TEST af bogen “5 minutters Eventyr” fra Forlaget Alvilda – Testfamilien
bObles lånesæt - lån bObles tumlesæt helt gratis frem til den 1/7-2020

TEST af bogen “5 minutters Eventyr” fra Forlaget Alvilda

Flere af vores testere har sammen med deres familier testet bogen “5 minutters Eventyr” fra Forlaget Alvilda.

Anne-Louise fortæller:

Da vi blev spurgt om vi ville teste denne bog, var vi slet ikke i tvivl. Børnene elsker (som alle andre børn) højtlæsning og særligt de klassiske eventyr.

I denne bog fra Forlaget Alvilda, har den danske børnebogsforfatter Peter Gotthardt bearbejdet eventyrene, så de passer til nutidens sprog uden at miste deres fortryllende stemning og univers. Bogen er gennemillustreret af to af Danmarks kendte og elskede tegnere; Sussi og Bente Bech.

Med den flotte forside taler bogen direkte til barnet, og alle børnene herhjemme ville straks kigge i den. Det første eventyr blev læst med det samme, og ungerne var tryllebundet.

Bogen indeholder 32 fantastiske eventyr, men de er tilpasset, så de kun tager 5 minutter at læse. Den er helt perfekt herhjemme, hvor børnene elsker at få læst bøger, men sjældent kan blive enige om bog, og koncentrationen og ønskerne er ofte meget forskellige. Men med denne bog er de fanget fra start – selv Vitus på 2 år kan være med og Silje på 5 nyder virkelig, at vi kan læse de klassiske eventyr uden for meget brok fra de mindre søskende. Det er skønt at føle, man læser en god bog for børnene, men at det ikke behøver tage længere tid, og man nogle dage kan vælge at læse flere eventyr, hvis ungerne ønsker det, og koncentrationen er til det. Børnene er vilde med de flotte illustrationer, som vi også får mange gode snakke om.

Silje (5) og Isak (4) nyder også bare at sidde og bladre bogen igennem selv og kigge på de flotte billeder, og de kan ud fra billederne tale om eventyrene.

Herhjemme har vi den klassiske, tykke H.C. Andersens samlede eventyrbog – som ungerne til tider beder om at få læst højt. Her kæmper vi til tider med at komme igennem det gamle sprog, som skal omformuleres for at de små kan være med. I denne bog “5 minutters Eventyr” får vi de klassiske eventyr lige til at læse op uden mor og far skal bruge energi på det 🙂

Herhjemme er det en bog vi kan samles om alle sammen og det er virkelig skønt.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Man får 32 klassiske eventyr lige til at gå til

Holdbarhed: MEGET GOD – da den har 32 eventyr er der masser at læse, og de fleste børn elsker gentagelser – specielt når det handler om gode eventyr som i dette tilfælde.

Pris: MEGET GOD –  Bogen koster 169,- de fleste steder. Det er en super fin pris for en god børnebog, synes jeg.

Kvalitet: MEGET GOD – Den er lavet med godt kraftigt papir og klare farver. Den har en tyk indbinding, som gør den ekstra holdbar.


Vores tester Mie og hendes kæreste Jonas har Filippa på fire år og Pilou på 12 måneder.

Mie fortæller:

”I en travl hverdag med to små børn, så må aften-putningen gerne kunne klares relativt hurtigt. Da Filippa var mindre kunne det tage timevis at putte hende, men da hun blev stor nok til at undvære sin middagslur, blev det meget nemmere. Selvom hun nu er hurtig til at falde i søvn, så skal der stadig være plads til hygge, kram og højtlæsning inden sengetid.

Normalt får Filippa lov til at vælge to små bøger, der skal læses i sengen, men da vi fik lov at teste “5 minutters eventyr” fra forlaget Alvilda, så har hun i stedet fået lov at vælge et eventyr herfra.

Bogen henvender sig til alle travle børnefamilier, fordi den, som det fremgår af navnet, indeholder de bedste eventyr og fortællinger fortalt på fem minutter. Godt nok tog det et par minutter mere herhjemme, fordi Filippa er en Spørge-Jørgen, haha.

Vi synes, det er vigtigt at Filippa – og Pilou for den sags skyld, lærer de gamle eventyr og lidt af “Danmarkshistorien” at kende, så det var fedt, at vi kunne introducere hende for så mange på så kort tid. Lige tilpas til tålmodigheden for en lille “dame”.

Herhjemme henvender bogen sig primært til Filippa i aldersgruppen 4+. Dog er den trykt på ekstra kraftigt papir og med et “polstret” omslag, så den kan også klare lidt tæsk, når lillebror skal læse med. Vi kan nemlig også godt lide at læse i den om dagen, når vi lige trænger til en kort og rolig hyggestund i sofaen.

