TEST af BAKOBA konstruktionslegetøj CREATOR BOKSEN – Testfamilien
TEST af LEGO FRIENDS Sommerbadeland 41430

TEST af BAKOBA konstruktionslegetøj CREATOR BOKSEN

Flere af vores testfamilier har testet konstruktionslegetøj fra BAKOBA. Her er et udpluk af hvad familierne med børn i forskellige aldre siger om produktet.

Produktet gælder fra 3-99 år. Vil primært anbefale produktet til børn i alderen 3-8 år. Derfor kalder vi testerene i den gruppe de primære testere. Det betyder dog ikke, at større og mindre testere ikke kan får glæde af det. Derfor har vi også taget de store testere og de små testere med.

De primære testere

Vores tester Winni har sammen med hendes familie testet konstruktionslegetøj fra BAKOBA – Designed for endless play.

Winni fortæller:

“Vi har været så heldige at modtage en kasse med konstruktionslegetøj fra Bakoba, og vi har været så spændte på, hvor meget leg og kreativitet vi kunne få ud af det.

Vi har testet CREATOR BOKSEN, og vores datter Filuka på 4 år, var klar sammen med hendes far til at bygge løs, både fra fantasien, men også den vedlagte vejledning som indeholder byggeideer til alt fra bil, båd, hus og dyr. Det smarte med legetøjet er, at det lærer dit barn at tænke ud af boksen, være innovativ og kreativ samtidig med, at de motoriske færdigheder styrkes.

Legetøjet kan bøjes, bruges i badet, og kan nemt komme i opvaskemaskinen, det er et blødt, sikkert og lydløst materiale. Vi synes også det var lidt sjovt at der kan sættes øjne på, det gør det lidt sjovere. Filuka elsker at sidde og skabe ting ud fra hendes fantasi, og kan bruge masser af tid på byggeri og leg.

BAKOBA er STEM-certificeret som et lærende og udviklende legetøj og har desuden vundet den internationale Designpris Reddot Design Award. Det egner sig godt til børn fra 3 år – 99+, og farmand herhjemme var vist lige så begejstret som Filuka, for han har brugt lige så lang tid på at bygge.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver min vurdering:

Legeværdi/Nytteværdi: MEGET GOD –  Dette konstruktionslegetøj fra CREATOR BOKSEN, har timevis af leg og byggemuligheder med sig. Jeg elsker at det er legetøj man kan ændre, så det er ikke noget børnene bliver trætte af at kigge på, så kan de bare bygge en ny model og være kreative. Er man i tvivl om egne evner, så kommer der en fin vejledning med, hvor der er vist forskellige byggemuligheder.

Holdbarhed: MEGET GOD – lækkert blødt, sikkert og lydløst materiale, som kan bøjes og bruges i vand. Det kan derudover kombineres med legoklodser og magnetlegetøj, så det giver endnu større muligheder for kreativitet og masser af timers leg. Brug det indenfor, udenfor og i badet, det gode er, at det kan vaskes i opvaskemaskinen.

Pris og Kvalitet: GOD – prisen er omkring 499 kr. – en fin pris til alle de muligheder legetøjet giver, og så kan det bruges igen og igen. Kun fantasien sætter grænser.


Vores tester Bettina, har sammen med datteren Nora på 4 år testet Bakoba Creator.

Bettina fortæller:

“Jeg kendte ikke selv til Bakoba Creator før vi modtog denne lækre pakke. Jeg må indrømme at den, uden tvivl, lever op til sit eget udtryk: ’Designed for endless play’.

Herhjemme har det været et hit for store og små, hvilket ligeledes fremgår af pakkens aldersbeskrivelse: ’Fra 3-99+’.

En brugsanvisning medfølger i pakken, hvilket er en super idé for en som mig – jeg kan af og til have lidt svært ved at lade fantasien få frit spil. Nora er 4 år, og hun gik bare i gang med det samme. Hun åbnede brugsanvisning og derefter kørte hun ligesom bare på med egne designs.

