TEST af musiklampen fra Nou Petit – Testfamilien
TEST af Benimar Tessoro 497 og Amphitryon 961 autocampere fra Camping Agenten

TEST af musiklampen fra Nou Petit

Fire af vores testere har den seneste måned testet musiklampen fra Nou Petit. Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Line har sammen med sin datter, Andrea, testet en musiklampe fra Nou Petit.

Line fortæller:

”Min yngste datter, Andrea, har været så heldig at få lov til at teste en lampe med integreret musikuro fra Nou Petit, som er en nyopstartet, dansk virksomhed med følgende klare vision:

”Baseret på viden og erfaring fra forældre og fageksperter udvikler vi kreative og multifunktionelle produkter, som sikrer dit barn en god nats søvn” (Citat fra www.noupetit.dk)

Stifteren, Lærke, fortæller på hjemmesiden, at lampen startede med at være et håndlavet produkt, som hun lavede til nogle venner, men at der siden er udviklet meget på den i samråd med forældre og fageksperter, således at den er blevet mere brugervenlig og samtidig understøtter børns behov og udvikling.

Da vi modtog musiklampen, kom den i en fin æske, som allerede ved modtagelsen gav et førstehåndsindtryk af høj kvalitet.

I pakken medfulgte der et håndskrevet brev fra Lærke samt en lille folder, hvor de væsentligste informationer omkring lampen står beskrevet. På bagsiden af folderen findes der en QR-kode, som henviser til en video, hvor lampen præsenteres, og de forskellige funktioner gennemgås. Udover lampen har vi modtaget en stor mulepose samt en matchende plakat, som passer perfekt til både lampen og Andreas fine pigeværelse.

Som det ses på ovenstående billede, medfølger der både oplader til lampen samt ophæng, så den nemt og hurtigt kan monteres og gøres klar til brug. Herhjemme fik vi straks fundet en plads til lampen ved siden af Andreas seng, hvor den sammen med den matchende plakat spreder en hyggelig stemning på værelset.

Selve lampen er designet som en sky, der er lavet af et blødt materiale, som bryder lyset, således det ikke er for skarpt i forbindelse med putningen. Lampen har en LED-lyskilde, der tændes og slukkes via touch, som er placeret i bunden af skyen.

Lampen kan lyse i tre forskellige lysstyrker, hvilket gør det muligt at dæmpe eller øge lysets styrke afhængig af den enkeltes behov. Vi tænder altid lampen på det laveste lysniveau i forbindelse med putning, hvorefter vi slukker den igen nogle timer senere, når vi selv går i seng. Andrea sover stort set altid 12 timer i streg og har derfor ikke brug for lys om natten, men vi har enkelte nætter oplevet, at hun er vågnet, hvor der har været behov for lidt lys, så vi ikke skulle famle i mørke. Her har lampen også fungeret helt optimalt, da vi igen blot har tændt for den laveste styrke. Lampen lyser med et varmt lys, der sikrer, at man ikke vågner for meget op, hvis man tænder lyset om natten. Havde vi haft den, da Andrea var helt lille, havde vi uden tvivl anvendt den som lyskilde i forbindelse med amning og bleskift.

Lampen er genopladelig og behøver dermed ikke at hænge ved hverken lampeudtag eller stikkontakt. Der medfølger en oplader, som giver lampen strøm, hvorfor den blot kan hænge i den medfølgende stålwire indtil næste opladning. Eftersom vi kun har lampen tændt et par timer dagligt, kan den hænge i flere dage, inden der er behov for opladning.

Under lampen svæver der en strikket figur, som har navnet ’Flora’. Figuren forestiller en kanin, der hænger i en lille ballon. Flora giver lampen et yndigt udtryk og passer helt perfekt ind på Andreas lyserøde pigeværelse. Figuren findes ligeledes i modellen ’Felix’, som er en hund i en flyvemaskine, som andre testfamilier har testet på et drengeværelse.

Når man trækker i Flora, aktiveres uroen inde i skyen, hvorved der afspilles en vuggevise, der kan bruges til at skabe genkendelighed og forudsigelighed i forbindelse med putningen, hvilket har vist sig at være tilfældet hjemme hos os. Vi har brugt vuggevisen hver aften, siden vi har hængt lampen op, og vi har i den forbindelse tilegnet os et helt nyt putteritual.

