TEST af selvlæsningsbøger 9+ fra Forlaget Alvilda – Testfamilien
TEST af ungdomsbøger fra Forlaget Alvilda

TEST af selvlæsningsbøger 9+ fra Forlaget Alvilda

To af vores testfamilier har sammen med deres børn testet en selvlæsningpakke med fire bøger til alderen 9+ fra Forlaget Alvilda.

Vores tester Tina har sammen med sønnen Noah på 10 år og Silje på 11 år testet en selvlæsningspakke med fire bøger til alderen 9+.

De testede bøger er: Timmy Taber, A.S.P.E., Vildheks og Medaljonen (samlebind med 3 bøger i én).

Tina fortæller:

Noah har testet disse to bøger:
’Timmy Taber – ingen er fejlfri’ er den første bog i en serie på 7 bøger om drengen Timmy, som ikke er den skarpeste kniv i skuffen, men som gerne vil være verdens bedste detektiv.

Bogen er hylende morsom for både børn og voksne – og derfor har vi altså læst bogen som godnathistorie sammen. Noah har glædet sig til hver aften, når vi skulle læse et kapitel – det er dog blevet til flere kapitler hver gang, da vi bare slet ikke kunne lade være med at læse videre.
Bogen er på 294 sider – den er skrevet og illustreret af Stephan Pastis. Der er ingen tvivl om, at vi skal have fat på de andre bøger i serien og fortsætte vores hyggelige og sjove godnatlæsning!!

’A.S.P.E – dæmonhunden’ er den første bog i en spændende fantasy-serie på foreløbig 6 bøger. Serien handler om fire forældreløse børn – Alin, Silvius, Pilo og Ene – som Troldkvinden Erina har samlet for at oplære dem i de klassiske dyder, så de sammen kan blive en stærk eventyrgruppe. Alin skal være gruppens sværdkæmper, Silvius skal være magiker og kaste med ildkugler, Pilo skal skyde med bue og pil, Ene skal være ekspert i at snige sig i skyggerne og dirke låse op. De skal nok blive seje om nogle år, men lige nu er de stadig kun børn, som kommer ud for nogle vilde eventyr.

Noah har før læst bogen og han ville gerne at jeg skulle være med denne gang – derfor har vi læst den sammen og jeg må indrømme at jeg også blev draget med ind i den fantasy-verden, når vi i bogen følger de fire venner ud på deres første eventyr. Den er meget spændende!

Bogen er på godt 100 sider – den er skrevet af Mette Finderup. Noah har allerede lånt bog 2 i serien på biblioteket og den er vi nu i gang med at læse sammen.

Silje har testet disse to bøger:
’Vildheks – ildprøven’ er første bog i en serie på 6 bøger om pigen Clara, som selv mener at hun er en ganske almindelig pige. Men fra det øjeblik hun møder den sorte kat, er det sket med at være almindelig. Hun bliver nemlig til en vildheks – og hvis hun ikke passer på, er det også snart sket med at være i live…!

Silje var vild med bogen – den var nemlig bare super spændende og slet ikke til at lægge fra sig! Hun blev opslugt af det overnaturlige univers – og nu har hun altså fået lyst til at læse mere om Vildheksen. Dét er bestemt et godt tegn!!
Bogen er på 160 sider – den er skrevet af Lene Kaaberbøl.
’Medaljonen’ – denne udgave er et samlebind med 3 bøger i én. Bogen handler om drengen Christian, som ikke har det let. Hans far er rejst væk for at arbejde, han skændes konstant med sin lillesøster og nu skal hans forældreløse slægtning Sofie flytte ind hos
dem. Sofie skal gå i Christians klasse, men hvordan kan han skjule, at han er klassens mobbeoffer nummer et? Christian vil prøve at finde svaret i den mystiske medaljon, som han har fået tilsendt.

Hvad Christian ikke ved er, at Medaljonen kræver blod. Og hvis man ønsker mere end 13 gange, så dør man…!

Silje synes bogen var meget spændende og rigtig god. Den var både nem at læse og nem at forstå – Silje vil anbefale den til alle sine veninder!!

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD, DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – Det er vigtigt at læse og skolen opfordrer til at der læses mindst ½ time hver dag. Derfor er det fantastisk med bøger der fanger børnenes interesse, så det bliver spændende og sjovt at læse.

