TEST af klapvognen EVO trio fra Graco Scandinavia – Testfamilien
TESTbesøg på Bakken inkl. frokost - PART 2

TEST af klapvognen EVO trio fra Graco Scandinavia

Hos en af vores testfamilier har Louise sammen med sønnen August på 9 måneder, testet den fine og praktiske klapvogn EVO trio fra Graco Scandinavia.

Louise fortæller:

“Førstehåndsindtrykket af klapvognen var virkelig godt. Den var meget nem at samle, og der fulgte endda både en kørepose og et regnslag med til klapvognen, hvilket var en positiv overraskelse. Vognen har et enkelt stilrent og praktisk design. Til klapvognen kan tilkøbes en lift, så klapvognen kan bruges fra nyfødt og helt op til ca. 3 år. Klapvognen kan tåle en max belastning på 15 kg.

Selvom August stadig som udgangspunkt sover middagslur i sin barnevogn, har vi haft klapvognen med på tur, hvori han fint har snuppet sin lur. Ryglænet kan justeres i tre positioner, så barnet kan komme helt ned at ligge. Når August bliver lidt længere, kan fodstøtten slås op, så den giver yderligere støtte, hvis han skal ligge ned og sove i klapvognen.

Klapvognen er rigtig nem at pakke sammen. Sædet klikkes af og stellet kan klappes sammen med én hånd i én bevægelse.

Klapvognen er ikke helt så kompakt som andre klapvogne på markedet, da baghjulene ikke lige nemt kan klikkes af, men den måler dog stadig kun 90x61x45 cm sammenfoldet. Forhjulene kan afmonteres, når den skal foldes sammen.

Med en vægt på 6,5 kg, er den virkelig nem at håndtere både sammenfoldet og udfoldet.

En anden detalje som vi har været rigtig glade for, er den medfølgende bøjle, som kan klikkes på henover barnet. Den har især været nyttig nu hvor August er blevet lidt større og “mere vild”, når han sidder i klapvognen. Selvom han har 5 punkts-selen på, er det rart, at der lige er en ekstra sikkerhed og noget han kan holde fast i.


Med to børn, har vi efterhånden været lidt rundt omkring på “klapvogns-markedet”, og jeg må bare sige, at et vendbart sæde i en klapvogn, er et absolut must! Den alder August har nu, skal han af og til skærmes lidt for verden og de mange indtryk, når vi er på tur. Så er det rart, at han vender med ansigtet mod mig, så vi kan holde øjenkontakt og snakke om de ting vi ser. Det er også lettere for ham at falde i søvn, når han kan se mig og får en pause fra de mange nye ting han oplever.Det er ikke kun barnet det er rart for, men også for forældrene. Jeg ved ikke, hvor mange gange, jeg er stoppet op for lige at kigge, hvad der foregår omme i klapvognen, når vi har været på tur med vores gamle vogn, som kun kan vende fremad. Der var det umuligt at se, om barnet sov, smilte, eller hvilke andre signaler det gav, når sædet på klapvognen vendte væk for mig. Omvendt er det jo også helt fantastisk for barnet at kunne opleve verden og rigtig følge med, når de bliver lidt større. Derfor er denne klapvogn helt genial! Sædet på klapvognen, kan så let som ingenting, klikkes af og vendes.

Vi har også testet klapvognen på en tur i skoven. Klapvognens forreste hjul er svingbare, hvilket gør den virkelig nem og let at håndtere – bare ikke på ujævnt terræn. Heldigvis fandt vi ud af, at hjulene kan låses, så den var nemmere at få til at køre på de stenede stier. Dog må jeg nok erkende, at vognen er mest oplagt til bykørsel. Hjulene er ikke så store, hvilket gør den lidt svær at få til at køre i meget ujævnt terræn.

Vi har brugt den medfølgende kørepose/footmuff virkelig meget. I de kolde måneder har August haft sin flyverdragt på indenunder og nu hvor vejret er blevet varmere, har vi brugt den som afskærmning for den brændende sol. Stoffet er forholdsvis tyndt og med en vandafvisende overflade.


En sidste lækker detalje som klapvognen indeholder, er den store og meget rummelige varekurv som vognen har. Det lærer man virkelig at sætte pris på, når man handler med to små børn, og har brug for at have armene fri på vejen hjem. Varekurven på EVO klapvognen er større og dybere end de fleste andre kurve, og den kan derfor sagtens indeholde et par indkøbsposer.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. Vores vurdering af EVO klapvognen fra Graco bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – en klapvogn er uundværlig, og denne her er altså særligt smart, da den også kan bruges med en liftdel. Der kan desuden også tilkøbes et autosæde, som også er kompatibelt med stellet. Klapvognen er også ideel som rejseklapvogn, da den er virkelig let at pakke sammen og ikke vejer ret meget.
Holdbarhed/kvalitet: GOD – vi har testet klapvognen i et par måneder, og selvom den både har været udsat for en tur i skov-terræn og en del bykørsel, hvor den er blevet pakket ind og ud af bilen, ser den stadig ud som ny. Kvaliteten vil jeg vurdere ligger over middel – dog synes jeg den virker knap så robust som nogle af de lidt dyre klapvogne på markedet.
Pris: MEGET GOD – jeg var faktisk meget (positivt) overrasket over prisen på klapvognen. På Pixizoo fandt jeg et tilbud med klapvogn, liftdel OG autostol for kun kr. 2.999,95. Det er altså virkelig billigt. Jeg synes ikke nødvendigvis at pris og kvalitet går hånd i hånd i det her tilfælde, da jeg synes man får meget for sine penge ved sådan et tilbud!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TESTbesøg på Bakken inkl. frokost - PART 2