eks. LEGO DUPLO til de mindste.
Navnet LEGO er en sammentrækning af udtrykket “Leg Godt”, hvilket også er grundstenen i det familieejede firma.
LEGO er ikke bare fantastisk, LEGO er også sjovt. Og det blev hurtigt favorit-beskæftigelsen herhjemme, da Elina første gang blev introduceret for det.
LEGO baner vejen for kreative udfoldelser, læring og en masse fantastiske timer med leg, og det er tydeligt at se koncentration og fordybelse hos Elina, når hun selv forsøger at sætte de forskellige klodser sammen, eller placerer figurerne i køretøjer eller på dyr. Ligeledes har det gjort meget ved finger- og håndmotorikken, da det kræver stor koncentration at putte klodserne RIGTIGT sammen, samtidig med at hun skal lære, at det indimellem ikke nytter at trykke til med håndkraft, men derimod være forsigtig, fordi det ellers fine tårn hun har bygget, går i stykker.
Engang handlede LEGO kun om at man skulle bygge ting, men idag findes der så mange forskellige produktserier i LEGO, at man udover at bygge også kan lege, kæmpe og alt muligt andet.
Lego Duplo Godstog 10875
For et par uger siden modtog vi en helt fantastisk pakke fra Lego, som har bragt stor glæde, fordybelse og leg – og jeg må ærligt indrømme, at jeg er så imponeret over, hvordan der hele tiden sker en udvikling i firmaet, og at alt snart er muligt, når det kommer til stykket.
Det sæt vi har modtaget, består af en havn med en lille båd, café, læssestation, 2 kraner, 3 Duplo figurer, dyrefigur og masser af togskinner som kan samles ud fra vejledningen, eller barnet kan bruge sin fantasi.
Selvom den anbefalede alder for denne er 2-5 år, så har Elina (17 mdr.) stadig haft stor glæde af sættet, men selvfølgelig fået hjælp til at samle det, for efterfølgende at kunne lege med det.
Toget er indbygget med en smart skub-og-kør-motor, hvilket betyder at når toget er placeret på skinnerne, så skal det blot have et blidt skub enten frem eller tilbage, som så sender toget på vej. Hvis toget holdes fast eller løftes af skinnerne, så stopper det helt automatisk. På den måde er sikkerheden i top, så de små fingre ikke kommer i klemme mellem hjulene eller batterierne hurtigt bliver brugt op.
Det mest imponerende ved dette Godstog er, synes jeg, at der medfølger 5 farvede handlingsklodser, som placeres langs sporet, lige hvor man har lyst til.
Når toget kører over disse handlingsklodser, bliver der automatisk tudet i hornet, lys på toget tændes og slukkes, den holder pause, tanker, skifter retning og standser toget, hvor man selv synes det passer bedst. Det er simpelthen så genialt!
Download app
Udover de mange funktioner toget i sig selv har, når den kører på banen, er det nu også muligt at downloade en App, for at få endnu flere legemuligheder.
Appen hedder “Lego Duplo Connected Train”, som faktisk er en slags fjernbetjening, hvor du kan udføre de forskellige aktiviteter herigennem.
Der er indbygget bluetooth i toget, så man på den måde kan koble den til ens telefon eller tablet, og styre den igennem appen.
Her er det igen muligt at skifte retning, tude i hornet eller standse toget, istedet for at gøre brug af de 5 handlingsklodser.
Elina synes begge dele er sjovt, dog er det mest praktisk at hun slev skubber toget afsted, end at hun bruger Appen selv – det kræver ihvert fald opsyn og hjælp lige nu.
Men vi har tit gjort sådan, at jeg styrer toget gennem Appen, mens hun hjælper til med at skubbe det på vej, eller koncentrer sig om skib og kran – på den måde kan vi begge lege med.
Den perfekte gave 
LEGO er den perfekte gave, det er der ingen tvivl om. Børn elsker LEGO. De elsker at være kreative, bruge fantasien og bygge noget fra bunden selv. Når man køber LEGO, kan man naturligvis købe æsker med tegninger og planer for, hvordan man kan bygge det der er billede af uden på pakken. Men det gode ved LEGO, og måske derfor det er så elsket af så mange, er at man kan droppe planerne fuldstændigt, og bare bygge lige hvad der falder én ind. Der er alle mulige forskellige slags klodser, i alle typer og længder – hvilket betyder at man kan bygge alt hvad man kan forestille sig inde i hovedet. Er børnene i familien ikke allerede blevet introduceret til LEGOs fantastiske univers, så er tiden kommet nu!
Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. 
Den samlede vurdering af Lego Duplo Godstog 10875:
Nytteværdi: MEGET GOD – Alle har gavn af produktet, både store og små kan være med.
Holdbarhed: MEGET GOD – Som altid, er Lego Duplo lavet af holdbart materiale, og uanset hvor mange gange Elina har tabt toget på gulvet, hvilket det hænder for sådan nogle små poder, så skiller det sig hverken ad, eller går i stykker af det. Den smarte motor som er indbygget i toget, er hermed også årsagen til en længere holdbarhed, da der skal meget til, før batterierne er opbrugt.
Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er i top og der skal meget til, før Lego Duplo ikke er brugbart mere, da det netop ikke kan gå i stykker.
Pris: GOD – når man ser på kvaliteten af produktet, holdbarheden og ikke mindst de kreative udfoldelser det giver forældre og barn, så er prisen helt fair. Prisen svinger fra 749kr. til 869,95 kr. alt efter hvilken forhandler du finder den hos. Legetøjet kan bruges altid! Og når togbanen bliver for kedelig, kan barnet bygge sin egen version, eller der er mulighed for at udvide det med et helt andet Lego Duplo sæt.

