TEST af Guldstjernehæfter – Testfamilien
TEST fra Faaborg Pharmas HELO produkter mv.

TEST af Guldstjernehæfter

Flere af vores testfamilier har testet guldstjernehæfter i samarbejde med forlaget Karussel og forlaget Alvilda.

Vores tester Anne-Louise, har sammen med hendes to største børn Silje på 6 og Isak på 5 år testet en række aktivitetsbøger kaldet “Guldstjerner” fra forlaget Alvilda.

Følgende bøger er testet:

  • Lær at skrive
  • Matematik
  • Plus og minus
  • Vi lægger sammen
  • Engelsk
  • Bogstaver og lyde

Vi glædede os meget til denne test da Silje på 6 lige er startet i 0. Klasse og er meget nysgerrig efter at lære og elsker at fordybe sig i opgaver. Isak på 5 starter i skole til næste år, men er også allerede meget nysgerrig og elsker at øve bogstaver og tal.

I de fine opgavehæfter belønnes barnets indsats med en guldstjerne, som man kan klistre på  hver side, når opgaverne er løst. Det handler ikke om at lave det hele rigtigt, men om at prøve så godt man kan. Klistermærket har vi oplevet herhjemme, er med til at holde fokus på opgaven, fordi de glæder sig til at have løst opgaverne, så de kan få deres klistermærke i bogen.

Der er mange små fine opgaver som passer godt til førskolebørn og skolebørn i 0. Klasse og måske 1. klasse.

I “Lær at skrive” er der masser af forskellige opgaver med sjove og indledende øvelser til at lære at holde godt fast på en blyant og lære at skrive. Det handler om at kunne følge striplede linjer, tegne lige og buede streger og have en god hånd-øjekoordination. 

I “matematik” bogen er der fokus på de tidligste matematiske øvelser og begreber. Denne bog er lavet specielt med henblik på at udvikle børns talfærdigheder, med farverige og overskuelige illustrationer, der gør det sjovt for børnene at arbejde med opgaverne. I bogen kan barnet lære at skrive tallene fra 1-10, lære at tælle, lære om former og figurer, danne par, finde mindst og størst samt flere og færre.

I “Plus og minus” udvikles børns talforståelse og giver dem et godt udgangspunkt i skoleundervisningen.  I bogen er der tydelige opgaver med farverige tegninger som gør indlæringen både sjov og enkel. I bogen kan barnet lære tallene op til 10, find differencen, tæl opad og nedad, læg sammen, træk fra og meget mere.

I “Vi lægger sammen” er der særligt fokus på at udvikle børns talfærdigheder. I bogen er der overskuelige sider med farverige illustrationer, der gør det sjovt for børnene at arbejde med opgaverne. I bogen kan barnet lære at lægge sammen, trække fra, lære at tælle med mere.

I “Engelsk” bogen lærer man  tal, farver, ugedage og enkle sætninger med øvelserne i denne begynderbog fuld af lettilgængelige opgaver til børn, der gerne vil i gang med at lære engelsk.

I “Bogstaver og lyde”  fokuseres der  på bogstaver og deres lyde. Den er skrevet for at hjælpe børn med at udvikle deres tidlige læse- og skrivefærdigheder. I bogen kan barnet træne og lære bogstavlyde, tydelig udtale, skrive bogstaver, lege med bogstavrim, lære ental og flertal og meget mere.

Bøgerne er super gode og hjælper børnene med finmotorik, træner deres hukommelse, træner skrivefærdigeheder, giver faglig viden, sprogforståelse, træner deres læringsprathed og meget mere.

Silje og Isak elsker at fordybe sig i bøgerne og sætte de små guldstjerner på hver side de har løst.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – bøgerne træner deres finmotorik, træner deres hukommelse, træner skrivefærdigeheder, giver faglig viden, sprogforståelse, træner deres læringsprathed og meget mere.

Holdbarhed: MEGET GOD – Bøgerne kan bruges fra 5 års alderen og nogle år frem. Det er “engangsbøger” altså de kan ikke viskes ud og bruges igen.

Pris: MEGET GOD –  Bøgerne koster kun 39.95,-

Kvalitet: GOD – bøgerne er i papir, men holder fint til det de skal. De har fine illustrationer og farver som vækker børnenes nysgerrighed.


Emma, har også sammen med datteren Aiya Nova på 4 år testet guldstjernehæfterne, fra Karruselforlag

Emma fortæller:

“Vi har testet 6 forskellige guldstjerner hæfter fra karruselforlag. Mit førstehåndsindtryk af bøgene var rigtig godt, de er godt opbygget, og skaber en god sammenhæng mellem opgaverne. Mit testfokus har været Aiya Novas udbytte af hæfterne. Prisen for hæfterne ligger på 39 kr. hvilket jeg syntes er en rigtig god pris for den kvalitets opgavehæfter man får.