Når vi kommer ind på værelset med Andrea i armene, peger hun straks på lampen, som hænger ved siden af hendes seng. Jeg tænder lampen på den laveste styrke, som giver et helt afdæmpet lys og samtidig medvirker til, at værelset ikke er mørkt og ej føles utrygt. Andrea tager fat i ’Flora’, som hun kysser godnat, hvorefter vi sammen trækker i snoren, så musikken afspilles. Vi står altid og vugger til melodien, som har en beroligende effekt på Andrea, hvilket mærkes ved, at hun læner sit hoved på min ene skulder, mens hun falder helt til ro. Når melodien har spillet én gang, putter jeg hende i seng, hvorefter jeg trækker i snoren igen, inden jeg forlader værelset. Andrea falder dermed selv i søvn, efter hun er blevet beroliget hos mig (eller hos far, som har samme putteritual).

Der er ingen tvivl om, at lampen har været medvirkende til at skabe en god og rolig stund i forbindelse med putning hjemme hos os, og jeg vil give mine varmeste anbefalinger til Nou Petit, som yder en fantastisk kundeservice, og som har formået at designe et produkt, der skaber en hyggelig og rolig atmosfære på børneværelset.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris, kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.  

I dette tilfælde bliver ratingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Musiklampen har vist sig at være yderst effektiv til at skabe en genkendelig, tryg og rolig putterutine for børn såvel som voksne.

Holdbarhed: MEGET GOD – Skyen er lavet af et holdbart materiale, som er nem at støve af, hvilket er praktisk, når den hænger i luften og dermed ikke kan undgå at blive støvet til. Der medfølger en oplader, som gør det muligt at oplade lyskilden igen og igen. Figuren kan tages af, således lampen kan ændre udtryk i takt med, at barnet vokser, hvilket forlænger lampens levetid.

Pris: GOD – Den vejledende udsalgspris er 1.495 kr. for lampen samt 149 kr. for den matchende plakat. Prisen for lampen kan for nogen være mange penge, men jeg synes dog, at det er vigtigt at huske på, at det ikke blot er en lampe, men at den samlet set har så mange funktioner, der tilsammen medvirker til en vellykket putning, hvorfor den i min optik er alle pengene værd. Vi er faktisk så glade for den, at vi overvejer at købe en til storesøsters værelse.

Kvalitet: MEGET GOD –  Alle prototyper laves i hånden af stifteren, Lærke, og der er ingen tvivl om, at hun kræser for detaljerne på den helt rigtige måde. Ikke nok med at lampen er yderst effektiv i forbindelse med en god og vellykket putning, er den også yderst elegant og meget smuk at have hængende på et børneværelse.

 


Vores tester Line har testet Nou Petit Musiklampe – Felix – sammen med hendes dreng Arthur.

Line fortæller:

Vi har modtaget den fineste musiklampe, som passer perfekt til Arthurs værelse. Den fine lampe kom i en fin æske, som allerede har fået ny funktion. En gemmeæske til alle Arthurs tegninger. Vi fik hurtigt hængt lampen op i den medfølgende wire over Arthurs seng sammen med den medfølgende plakat af Felix, som matcher lampen. Arthur blev ret begejstret, da han så det, og det er blevet fast ritual, at han skal lytte til vuggevisen et par gange, imens han falder til ro. Han kan selv trække i den flyvende elg (Felix) og starte den beroligende musik.

Udover at være en musiklampe fungerer lampen også som natlampe. Inde i selve skyen sidder der en LED pære, der let tændes via touch, og som kan indstilles i tre lysintervaller. Selve skyen lyser op i et beroligende varmt lys. Den laveste styrke fungerer rigtigt godt til at falde i søvn til og som vågelys. Den højeste lysstyrke bruger vi, når vi læser godnathistorie.

Lampen er genopladelig og kræver ikke lampeudtag og kan derfor hænges op, der hvor det passer bedst. Når ens barn bliver større kan man afmontere selve Felix (den flyvende elg) og blot bruge den som lampe. Den får en kæmpe anbefaling herfra – en musikuro og natlampe i et smukt og tidsløst design, som er helt perfekt til børneværelset enten over sengen eller over puslebordet. Den fås også i en flot Flora udgave til piger.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD: Musiklampen kan bruges som et genkendeligt og hyggeligt element under putningen. Det er smart, at den både indeholder musik og lys.

