Knuthenborg Safaripark – på en regnvejrsdag i juni
Testfamilier fra hele Danmark har været en tur i Knuthenborg Safaripark og fortæller her om deres oplevelser. Det var en skøn sommerdag i juni med en HEL masse regn. Men trods regnen havde alle familierne en fantastisk tur.
Forventningen
“Jeg har ikke været i Knuthenborg siden jeg selv var barn, for ca. 25 år siden. Vores to børn på 4 og 6 år har heller ikke besøgt parken før – vi glædede os derfor meget til denne dag.” (Christine)
“Vi havde glædet os i flere dage og havde læst om parken på internettet på forhånd. Vi er en familie på 2 voksne og 2 børn, hvoraf vores store dreng er infantil autist og kan have det svært med forlystelser – og oplevelsesparker. Da vi ankom til parken var det regnvejr men en af de gode ting ved Knuthenborg Safaripark er, at man kan sidde lunt i sin bil og se på alle dyrene igennem ruden.”(Familien Timmerman- Hansen)
“Dét bliver helt sikkert ikke sidste gang vi skal forbi Knuthenborg. Jeg troede sådan helt ærligt at det var noget med at man tog sin bil, kørte en runde, og så havde man ligesom set alle dyrene, men nej. Vi var positivt overrasket. Først over størrelsen af parkerne som var inddelt i flere områder – Afrika, Amerika, Asien og Australien + resten af verdenen.”(Cebrina)
“Hverken Sine eller jeg havde været der før, og må sige vi begge var imponeret! Ikke nok med at man kan komme helt tæt på dyrene, så var der også en kæmpe stor legeplads, hvor man kunne hoppe på hoppepude, lege vandkamp også var der også en stor vandrutsjebane og en mindre rutsjebane.”(Mia)
Aberne
“Ved aberne, parkerede vi bilen og stillede os i kø til en tur i “abe-bussen”. Vi fik alle en lille håndfuld abe-mad, som vi kunne fodre aberne med. I det øjeblik traktoren tændte motoren, stod aberne klar til at hoppe op på “abe-bussen”. Det var virkelig fascinerende, at opleve aberne så tæt på. De hoppede op mod ruderne og hægtede sig fast, hvor børene herefter gav dem abe-mad igennem nogle små sluser. Begge børn var elle-vilde og helt oppe og køre – de syntes det var så fedt !! Og helt ærligt, det gjorde farmand og jeg også! “(Christine)
“Hele familien var vilde med turen i abe-bussen. Det var sjovt at sidde inden i den mens de hoppede rundt på livet løs på vognen. Børnene grinede højlydt i bussen da to aber havde samleje på græsset, dette har de grinet af mange gange siden.”(Pia)
Gederne
“Vi brugte også meget tid inde ved gederne, hele familien var vilde med vi kunne komme så tæt på dem og nusse dem.”
“Vores mindste dreng syntes dog også at gederne var helt fantastiske!”(Trine)
Tigerne
“Børnene havde glædet sig mest til, at se tigerne, aberne og girafferne så de dyr startede vi med. Vi blev sluset ind igennem porte til tigerne. Josephine på 4 år fik hurtigt øje på en stor tiger der gemte sig bag højt græs. Begge børn var begge lidt “bange”, på den gode måde, men syntes også det var virkelig spændende at komme så tæt på de store dyr “(Christine)
“Da vi kommer ind, kører vi rundt på hele arealet, men ser desværre ikke nogle tigre før ved udgangen. Vi parkerede derfor bilen da vi kom ud, og valgte at gå hen til det store vindue hvor vi bedre kunne se dem. Nøj hvor var de store og smukke! Og meget nysgerrige.” (Alberte)
“Den helt store attraktion i Asien må være ”tigerskoven” Dog var dette lidt skuffende på dagen da tigerne ikke var aktive. Da vi var tæt på at have kørt hele runden i ”buret” kom der dog en enkelt tiger valsende, hvilket redede den oplevelse. Heldigvis kan man komme tæt på den ved at gå ned til en stor glasvæg og hér var vi heldige for lige i det vi kommer der ned kommer tigeren gående HELT tæt op af ruden og vi er de eneste der var der så der rig mulighed for at betragte den smukke tiger.”(Cebrina)