Holdbarhed: GOD – Bøger holder mange år, hvis man formår at passe på dem.

Pris: MIDDEL – bøgerne koster fra 149,95kr – 199,95kr hos Forlaget Alvilda.

Kvalitet: MEGET GOD – Bøgerne er alle i en lækker kvalitet med hardbox omslag, tilpas kraftige sider og super fine illustrationer.


Jesper fortæller:
“I vores familie er vi glade for at læse og dette gælder såvel voksne som børn. Vi slutter gerne dagen af med fælles højtlæsning for begge børn og derudover læser vores datter Alberte på 9 år selv en del; både i forbindelse med skolen, men også af egen interesse. Derfor så vi denne test primært som en super god mulighed for, at Alberte kunne prøve kræfter med nogle spændende og udfordrende bøger, men da vores dreng Villads på 6 år også blev fanget af dem, endte flere af bøgerne som højtlæsningsprojekt – og her er det jo kun en bonus, at de også er spændende for voksne”
Vi har læst og testet i alt fire bøger i kategorien selvlæsning 9 år +. Alvilda opgiver stjerner på ryggen af bøgerne som et udtryk for sværhedsgraden; alle fire bøger har tre stjerner og er dermed lix 14+. De egner således til selvlæsning for børn fra 9 år og op (afhængigt af læseevner), men ellers er de også fortræffelige som højtlæsning, også for lidt yngre børn end den umiddelbare målgruppe.

Vildheks 1: Ildprøven
”Ildprøven” er første bog i en serie på 6 bøger om vildheksen Clara og koster 169,95 kr. i udsalgspris.

Clara er en helt almindelig pige, hvis liv ændres radikalt efter et møde med en helt speciel kat. Hun opdager nemlig, at hun er vildheks og flytter midlertidigt ud til sin moster Isa, der selv er vildheks og skal oplære Clara. Herefter venter der hende mange nye, spændende og også lidt uhyggelige oplevelser. Vi voksne og vores datter Alberte på 9 år har skiftedes til at læse højt af bogen om aftenen.

Bogen er hardback og fremstår i en lækker kvalitet med flotte illustrationer på for- og bagside samt smudsbladene. Kapitlerne har en tilpas længde, så man kan læse ét enkelt som en kortere godnathistorie eller flere, når man har bedre tid.Bogen fangede begge vores børn lige fra start, idet handlingen hurtigt tager fart. Det primære persongalleri er overskueligt for børnene at følge med i og vildheksenes grundtanke omkring, at vi skal være god mod dyrene og give tilbage til naturen, er noget børnene kan relatere til.

Både børn og voksne i vores familie kan altså alt i alt anbefale ”Vildheks”, som beskriver et spændende og vedkommende univers. Vi er i hvert fald enige om, at vi snart skal have fingre i resten af serien – vi er nødt til at vide hvad, der videre sker med Clara og hendes venner.

A.S.P.E. 1: Dæmonhuden
Dæmonhuden er første bog i en serie på indtil videre 5 bøger. Bogen har en udsalgspris på 169,95 kr.
Bøgerne kan alle læses uafhængigt af hinanden. A.S.P.E. er en heltegruppe bestående af fire teenagere, nemlig Alin (krigerpige), Silvius (troldmandslærling), Pilo (jæger) og Ene (klatretyv).
I ”Dæmonhuden” præsenteres vi først for Silvius, der gennem bogen også er den primære hovedperson. Han drømmer om at blive troldmand og da han får muligheden for at lægge sit liv som grevesøn bag sig ved at lade sine forældre tro, at han er død, griber han chancen for at komme i lære hos en mystisk troldkvinde og indgå i hendes nyoprettede heltegruppe.

Bogen er i en fin kvalitet og har enkelte illustrationer i hvert kapitel. Dette kan være en fin overgang for børn, der først er ved at begynde at læse egentlige kapitelopdelte bøger uden billedsider.

Vi valgte at læse denne bog sammen med børnene, da dele af den blev lidt for uhyggelig til, at vores datter på 9 år havde lyst til at læse den alene. Når den læses som højtlæsning, fungerer den fint til hendes aldersgruppe, idet man kan tale om handlingen undervejs.Begge vores børn blev fanget af bogen, men havde dog lidt svært ved at identificere sig med personerne og deres valg; såsom Silvius, der lader sine forældre tro, at han er omkommet i en ulykke. Ikke desto mindre slugte de et kapitel hver aften, indtil vi havde læst bogen til ende og de har udtrykt ønske om, at vi skal læse næste bog i serien.