Holdbarhed: MEGET GOD: Der er god batteri levetid, og den medfølgende wire gør monteringen solid. Samtidig er det smart, at Felix kan afmonteres, så den kan bruges i mange år.

Kvalitet: GOD. Den virker til at være i god kvalitet – den kan i hvert fald godt holde til Arthurs riven.

Pris: GOD: Musiklampen koster 1.495 kr., hvilket jeg synes er en hel fair pris for det fine håndværk.

 


Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes søn Bille Anker testet natlampen fra Nou Petit.

Anne-Louise fortæller:

Vi har været så heldige at få lov til at teste den fineste musik og natlampe fra Nou Petit. Lampen fås i to varianter, nemlig Flora og Felix. Vi har modtaget Felix.

Musiklampen kommer i den fineste æske, som indbyder til at blive gemt og få en anden funktion i hjemmet, herhjemme til legesager.

Lampen hænges let op med den medfølgende wire og krog. Musiklampen fra Nou Petit er både en musikuro og en natlampe. Hvis man trækker i elgen Felix, vil en sød melodi begynde at spille. Inde i skyen er der en LED pære, som tændes med touch under skyen. Lampen har tre lys-intervaller, som let indstilles. Den fungerer perfekt som vågelys til natten, og når barnet har behov for lidt lys for at falde i søvn. Den højeste lysstyrke er perfekt, når der skal læses godnathistorie. Det fine varme lys er også perfekt, når jeg skal op og amme og skifte ble på Bille om natten.

Lampen lades op med medfølgende oplader og kræver derfor ikke lampeudtag, hvilket er et kæmpe plus. Når barnet er større og ikke længere vil have musikuroen hængende, kan man blot afmontere denne og stadig bruge skyen som lampe på værelset, det er altså smart!

Lampen passer perfekt ind hos Bille og giver super meget hygge og fuldender hans værelse. Bille ved, at det er ved at være sovetid, når lampen tændes, og han får lov at trække i Felix så musikken starter. Den er med til at give en tryghed og genkendelighed i putterutinerne, som er guld værd for Bille. Udover lampen modtog vi også den fineste plakat af Felix, som passer perfekt til lampen.

Jeg er vild med den fine lampe og det tidsløse design, som vil passe perfekt ind i de fleste nordiske hjem.

I dette tilfælde bliver vurderingen: 

Nytteværdi: MEGET GOD – Nattelampen er perfekt med sit afdæmpede udtryk. Den skaber tryghed og genkendelighed, hvilket er et stor plus for børnene. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Under testperioden har både sky og den hæklede Felix hold facon og udtryk. Felix kan afmonteres og vaskes i hånden, hvis nødvendigt og lampeskyen kan støves af med en fugtig klud. 

Pris: GOD – 1.495 kr. Det er mange penge, men jeg synes absolut, den er pengene værd. Det er dansk design, hvor der er virkelig mange tanker bag. Lampen kan bruges i mange år og har mange funktioner, så jeg synes bestemt at prisen er fair. 

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er virkelig fin. Skyen er dejlig blød at røre ved, og Felix er simpelthen bare så sød. 


Aynur fortæller:

Den seneste måned har vores tester Aynur, sammen med Ella på 2 år, testet natlampen fra Nou Petit.

Vi har været så heldige at modtage den fineste natlampe og musikuro “Flora” fra det danske brand Nou Petit.

Den er stilren og tidløst og passer ind i de fleste hjem. Nou Petit går ind for bæredygtighed, hvor den fine æske som lampen er kommet i, kan bruges som opbevaringsboks.

Ella har virkelig taget godt imod hendes nye natlampe med musikuro. Hun glæder sig til at komme i seng og elsker, når vi tænder for musikken ved at trække på snoren, hvor Flora hænger, og så ligger hun i sengen, så hun kan kigge på, mens Flora danser rundt, og det første Ella siger, når hun vågner, er ”godmorgen Flora”. 

Musikuroen har en indbygget vuggevise, som giver en dejlig tryghed, og den er uafhængig om lyset er tændt eller ej. 