Girafferne
“Da vi kørte ind til girafferne var børnene også meget spændte. De flotte høje dyr, glædede de sig til at se. Da vi kørte ind i girafområdet, gik to giraffer over vejen lige foran bilen og hen til et træ, hvor den ene lige nøjagtig kunne nå en gren med blade, den kunne spise.” (Christine)
“Lige da vi kørte ind måtte vi stoppe op da alle girafferne gik lige forbi os, det var fantastisk smukt at se de smukkeste giraffer på så tæt hold.” (Sarah)
Ponyerne
“Dagen sluttede helt fantastisk her, hvor vejen pludselig var stop fyldt med ponyer, som stak hovederne ind i diverse biler, som prøvede at passere. Vi parkerede bilen og var ude og røre ved en masse små ponyer, vi kom også tæt på en ret så stor kamel. ” (Christine)
Limpopoland
“Limpopoland blev omdrejningspunktet for vores frokost, det regnede stadig – men der var rig mulighed for, at sidde overdækket med sin medbragte frokost. Legepladsen er udtænkt så godt, der er noget for alle aldre – både modige klatrebørn og forsigtige børn. Vores mindste er frygtløs og elsker alt med drøn på. Hendes store oplevelse var at prøve Congo – splash! Hun var helt solgt – og ville gerne have brugt resten af eftermiddagen på denne. ”
“Legepladsen ved Limpopoland var absolut dagens højdepunkt for Frederik på 4 år, som drønede rundt og havde det fantastisk sjovt. Aktiviteterne og udsmykningen var holdt rigtig pænt og alting virkede nydeligt. Toiletfaciliteterne i Limpopoland var ligeledes velholdte og rummelige og det var dejligt at der var to puslepladser samt fine faciliteter til familier med baby.” (Kathrine)
“Limpopoland kunne uden tvivl have været en udflugt for sig selv. Vi kunne sagtens have brugt hele dagen her. Der blev af en af de legende børn udbrudt ” Det her er verdens bedste legeplads.” Der er legepladser til både de helt små, de lidt større og de store børn. Til dem der ikke synes det er vildt nok er der ruchebanen Kampala express og Europas stejleste vandruchebane. Som dog alle var for vilde for vores småbørnsfamilie, men meget sjove at kigge på.” (Mai)
“Kilimanjaro, en 8 meter høj kopi af det afrikanske bjerg, med trampoliner og ruchebaner var et stort hit, og her samt på naturlegepladsen, brugte vi rigtig meget tid. Dog skal det bemærkes at underlaget på Kilimanjaro kan være meget glat, når det har regnet” (Mai)
“Limpopoland har også en stor vandlegeplads. På trods af dagens lidt køligere temperaturer var der vældigt populært på vandlegepladsen, som blev benyttet af drilsyge børn og barnlige sjæle, til stor morskab for alle. Og på en varm sommer dag må det være en af parkens absolutte favoritter.” (Mai)
“Personligt var jeg vild med naturlegepladsen i Limpopoland hvor børnene og os forældre kunne få brændt noget krudt af efter at have siddet længe i bilen. Selvom vejret var lidt trist, var børnene glade for at lege med vand og gøre hinanden våde. Vi forældre var også rundt og prøve forskellige ting på pladsen og børnene brugte meget tid på hoppepuden, tømmerflåden og svævebanen.”(Pia)
Ulveskoven
“Vi kom til ulveskoven, og holdte ikke længe, før vi fik lov at køre ind. Her så vi hurtigt ulvene, som gik ude på vejen. Ungerne var begejstrede og det samme var vi.” (Camilla)
Fugleskoven
“Området heromkring var fantastisk flot med enorme rhododendronbuske, ældgamle og charmerende træer, små, snørklede stier og spøjse statuer. Der var desuden en fin, lille legeplads og overdækkede spisepladser. Vi så kænguruer og emuer, hvor man havde godt udsyn fra stien og en vild fornemmelse af at være tæt på dyrene, da der ikke er nogen indhegning. De store fugle kom helt tæt på og virkede helt rolige. Det bedste ved området var den meget flotte beplantning ved volieren, som vi havde lyst til at gå på opdagelse i, mens børnene nok syntes at dyrerne var mere spændende!” (Kathrine)
