Sebra madkasser, drikkedunke og frugtposer – Testfamilien
Beemoo duovogn

Sebra madkasser, drikkedunke og frugtposer

Vores tester Michela har sammen med datteren Amalie på 6 år og sønnen Alexander på 3 år testet fine madkasser, drikkedunke og frugtposer fra Sebra.

Michela fortæller:

“Amalie og Alexander modtog pakken med hver deres sæt madkasse, drikkedunk og frugtpose fra Sebra: ?Farm girl? og ?Farm boy?.

Alexander har madordning i børnehaven, så det har primært været Amalie, der har testet sættet. Alexander blev dog mindst lige så glad for sit sæt, som Amalie blev for hendes.

Sebra-billede 1

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er vilde med Sebra herhjemme. Børnene er vilde med de skønne motiver, og jeg er pjattet med kvaliteten, de lækre designs og også motiverne. Farm boy- og girl er bestemt ingen undtagelse. Motiverne er enten en lille dreng eller pige, grøntsager, vandkande osv. på hvert produkt. Vi havde alle tre en klar favorit af de tre dele, og det er frugtposen.

Frugtposen er i stof. Den er lavet som en lille taske, som kan bruges til meget mere end ?bare? frugtpose. Den er rigtig rummelig og måler 19×22 cm. Det gode ved, at den er i stof er, at den kun fylder så meget, som man putter i den. Der er plads til legetøj, vådservietter eller lidt tøj.

Sebra billede 2

Der er mulighed for at skrive navn i et navnefelt, hvilket Amalie gjorde med det samme og var meget stolt af. Jeg ved, at man kan få syet navn på flere steder mod ekstra betaling, men der var ingen tvivl om, at Amalie synes, det var meget bedre at skrive det på helt selv.

sebra-billede 3

Amalie er vild med at pakke sin frugtpose hver aften. Hun fylder helt sikkert mere i den, end hun får spist, men det er så hyggeligt, at der kan være alt det i, hun har lyst til, og resten tager hun jo bare med hjem igen – og faktisk bliver det som regel spist på bilturen hjem 😉

sebra-billede 4

Madkassen er til hendes forbrug lige lille nok. Der er kun plads til rugbrødsmadderne og ikke til frugt og grønt, som hun får en del med af. Der skal jo både være mad til skole og SFO’en. Jeg er sikker på, at det kommer an på behov om man synes, madkassen er for lille eller bare helt, som den skal være. Der er plads til ca. 6 halve og en stang gulerod eller agurk.

sebra-billede 5

Drikkedunken i titanplast og silicone er hun virkelig glad for; meget mere end for den gamle, hun havde inden. Den var tung og vejede ekstra meget i en i forvejen tung skoletaske. Det er utroligt så stor en forskel, der er. Derudover kan hun se hvor meget vand, der er tilbage i drikkedunken, fordi den er gennemsigtig. Derfor kommer hun ikke af sted til dans eller gymnastik med en halvtom dunk.

Alexander bruger sin madkasse og frugtpose til at pakke sit legetøj i. Drikkedunken har han med i bilen, og den er han enormt glad for. Især fordi den næsten er magen til storesøsters, som han ser meget op til.

sebra-billede 6

Han var meget skuffet over, at han ikke også skulle have mad med hjemmefra, da vi fik de lækre sæt.

Jeg er vild med, at drikkedunk og madkasse både kan komme i opvaskemaskine og i fryseren. De er selvfølgelig også BPA-fri. Frugtposen er 100 % økologisk bomuld og GOTS-certificeret.”

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet.
Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi:
Frugtposen: MEGET GOD – er praktisk til både store og små eftermiddagssnacks, kan bruges til leg og er med sit lille håndtag nem at transportere for barnet
Drikkedunken: MEGET GOD – der kan være 0,5 liter vand i; den er nem at betjene og i let materiale
Madkassen: GOD – lidt for lille til vores behov, men lækker og helt sikkert perfekt til mindre børn eller børn, der ikke har lige så meget mad med

Holdbarhed: MEGET GOD – de er i 3 uger blevet gennemtestet. De har været fragtet rundt, tabt og pillet ved, og de ser stadig lige så lækre ud, som da vi modtog dem. Det er et stort plus, når det er noget, der skal spises og drikkes fra

Pris: GOD – drikkedunk og madkasse koster hver især 79,95,- og frugtposen koster 99 kr. Det er ikke i den billige ende, men jeg synes, at kvalitet og pris passer meget godt sammen.

Kvalitet: GOD-MEGET GOD. Har virket upåklageligt I den periode vi har testet, man kan mærke at det er ?godt kram?. Der er ikke nogen dele der er blevet sløve eller løse og selvom det har fået mange ture I opvaskeren er det stadig lige så pænt som da vi modtog det.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Beemoo duovogn