TEST af NSLEEP indsats til Autostol og Klapvogn – Testfamilien
TEST af Puslepude fra NSLEEP

TEST af NSLEEP indsats til Autostol og Klapvogn

Vores testere Louise og Christina har sammen med deres børn testet indsatser til Autostol & Klapvogn fra danske Nsleep.

Louise fortæller:
“Jeg har sammen med mine to børn, Benedikte på 3 år og August på 2 måneder, testet kapokindsatser til autostolene fra nsleep.
Kapok er en ny verden for os herhjemme, så derfor startede vi med at læse lidt om kapokkens gode egenskaber i den medfølgende brochure samt vedligeholdelses-vejledning til indsatserne.

Kapokken som er “fyldmaterialet” i indsatserne virker isolerende, så barnet holdes varmt, når børnene fx sættes ud i en kold bil en vintermorgen. Derudover suger kapokken ikke fugt og virker ventilerende, hvorfor indsatserne også skulle være super gode på varme sommerdage, hvor barnet har tendens til at blive varm og fugtig i autostolen. Kapok er et 100% naturligt materiale, som er utroligt allergivenligt. Bakterier og støvmider kan ikke leve i materialet, hvilket også er et stort plus i vores bog.
Nsleep har udviklet tre forskellige størrelser af indsatser, som derfor skulle dække over de fleste typer af autostole. Vi har testet indsatsen til babyautostol 45-85 cm og indsats til autostol 75-105 cm. Indsatserne koster mellem 249-299 kr. afhængig af størrelsen.
Produkterne er virkelig fint og eksklusivt pakket ind og der medfølger en lille prøve på kapokken, så man rigtig kan mærke hvor blødt og lækkert materialet er. Det giver et virkelig godt førstehåndsindtryk!
Indsatserne er utrolig nemme at sætte i autostolene. De sidder godt fast, og der er ingen risiko for, at de “skøjter” rundt – heller ikke når barnet placeres i autostolen. De passer perfekt i de to autostole vi bruger. Indsatserne dækker stort set hele stolen og er bløde og behagelig for barnet af sidde i.
Især Benedikte har været rigtig glad for indsatsen i sin autostol. Hendes autostol sidder permanent i bilen, hvorimod vi tager Augusts autostol med ind, mens han stadig er helt lille. Derfor kan Benediktes autostol være ret kold at blive sat i sådan en kold vintermorgen. Der er ingen tvivl om, at her har indsatset gjort en stor forskel, da den på ingen måde bliver lige så iskold som resten af bilen. Vi prøver så vidt muligt at undgå stort vinterovertøj i autostolen (af sikkerhedsmæssige årsager), hvorfor det virkelig har været dejligt, at stolen ikke først skulle varmes op, før Benedikte kunne sættes der i.
Vi har – i testperioden – desværre ikke haft mulighed for at teste indsatsen på en rigtig varm sommerdag, hvor Benedikte uden tvivl ville have haft stor gavn af dens ventilerende effekt. Det siges, at den holder barnet helt tør, så de slipper for at sidde med en fugtig ryg, som ellers tit opstår i den tætte, varme autostol. Vi glæder os dog til at opleve den effekt til sommer!
I babyautostolen har den største effekt faktisk været siddekomforten. Vi synes indsatsen har gjort en forskel på, hvordan August sidder. Den bløde indsatser støtter ham hele vejen rundt og gør, at han ikke så nemt glider ned i stolen.
Det gør bestemt ikke indsatsen mindre attraktiv, at indsatsen samtidig skærmer August fra autostolens stof, som kan indeholde kemiske tilsætningsstoffer som bl.a. flammehæmmere. Kapokindsatsen er lavet af et økologisk og naturligt materiale – og hvilken mor synes ikke, at det er noget bedre for ens lille fine og skrøbelige baby? 🙂
Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD, og DÅRLIG.
I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: MIDDEL – jeg har (indtil videre) kun kunne give nytteværdien en middelkarakter. Indsatserne er virkelig lækre, men jeg synes ikke, at indsatserne er uundværlige om vinteren. Jeg er dog sikker på, at vi til sommer vil opleve en helt anden nytteværdi af indsatserne, når bilen bliver meget varm at sidde i.
Holdbarhed: MEGET GOD – indsatserne er virkelig lette at vedligeholde. De behøver ikke at blive vasket, men kan tørretumbles én gang månedligt for at puffe kapokfibrene op igen og rense det udvendige stof for støv og bakterier.
Pris og kvalitet: MEGET GOD – som tidligere nævnt, er indsatserne virkelig lækre og bløde i kvaliteten. Der er ingen tvivl om, at nsleep virkelig har en stor viden om kapokken og har udviklet et produkt der VIRKER.
Jeg synes heller ikke priserne på indsatserne er dyre, så selvom indsatserne formentlig vil give endnu mere mening om sommeren, vil jeg alligevel have investeret i dem på denne årstid, da prisen er så fin :)”

