TEST af A-Derma Dermalibour+ serie – Testfamilien
TEST af Graco Lovin Hug Babygynge samt Graco Bumber Jumper

TEST af A-Derma Dermalibour+ serie

Flere af vores testere har testet A-Derma Dermalibour+ serie, som er til beskyttelse og pleje af små daglige skrammer og hudirritationer.

A-Derma er et dermatologisk og plantebaseret brand, som arbejder ud fra en vision og forpligtigelse om at respektere mennesket og naturen. Derfor har A-Derma en miljøvenlig tilgang til deres produktion.

Her er et udpluk af, hvad testfamilierne synes om produkterne.


Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes børn testet cremer fra A-Derma. 

Herhjemme har vi allerede stiftet bekendtskab med en hel række af A-Dermas produkter, da både Vitus (4), Elin (2) og Bille (5 mdr) kæmper med sensitiv hud samt atopisk eksem. Disse produkter var dog nye for os. 

Denne serie er til at beskytte og pleje små, daglige skrammer og hudirritationer og består af følgende produkter. 

Dermalibour+ Foaming CICA Gel er en meget skånsom vaskegel til ansigt, krop, hårbund og udvendige intime områder. Den svier ikke i øjenene og er uden parfume, så den kan derfor uden bekymring bruges til børn. Denne gel kommer i en praktisk pumpeflaske, som gør den let at anvende og dosere. Den beroliger, skaber balance og reparerer den sarte huds øverste lag takket værre Rhealba Havrekim ekstrakt og kobber-zink komplekset CICA, som renser skånsomt de irriterede hudområder. 

Vi har brugt denne gel til at vaske Vitus og Bille, der begge er hårdt ramt af eksem på hele kroppen. Gelen skummer let op og særligt Vitus syntes hurtigt den hjalp på hans kløen grundet eksemen. Gelen er også super god til den daglige vask af Bille, hvor der let kan gemme sig “overraskelser” i alle hudfolderne ved lår, under hagen og under armene. 

Dermalibour+ Repairing CICA-Cream er et plejeprodukt, der med ekstrakt af Rhealba Havrekim og kobberzink, straks beroliger, renser og reparerer hudens øverste lag. Den er super god til de daglige hudproblemer som fx rødme, tørre pletter, kløe og de daglige skrammer som fx hudafskrabninger og irritation omkring munden. 

Denne creme har jeg særligt brugt på Billes kinder, der er meget hårdt ramt af eksem. Den dæmper hans kløe og får det til at blive pænere og fremstå mindre tørt. Jeg har også brugt den i bleområdet hos Bille, hvor den også har været super effektiv. Silje og Isaks hænder er hårdt udsat af håndvask og håndsprit på skolen, så der er denne creme også super god, når de kommer hjem fra skole, som giver hænderne ro og fugt. 

Den kan bruges på nyfødte, spædbørn, børn, voksne og ammende kvinder, og den har meget højt pædiatrisk tolerance og kan derfor bruges i ansigtet, på kroppen og på de ydre slimhinder. 

Kort sagt – et irritationsdæmpende produkt, der kan bruges af alle og næsten alle steder. Jeg elsker den slags produkter, som bare virker, og som kan bruges alle steder. Den er altid med i pusletasken og er yderst effektiv.

Dermalibour+ Barrier CICA-cream er en super god og effektivt beskyttende creme til den udsatte hud forårsaget af eksterne påvirkninger som fx, vind/kulde, vand (hav/svømmehal), fysiske påvirkninger fra gnidninger, kemiske påvirkninger fra vaskemiddel og metaller, som forårsager irritation fra fx nikkel. 

Barrierecremen er super let og fedter ikke. Den isolerer og beskytter huden, og den tilfører fugt. Den er uden parfume og kan ligesom repair cremen bruges på tørre områder på hele kroppen og af hele familien. Den er også yderst velegnet til hud med tendens til atopi. 

