TEST af Graco EVO XT kombi klapvogn og barnevogn – Testfamilien
ANMELDELSE af Cirkus Arena 2019 - CIRKUS IFØLGE BUBBER

TEST af Graco EVO XT kombi klapvogn og barnevogn

To af vores testere har testet GRACO EVO XT

Sandra har sammen med resten af familien testet en GRACO EVO XT – Klapvogn + carrycot (liftdel)

Sandra fortæller:
“Vi har haft fornøjelsen af at teste Graco Evo XT klapvogn + carrycot (liftdel som kan tilkøbes) og har testet den i en måned. Vognen med liftdelen er blevet brugt hver dag til almindelig hverdagsbrug i forbindelse med middagslure og gåture med Caroline på 3 måneder. Den har også været brugt til ture i skoven, i indkøbscentre og lign. Klapvognsdelen har Caroline også ligget i, men det det er primært Kastanie på 3 år, der har været med til at teste den.
Da jeg modtog vognen, var jeg opsat på selv at få den samlet og det er på trods af, at jeg bestemt ikke er en haj til at følge brugsanvisninger osv. Det gik dog over al forventning og efter 10 min. havde jeg en komplet klapvogn og lift. Det var super nemt og meget simpelt og mit førstehåndsindtryk var virkelig godt. En vogn i virkelig flot, enkelt og meget stilrent design med en masse lækre detaljer.
Liftdelen har et ”one-click-system”, som gør den enormt let at klikke af og på stellet og håndtaget i kalechen, gør den nem at tage med sig rundt. En funktion jeg gjorde meget brug af – f.eks. ved cafébesøg og lign. Liften er 76 cm. lang og er egnet fra nyfødt og ifølge Graco, kan den bruges til barnet vejer 10 kg./ca. 10 måneder, alt afhængig af hvor stort et barn man har. Dog vil jeg sige, at jeg tror der bliver for trængt i liften før barnet når 10 måneder. Liften sidder tilpas højt på stellet og det er super trygt, at man nemt kan kigge til den lille og have øjenkontakt. Dog ville jeg have ønsket at kalechen havde været noget større og måske også i noget kraftigere materiale, så den havde beskyttet bedre for vind og vejr.
Styret er lavet i et blødt læderlook og er virkelig behageligt at holde på og endnu bedre, så kan det justeres i højden. Derudover, så har den en dejlig stor varekurv. Eneste minus ved denne, er at når liften er på. Kan det være svært at få f.eks. en fyldt indkøbspose ind og ud, da hullet er meget lille, da liften er i vejen. Dette er dog ikke et problem, når det er klapvognsdelen der er på. Vognen kører enormt godt – både på almindeligt terræn og på lidt mere ujævne områder. Svinghjulene der sidder foran kan låses når der er behov for det og både lift og stel er enormt let i det. Dette gør vognen rigtig nem, at navigere rundt med og kan nemt styres med en enkel hånd.
Et andet plus er at den er virkelig nem at folde sammen – dette kan faktisk gøres med en hånd og så fylder den ikke meget i bagagerummet, og selv da min familie bestående af 2 voksne og 3 børn skulle på weekendtur i sommerhus, kunne den snildt komme med i bagagerummet.
Klapvognsdelen er ligesom liften, virkelig nem at klikke af og på. Den kan bruges til barnet vejer 15 kg. Med til den følger en lækker kørepose med indvendigt fleece foer, samt et regnslag. Et kæmpe plus, er at sædet er vendbart. Min datter på 3 år vil meget gerne følge med og vende ”ud mod verden”, men har man et yngre barn kan det være enormt hyggeligt og trygt for barnet, at vende den anden vej. Sædet har en rigtig god 5-punkts sele og en bøjle der kan monteres foran barnet, hvis dette ønskes. I modsætning til liften, har klapvognsdelen, en stor kaleche der virkelig kan trækkes langt ned og virker en del mere robust i materialet end på liften – Et kæmpe plus i mine øjne.
Jeg var spændt på om min yngste datter på 3 måneder kunne benytte klapvognsdelen, men grundet den justerbare fodstøtte og et ryglæn der kan komme helt ned i ryggen, kunne hun faktisk ligge vandret og kunne derfor snildt benytte sig af den. Nu er den testet på en kold årstid, så jeg foretrak at benytte liften, da hun klart var meget beskyttet fra den kolde vind i denne, men en helt lille ligger også rigtig fint i klapvognen.
Jeg må indrømme, at jeg var en smule skeptisk da jeg modtog vognen, da jeg endnu ikke havde stiftet bekendtskab med produkter fra Graco. Dog blev jeg meget positiv overasket, da vognen blev pakket ud og taget i brug. Jeg må sige det er en virkelig lækker kvalitet med rigtig mange skønne features, der gør det til en vogn jeg helt sikkert vil anbefale andre. Da det jo er en kombi vogn kan man ikke helt sammenligne kvaliteten af liften med en rigtig barnevognslift. Derfor vil jeg nok anbefale at man bruger en kørepose i liften henover vinteren pga. stoffet er lidt tyndere som tidligere nævnt.”
Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.
I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: GOD – En klapvogn er uundværlig og denne kombivogn er et virkelig godt bud på en vogn der kan bruges fra spæd til barnet ikke længere har behovet for en klapvogn. Dog skal man lige overveje om den skal bruges som primær barnevogn til barnets middagslure mm., så skal man være OBS på den meget åbne lift, men så kan man bruge en voksi pose eller lignende i den, som de fleste alligevel gør henover vinterperioden.
Holdbarhed: RIGTIG GOD – Som forventet af udstyr, der bruges hver dag og som ofte bliver taget ind og ud af en bil, vil der komme skræmmer, stoffet vil blive lidt smudset og lign., men jeg synes den i det store hele har klaret det rigtig godt og efter en måneds brug, ser den stadig næsten ud som ny.
Pris: GOD – Den vejl. udsalgspris på klapvognen alene, hedder 3.999 kr. hvilket hverken er specielt dyrt eller billigt. Carrycot’en ligger på 1.295 kr. så en samlet pris på 5.294 for både barne- og klapvogn, må siges at være en yderst fornuftig pris. Lige nu kan man få klapvognen til 2399 kr. hos Pixizoo og så kan man pludselig få en rigtig billig kombi-vogn.
Kvalitet: MIDDEL – sammenlignet med de lidt dyrere mærker, kan kvaliteten ikke helt være med. Jeg synes den virker lidt let i det og ikke nær så robust.