Kreativiteten får virkelig lov at udfolde sig, og herhjemme sad Mor, Far og Nora rundt om bordet og samlede/legede sammen.

Efterfølgende har Nora blandt andet bygget håndvægte af materialerne, hvorfor vi alle fik en privat work-out session i stuen med fuld musik.

Lige nu står dele af det stadig samlet og det har ydermere fået en plads i stuen. Det er store sager.

Vi glæder os til mange flere timers kreativ leg.

Vores vurdering bliver:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Bakoba er superfedt legetøj. Det er fantastisk at man kan bruge så mange timer – uanset alder, på at bygge og kreere.

Holdbarhed: MEGET GOD – Det er slidstærkt og så tåler materialerne ydermere en tur i badekar OG vaskemaskinen. Det er altså guld værd – i hvert fald efter min mening.

Pris og kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er upåklagelig. Materialerne tåler lidt af det hele, som jeg har beskrevet i punktet ovenfor. Når man er 4 år, kan man til tider være en smule voldsom når man bliver for engageret, man bygger og leger – der er endnu ingen brugsspor at finde.


Vores tester Astrid har sammen med børnene Toke på 3 år og Sigrid på 5 år testet legetøjet fra Bakoba Toys.

Astrid fortæller:

“Vi modtog pakken ”Bakoba Creator”, og vi var meget spændte på produktet. Bakoba var nyt for os, men det er blevet et glædeligt bekendtskab.

Legetøjet er lækkert at røre ved, og det er meget intuitivt straks at gå i gang med. Sigrid byggede ting efter tegningerne og gav sig straks til at lege med det, mens Toke byggede løs, skilte det ad og byggede nyt igen og igen.

Det er blevet til mange timers leg – og det er det fordi det er holdbart og sidder sammen, selv mange timer efter man har bygget det, så legen kan fortsætte uden at konstruktionerne går i stykker, selvom de kommer med ud i haven, op i sengen, ud i badekarret og ind under spisebordet.

En klar fordel er, at det er lavet af skum, så selve legetøjet larmer ikke, når konstruktionerne vælter, eller når legen bliver for vild.

Børnenes lydniveau er det dog svært at skrue ned for 😉

Og det gør heller ikke så ondt at træde på en skumklods, som det gør at træde på en plastikdims!

Jeg er klart fan af Bakoba Toys og vil gerne både give det i gave og selv skrive mere på ungernes ønskesedler. Dog kunne jeg ønske mig en lidt mere holdbar opbevaringsløsning. Legetøjet leveres i en meget blød og tynd papkasse, som nemt kan gå i stykker.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Legeværdi: GOD – der er til mange timers leg i Bakoba Toys, og det er nemt at kombinere med andet legetøj.

Holdbarhed: MEGET GOD – Det er holdbart i legen, det falder ikke så nemt fra hinanden, og det er nemt at vaske. Hvis man har vilde børn  – som jeg – så oplever man dog, at der hurtigt kommer slagmærker/rifter/bidemærker i skummet, men det er kun kosmetisk.

Pris: MIDDEL – Vi modtog et sæt til en værdi af 500 kr. Det er en ok pris, måske lidt til den dyre side. Selvom sættet består af 74 dele, virker det lidt småt, fordi mange af delene er bittesmå. Hjemme hos os er det i hvert fald de store dele, der er mest rift om.

Kvalitet: GOD – Det er lækkert at lege med, lækkert at røre ved, at lækkert at det ikke larmer. Selve emballagen virker dog noget billig, men det skal man ikke lade sig skræmme væk af.


Vores tester, Christina, har sammen med datteren, Astrid på 3 år testet konstruktionslegetøjet fra Bakoba.

Christina fortæller:

“Bakoba er prisvindende konstruktionslegetøj, som er udviklet til at fremme og udvikle børns fantasi og motoriske evner. Vi fik kassen ”Creator” fra Bakoba tilsendt, hvor der er mange forskellige dele i forskellige størrelser, former og farver. Astrid på 3 år synes straks at det var rigtig spændende og begyndte selv straks at sætte tingene sammen.