Cremen er ideel, hvis din hud er udsat gennem dit arbejde, eller hvis du fx har nikkelallergi kan den bruges på øreflippen. Den kan også påføres på hælen, hvor skoen gnaver – eller bruges mellem lårene, hvis du har tendens til hudirritation mellem lårene pga. gnidninger. 

Herhjemme har vi primært brugt den til børnenes kinder, som er blevet beskyttet mod kulden og efterårsvejret. Mange andre cremer til kinderne er meget fedtede, hvilket vores børn ikke kan lide, så der er denne virkelig god, da den hurtigt tørrer ind og er let at smøre ud. 

Særligt de to cremer bliver fast inventar i tasken og ved puslebordet herhjemme. 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Cremerne er super gode og effektive og hjælper tydeligt på børnenes eksem. De er lette at smøre ud og fedter ikke, hvilket er et stort plus. Gelen er let skummende og svier ikke i øjnene. Fælles for alle tre produkter er, at de kan bruges af både børn og voksne og det er en klar fordel herhjemme. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Pumpeflasken, som gelen kommer i, er super god, da den gør det lettere at dosere. Cremerne er drøje i brug. 

Pris: MEGET GOD – Jeg synes, at priserne er meget fair særligt sammenlignet med andre produkter. Dermalibour + Foaming CICA-Gel koster 114,50 kr., Dermalibour+ Barrier Cream koster 124,50 kr., og Dermalibour+ Barrier Cream koster 121,50 kr. 

Kvalitet: MEGET GOD – Produkterne er super lækre og er alle uden skidt kemi. De kan bruges af alle, og så kan jeg godt lide, at A-Derma har en miljøvenlig tilgang til produktionen af deres cremer. 


Vores tester Line har sammen med sine døtre, Alberte og Andrea, testet hudplejeprodukter fra A-Derma.

Line fortæller:

”Mine døtre og jeg har været så heldige at få lov til at teste følgende hudplejeprodukter fra A-Derma i samarbejde med Testfamilien.dk:

A-Derma er et dermatologisk og plantebaseret brand, hvis produkter er baseret på en unik havresort, der er medvirkende til at beskytte, berolige og ikke mindst styrke huden. Ydermere er A-Derma et brand, der sætter fokus på naturen på en skånsom og bæredygtig måde, hvilket blandt andet kommer til udtryk ved deres miljøvenlige tilgang til produktionen, som I kan læse meget mere om på A-Dermas hjemmeside.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har været særlig god til at pleje min hud i mine yngre dage, men qua mit arbejde som sygeplejerske på et Plastisk Kirurgisk Ambulatorium har jeg lært vigtigheden i at pleje og beskytte huden, hvorfor jeg også er blevet mere bevidst om hudpleje. Som mor ønsker jeg selvfølgelig også at give mine piger de bedste betingelser for en sund og velplejet hud, da den jo skal beskytte dem i rigtigt mange år. A-Derma har været fast inventar i vores hjem de seneste 2,5 år (siden vi blev forældre for første gang), hvorfor jeg slet ikke var i tvivl om, at vi gerne ville teste produkterne, da vi fik muligheden.

Dermalibour+ Foaming CICA-Gel (114,50 kr.):  

Foaming CICA-Gel er en let-skummende vaskegel, der beroliger og renser irriterede hudområder. Gelen er yderst skånsom og kan anvendes både i ansigtet, på kroppen, i hårbunden og udvendige intime områder. Herhjemme har vi anvendt gelen som renseprodukt til irriteret hud forårsaget af små skrammer og rifter, og derudover har jeg også anvendt den som vaskegel i mit ansigt, da den hverken svier eller irriterer øjnene – helt perfekt til at fjerne rester af make-up. Effekten af vaskegelen er, at den renser huden grundigt, så man herefter kan opnå fuld effekt af øvrige hudplejeprodukter.

Vaskegelen kommer i en flaske med pumpe, hvilket fungerer super godt i hverdagen, da den dermed er hurtig og nemt at anvende.