Aiya Nova, har elsket at side og fordybe sig i bøgerne. I hæfterne følger der guldstjerne klistermærker med, som man sætter i hæftet når man har færdiggjort en side, for Aiya Nova har dette været et ekstra drive og en kæmpe motivation på at lave opgaverne helt færdige og rigtige.

Gennem opgavebøgerne, lærer barnet både om fordybelse, fastholdelse i aktiviteten Pga. motivationsfaktoren, og så selvfølgelig det faglige indhold bøgerne dækker over. Vi har brugt mange gode stunder med hæfterne, og Aiya Nova har lært en masse nyt.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Hvis man som mig, har et barn der elsker opgavehæfter, er disse absolut de bedste vi har prøvet indtil videre.

Holdbarhed: GOD – Der er til mange timers fordybelse i hæfterne, alt efter hvor hurtigt ens barn selvfølgelig er.

Pris: MEGET GOD – 39 kr. en rigtig fin pris for mange timers fordybelse og læring.

Kvalitet: GOD – kvaliteten er rigtig fin, dog er guldstjernerne svære at få ud uden at ødelægge for barnet.


Mette har sammen med Tvillingerne Bjørk og Selma 5 år testet Guldstjerner – opgavebøger fra forlaget Karrusel.

Jeg havde virkelig glædet mig til at denne test kom ind af døren, pigerne bruger meget tid på at snakke om bogstaver og tal. De har en spirende interesse for at tilegne sig yderligere viden og forståelse for hvad man kan forvente, når man begynder i skole. Jeg var sikker på bøgerne ville falde i god jord. Bjørk og Selma gik straks igang med at lege skole og begynde på opgaver, da pigerne kun lige er fyldt fem, var nogle af bøgerne ikke på deres niveau. Men matematik, bogstaver og lyde, samt lær at skrive rammer deres nærmeste udviklingszone inden for tilegnelse for bogstaver og tal.

Lærebøgerne har gode illustrationer og simple opgaver, der er god beskrivelse til forældre nederst på siden, så kan kan læse om hvad man arbejder med og hvordan opgaven styrker barnet. Der hører et klistermærke ark med guldstjerner/medaljer som belønning for hver udført side, det har virkelig givet pigerne blod på tanden og motivation til at fortsætte opgaverne selvom det var lidt svært.

Guldstjerner henvender sig til børn på 5+ førskole og indskolingselever.  Der er mange gode grundbevægelser, som styrker og stimulerer barnets finmotorik i forhold til at udvikle skriftlige færdigheder. Opsætningen begynder med lette opgaver og stiger herefter i sværhedsgrad. Hvilket har formået at fastholde og motivere begge piger hele vejen igennem bøgerne.

Bøgerne er fyldt med massere af sjove opgaver, lær alfabetet, tal, farver, match, former, skriv ord og lær at regne mm.

Vi har virkelig haft mange gode stunder sammen omkring bøgerne og tusind undrende spørgsmål fra pigerne, hvordan man lærer at læse og regne. Det har været fantastisk, at være med på sidelinien som forældre og se sine børn stolt fremstille og gennemføre opgaverne og sidenhen har kunne overføre det til at begynde at skrive navne og tal på egen hånd.

Vurdering vurdering bliver:

Lege/ Nytteværdi: MEGET GOD.  Bøgerne kan bruges ud fra barnets forudsætninger og har en stor nytteværdi for børn som er skole interesseret.

Holdbarhed/kvalitet:  MEGET GOD. Bøgerne er engangsmateriale, så har en begrænset holdbarhed. Men kvaliteten af bøgernes indhold er i top, hvem ønsker ikke at sine børn udvikler sig?

Pris: MEGET GOD. Med en pris på 39,95 for man timevis af læring og underholdning til sit barn.


Camilla, har sammen med hendes datter Elaya på 6 år, testet opgavebøger fra guldstjerner (forlaget alvilda)

Opgavebøgerne er lavet specielt med henblik på at udvikle børns færdigheder indenfor dansk, engelsk, matematik, læsning og skrivning og er giver børn et godt udgangspunkt i skoleundervisning.

Følgende produkter er testet:

  • Guldstjerner – plus og minus
  • Guldstjerner – vi lægger sammen
  • Guldstjerner – engelsk
  • Guldstjerner – matematik
  • Guldstjerner – bogstaver og lyde

Alle bøgerne er lavet til børn i alderen +5 år.

Vi køber ofte opgavebøger til Elaya og hun elsker at sidde og lave dem. Vi har brugt bøgerne flere gange i ugen, både efter skole, men hun har også haft et par stykker med, som hun har siddet og lavet opgaver i, i sfoen om morgenen.

Matematik opgaverne var det største hit herhjemme og Elaya kunne næsten klare alle opgaverne alene, hvis vi blot fortalte hende hvad hun skulle først.