Far fik også hurtig interessen og fulgte nogen af instrukserne i den folder man får med, hvor man kan bygge forskellige fede ting. Der blev blandt andet bygget en bil til stor glæde for Astrid.

Bakoba er lavet af et skummateriale, så det kan både tåle vand og vask i vaskemaskinen. Astrid har sågar haft det med i badekar og da det flyder ovenpå vandet er det ideelt til gode lege i badevandet.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Bakoba er et godt alternativ til Lego, hvor man kan bygge ting ud fra fri fantasi. Fordelen ved Bakoba er at det ikke vejer noget og det larmer ikke på et trægulv og det gør ikke ondt at træde på. Der er dog mange smådele med, som man lige skal være opmærksom på, når det er til småbørn, som på en til 3 år. Jeg tror også at større børn har mere glæde af det da de nok kan holde fokus lidt længere tid end en 3 årig i forhold til at de sammen med en voksen kan få bygget nogle af modellerne som man kan bygge efter instruktioner.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Man kan overhovedet ikke se at det er brugt trods at det er blevet bøjet og banket i gulvet og været med i bad.

Pris: GOD – Creator æsken, som vi har testet, koster 499 kr. Jeg synes man får meget for pengene, men jeg havde nok ikke selv valgt at købe det til en 3 årig. Jeg synes der er for mange smådele med, som hurtigt kan blive væk.


De store testere

Vores tester Gitte har sammen med døtrene Jenny på 12 år og Thora på 9 år testet fra Bakoba.

Gitte fortæller:

“Vi har testet Bakoba legetøj herhjemme. Bakoba er innovativt legetøj for alle aldre. Det er lavet af skum og kan sættes sammen på kryds og tværs ved hjælp af de plastik stænger der følger med eller med skruer der også medfølger, hvor man f.eks. kan sætte en Lego person på.

Bakoba er æstetisk legetøj, der både er sjovt at sidde og sætte sammen efter arbejdstegningerne der følger med, men ikke mindst indbyder til, at man selv bygger andre ting af det. Man kan købe en kasse med bakoba, og bygge på ved at købe flere, på den måde får man større byggemuligheder.

Bakoba blev omgående et hit her hjemme. Pakken nåede knap nok ind af døren før ungerne havde aftalt hvad der skulle laves.

Deres første projekt var hunden, den drillede lidt, da maven var svær, at få til at sidde fast, men da der kom et par farhænder ind over, var lykken stor.

Vi har siden haft besøg af 4 drenge, som hovedkulds kastede sig over Bakoba.

Der blev hurtigt bygget andet, end det Bakoba havde vist os i hæftet.

Vi er meget glade for Bakoba herhjemme, det indbyder til leg, i alle aldre. Vi byggede endnu en af opskrifterne i hæftet, da vi valgte båden. Min yngste skulle i bad, så det var oplagt og derved kunne vi få afprøvet Bakoba i vand. Kæmpe tid, da det flyder.

Dog er vores badekar småt, så vi skilte båden ad, og byggede vores egen båd, som lignede en krydsning mellem en hover til vand og en stor raser sejlbåd.

Bakoba levede igen op til det de lover. Bakoba flyder perfekt, så legen i badekaret kan forsætte mange timer. Stykkerne kan også sidde fast på væggen når det bliver fugtet.

Hvis man får brug for, at vaske det, så lægger man det bare ind i en vaskepose og vasker det ved 300 vaskemaskinen og det få fint som nyt.

I dette tilfælde bliver vurderingen: MEGET GOD

Nytteværdi: MEGET GOD – da du får timers leg ud af en kasse.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – jeg synes kvaliteten er i top som lovet, og designet er lækkert.

Pris: MEGET GOD – prisen for Bakoba creator box er 500 kr., hvor man har alt hvad man skal bruge.


De små testere

Vores tester Amanda har sammen med sønnen Vester på 11 mdr. testet konstruktionslegetøj fra BAKOBA.