Dermalibour+ Reparing CICA-Cream  

A-Dermas Dermalibour+ Reparing CICA-Cream er et irritationsdæmpende plejeprodukt, der er udviklet til at berolige, rense og ikke mindst reparere hudens øverste lag, hvorfor den er et ideelt valg til pleje af for eksempel små rifter, tør og irriteret hud eller røde numser – hvilket alt sammen er små dagligdagsproblemer, mange døjer med.

Herhjemme har produktet været fast inventar på puslebordet, hvor vi især har opnået gode resultater i bleområdet, som jo godt kan være et hårdt miljø for huden, da den er udsat for konstant fugt. Cremen er drøj i brug, hvilket vil sige, at der ikke skal særlig meget til for at mætte huden. Efter anvendelse af produktet døjer vi ikke længere med irriteret hud i bleområdet.

Dermalibour+ Barrier Cream  

Med to små piger i huset kender vi alt til irriteret hud i ansigtet efter en tur udenfor i kulden. Det kolde efterårsvejr, vi har haft den seneste tid, har været medvirkende til røde kinder og generelt bare irriteret hud. Her har denne barriere creme vist sig at være yderst effekt til at pleje huden, da jeg efter flere ugers daglig brug kan se, at pigernes hud er efterladt mere velplejet end hidtil.

Vi er fuldt ud tilfredse med effekten af alle tre produkter, som i høj grad er anbefalelsesværdige. Uanset om man døjer med tør og irriteret hud eller ej, er det nogle lækre produkter, der efterlader huden blød og velplejet. En kæmpe anbefaling herfra!

I dette tilfælde bliver ratingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Jeg tænker umiddelbart, at langt de fleste mennesker anvender hudplejeprodukter af en eller anden grad. Vi er i hvert fald selv opmærksomme på at passe på huden herhjemme, og vi vil nødig undvære produkterne.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Produkterne er drøje i brug, hvorfor der kun skal anvendes en smule ad gangen, hvilket giver en lang holdbarhed. Produkterne er baseret på en unik havresort, som beskytter, beroliger og styrker huden – det er uden tvivl produkter af meget god kvalitet.

Pris: GOD – den vejledende udsalgspris er følgende:

  • Dermalibour+ Foaming CICA-Gel 200 ml: 114,50 kr.
  • Dermalibour+ Repairing CICA-Cream 100 ml: 121,50 kr.
  • Dermalibour+ Barrier Cream 100 ml: 124,50 kr.

I min optik er priserne i den lidt dyre ende af skalaen, men jeg synes dog, det er vigtigt at huske på, at pris og kvalitet hænger sammen, og at man dermed får nogle helt fantastiske produkter ved at købe disse. Helt sikkert pengene værd!


Vores tester Janni har sammen med sønnen Malthe på 6,5 måned testet Dermalibour+ serien fra A-Derma.

Janni fortæller:

Jeg har haft fornøjelsen af at teste Repair creme, Barrier creme og Foaming CICA gel.

Primært har jeg testet det i forbindelse med min søn på 6,5 måned og mine egne hænder.

Barrier creme er en beskyttende og genopbyggende creme til irritationer, som skyldes ydre omstændigheder såsom kulde, vand, kemikalier m.m. F.eks kuldeslåede røde kinder, tørre og røde hænder ved f.eks. håndvask og på hud, hvor sko har gnavet m.m.

Repair creme er en reparerende creme til skadet hud. Cremen dæmper rødme, kløe og irritation samt tilfører fugt til tør hud. Den beskytter også huden mod vand. F.eks. rød numse, tørre pletter og små skrammer.

Foaming gel er en sæbefri vaskegel, der renser huden og kan bruges i både ansigt og på kroppen.
Gelen renser nænsomt huden uden at svie eller være generende i øjnene. Herudover lindrer og beroliger den kløende og irriteret hud samt renser den uden at udtørre huden.

Alle produkterne kan bruges til spædbørn og opefter.

Grundet cremernes og gelens egenskaber fandt jeg det helt naturligt at teste i forbindelse med min søn. Da produkterne er plantebaseret og økologiske var jeg tryg ved at bruge produkterne på mig selv og på ham.

