TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK – PART 2 – Testfamilien
TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK - PART 1

TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK – PART 2

Hele 12 af vores testfamilier har testet campinglivet i år – nærmere bestemt i den nye campingvogn model Caravelair Alba 497 Family, igennem Camping Agenten på campingpladsen Jambo Feriepark.

I denne test kommer anden runde med 3 familiers test.

Vores tester Line har sammen med sin familie testet en campingvogn af modellen Caravelair ALBA 497 FAMILY. Familien består af forældreparret, Line og Lars, samt pigerne Alberte (2 år) og Andrea (3 måneder).

Line fortæller:

”Min familie og jeg har været så heldige at få lov til at teste en lækker campingvogn i samarbejde med Camping Agenten og Testfamilien.dk. Campingvognen stod opstillet i Nordjylland på den femstjernede campingplads, JAMBO Feriepark, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Vi havde set en masse billeder fra andre testfamilier, der havde testet campingvognen inden os, så forventningerne var høje. Da vi ankom til campingpladsen, blev vi taget godt i mod i receptionen, hvor vi fik en oversigt over pladsen samt en beskrivelse af, hvor vi kunne finde ”vores” campingvogn.

Campingvognen er, som tidligere nævnt, en model af mærket Caravelair ALBA 497 FAMILY, som er et perfekt valg til en stor børnefamilie på i alt 5-7 stykker, da den rummer helt op til syv sovepladser. Allerede da vi trådte inden for døren, kunne vi fornemme, at det er en vogn af bedste kvalitet, hvor der er kræset om detaljerne.

Når man træder ind gennem døren, kommer man direkte ind i campingvognens ”hjerte”, hvor der er udsyn til alt, der er at finde i vognen. Til højre for døren findes en fast seng, som er egnet til to voksne mennesker. Her kunne Lars og jeg snildt sove trods vores højde på 177/178 centimeter. I den modsatte ende af campingvognen findes der hele tre køjesenge, som er geniale til børn. Den nederste køje er så lavt placeret, at vi kunne lade Alberte sove der uden at skulle bekymre os om, at hun kunne falde ud.

Udover en masse sengepladser indeholder campingvognen et køkken med tre gasblus, håndvask, køleskab (som kan rumme op til 150 liter), en lille fryser samt overraskende meget skabsplads. Over for køkkenet er der en spisegruppe med fire siddepladser, som kan laves om til en seng, hvis der er behov for yderlige soveplads. Sidst, men ikke mindst, findes der også et badeværelse med vask, toilet samt brus. Det var kun mig, der brugte toilettet, hvorfor jeg også måtte være mand for at tømme det igen, hvilket gik nemt og bekvemt – og faktisk bare var en sjov del af livet som campist.

På campingvognen var der påsat et Kampa Dometic fortelt, hvor de traditionelle teltstænger er erstattet med oppustelige luftstænger (luftkanaler), som pumpes op ved hjælp af en pumpe på ganske kort tid, da alle kanalerne er forbundet til hinanden. Vi har dog ikke selv sat forteltet op, da det allerede var på campingvognen, da vi ankom, men jeg kan af egen erfaring sige, at princippet med disse luftstænger er GENIAL, da vi kender til det fra sidste år, hvor vi testede en autocamper med fortelt af samme princip.

Takket være Camping Agenten var campingvognen samt forteltet udstyret med alt, hvad man som campist har behov for; fint melamin service til både børn og voksne, bestik, foldbare gryder, gasgrill, borde, stole, gasovn, LED lamper, foldbar elkedel osv. – der mangler absolut intet. Hvis du tror, at camping kun kan foregå på primitiv vis, kan du altså godt tro om igen ;-).

Denne ferie var vores første som en familie på fire, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg på forhånd var lidt betænkelig ved at skulle afsted med en baby på blot tre måneder, men det viste sig at gå over al forvetning. Der har været fint med plads i sengen til, at jeg kunne ligge og amme om natten, og der er rigeligt med plads i både campingvognen og forteltet til al vores oppakning, som vi nødvendigvis havde med. For enden i forteltet er der et lille anneks, som vi indrettede som et lille legehjørne til pigerne, hvilket fungerede super fint. Der var godt med plads til leg, og selvom det foregik nede ved jorden, var der ingen fare for kolde børn, da den smarte gasovn i forteltet hurtigt kunne varme det op.