Amanda fortæller:

“Vi har testet dette lækre konstruktionslegetøj fra BAKOBA som er byggeklodser i skum, med små dele til at bygge det hele sammen med. Det er kun fantasien der sætter grænser, man kan bygge lige hvad man vil, og de kan sættes sammen med andet legetøj også. Skumklodserne tåler at komme i vaskemaskinen og kan desuden også flyde så man kan bruge det i badet. BAKOBA er lavet af bæredygtige og 100% genanvendelige materialer, og er 100% fri for ftalater og andre skadelige stoffer.

BAKOBA anbefales ikke til børn under 3 år, nu har vi dog alligevel tilladt os at lege med det med min søn Vester på 11 mdr, og det kan man sagtens, så længe man tager alle de små dele fra. Skumklodserne er utroligt hårdføre, og kan tåle at blive hevet i, vredet rundt, og gumlet på.

Vester er ikke gammel nok til selv at samle noget, men kunne bruge rigtig lang tid på at sidde og skille tingene ad igen når vi havde samlet det, og ja så fungerede skumklodserne altså også godt til at blive tygget godt og grundigt på når gummerne kløede. Vi havde også klodserne med i badekarret, og det var bestemt også et hit, fordi de ikke sank og det var sjovt at sætte dem fast på væggen når de var våde.

Vi har været rigtig glade for at teste legetøjet fra BAKOBA og glæder os til endnu flere år, hvor Vester langsomt udvikler nye evner og kan bruge legetøjet på nye måder.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – alle kan lege med det her, børn som voksne, det kan bruges i mange år frem.

Holdbarhed: GOD – det er slidstærkt, men min søn formåede dog at efterlade nogle bidemærker hist og her.

Pris: GOD – BAKOBA Creator sættet koster 499 kr. og taget i betragtning af hvor mange år frem det er sjovt at lege med, så er prisen helt fair.

Kvalitet: MEGET GOD – det er lækkert at røre ved, lugter ikke af plastik og kan holde til masser af leg.


Karina fortæller:

“Vi har testet det prisvindende konstruktionslegetøj fra BAKOBA

“Min første tanke var, om konstruktionslegetøj ikke er mest til drenge”???!

Da vores datter på 2 år ikke er den mest pigede af slagsen åbnede jeg med det samme æsken med hende og tænkte stille, “nå måske er jeg heldig hun synes det er spændende alligevel”

Men jeg skubbede hurtigt mine mistænksomme tanker langt væk igen.

Allerede første gang vi kiggede på legetøjet fandt min datter ud af at de forskellige dele kunne sættes sammen. Det var især sjovt at få det bygget op i højden.

Alexa havde en fest så Mor her var glad!

Hun har også været meget fascineret af de forskellige former på delene.

Det der har været sjovest for hende er når jeg har hjulpet hende med at samle de forskellige figurer fra instruktionsbogen.

Især hunden er hun stadig meget glad for at samle.

Og JA! Med min nye viden konkluderer jeg så at Bakoba er lige så velegnet til piger som til drenge!

En af de dejligste fordele ved dette legetøj er at det er nemt at tørre af, i tilfælde af chokoladefingre osv. Det kan sågar kommes i vaskemaskinen!

Det burde automatisk gøre det til er sikkert hit i enhver travl børnefamilie.

Kvaliteten af det virker også rigtig god.

Det kan vrides, bukkes og trædes på uden at gå i stykker. Det ryger bare lige tilbage i facon.

Jeg vil vove den påstand at det ikke sådan lige bliver slidt op over night!

Og hvis det er så holdbart som det lader til, er det jo også et billigt legetøj, da det kan holde til mange timers kreativ og udviklende leg.

Ja! Bakoba er et tydeligt bevis på at man ikke altid skal danne sig en mening efter førstehåndsindtrykket! Andenhånds indtrykket gjorde en verden til forskel, herhjemme, i hvert fald!

Så tvivl ikke hvis du står med dette legetøj mellem hænderne! Det er et robust legetøj for børn i alle aldre! Og både piger og drenge!

