TEST af Babyjogger City Mini GT2 Double – Testfamilien
TEST af produkter fra Yummi Haircare

TEST af Babyjogger City Mini GT2 Double

Vores tester Nora, har sammen med datteren Elina på 2 år og lillebror på 0 mdr., testet søskendevognen fra Babyjogger; modellen Mini City GT2 Double.

Nora fortæller:
“Vi har fra starten af graviditeten ønsket os en søskendevogn, så vi kunne have begge børn med på tur, især når Elina stadig har brug for en lur. Det er bare så meget nemmere at slæbe én vogn med på farten, end to – for ikke også at nævne hvor meget plads det ville kræve i bilen.”

Så da muligheden meldte sig, og vi kunne få lov til at teste denne flotte søskendevogn fra Babyjogger, også endda den nye model “Mini City GT2 Double” som udkom i år 2020, med et helt nyt og eksklusivt udseende – så kunne det simpelthen ikke passe bedre, nu hvor vi skulle være forældre til to, med 2 års mellemrum.

Vognens funktioner
Søskendevognen er i farven Carbon, den har rummelige sæder, og kan justeres trinløs fra liggende til siddende stilling. Den har et liggemål på 97cm og har indbyggede separate fodstøtter. Det klassiske kendetegn ved Babyjogger er deres fempunktsele, hvilket giver en høj grad af sikkerhed for barnet.
Vi har været så heldige at modtage en lift med til vognen – men man kan ligeledes anvende to lifte, hvis man ønsker vognen til tvillinger. Der følger to dele med, som sættes fast i den side man ønsker liften, og den kan derefter nemt klikkes i, så barnet ligger sikkert, og liften ikke kan glide ud af vognen. Kalechen i liften er endvidere justerbar.
Kalechen dækker børnene godt, og beskytter mod regn og sol, da stoffet i kalechen er UV50+. Liften til vognen er ligeledes UV50+ beskyttet, så lillebror har også været beskyttet for solen. Der er kighuller i begge sider af vognen. Endnu mere smart er det, at kighullerne fastgøres med magneter – så slipper man for at det selv åbner og lukker ved den mindste vind. Når man har lagt sæderne helt ned, hvilket også kan reguleres afhængigt af hinanden, kan man ligeledes åbne for ventilationen bagpå. Det har vi haft stor gavn af, her i de varme dage – det har sikret god ventilation.
Vognen er virkelig lækker og nem at køre, og det er faktisk muligt at styre den med én hånd, på trods af to børn i den. Hjulene er lavet af gummi, og vognen kører fantastisk uanset om det er i sand eller på græs, takket være affjedringen på alle 4 hjul.

Forhjulene kan også låses i hårdere terræn, hvilket vi er meget glade for, da vognen bliver endnu lettere at styre.

Herhjemme er vi også meget forskellige højdemæssigt, og sætter i den grad pris på et justerbart håndtag, som let kan reguleres.

Varekurven er stor, let at komme til og det er endda muligt at åbne fodstøtterne og hive noget ind og ud den vej.
Jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvor parkeringsbremsen på vognen var henne. Jeg har altid været vant til, at den sad nede mellem to hjul, og måtte lede længe, før det gik op for mig, at man blot låser dette smarte håndtag, der sidder ude i højre side af vognen, og så kører den ingen steder.
Personlig vurdering
Med små børn, er en klapvogn i enhver familie bare uundværlig. Som mor på barsel med to børn hjemme, så var det altså et must med en robust og god vogn til to små børn, så de er til at have med, når der både skal handles, men også tages på tur. Begejstringen var derfor ret stor, da det blev aktuelt for os at teste Mini City GT2 Double fra Babyjogger – jeg havde nemlig kun hørt godt om dette brand. Vi sætter stor pris på at kunne have begge børn i den, og ikke mindst er designet både stilet og sporty. Samtidig er vognen nem at have med uanset om man er i storbyen for at shoppe, eller en vandretur i skoven eller på stranden.

Elina synes også, at det er ret hyggeligt at have lillebror Eddie tæt på sig, og at han kan komme med på tur.

Med liftens smalle mål på 72 cm x 27 cm, ligger Eddie trygt og godt pakket ned i babyliften – det giver ham en god tryghed, og han har faktisk lige siden første køretur, nydt at blive puttet i den.

Det gode er også, at den ej fylder særlig meget på fortovene, og med sin bredde på 75,5 cm, er den ligeledes nem at have med i supermarkedet, når vi skal handle. Vi har haft stor gavn af at kalechen kan justeres i flere forskellige niveauer, så Elina kan følge godt med på turen, hvor vi lige har foldet den en tand op, hvilket stadig forhindrer sol i ansigtet.
Den maksimale vægtkapacitet er 51,5 kg og vægtkapaciteten i indkøbskurven er 4,5 kg. Med sin vægt på blot 16 kg, er den nem at slå sammen, ved blot at hive i de to håndtag der er sidder i vognens sæder, og så fylder den ikke meget i bilen, på trods af at det er en søskendevogn.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

Den samlede vurdering af Babyjogger Mini City GT2 Double:

Nytteværdi: MEGET GOD – I en småbørns familie er en klapvogn bare uundværlig. Hvis du som os ønsker at spare dig selv for en masse besvær, ved at have to vogne med på tur, så kan en søskendevogn virkelig anbefales. Babyjogger Mini City GT2 Double fylder ikke spor, og begge børn sidder og ligger dejligt.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Lækkert og slidstærkt materiale, som uden tvivl vil holde til mange gode ture med to børn. Hjulene er af gummi, og holder til forskelligt terræn, som ligeledes har fået et flot og nyt design. Der er god ventilation i vognen, samt UV50+ beskyttelse, så den kan benyttes hele året, samt i sommervarmen. Stoffet i sæderne er lavet af materiale, der tåler at blive tørt af, hvis det ligeledes er blevet støvet eller snavsnet, og kan derved holdes ren i mange år.

Pris: GOD – Forhandles bl.a. hos Pixizoo, Jollyroom, Babysam og Ønskebørn hvor priserne ligger mellem 5149,-. og op til 5489,-. En god og rimelig pris, der kan spare én for to vogne. Der mangler absolut hverken noget til tvillinger, eller hvis man som os har et par år mellem børnene.

2 kommentarer

  • Filip

    Et spørgsmål mere… Passer regnslaget på klapvognen når en lift er monteret?

    Mvh. Filip

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Filip

    Hej,

    Tak for et super godt review.

    Det ser ud til at kalechen skal af når liften sættes på – er det korrekt?

    “Kalechen” på liften ser kun ud til at kunne gå op til 90 grader (lodret) og jeg er derved nysgerrig på om det ikke er en udfordring med regn eller sol for den lille?

    Vi har haft en lift i vores city elite babyjogger og det har været skønt at kunne sætte klapvognens kalechen hen over liften – derfor dette spørgsmål.

    Mvh. Filip

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af produkter fra Yummi Haircare