Opgaverne med læsning og skrivning gav hende lidt flere udfordringer, men det var tilpas, så stadig kunne holde fokus.

Bogen med engelsk var den sværeste, men det handlede mere om, at hun ikke kan skrive endnu, så det gjorde opgaverne for svære for hende og hun opgav ret hurtigt faktisk.

Pånær engelsk opgaverne, så synes jeg faktisk at bøgerne er tilpasset alderen rigtig godt og det giver børn udfordring og en god forståelse for både tal og bogstaver.

Vi har været rigtig glade for opgave bøgerne og brugt dem flittigt. Det er helt klart bøger, som vi godt kunne finde på at købe flere af.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – De er tilpasset til børn i skole intro alderen og giver børn en god forståelse for tal og bogstaver. Elaya er blevet meget bedre til især bogstaver og deres lyde, efter at have arbejdet med bogen.

I hver bog er der en side med klistermærker, som barnet får som en belønning, til hver læst opgave og det motiverer igen barnet til at gøre sig umage og holde koncentrationen.

Holdbarhed: GOD – Der er en tilpas mængde opgaver i hver opgavehæfte og de er meget varierede, så barnet hele tiden bliver udfordret og holder fokus. Personligt ville vi gerne have haft lidt flere sider i bøgerne, da der ikke er til ret mange dage i sådan en bog.

Pris: GOD – Prisen for opgavebøgerne ligger på 39 kr.

Kvalitet: GOD – Fin kvalitet og farverige illustrationer, tykke sider og lækker kvalitet på for og bagside med masser af flotte farver og effekter, så barnet både bliver stimuleret ved at kigge og røre ved bogen.


Benjamin fortæller:

“Prinsessen og jeg har været så heldige at få lov til at teste disse lækre aktivitetshæfter fra Forelaget Alvilda.

Jeg må indrømme, at vi følte os ekstra heldige da testen lå lige op til, at Emily skulle starte i skole. Min klare vurdering ift. Emilys tilgang til aktivitetshæfterne er, at aktivitetshæfterne er ligetil. Jeg skulle ikke som forælder forklare Emily alt for meget, da alle aktivitetshæfterne og deres simple opgaver meget hurtigt fanger børns interesse.

Aktivitetshæfterne har de smarte guldstjerne-stickers, som gør opgaverne endnu mere spændende at gennemføre. Så kan barnet selv afslutningsvis sætte et guldstjerne-sticker ved endt opgave. Det synes vi her i hjemmet er rigtig smart.

Vi kan klart anbefale disse hæfter fra Forelaget Alvilda, da opgaverne er så lærerige, i øjenhøjde med børnene og ligetil. Hvis man alligevel skulle være i tvivl om tilgangen til hæfterne, så er der desuden nyttig vejledning herom i hæfterne.

Den samlede vurdering af aktivitetshæfterne fra Forelaget Alvilda bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – Brugbart indhold med stor effekt på børnenes udvikling.

Kvalitet: MEGET GOD – Hæfterne er af god kvalitet, både front og bagside, men også siderne med opgaverne på.

Pris:MEGET GOD – Her kan de fleste være med. Vi synes man får meget brugbart materiale for pengene.

Vores vurdering: Meget tilfredse med produktet. Alt i alt får man både kvalitet og indhold for pengene. Tak fordi vi måtte teste dette!


Vores tester Nanna har sammen med børnene, Alma på 5,5 år og Lily på 4 år testet en række førskolebøger fra Forlaget Karrusel.

Målgruppen hedder fra 5 år, og bøgerne omhandler inden for dansk bl.a. skrivning og skriveretning, store og små bogstaver, lydering, rim og stavning. Inden for det matematiske er der tallære, lægge sammen og trække fra, sortere, genkende former samt forholdet mellem mindst og størst. Endelig er der en engelskbog, som handler om at lære de første hverdagsord – farver, tal, ugedage osv., skrive engelske ord samt at fortælle om sig selv.

Alma er en rigtig bogorm og begge børn er meget tiltrukket af at høre ords lyde og opklare, hvilket bogstav ordene begynder med. På samme måde er særligt den ældste optaget af at lægge tal sammen. Jublen var derfor også stor, da de åbnede pakken med de farverige og meget indbydende bøger. Da jeg er dansk- og engelsklærer kigger jeg uundgåeligt på bøgerne med lærerfaglige øjne, og jeg må bare sige, at jeg er imponeret.

Lily blev grebet af bøgerne, hvor man i den ene matematikbog skulle sætte streger fra ting hen til forskellige rum i et hus. I bunden af hver side er der en forklaring til forældrene, så vi forstår, hvilken relevans det har f.eks. for den matematiske tænkning at sætte streger mellem ting – nemlig, at de lærer at sortere og organisere i dette tilfælde.