Inden vi tog afsted havde vi bestilt solskin og varme temperaturer, men vejrguderne havde desværre ikke hørt vores bønner, hvorfor vi i stedet måtte klare os med kæmpe regnskyl, lynnedslag og tordenvejr flere af dagene. Heldigvis er lyden af regn på teltdugen/campingvognen noget af det hyggeligste, og vi kunne sagtens få tiden til at gå med leg, spil, læsning m.m., når vejret viste sig fra sin våde side.

Når vejret derimod tillod det, skyndte vi os at udforske campingpladsen, som er udstyret med meget velholdte fællesfaciliteter med både køkken, bad, toiletter møntvaskeri og TV-stue. Derudover er der rig mulighed for at blive aktiveret både som barn og voksen, da der findes alt fra udendørs pool, indendørs legeland, minigolf, ishus hoppepuder, trampoliner, gynger og en meget imponerende legeplads med et kæmpe legetårn, der er svensk inspireret ud fra princippet om, at der er udfordringer til alle på forskellige niveauer, hvor barnet selv kan gå fra, hvis næste niveau bliver for udfordrende.

Vi har haft en fantastisk uge, hvor vi har fået en masse dejlige oplevelser og minder med i bagagen. Efter at have tilbragt en uge i denne luksuriøse campingvogn, kan vi uden at tøve sige, at camping på ingen måde behøver at være lig med at leve primitivt, som både Lars og jeg ellers mindes fra vores barndom – camping kan sagtens være luksus, hvis man ønsker det. Jeg har ofte hørt, at camping er en genial ferieform for børnefamilier, og efter at have været afsted med vores to små piger, kan jeg kun give folk ret. Derfor er helt sikkert ikke sidste gang, vi skal holde ferie på den måde. Både campingvognen, forteltet samt selve campingpladsen får vores varmeste anbefalinger.

Tak for en fantastisk oplevelse!”

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris, kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver ratingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – I min optik er det altafgørende at komme på ferie med min familie, når vi endelig har fri sammen, da det giver så mange point på energikontoen at trække stikket og tage væk hjemmefra. At være på ferie i en campingvogn giver rig mulighed for at nyde hinanden som familie, da pladsen er trang, og man dermed automatisk er sammen på en anden måde end derhjemme.

Holdbarhed: MEGET GOD – Der er kræset om detaljerne på en måde, så der ikke hersker tvivl om, at der er tale om en lækker campingvogn, der emmer af luksus. Selvom vognen er blevet brugt af flere familier før os, fremstår den stadig som ny, hvorfor jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er en campingvogn, der holder i mange, mange år.

Pris: GOD – Pris og kvalitet hænger sammen, og der er ingen tvivl om, at man får det rene luksus, hvis man vælger at investere i denne lækre campingvogn. Sammenligner man for eksempel med prisen på et sommerhus, er det lige før, jeg vil sige, det er en billig måde at få et ”sommerhus” på, hvis man i stedet køber en lækker campingvogn. Det er selvfølgelig en investering, men det er i mine øjne en gave til hele familien.

Kvalitet: MEGET GOD – Både campingvognen og det tilhørende fortelt er uden tvivl af bedste kvalitet. Campingvognen er udstyret med alt, hvad man behøver på en campingferie – og mere til!


Benjamin fortæller:

Vi har i samarbejde med Testfamilien og Campingagenten fået lov at teste den sejeste campingvogn med fortelt.

Sommer i Danmark og så i en campingvogn!?
Det var bestemt ikke noget, jeg havde prøvet før og bestemt heller ikke noget, jeg troede, at jeg skulle prøve med min familie.
Godt nok har jeg været i militæret og har levet det primitive liv, men aldrig havde jeg forestillet mig at ligge i en campingvogn med et fortelt og samtidig have følelsen af, at jeg aldrig ville hjem igen. Det var jo kun for ældre mennesker, havde jeg tænkt.
Min kæreste og jeg, vores to børn, Emily på 7 år og Julius på 4, fik fornøjelsen af at skulle teste og nyde hinanden i en uge i det man nærmest kan kalde de lækreste omgivelser nogensinde.
 