Frokost
“Vi spiste dejlig frokost i Limpopoland, hvor August fik en børnebox. Her får man en madkasse, med en masse børnevenligt mad i. Madkassen er flittigt blevet bruge i børnehaven, hvor August med stor iver fortæller om hans tur i Knuthenborg.” (Nina)
“Vejret var desværre ikke med os, så vi spiste medbragte madpakker i bilen, det var nu også rigtig hyggeligt og sluttede af med en kæmpe is og leg i Limpopoland.” (Christine)
“Det regnede desværre det meste af dagen, og da vi havde medbragt madpakker hjemmefra skulle vi finde overdækkede spisesteder. Vi ledte desværre forgæves et par steder inden vi fandt Limpopolands rigtig fine, overdækkede borde. Disse kunne man også også sagtens have til at stå andre steder i parken, f.eks. ved Abeskoven. Vi så flere, som lavede improviserede overhæng med medbragte teltduge rundt omkring.” (Kathrine)
Babyer
“Vi havde Mollie på 10 uger med og havde pakket termokande og det hele, hvilket viste sig at være unødvendigt – for ved informationen i Limpopoland, var der et stort puslerum med mikroovn! – Dét er et kæmpe plus, i en flaskemors bog!”(Nina)
Børn med særlige behov
“Vores store dreng er som før omtalt infantil autist og har ofte problemer med mange mennesker og mange sanseindtryk, men i Knuthenborg Safaripark kan man godt trække sig og stadig opleve noget. Der er plads til små pauser, opladninger i løbet af dagen.”
“Magne er autist og ekstremt sensitiv så at tage på tur med ham kan være en kæmpe udfordring.
Det geniale ved Knuthenborg Safaripark er at man kører i sin egen bil så man undgår stimuli i forhold til mange fremmede mennesker og vil man helt undgå andre mennesker kan man undlade legepladsen og have bilen pakket med mad, drikke og lidt sødt til turen.” (Linda)
“Vi som familie med et barn med særlige behov og to store piger kan virkelig anbefale Knuthenborg Safaripark.”(Linda)
Samlet vurdering
“Vi er svært begejstrede for parken og kommer helt sikkert igen…. Snart!” (Nina)
“Vi havde alle fire en dejlig dag i Knuthenborg og var fuldt ud tilfreds med alle oplevelserne omkring dyrene og i Limpopoland.”(Christine)
“Tiden gik alt for hurtigt, trods vi havde været i parken fra kl. 10 til 17 – nåede vi ikke at se det hele – men vi kommer også gerne igen en anden gang.”(Familien Timmerman- Hansen)
“Noget af det jeg bedst kunne lide ved parken, var at se hvor godt dyrene har det. De har masser af plads at boltre sig på, store grønne områder, med små vandhuller, klatre muligheder, huler de kan gemme sig i eller søge ly for regn og lignende. Derudover var det virkelig fedt at kunne se dyrene så tæt på, mange af dyrene kom helt hen til vores bil eller hegnet vi stod ved. Vi fik mulighed for at se dyrene helt tæt på og de virkede til at være trygge og nysgerrige ved situationen.” (Pernille)
“Vi vil meget gerne anbefale Knuthenborg og kommer helt sikkert snart igen!”(Sarah)
“Hele turen rundt blev vi mødt af venligt personale, som var gode til at smile og vinke til børnene. Knuthenborg safari får de største anbefalinger herfra, jeg håber vi ses igen!” (Karina)
“Jeg kan helt klart anbefale alle der har interesse for dyr, at tage i KnuthenborgSafaripark. Det er en rigtig fed park, med fokus på dyrenes velfærd og man kan få mange, mange timer til at gå derinde.” (Alberte)
“Timer fløj afsted og vi kunne sagtens have tilbragt mere tid derinde.”(Pia)
“Knuthenborg safari er helt klart et besøg værd og i virkeligheden tror jeg sagtens man kan få et par dage til at gå der. Det er bestemt ikke sidste gang at Knuthenborg Safari har haft besøg af os.” (Cebrina)
Skønt indlæg at læse 😄 Vi skal helt sikkert også et smut forbi der i år 😄