Sandra fortæller:

“Kastanie på 4 år, har den sidste måneds tid, testet LEGO Duplo Godstog, som har en anbefalet alder der hedder 2-5 år.

Glæden var stor, da vi fik den store kasse Duplo hjem. Vi har i forvejen ret meget Duplo, som der bliver leget flittigt med, så at få nyt til samlingen, var lige sagen.

Kassen består af togskinner, et elektrisk tog, 2 togvogne samt andet tilbehør såsom et skib, 2 kraner, en lille café, forskellige figurer og andre genstande der sætter rammerne for et hyggeligt lille univers. Tingene var delt smart op i poser, og det var enormt gennemskueligt at gå til. Kastanie fik dog hjælp af en voksent til at samle efter brugermanualen, men hjalp flittigt til undervejs og synes det var super fedt at få lov til at være med til den del og ikke mindst se det endelige, samlede resultat.

Lokomotivet har en smart skub-og-kør funktion, som gør at det sætter i gang med at køre hvis man blot skuber til det og holder op hvis man holder fast eller tager toget op. Det er super smart og børnevenligt, og toget blev der også leget flittigt med rundt i huset, udenfor skinderne. Derudover medfølger der 5 stk. “Action Bricks” som man kan flytte rundt på skinnerne som man har lyst. De gør at toget f.eks. tanker benzin, tuder i hornet, bremser, tænder for lyset el. lign. En virkelig fed funktion, og Kastanie havde sjovt med at skifte rundt på dem og udforske de forskellige funktioner.

Det fedeste ved dette legetøj, var klart at se hende fordybe sig i legen ved at lege rolleleg med de små figurer, som skulle ind og ud af toget, ud og ordne ting og der blev rykket rundt og læsset af og på i godsvognene og sikke en masse timer hun fik til at gå med at bruge sin fantasi og leve sig ind i “Duplo-verdenen”.

Det der er anderledes og nyt (ihvertfald for mig) ved lige netop dette sæt, er at man kan downloade en app, der gør det muligt at styre toget med telefonen som en slags fjernbetjening. Det synes hun var vældigt imponerende og storebror, Marcus på 6 år og hans venner, fik også meget tid til at gå, med lige netop denne del. Jeg var dog lidt splittet, da jeg forbinder lige netop Duplo og Lego verdenen, med fri fantasi og et dejligt break fra skærme og tablets, men det er jo også blot en option og toget kan sagtens bruge uden app’en.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Med Lego Duplo er man garanteret underholdning og leg for både små og de lidt større børn. Det er fantastisk hvordan fantasien bliver brugt og hvordan det kan findes frem igen og igen, uden at blive kedeligt.

Holdbarhed: MEGET GOD – Den er fantastisk og der er ikke en finger at sætte på holdbarheden, som bare er tip-top.