Når vi har været ude og gå ture i efterårskulden har jeg smurt Maltes kinder (Barrier creme) for at forebygge røde og irriterede kinder fra kulde og blæst.

Malthe har nogle dejlige deller på kroppen, blandt andet ekstra folder på halsen. Disse folder bliver dagligt rengjort og tørret, men alligevel ender han op med at være rød. Jeg forsøgte derfor med Repairing creme og allerede senere på dagen så hans hals meget bedre ud.


Cremen er også blevet brugt ved begynde rød numse ved bleskift.

Opstart af grød og mos sviner meget og kræver rens af ansigt, hænder og hals flere gange dagligt. Her har jeg benyttet mig af Foaming gelen. Både fordi Malthe gerne ender med at have smurt mad ud ved øjnene, op i næsen og flere steder, som generelt er følsomme områder. Da rense gelen ikke irriterer øjnene og samtidig er skånsom og renser, har jeg set dette som et perfekt match.

Den er drøj i brug og skummer blødt, så det føles behageligt for Malthe at blive vasket.

Den er også blevet brugt til blesift når det har krævet lidt ekstra vask.

Rense gelen er den som er blevet brugt mest sammen med Repairing creme. Forudser at gelen vil blive en fast del af familien så længe Malthe er lille, da den er så skånsom i ansigtet, mod øjnene samt plantebaseret.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – Cremer og gel gør det, der forventes af deres egenskaber. Cremerne er lidt fedtede til at starte med, men det fedtede lag forsvinder efter 30-45 min.

Holdbarhed: MEGET GOD – Drøje i brug. Alle 3 produkter.

Pris og kvalitet: GOD – Andre produkter har samme egenskaber og virker, men til billigere penge. Stort plus ved A-derma er, at det er plantebaseret, økologisk og passer på vores natur/miljø.


Vores tester Line har sammen med sin familie testet produkter fra A-Derma Danmark.

Line fortæller:

Vi har siden vi blev til en børnefamilie i 2016 brugt diverse cremer fra A-Derma. Deres produkter har en masse gode egenskaber, både når det gælder børn og voksne.

Herhjemme er vi flittige bruger af produkter fra A-Derma, og vi må ærligt sige, at de aldrig skuffer. Vi har blandt andet brugt deres DERMALIBOUR+ Barrier creme meget på det seneste. Den er rigtig god til både små og store hænder, som jo bliver udsat for en masse sprit og håndvask lige for tiden. Den beskytter mod diverse eksterne påvirkning, som kan være alt fra vind og vejr til kemikalier eller allergiske påvirkninger. Jeg har selv brugt den på øreflippen i forbindelse med brug af øreringe, som min hud ikke var særlig glad for.

Derudover er deres DERMALIBOUR+ Repairing CICA-Cream også fast inventar i vores hjem. Den er rigtig god til at hele og reparere irriteret hud, som f.eks. røde numser.

Vi er en familie, som alle har tendens til sart og følsom hud. Derfor er A-Derma bare et godt match for os.

Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi bruger produkterne flere gange om ugen.

Holdbarhed: GOD – De produkter, vi har testet, har en holdbarhed på 6 mdr. Det tænker jeg er meget passende i forhold til produkternes størrelse. Det kommer selvfølgelig an på, hvor ofte man bruger produkterne. Herhjemme vil de alligevel ikke holde meget længere end de 6 mdr.

Kvalitet: MEGET GOD – Produkterne er i rigtig god kvalitet på inden i og udenpå.

Pris: MEGET GOD – Jeg synes, at produkterne er til en rigtig fin pris, og du får et rigtig godt produkt for pengene. Kvalitet og pris hænger sammen.

 


Vores tester Kirsten har testet reparationsserien Dermalibour+ serien fra A-Derma.