Alma kastede sig over en opgave i en af skrivebøgerne, hvor man på linjer skal tegne forskellige mønstre og herefter store og små bogstaver. Igen får man som forælder forklaret, hvad barnet træner, når det laver det mønstre – nemlig bogstavernes former, så de efterfølgende har bevægelserne i hånden til at skrive rigtige bogstaver – bølger, zik zak, lige streger osv.

Begge pigerne er også vilde med de opgaver, hvor man skal krydse ting af, som begynder med det givne bogstav. Her får de trænet det fonologiske – lydarbejdet, som er det arbejde, der også ligger i 0. og resten af indskolingen.

Engelskbogen har pigerne ikke prøvet endnu. Det skyldes, at jeg ikke synes, de er gamle nok til den endnu. Hvor alle de andre bøger rammer spot on aldersmæssigt for vores børn, så synes jeg som engelsklærer hos de yngste, at den er for svær til førskolebørn – i hvert fald skrivedelen. Hos de små skal engelsk handle om simple gloser/sætninger samt en masse sange og rim og remser. Bogen indeholder en masse læring ift. hverdagsord og korte sætninger, så den mundtlige del kan uden tvivl noget, men her skyder den efter min mening lidt over mål på den skriftlige del. Til gengæld er jeg helt vild med alle de andre, og engelskbogen kommer uden tvivl også i brug om et år eller to.

Bøgerne hedder Guldstjerner af den grund, at børnene for hver færdiglavet side i bogen må give sig selv en guldstjerne, som klistres ind i bøgerne. Det er virkelig noget vores piger, synes er fantastisk! Stjernerne bliver sirligt og stolt placeret på den afmærkede stjerne i bogen. Og så er bøgerne fulde af farver og indbydende tegninger Kæmpe hit og virkelig motiverende for dem!

Som specialunderviser i grundskolen kan jeg varmt anbefale disse bøger, og kunne også sagtens finde på at bruge dem i undervisningen nede hos de små elever.

Det har været så hyggeligt at sidde og hjælpe dem med at læse opgaverne. Klar anbefaling herfra, hvis du også har børn, som finder interesse for tal og bogstaver i førskolealderen – og i indskolingen!

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD. Hvis man har børn, som hungrer efter at lære lidt om tal og bogstaver er disse bøger virkelig et kvalificeret bud at bruge!

Kvalitet og holdbarhed: MEGET GOD. Bøgerne er paperbags med flotte farver, siderne har en fin tykkelse, som kan holde til, at der bliver skrevet og tegnet og så har den ”ægte” guldklistermærker. Der er kræset for detaljerne, selvom det er engangsmaterialer.

Pris: MEGET GOD. Prisen bøgerne ligger omkring 40 kr, og der er til mange timers fordybelse. Det er absolut en fair pris.


Vi har været så heldige og få lov til at teste Guldstjernebøgerne fra Karrusel forlag og Forlaget Alvilda.

Guldstjernebøgerne er opgavebøger som henvender sig til børn i alderen 5+. Når barnet har lavet en side kan man give et guldstjerne klistermærke, som medfølger i hver bog.

Pakken som vi har testet indeholder bøger med følgende emne;

  • Vi lægger sammen
  • Lær at skrive
  • Engelsk
  • Matematik
  • Bogstaver og lyde

Selv om Merle er begyndt i skole, er hun blevet helt vild med bøgerne. De fangede hendes interesse lige så snart hun så dem, og hun tager ofte bøgerne frem for selv og sidde med opgaverne.

Det gode ved bøgerne er, at de behandler det enkelte emne på en rigtig god måde, med nogle farverige og fangende tegninger. Hver bog har opgaver inden for et bestemt emne, og man kan derfor selv udvælge de emner/bøger man ønsker.

De indeholder desuden vejledning og nyttige råd til forældrene om, hvordan man får mest ud af bogen ⠀

Vi har prøvet en del opgavebøger, da min datter elsker og lave skoleopgaver. Men Guldstjernebøger er dem som oftest tages frem. De er overskuelige, lige til at gå til, og på et niveau hvor barnet får en god oplevelse med opgaverne.

Som der står i bøgerne skal ”barnet synes det er sjovt at lave opgaverne i bogen”, og det har vi i hvert fald haft herhjemme.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – bøgerne giver på en rigtig god måde barnet de grundlæggende færdigheder inden skolestart eller hvis barnet lige er startet i skole.

Holdbarhed/kvalitet: GOD – Bøgerne er brugt rigtig meget herhjemme. Kvaliteten virker god. Det er kraftige bøger, med pap for- og bagside og tykkere sider end almindelig papir.

Pris: GOD – god pris i forhold til hvor meget børnene kan lære af dem.


 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST fra Faaborg Pharmas HELO produkter mv.