Pris: GOD – Sættet koster 1.099 kr., men jeg vil sige det er alle pengene værd.

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er fremragende og med produkter fra Lego Duplo, er man sikret en kvalitet ud over det sædvanlige.


Vores tester Vilde på 1 år, har også testet LEGO Duplo godstog 10875

Rikke fortæller: ”Vilde har været med i hele processen med at bygge togbanen. Og vi har fundet ud af, at hun er voldsom god til at skille Lego Duplo ad. Vi bygger og sætter sammen, og Vilde går bagved og skiller det hele ad igen. Hun er selvfølgelig lige lille nok til at være med til at bygge selve togbanen og de ”bygninger” der er rundt ved banen. Sættet er også først anbefalet fra 2-5 år. Men da det hele endelig var bygget, var det som om at hun glemte, at skille tingene ad igen. Hun havde nemlig travlt med, at kigge på det fineste tog, der susede rundt på skinnerne.

Sættet indeholder 105 dele og det tog mig ikke 30 min at samle det hele og gøre det klar til leg. I æsken er der en havn, båd, cafe, læssestation, 2 kraner, 3 duplo figurer, dyrefigurer og masser af togskinner. Der er naturligvis også et lokomotiv, et såkaldt skub-og-kør lokomotiv. Det kan bygges med lys og lyd og der er to godsvogne med tippefunktion. Toget starter med et let skub fremad eller bagud og det kan stoppes igen ved at sætte hånden med et fast tryk på lokomotivet eller ved at løfte det af skinnerne.

Til dette sæt findes der også en app hvori man kan finde en fjernbetjening til toget, der findes endnu flere legemuligheder og sjove aktiviteter som man kan anvende med barnet.

Inden vi fik sættet tilsendt, havde vi det faktisk på Vildes ønskeseddel. Det var først efterfølgende, jeg fandt ud af, at det først anbefales fra 2 år. Men jeg vil bestemt mene, at det kan bruges tidligere. Dog er hun som nævnt, for lille til at bygge det endnu, men det at leger med de små figurer og de små tog, og at se toget suse rundt på skinnerne, er et kæmpe hit.

Jeg er personligt meget vild med Duplo til de små poder. Det er sikkert for små hænder og inspirerende for de små at lege med. Der er knald på farverne og det kan sættes sammen på kryds og tværs af de forskellige æsker.

Vores vurdering af LEGO Duplo godstog bliver følgende:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Lego er virkelig noget der kan samle alle aldre, og Vilde fik da også lokket storebror, der er 9 år ældre, med til leg. Det er bare det Lego kan.

Holdbarhed: MEGET GOD – Lego holder jo bare til alt og jeg syntes i sær, at Duplo Lego skal kunne holde til lidt af hvert. Herhjemme kan det i hvert fald risikere en del ture på gulvet.

Pris: MEGET GOD. Æsken er fundet på nettet til 750-850 kr, hvilket er en meget flot pris syntes jeg for et stykke legetøj, med så mange timers leg i.

Kvalitet: MEGET GOD – jeg har endnu aldrig oplevet, at LEGO er gået i stykker selvom det er blevet leget med igen og igen.


Katharina fortæller:

“Sofia på 2,5 år har været så heldig at modtage Lego duplo godstog. I den store pakke var der en masse skinner, tog som selv kunne køre og to ekstra ladvogne, 3 duplo figurer, 5 handlingsklodser, dyr, en båd, en café og to kraner.

Sættet har, siden vi modtog det, ligget fast på stuegulvet, da begge piger (2 og 5 år) har haft stor glæde af det.

De 5 små ‘action bricks’ har hver især en lyd eller funktion når førertoget passerer. F.eks betyder den røde at toget stopper, hvor den blå betyder at toget tankes op med benzin. Det har absolut været med til at pigerne har fundet denne togbane ekstra sjovt.


En yderligere funktion er hvis man har en iPad, kan man hente en Lego train app ned og styre godstoget fra iPadden. Det fandtes ikke dengang jeg var barn og LEGO følger helt klart godt med i udviklingen som er til stor glæde for især Isabella på 5 år. Godstoget ligger op til mange timers leg og at børn kan bruge sin fantasi og kreativitet og så er det jo den perfekte gaveide til de mindste børn.”