Christina fortæller:
“Vi har testet indsats til autostol og klapvogn fra Nsleep. Vi har brugt den til vores snart 3 årige søn. Vi har primært brugt den til autostolen, grundet sæsonen og det dårlige vejr. Havde det været forår/sommer ville den være blevet brugt meget mere. Men vi synes at lige netop til autostol er den genial, så der tror vi den kommer til at sidde permanent.”

Vi går herhjemme meget op i sundhed, økologi og kvaliteten af det vi køber. Når man først har været ude og bruge mange penge på en autostol, så vil man virkelig også gerne passe godt på den. Der er ikke noget mere træls end de små beskidte støvler der mudrer hele stolen til og man ved bare at den er umulig at få pæn ren, det problem slipper man for her! + at vores søn sidder mere behageligt.

Produktet er neutralt og der lægges faktisk ikke mærke til at det er sat i.

Vi kan godt lide at produktet er designet, udviklet og testet i Danmark, da vi går meget op i at man skal holde fast i det danske.
Med et barn på snart 3 år som 4 ud af 5 dage er møg beskidt når han bliver hentet i vuggestuen er det virkelig dejligt med dette produkt.

Vores søn har en alder hvor han selv vil gå ind og ud af bilen og det skal siges at det sviner endnu mere!
Vi behøver ikke skal tænke på at skulle bøvle med at få det beskidte regntøj af ham inden han skal ind i bilen, fordi vi tager indsatsen ud, når vi kommer hjem og vasker den, det er så nemt.

Vores søn har astma og derfor går vi endnu mere op i hvad produkterne er lavet af. Denne indsats er 100 % økologisk og er lavet af kapokkens økologiske bomuld og naturfibre.

I denne test bliver dette vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Med en søn der har astma og en lille en på vej som nok desværre kommer til at få samme problemer, er dette et rigtig godt produkt for os. Vi har familie i hele landet og kører meget. Vi ser frem til sommer hvor indsatsen selvfølgelig også skal sidde i. Det er dejligt at vide den er temperaturregulerende når vi kommer til de helt
varme sommerdage. Men også nu hvor det bliver meget kold vinter, at vide det ikke er et iskoldt sæde vores søn bliver sat ud på, men at det hurtigt varmer.

Holdbarhed: MEGET GOD – Vi tror bestemt at dette produkt kommer til at have en rigtig god holdbarhed, når blot man behandler materialet som man skal. På længere sigt for selve Nsleep indsats til autostol og klapvogn tror vi bestemt kun det er noget vi kommer til at se meget mere til, da økologi og sundhed for vores børn og miljø kun er endnu mere vejen frem.

Pris: MEGET GOD – Denne indsats vi har testet ligger til 269 kr. Det kan simpelthen ikke forlanges til mindre penge. Ønsker man når man engang ikke længere skal bruge sin autostol eller klapvogn at sælge den, jamen så har man beskyttet den så meget som man kan og så vil den kun være lettere at sælge.

Kvalitet: MEGET GOD – Den er super lækker. Den er blød, lun og behagelig. Den er utrolig let at vaske, hvilket bliver nødvendigt! Den gør at kvaliteten på det produkt du bruger den i også kommer til at holde længere. Dette er ikke et produkt vi ville undvære.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Puslepude fra NSLEEP