Lampen findes i to modeller. Ella har modtaget den, der appellerer sig til piger, nemlig Flora og Felix modellen er til drenge børn. Begge modeller er identiske, bortset fra den hæklede kanin. Flora kanin er i klædt ballerina tøj, og Felix kanin er i klædt pilot tøj. 

Til de lidt ældre børn kan figuren Flora tages af, og skyen så bruges som en lampe på værelset, og herhjemme bruges den som natlampe. Da lampen er tidløst i sit design, kan den bruges i mange år. Hvis man har en baby er det oplagt, at musikuro lampen hænger tæt på puslebordet, men når man har et barn på 2 år, så er det rart, at natlampen er tættere på sengen, hvilket gjorde sig gældende for os. Natlampen er genopladelig, og derfor er der fleksibilitet i forhold til placering af den. Vi hang den op over sengen, og da der medfølger en ekstra lang oplader, var det nemt at trække strøm til lampen til opladning uden, at man skulle pille det ned og op hver gang. 

Ud over natlampen har vi også modtaget den fine Flora plakat 40×50 cm, som selvfølgelig også kom op og hænge på værelset sammen med lampen. 

Lampe skyen kan lyse i tre forskellige niveauer via touch, og lyset er meget behageligt og roligt. Det er utrolig nemt at skifte lysintervallet også, hvis du har en baby eller barn i armen.

Flora er lavet i økologisk bomuld, polyester og fyldt med PP økologisk bomuld, mens skyen er lavet i økologisk bomuld og er CE-testet efter Europæiske standarder. Lampen er testet og sikret, at den ikke indeholder farlige stoffer, der kan give miljø- eller sundhedsskadelige virkninger.

Natlampen blev udviklet og produceret efter lang research af de behov og udfordringer man kunne have som forældre mht. barnets søvn, hvorved der var en række eksperter, der undersøgte hvordan man kunne understøtte børnenes behov og udvikling i puttesituation mht. søvn. Herefter blev der udviklet en prototype af natlampen, som blev testet af en række familier for at sikre, at den tiltænkte effekt også fungerer i hverdagen. Det endelige resultat er simpelthen så smukt og unikt i både design og kvalitet.

Vi har fået en bedre og nemmere putning efter den er kommet op og hænge på værelset. Ella og Noah deler værelse sammen, men natlampen hænger på Ellas side, hvilket ikke har været et problem for Noah, og han har også har taget godt i mod den. Vi har lavet lidt om på vores soverutine herhjemme efter Flora er kommet op og hænge. Vi tænder for lampen på den laveste lysinterval, som giver en rolig stemning, og herefter starter vi vuggevisen som vi spiller 3 gange, hvor vi siger, at Flora nu er gået til drømmeland, hvilket betyder, at hun sover nu og først vil stå op næste morgen, så bliver lyset slukket og vi siger godnat. Dette har resulteret i, at de accepterer, at de skal ligge i deres seng, og at vi skal være stille. 

Nytteværdi: MEGET GOD – Alle børn skal have en god natlampe med et behageligt lys, som er designet i rolige farver, med begrænset visuel stimuli. Det kan skabe ro omkring ens barn, og så får de den bedste nattesøvn. Jeg må ærligt sige at natlampen fra Nou Petit i den grad opfylder alle parametre, og derfor har det en stor nytteværdi.

Holdbarhed: MEGET GOD – Under hele testperioden har lampe skyen, og den hæklede Flora holdt på faconen og har ikke vist tegn på slid, nuller, trods vi har brugt den flittigt hver eneste aften/nat. Med hensyn til rengøring, så kan Flora tåle at blive vasket i hånden, mens skyen kan afstøves med en støvklud eller en våd klud. 

Pris: GOD – 1.495 kr. Det er en ok pris sammenlignet med kvalitet og design, især hvis man tager i betragtning af, at Flora musiklampen kan bruges i flere år, da den kan bruges fra dit barn er baby til dit barn er i skolealderen. Den fungerer både som lys til amning, flaske og bleskift om natten, men også som natlampe til børn, der ikke kan lide at sove i mørke. Den kan bruges på flere måder og i længere tid, og derfor synes jeg, at lampen er pengene værd. 

Kvalitet: MEGET GOD – Fint. Skyen er dejlig blød at røre ved. Jeg er dybt imponeret over kvaliteten, og følelsen af softness. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Benimar Tessoro 497 og Amphitryon 961 autocampere fra Camping Agenten