Kirsten fortæller:

Jeg har lige været igennem 3 måneders behandling med kemocreme pga. aktinisk keratose (forstadier til hudkræft), så min hud i ansigtet og på begge hænder har været hårdt medtaget. En af bivirkningerne ved kemocremen er betændte sår, smerter og rødme af huden. Da behandlingen har været så skrap, er den foregået i 3 etaper; først ansigtet, derefter venstre hånd og til sidst højre hånd. Fra behandlingens ophør, til huden er helet op, vil der normalt gå 4 – 5 uger, hvor huden er meget ømfindtlig og tynd. Jeg blev derfor så glad, da jeg fik lov til at teste Dermalibour+ produkterne fra A-derma, for var der noget min hud havde brug for, så var det ekstra omsorg.

Noget jeg vægter højt, når jeg vælger, hvad der skal i min indkøbskurv, er om produkterne er miljøvenlige. Derfor synes jeg, det er et kæmpe plus, at A-Derma har så stort fokus på at påvirke miljøet mindst muligt. Det gør også, at jeg har følt mig fuldstændig tryg ved at bruge produkterne på en hud, der er så medtaget, som min var.

Allerede samme dag som jeg modtog Dermalibour+ produkterne, gik jeg i gang med at teste dem. Jeg var lige blevet færdig med at smøre med kemocremen dagen før, så min hud havde det ikke så godt. Derfor var jeg selvfølgelig meget spændt på om reparationsserien kunne hjælpe med en god opheling af sårene. På forhånd var jeg meget fortrøstningsfuld, da indholdet af bl.a. ekstrakten af Rhealba® Havrens kimplanter og kobber-zink komplekset CICA jo skulle virke helende og beroligende på huden. Ja, jeg må indrømme, at jeg blev nærmest blæst bagover, for allerede efter et par dage var der stor forskel på, hvordan huden så ud.

Efter ca. 2 ugers behandling med reparationsserien Dermalibour+ serien fra A-Derma var det virkelig tydeligt, hvor gode produkterne er. Helingen af huden på højre hånd tog faktisk kun den halve tid i forhold til ansigtet og venstre hånd. Det synes jeg er imponerende.

 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Dermalibour+ Foaming CICA-Gel

Nytteværdi: MEGET GOD – Det er en frisk og lækker, let skummende vaskegel, som er mild og dejlig at bruge. Den er på ingen måde ubehagelig at få i betændte sår, da den plejer huden i stedet for at udtørre den.

Holdbarhed: MEGET GOD – Vaskegelen er drøj i brug, da den dosis pumpen giver er lige tilpas, så der ikke går en masse til spilde.

Pris: MEGET GOD – Når man tænker på, hvor god vaskegelen er, synes jeg prisen er helt okay.

Kvalitet: MEGET GOD – Det er en lækker og virksom foaming gel, som jeg har nydt at bruge.

Dermalibour+ Repairing CICA-Cream

Nytteværdi: MEGET GOD – Det er en virkelig god og effektiv reparationscreme, som hjælper med til en hurtigere opheling af skadet hud. Den er også super god ved tør, kløende hud.

Holdbarhed: MEGET GOD – Selvom jeg har smurt med cremen flere gange om dagen, er der stadig meget tilbage i tuben, så jeg synes, den er drøj i brug.

Pris: MEGET GOD – Når man tænker på, hvor god cremen er, og hvor længe den holder, synes jeg bestemt ikke, det er en dyr creme.

Kvalitet: MEGET GOD – Det er en virkelig effektiv og plejende creme til skadet og ømfindtlig hud. Cremen får min varmeste anbefaling, og det er helt sikkert én, vi vil bruge fremover her i huset. Det ville have været dejligt, hvis personalet på apoteket havde anbefalet mig Dermalibour+ Repairing CICA cremen, da jeg efterspurgte en god, plejende creme til min medtagne hud.

Dermalibour+ Insulating Cream

Nytteværdi: MEGET GOD – Meget god barriere creme der kan bruges til rigtig mange formål, lige fra skadet og atopisk hud til beskyttelse af huden i fugtige hudfolder, påvirkning af vind og vejr og meget andet.