Vurderingen herfra er:

NYTTEVÆRDI: MEGET GOD

Det er brugbart for hele husstanden, og der kan samles og bygges, om og om igen, så langt som fantasien tillader det. Det kan bruges både ude og inde, og i våde og tørre omgivelser,

HOLDBARHED: MEGET GOD

Det er utroligt robust og føjeligt. Det tåler mange buk og vrid, som jo forekommer ofte i småbørns alderen.  Og bliver det beskidt eller nusset er det bare afsted til vaskemaskinen med det, så bliver det som nyt igen.

PRIS: MEGET GOD

Hvis det er så holdbart som det lader til, er det billigt legetøj, da det kan holde til mange timers kreativ og udviklende leg.

Mine varmeste anbefalinger herfra.


Vores tester Lea har sammen med Annika på 5 mdr. og Mathias på 11 år testet BAKOBA creator pakken fra BAKOBA TOY.

Lea fortæller.

“BAKOBA creator er et super lækkert kreativt byggesæt til både børn og voksne. Delene er lavet i blødt skum, og dermed er det let, fleksibelt og nemt at lege med.

Allerede når man ser pakken med de flotte ting der kan bygges, så får man straks lyst til at bruge ens kreative evner. Som Mathias så fint sagde, så “summer det i fingrene for at komme i gang med at bygge”.

I vejledningen der medfølger ses 3 flotte byggeforslag, men herudover kan man gratis downloade endnu flere manualer på BAKOBAs hjemmeside – og på den måde kan der bygges både hund, skib, hus og meget mere. Derudover er det kun fantasien som sætter grænser, for du kan bygge lige præcis det du ønsker.

BAKOBA er nemt at bygge med, men alligevel blev Mathias på 11 år faktisk udfordret i manualerne, da nogle ting er mere udfordrende at bygge end andre. På den måde kan alle aldre faktisk være med til at bygge og bagefter lege, hvilket er et kæmpe plus. Hos os har lillesøster Annika på 5 mdr. kigget med mens Mathias har bygget, og har sanset diverse dele ved at suttet på dem med stor tilfredshed.

Det som vi er allermest vilde med ved BAKOBA er, at legetøjet kan komme med i bad. Begge børn er vandhunde uden lige, så nyt badelegetøj var virkelig sagen. Annika har pjasket og leget med det flotte skib der var blevet bygget.

Samtidig er legetøjet virkelig nemt at rengøre, netop fordi det kan vaskes meget nemt.

Ingen af os kendte BAKOBA i forvejen, men vi er blevet kæmpe fan af legetøjet, og har derfor købt julegaver fra BAKOBA til et par i familien. Fordi der findes forskellige bygge æsker (f.eks. creator, developer og inventor) er det nemlig muligt at finde den der passer bedst til alder og interesser.

De forskellige byggesæt er yderst rimelige i pris, da de svinger fra ca. 350/400 kr. og opefter.

Det er helt klart legetøj som vi ønsker os mere af herhjemme, og det er legetøj som vi aldrig bliver trætte af, da fantasien får frit løb. Så hvis du og dine børn elsker at bygge, opfinde og lege kreative lege, så er BAKOBA helt klart noget for jer.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Da legetøjet indbyder til fri leg, fantasi og kreativitet kan alle aldre bygge og/eller lege med det, og der et uendelige muligheder. Det er legetøj som aldrig bliver kedeligt.

Holdbarhed: MEGET GOD – legetøjet er lækkert og indbydende, og virker samtidig til at kunne tåle lidt af hvert. Et kæmpe plus at selv de mindre børn kan holde nemt dat i delene og at det kan vaskes og rengøre let.

Pris: MEGET GOD – yderst rimelig i pris, ale kan være med. Samtidig er det en god fris for rigtig mange timers fri leg.

Kvalitet: MEGET GOD – alle dele virker fine i holdbarhed.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af LEGO FRIENDS Sommerbadeland 41430