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – det er mange timers leg børnene kan få ud af det. Store som små.

Holdbarhed: MEGET GOD – LEGO har jo en fantastisk holdbarhed og er en rigtig god investering.

Pris: GOD – godstoget ligger til 1099 kr. som fleste familier vil anse som en dyr pris, men når man tænker over hvor mange dele og hvor stor banen faktisk er, synes jeg prisen er rimelig, men klart i den dyre ende.

Kvalitet: MEGET GOD – kvaliteten er i top! Førertoget har Sofia flere gange tabt, uden det har påvirket det


Louise fortæller:

“Benedikte på 3,5 år har testet LEGO Duplo godstoget. Vi har sjældent oplevet legetøj, som har kunne holde Benedikte beskæftiget så længe som dette tog. Hun var helt opslugt af at “bygge” banen (her skal en 3-årig have hjælp) og bagefter at sætte kranen og alle de små handelsboder klar. Vi downloadede herefter appen “Lego Train Connect” på AppStore, og fra denne kan toget også styres. Der er tilmed en masse spil/udfordringer, som barnet kan løse via app’en. Helt genialt! Vi var meget overraskede over, hvor god hun var til at styre det hele fra iPad’en – så det kan de altså tidligere end man tror.

Det her sæt er altså ikke “bare” LEGO – det er så gennemført med toget, som både kan tankes, tude med hornet og tænde forlygterne. Det smarte er jo så, at man kan bruge andet LEGO Duplo til at bygge huse osv. rundt om togbanen – der er altså virkelig meget leg i den her pakke. Toget kan også køre på almindeligt gulv, hvilken der også er god underholdning i, selvom det kun kan køre frem og tilbage.


I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – det her sæt er så meget mere end en almindelig pakke LEGO. Det er så gennemført med spil til iPad’en osv. Der er virkelig mange timers god underholdning, som hele tiden kan udvikles på forskellige måder.

Holdbarhed og kvalitet: MEGET GOD – selvom der i denne pakke er noget “teknologi”, som måske kunne gøre det mere sårbart overfor leg, virker det til sagtens at kunne holde til børnenes – til tider – lidt hårde behandling. Toget har ihvertfald ikke taget skade af, at Benedikte har stoppet det lidt “hårdt” med håndkraft. Det andet LEGO er selvfølgelig også i LEGOs velkendte gode kvalitet.

Pris: GOD – det er helt klart en af de dyre pakker LEGO Duplo til en pris på omkring 1100 kr. Til gengæld er der virkelig meget LEGO med i pakken, og fordi den kan sættes sammen med spil på iPad’en, synes jeg man får fuld valuta for pengene. Virkelig et godt julegaveønske, hvis I spørger mig!


Nichlas fortæller:

“LEGO er bare ALTID et kæmpe hit, og især LEGO Duplo toget var et kæmpe hit for Liv grundet hendes alder,

Det er første gang nogensinde, at jeg har skulle samle LEGO der kunne bruges med en App til sin smartphone, men det fungerede faktisk super godt og var nemt at få til fungere. Jeg brugte faktisk ikke så lang tid på, at læse om hvordan det virkede, jeg hentede bare appen og fulgte den step-by-step, meget simpelt. Det fungerer rigtig fint, dog forstod Liv ikke helt delen med at bruge telefonen sammen med LEGOet, men det kan være det kommer når hun bliver lidt ældre.

Rent funktionsmæssigt så er produktet rigtig godt og fungerer,  som det skal – nemlig at underholde og skabe en helt unik familiehygge omkring legetøjet sammen. Vi kommer også til at købe en hel del LEGO i fremtiden, så jeg vil klart anbefale dette produkt.

Samlesættet:
Det var faktisk meget nemt at samle, til trods at jeg kun skimmede brugsanvisningen. Den svære opgave var dog få Liv til at samarbejde med at få samlet det korrekt, men det var kun hyggeligt 🙂 brugsanvisningen er meget nem og idiotsikker!

I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: GOD – Til prisen er der mange times sjov og leg.
Holdbarhed: MEGET GOD – Lego holder for evigt!


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af LEGO City Midtbyens Brandvæsen model nr. 60216