Holdbarhed: MEGET GOD – cremen er meget drøj i brug og nem at dosere.

Pris: MEGET GOD – I forhold til barriere-cremens kvalitet er prisen helt i orden.

Kvalitet: MEGET GOD – Effektiv og dejlig let barriere-creme, der giver god beskyttelse af huden i forbindelse med udefra kommende påvirkninger.


Vores seniortestere Mads og Louise har den seneste måned testet 3 forskellige Dermalibour+ produkter fra Aderma nemlig

Dermalibour+ Foaming CICA-gel

Dermalibour+ Repairing CICA-Cream

Dermalibour+ Barrier Cream

Billede 4

Adermas Dermalibour+ Foaming CICA-gel er en rensegel, der kan anvendes til både ansigt, krop, hovedbund og intime områder. Den renser din hud uden at udtørre din hud. Den har en let skummende effekt og svider ikke i øjnene. Rensegelen indeholder ikke parfume og kan med fordel bruges 1-2 gange om dagen.

Dermalibour+ Repairing CICA-Cream har en beroligende effekt på skadet og/eller ødelagt hud. Den giver masser af fugt og reducerer rødme, kløe og irritation. Det smarte er, at den kan anvendes både på kroppen og ansigtet. Du opnår den bedste effekt ved at påføre reparationscremen på hudområdet 2-3 gange om dagen.

Dermalibour+ Barrier Protective Cream er udviklet til at beskytte din hud mod kulde, vand og vind, da disse let giver irritationer i huden og dermed forringer hudens egen barriere. Barrier cremen er uden parfume og er rigtig god at anvende, hvis du har tør og irriteret hud eller tørre områder i ansigtet, på hænderne eller fødderne.

Mads fortæller:

Jeg har gennem flere år døjet med at min hud bliver lidt rød og irriteret omkring min næse. Allerede efter få dages brug med de 3 Dermalibour+ produkter, oplevede jeg, at min rødmen blev mindre omkring min næse.

Louise fortæller:

Jeg har som allergiker tør hud og har det meste af mit liv døjet med at ’spidserne’ på mine albue er røde og tørre. De gør ikke ondt, men det ser bare ikke pænt ud. Jeg har tidligere forsøgt mig med forskellige fede cremer uden større held. Derfor var jeg ikke i tvivl om hvad det var jeg skulle teste Dermalibour+ produkterne på.

En uges brug af de 3 produkter hvor jeg anvendte disse 1-2 gange om dagen, har pyntet gevaldigt på mine albuer, der nu er væsentlig mere præsentable end de var før.

Produkterne er rigtig nemme at anvende. Både Mads og jeg startede med at vaske området hhv omkring næsen og albuerne med Dermalibour+ Foaming CICA-gel. Vaskegelen renser skånsomt de berørte områder og er i øvrigt nem at docere og fordele på huden.

Derefter påførte vi Dermalibour+ Repairing CICA-Cream, der beroliger, renser og reparerer hudens øverste lag.

Både Repairing og Barrier cremerne er gode til alle former for tør hud. Et andet plus er også, at cremerne ikke fedter men trænger hurtigt ind i huden.

Det bliver en klar anbefaling af Dermalibour+ serien herfra som ’angreb’ mod eksem, revnet hud eller på anden måde irriteret hud for at reducere rødme, irritation og kløe.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD Produkterne holder det de lover i forhold til henholdsvis at afrense, reparere og beskytte skadet hud og/eller smårifter m.v.

Kvalitet:  GOD Min oplevelse af Aderma hudpleje produkterne er, at det er god kvalitet og at kvalitet og pris trods alt hænger sammen.

Holdbarhed: MEGET GOD produkterne er drøje i brug, fordi dels pumpefunktionen gør det let at docere den rette mængde creme og tuberne kan stå på hovedet, så cremen kan ’løbe’ nedad.

Pris: GOD Prisen er i den lidt dyrere ende, men produkterne virker.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Graco Lovin Hug Babygynge samt Graco Bumber Jumper