Medaljonen
I vores bogpakke fra Alvilda var også ”Medaljonen”, som faktisk er tre bind samlet i en bog. Samlebindet koster 199,95 kr. De tre bind hedder:
– Den sorte skarabæ
– Det blødende sår
– Det halve hjerte

Bøgerne handler om Christian på 14 år, som har det svært både i skolen, hvor han mobbes af nogle af klassens drenge, samt derhjemme, hvor hans far ofte er væk på lange arbejdsrejser og han tit ryger i totterne på sin søster Mille på 12 år. Vi møder søskendeparret netop som deres forældreløse slægtning Sofie – også på 14 år – skal flytte ind hos familien og samtidigt har Christian modtaget en mystisk amulet, der kan opfylde ønsker. Det viser sig dog, at amulettens magi ikke kun er for det gode og snart jages Christian og Sofie (der ligeledes har paranormale evner) af skruppelløse personer, der ikke helmer før de får
amuletten.

Camilla har læst bogen og kunne hurtigt se, at den på nuværende tidspunkt er for uhyggelig for vores børn med den sorte, dødelige magi; voksne, der ikke er, hvem de udgiver sig for og kidnapning af samt drabsforsøg på bogens hovedpersoner. Den er faktisk let læselig og har kapitler af en god læsning, så det vil være en fin selvlæsningsbog for et lidt ældre barn eller måske et barn på Albertes alder, der ikke så let lader sig skræmme.
Camilla blev fanget af bogen og fandt handlingen og det overnaturlige univers spændende, så der er ingen tvivl om, at vi vil læse bogen med vores børn, når de er blevet lidt ældre. Så på trods af, at vores børn ikke har læst den i denne omgang, er den bestemt anbefalelsesværdig.

Timmy Taber 1: Ingen er fejlfri
”Ingen er fejlfri” er den første af 7 bøger om detektiven Timmy Taber til en udsalgspris på 149,95 kr. Timmy er en dreng, der ikke umiddelbart er den skarpeste, men som ikke desto mindre har ambitioner om at blive verdens bedste detektiv. I bogen møder vi hans makker, isbjørnen Mega samt hans skole, venner og familie, og vi lærer, at disse – ifølge Timmy selv – lægger ham de største forhindringer på vejen mod hans mål.

Bogen er opdelt i mange mindre kapitler, der alle slutter med en lille cliffhanger. Bogen er skrevet i en humoristisk stil med en hel del brug af ironi, som simpelthen går lidt hen over hovedet på vores børn på nuværende tidspunkt.

Vi forsøgte os med at bruge den til højtlæsning, da den ikke lige tiltalte min datter som valg til selvlæsning, men den kunne ikke rigtigt holde vores børn fangede. Aldersgruppen på bogen er 8+, så det skyldes måske ikke nødvendigvis, at de ikke er den rette alder, men måske, at temaet ikke lige er det rigtige til netop vores unger.

Camilla fandt bogen sjov og underfundigt og da stilen mindre om eks. ”Kaptajn Underhyler”, som vores dreng er meget glad for, så forestiller vi os, at bogen godt kunne være mere relevant for vores søn Villads om et par år, når hans sans for ironi er mere veludviklet.
I dette tilfælde bliver vurderingen:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Vi prioriterer læsning højt i vores familie og her er det altid godt med spændende, nye bogtitler, der kan holde både børn og voksne fanget.

Holdbarhed: MEGET GOD – Alle fire bøger er i hardback og kan således holde i mange år og til mange gennemlæsninger, hvis man ellers passer godt på dem – og det går vi op i, at børnene gør.

Pris: MEGET GOD – Bøgerne ligger i prisklassen 150-200 kr. i udsalgspris på Alvildas egen hjemmeside. Absolut pengene værd og fair pris for bøger i hardbackudgave.

Kvalitet: MEGET GOD – Vi har modtaget fire lækre bøger i en god kvalitet, der indbyder til mange timers fordybelse.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af ungdomsbøger fra Forlaget Alvilda