Børnebogsforfatteren har bearbejdet eventyrene, så de passer til nutidens sprog, uden at miste den fortryllende eventyrstemning. Og som eventyr nu engang er, så er der indimellem lidt skøre ting, der lægger op til et par spørgsmål, hvilket er en meget hyggelig måde at få snakket med sine børn på.

Jeg vil dog sige, at der også gemmer sig historier, som henvender sig til børn, der er ældre end 4 år. Derfor har nogle fortællinger fanget Filippa bedre end andre, men når der er så mange at vælge imellem, så er det helt okay. Måske de så tiltaler hende bedre, når hun bliver lidt ældre.

Selvom der er tre år og tre måneder imellem vores unger, og bogen primært henvender sig til 4+, så kan den udover at kunne holde til, at en baby kigger med (læs: rører, mærker, piller – som en baby jo gør 😉 ), også bruges til højtlæsning til begge børn i en kortere periode.

Højtlæsningen forstår Pilou selvfølgelig ikke så meget af endnu, men bogen indeholder også fine illustrationer. Jeg synes,  det er fint, at Pilou allerede nu lærer at sidde stille (omend for en kort periode, haha).

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD. Vi har været meget begejstrede for at bogen indeholdt så mange fortællinger, som kunne læses på så kort tid. Det har været meget brugbart i en travl hverdag. Filippa har dog indimellem haft svært ved at holde koncentrationen til højtlæsningen – men herhjemme har vi også været vant til at læse flere, meget korte historier i stedet for  én lidt længere. En anden grund kunne også være, at bogen henvender sig til 4 +, så der indimellem kan være dele i en historie, som hun stadig er lidt for “ung” til.

Holdbarhed: MEGET GOD. Som nævnt er bogens omslag “polstret” og tager derfor ikke skade af hårdhændet brug. Udover at kunne klare en baby-hånd, så ligger der også noget andet i ordet “holdbarhed” – for hvis du læser en ny fortælling hver aften, så går der  måneds tid, inden dit barn igen behøver at høre den samme fortælling 😉

Pris og kvalitet: GOD. Bogen har næsten 200 sider og kan derfor underholde lang tid i det lille hjem! Den har en vejledende pris på 169 kr. og vi synes det er meget rimeligt for den fine bog!


Vores tester Ida, har sammen med Lærke på 4,5 år testet den skønne eventyrbog “5 minutters eventyr” fra forlaget Alvida.

Bogen emmer af hygge når man får den i hænderne. Illustrationerne på forsiden er levende og farverige og omslaget er blødt, hvilket giver én lyst til at tage den med under dynen.

5 minutters eventyr, indeholder 32 af vores bedste og mest kendte eventyr. De er tilpasset, så det tager omkring 5 minutter at læse dem, hvilket passer perfekt til en godnathistorie.
De farverige illustrationer fra forsiden går igen inde i bogen. Tegningerne har mange fine og små detaljer, og balancen imellem tekst og billeder er god, så det ikke bliver for kedeligt for en 4 årig at kigge med.
Selvom historierne er korte, så er de alligevel en anelse længere, end dem vi plejer at læse. Vi har derfor været nødt til at sige, at hun kun kan få én historie til aften, hvor hun plejer normalt at få to af de andre kortere historier. Det gør selvfølgelig, at hun lidt har mistet lysten til denne om aftenen, for når man er 4 år, så vil man hellere have mange historier frem for én lang.

Men heldigvis så er den jo stadig smuk at have stående, og  så hiver vi den også frem i løbet af weekenddagene til en hyggestund i sofaen.

Vores vurdering af 5 minutters eventyrbog fra Alvilda bliver:

Lege/Nytteværdi: MEGET GOD – man kan altså ikke få bøger nok, og bogen er også en super god måde at give de små et kendskab til eventyr.

Holdbarhed: MEGET GOD – eventyr holder for evigt. Jeg synes personligt også, det er hyggeligt at genlæse dem.

Pris: GOD – 169 kr., det vurderes at være en fair pris for bogen.

Kvalitet: MEGET GOD – super lækker kvalitet, der er virkelig ikke sparet på noget. Omslaget er blødt og lækkert, men en blank overside, som nemt kan tørres over med en klud. Indersiderne har en god tykkelse, som kan tåle at blive læste mange mange gange.