Christine fortsætter:
“Jeg er netop blevet mor til vores tredje barn Vega. Vi har i forvejen to store børn på hhv. 9 0g 6 år. Der er sket utrolig meget på barnevogn/kombivogns fronten siden vi fik vores pige på 6 år. Derfor var vi meget begejstret for at skulle teste en Graco EVO XT kombivogn. 

Vi kendte godt Graco i forvejen, men kun som et mærke på autostole som vi kiggede på til vores to andre børn.
Med vores to store børn havde vi almindelige store barnevogne. Det var derfor første gang vi skulle stifte bekendtskab med en kombivogn.

Da vi modtog vognen var min plan egentlig, at lade min mand samle den, men jeg kunne alligevel ikke vente til han kom hjem fra arbejde og gik selv igang. Det var godt jeg gjorde det, for det tog mig ingen tid, det var virkelig nemt og simpelt og brugsanvisningen var god. Det meste skulle blot klikkes på.
Graco EVO XT består af et stel, en liftdel, en klapvognsdel, en kørepose, myggenet og regnslag.

Selve liftdelen og klapvognsdelen er sort og det er stellet også, hjulene er sorte med hvid kant rundt. Foran på vognen er der drejehjul (som kan låses fast) og bagved lidt større faste hjul. Styret har læderlook og kan justeres i højden. Vi synes, at det er et lille minus at der ikke er knækstyr, men det er måske en smagssag.
Vi har ikke haft mulighed for at teste klapvognsdelen endnu, da vores datter er helt nyfødt og derfor kun ligger i liftdelen.

Selve stellet og liftdelen vejer INGENTING og er nemt at skille ad. Stellet kan slås sammen i et snuptag og med en hånd. Liftdelen har kliksystem og et håndtag i kalechen så den er nem, at tage med ind og løfte rundt på. Stoffet på lidtdelen kan dog virke en anelse tyndt.
Vognen kører super godt både i byen, men også i mere ujævnt terræn, her skal du blot låse forhjulene. Den store kurv under vognen er dejlig at have når man handler. Den kan dog være svær at komme til med liftdelen på.
Liften er 76 cm. lang og er egnet fra nyfødt og op til ca. 10 måneder, alt afhængig af hvor stort et barn man har. Liften sidder højt, da stellet er ret højt, så man kan nemt kigge ned til sit barn.
Vi er virkelig glade for vognen og bruger den dagligt! Den er enormt nem at komme rundt med, nem at køre for både børn og voksne og nem at have med. Den har alle de funktioner, som vi på nuværende tidspunkt har brug for til vores lille nyfødte pige.
Jeg vil klart anbefale vognen til andre, desuden er prisen også virkelig god så jeg synes, at man får meget for pengene. Vi glæder os også til at prøve klapvognsdelen, når Vega bliver større.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: GOD – Det har i hvert fald været et must for os, at have en vogn til vores barn. Om det så er en kombivogn eller en barnevogn er vel en smagssag.
Holdbarhed: MEGET GOD – Vi har brugt den hver dag og i alt slags vejr, så intet at se på udstyret endnu i hvert fald.
Pris: MEGET GOD – Lige nu kan du købe Graco EVO XT inkl. liftdelen her til kun 2.158,- Vejl. udsalgspris er 5.398,-
Kvalitet: GOD – Vognen virker virkelig robust og god kvalitet. Dog er stoffet på liftdelen lidt tyndt. Stellet derimod er virkelig stærkt og robust.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ANMELDELSE af Cirkus Arena 2019 - CIRKUS IFØLGE BUBBER