Fra da vi ankom på Jambo Feriepark og fandt vejen ned til campingvognen, var vi kun positivt overrasket. Vi skulle teste den sejeste campingvogn, Caravelair Alba 497 Family, og jeg må sige, at den levede op til alle vores forventninger og endda mere til.
Vi testede ligeledes forteltet, som er et kæmpe revolutionerende fortelt. Vi kender normalt et fortelt for at have en masse irriterende stænger, men mine damer og herre, dette fortelt er med luft. Luften fordeles ud i alle de bærende dele, og det er virkelig let og enkelt at slå det op og ned.
Vi havde hele 7 dage på Jambo feriepark, hvor vi kom hinanden nært og havde en masse grin, glæde og kærlighed.
Ungerne elskede den frihed det gav at være på camping, og forældrene elskede at kunne have så let en tilgang til tingene, hvad enten det var madlavning, opvask, en tur i poolen eller at løbe og hoppe rundt på den skønne legeplads.
Jambo Feriepark har Danmarks flotteste park med både gokarts til børnene, opvarmet pool, minigolf og den sejeste legeplads.
Og prikken over i’et – en skøn isbutik.
Det bliver absolut ikke sidste gang vi sætter vores fødder i en campingvogn og ej heller på Jambo Ferieparks campingplads.
Vi havde en fantastisk campingtur og smiler stadigvæk meget over oplevelsen – TAK!
Nytteværdi: Virkelig god.
Vi i familien elsker oplevelser. Momenter skabes og bliver til dejlige minder.
Holdbarhed: Meget god.
Denne oplevelse på camping kan vi snakke længe om. Det sidder dybt i børnenes hukommelse.
Pris: God.
Ferie i Danmark kan være dyrt, men i en campingvogn med fortelt og på Jambo feriepark, der får man meget for pengene. Jambo Feriepark er 5 stjernet, så det er i den flotte prisklasse. Jambo Feriepark har både gokart, minigolf, opvarmet pool og verdens sejeste legeplads.
Kvalitet: Meget god.
Kvaliteten mærker man tydeligt i campingvognen og på forteltet. Jambo Feriepark leverer i særklasse, hvor alle ansatte gør en dyd ud af at skabe en god oplevelse. Især for børnene.

Mie fortæller:

Da vi fik muligheden for at teste Alba family 497 campingvogn fra Camping Agenten, kunne vi ikke lade være med at byde ind. Vi var så heldige at få lov til at komme afsted, det føltes helt som at vinde i lotto. Jeg har camperet enormt meget som barn og har kun gode minder fra diverse campingferier i Danmark. Mon det også var noget for os som familie med 2 meget små børn?

Vi ankom lørdag midt i august til den fineste campingplads i Saltum, Jambo Feriepark. Her er simpelthent så skønt. Der er alt, hvad man drømmer om og mere til. Med en vejrudsigt, der var meget tvivlsom i forhold til sæsonen, var vi lidt bekymrede for, hvordan det skulle gå.
Vores bekymringer er blevet gjort til skamme, for på Jambo Feriepark er der ikke noget, der hedder dårligt vejr. Her er opvarmet pool (33 grader) og et indendørs legeland. Det er simpelthen perfekt for en dreng som vores, der ikke kan sidde indenfor i en campingvogn en hel dag.

Her er gode badeforhold og et fint køkken, hvor opvasken og madlavningen kan klares. Badeforholdene er specielt gode til børn. Det må siges at være børnenes campingplads, og når børnene hygger sig, gør forældrene også.
Campingvognen med det tilhørende fortelt er super godt indrettet. Der er et skønt lille køkken med et godt rummeligt køleskab. Et rigtig fint badeværelse, som er ret stort taget i betragtning af, at det er i en campingvogn. Her er gode opbevaringsmuligheder. Køjesenge til 3 børn, en spiseplads til 4, som kan laves om til soveplads. Der er også en fin forældresoveplads med plads til lange forældre. Vi er selv +190 cm og kan sagtens ligge i sengen og stå oprejst i vognen. Forteltet er godt rummeligt, helt perfekt i størrelsen til en lille familie som vores. Vi har indrettet os med et lille legehjørne til drengene, da pladsen ikke er til det i vognen.
Det har været så hyggeligt at være afsted. Man kommer virkelig hinanden nær på sådan en campingferie. Nærvær som man ikke har helt nok af i hverdagen. Det er guld værd, og jeg ville gøre det igen til hver en tid. Tak til Camping Agenten, Jambo Feriepark og Testfamilien for denne unikke mulighed.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK - PART 1