Cebrina fortæller:

Vores testfamilie fra Silkeborg har den seneste tid testet bogen”5 minutters eventyr” fra forlaget Alvilda. Cebrina fortæller. ” Der var engang… to børn, der ikke kunne få nok af gode historier og eventyr om hunde med øjne så store som tekopper og prinser, der med en sko, søger sin prinsesse.

Ja det kunne være starten på eventyret hos os. Mine piger ELSKER at få læst historier, og jeg forstår dem ærlig talt godt. Det er hyggeligt med nærvær, og der er ro til fordybelse. Vi læser mest om aftenen, når pigerne skal sove. Det er der, der er bedst tid i hverdagen.

Vi har før læst nogen af de klassiske eventyr, som kan være meget lange. I de tilfælde læser vi den over flere dage. Med bogen 5 minutters eventyr er 32 af de klassiske eventyr såsom Tommelise, Tinsoldaten og Den bestøvlede kat, blevet skåret ned og omskrevet, så de kan læses på et let forståeligt sprog, så selv de mindste kan være med. De er kortet ned, så det er muligt at holde fokus for børn i alle aldre og samtidig uden, at historierne mister noget værdi.

Bogen er en skattekiste af eventyr fra H.C. Andersen, 1001 en nat og de klassiske eventyr, som mange kender fra Disney. Det er en perlerække af skønne eventyr, som danner rammen om mange hyggestunder her hjemme. Jeg skal ærligt indrømme, at mange af historierne havde jeg glemt alt om, selvom jeg har fået dem læst som barn, så det er ikke kun børnene, der får glæde af de mange fine og nænsomt genfortalte historier.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: Meget GOD – Læsning er godt for børns udvikling, så en bog er altid et godt køb.

Holdbarhed: Meget GOD – Klassiske historier bliver man aldrig træt af.

Pris: Meget GOD – Den har en pris på 169 kr., hvilket er en rigtig fin pris for en bog, der indeholder så mange fine eventyr og fortællinger.

Kvalitet: Meget GOD – Bogen er med i god tyk kvalitet så bogens levetid er lang, selvom den henvender sig til de mindste.


Trine afslutter:

Vores tester Trine har sammen med hende drenge testet bogen “5 minutters eventyr” fra forlaget Alvilda.

Vi modtog en god, stor bog fra forlaget Alvilda. Bogen hedder “5 minutters eventyr” og ja! Allerede dér fangede bogen min interesse, for helt ærligt; Eventyr på 5 minutter, det er da lige noget, jeg kan overskue.

Alle kender nok det der med, at ungerne kommer, og så skal der læses.Nogle gange kan det virkelig være en langsommelig proces. Især om aftenen hvor alle er trætte. Ungerne skal lige finde ud af, hvilken bog, der skal læses, måske de ikke kan blive enige, og det ender tit med at blive den der laaaange en, som man selv snyder sig lidt igennem. Jeg hopper over lidt tekst her og der, og så ender jeg alligevel med at sidde og falde lidt i søvn!Det er bare op ad bakke.

For at være ærlig, så synes jeg faktisk bare, det har været en tand nemmere med denne bog. Vi har mest brugt den om aftenen til godnathistorie.

Her lavede jeg hurtigt en regel, og drengene var helt med på den: ingen skænderier om, hvad vi skulle læse.

  • 1 historie
  • Man vælger på skift
  • Ny historie

Bogen er fyldt med over 30 eventyr og fortællinger, som er tilpasset, så de kun tager 5 minutter at læse.

Udover alle de fine eventyr, så er bogen fyldt med så mange flotte tegninger, som er med til at danne historien for børnene.  Bogen er fyldt med mange timers underholdning.

Man kan læse om Snehvide, Tornerose, Askepot og Hans & Grete, men også eventyr som Aladin, Skønheden & Udyret og Pinocchio.

Udover at vi har brugt den som godnathistoriebog, så har drengene også selv bare siddet med den. Oliver har også siddet og læst højt for Oskar -“læst” historier ud fra, hvad han kunne se på tegningerne. Utroligt hvad de kan finde på, kun fantasien sætter grænser.

Bogen i sig selv er ret lækker, god kvalitet og kraftige sider, som godt kan holde til, at en 3 årig sidder at bladre i den!

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – En god solid eventyrbog er et must som børnefamilie.

Holdbarhed: MEGET GOD – Der er ikke en skramme at se på den endnu!

Pris: GOD – Den kan findes til en del forskellige priser hvis man søger på den. Alt fra 119 til  239,-

Kvalitet: MEGET GOD –  Flot bog i rigtig god kvalitet!


Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

bObles lånesæt - lån bObles tumlesæt helt gratis frem til den 1/7-2020