TEST af DISNEY BABY BØGER fra Forlaget Alvilda – Testfamilien
TEST af MamaRoo Sleep

TEST af DISNEY BABY BØGER fra Forlaget Alvilda

Flere at vores testere har sammen med deres børn testet Disney Baby bøger i samarbejde med forlaget Alvilda. 

Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes børn Elin (1,5 år) og Vitus (3 år) testet en ny række Disney bøger fra Forlaget Alvilda.

Følgende bøger er testet:

Vi har været så heldige, at vi efterhånden har testet en hel del bøger fra Forlaget Alvilda, men begejstringen for bogpakker bliver ikke mindre af den grund – tværtimod. Ungerne er ivrige efter at se, hvilke bøger der kommer og kan ikke vente med at gå ombord i bøgerne, som straks bliver læst.

Disse bøger henvender sig mest til Elin og Vitus, og særligt Elin har været meget glad for dem.

Disney Baby – min lille bog om ord og Disney Baby – min lille bog om mad, er begge flap-bøger i kraftigt pap, til de mindste børn. Bogen er illustreret med babyudgaver af alle de velkendte Disney-figurer.

I min lille bog om ord er der en kort tekst fx “Her er Mickeys badeværelse. Find de ting der gemmer sig bag flapperne. “ på denne side kan man så løfte flapperne og se ordene bag; Håndvask, bademåtte, badevand, sutsko mm. Det er sjovt og lærerigt for børnene og den udvider deres ordforråd. Disney Baby – min lille bog om mad er opbygget på samme måde, her er der bare fokus på mad, som er med til at støtte børn i små aldre til at udvikle et bedre og mere nuanceret sprog indenfor madverdenen. Her er der fx teksten “Hvad er Stampes livret?” Og her er flappen så en gulerod. Alle de fine illustrationer er med til at gøre bogen ekstra hyggelig for både store og små.

De kraftige papsider gør det nemmere for de små hænder at bladre i siderne.

Disney Baby – Boks med historier indeholder 6 små fine bøger med hver sit tema; Årstider, frugt, transport, legetøj, sport og dyr. Den er ligeledes illustreret med de kendte Disney-figurer. Hver mini bog har en lille fin historie som passer til dets tema. Fx bogen med årstider, får fint beskrevet at der findes fire årstider, og hvad der er særligt ved hver af dem. De er super hyggelige og nemme at gå ombord i. De tykke papsider gør dem nemme for de små at bladre i og gør dem ekstra holdbare. Den fine boks synes Elin er fantastisk at tage bøgerne op af og i igen, hvilket også er med til at træne finmotorikken, når alle bøger skal ligges rigtigt på plads igen.

Elin har virkelig været glad for alle 3 bøger. De er rigtig gode til hendes alder, da hun lærer en masse nye ord, selvom hun stadig er så lille, at mange ord ikke bliver udtalt korrekt.

De har også været rigtig gode til Vitus, som kæmper med hans udtale. Han har et stort ordforråd, men udtalen er svær på mange ord. Særligt flapbøgerne har været rigtig gode til ham, hvor han igen og igen har øvet de forskellige ord bag flapperne.

Bøgerne kommer frem næsten dagligt – så de har uden tvivl været et hit.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Bøgerne er super gode og lærerige og udvider barnets ordforråd på en sjov og hyggelig måde.

Holdbarhed: GOD – Bøgerne er super gode til de små. Vi har haft bøgerne i en måneds tid nu, og de kommer stadig dagligt frem.

Pris: MEGET GOD – Bøgerne kan fås på tilbud mange steder. Den vejledende pris ligger på 99,95 for flap-bøgerne og 149,- for boksen med små historier.

Kvalitet: MEGET GOD – De er lavet i en let og virkelig god kvalitet.


Trine fortæller:

Vi har testet børnebøgerne: Disney Baby; Min lille bog om mad, Min lille bog om ord, samt en boks med historier (6 små bøger). Mit første indtryk er at det er nogle super lækre børnebøger, som kan holde til lidt af hvert. En nødvendighed med små børn 🙂

Mikkel forelskede sig hurtigt i boksen med de 6 minibøger. De indeholder forskellige emner, bl.a. dyr, transport og legetøj. Han har de små bøger med alle vegne, de skal med i seng, og han skal have en med i hånden, når vi skal skifte ble. Det er bestemt en boks, som jeg kunne forestille mig at købe selv, da jeg ved, at han elsker at kigge i små bøger.

I de 2 store bøger er der flapper, den ene med ord og den anden med mad, så man kan lære børnene, hvad de forskellige billeder viser. De er meget populære hos Mikkels storebror, Christian på 5 år, som er ved at lære bogstaver i skolen. Mikkel synes også, at det er sjovt at kigge i de store bøger, men det er helt klart de små bøger, der er hans favorit. Han er måske lidt for lille til helt at forstå det med flapperne, specielt dem hvor der kun er tekst bagved, der daler interessen hurtigere.

Min vurdering af Disney Baby bøgerne er: GOD

Nytteværdi: GOD – Allermest de 6 små bøger til en på 2,5 år.

Holdbarhed og kvalitet: GOD – Jeg synes kvaliteten er rigtig god, men Mikkel præsterede desværre at ødelægge en af de små bøger, så derfor får de ikke topkarakterer, men jeg tænker, at det kan ske ved de fleste ting til børn 😉

Pris: MEGET GOD – Taget i betragtning at det er Disney, vil jeg mene at priserne er meget rimelige. 99,95 kr. for de store bøger og 149,95 kr for. boksen med de 6 bøger.


Anna Kathrine fortæller:

Andrea på 2 år og jeg har været så heldige, at få lov til at teste bøgerne fra Disney – Min lille bog om mad, Min lille bog om ord og Boks med historier, som indeholder 6 små bøger. Det er nogle fine bøger med de kendte glade Disney figurer, som vi herhjemme er stor fan af, særligt Minnie er et hit hos Andrea.

Andrea er meget glad for bogen med de 6 små bøger indeni. Der er bare noget med små børn og små bøger og hun har bøgerne med, når hun tuller rundt, sidder på potte, ja selv hendes dukker må kigge i bøgerne sammen med hende.

Derudover bruger hun også meget tid på, at ligge dem tilbage i den store bog, og her er det særligt smart, for vender man de små bøger om, er der et fint puslespil – igen med de kendte Disney figurer. Bøgerne har titler som: Frugt, Legetøj, Årstider, Sport, transport og Dyr, og hver bog har små historier om det valgte emne.

Min lille bog om ord har vores dreng Philip på 4,5 år synes var sjov. Han er meget optaget af bogstaver og ord lige pt., og her er bogen rigtig fin. Bogen er en flapbog med tykke sider. Hver side har et tema fx Legetøj også er der små sætninger, hvor man så kan åbne flapperne og se hvad der gemmer sig inde bagved. Philip staver ordene og vi snakker om hvad de forskellige ting hedder, hvordan og hvornår man bruger dem osv.

Min lille bog om mad sad vi og kiggede i forleden dag og her ”knækkede” Andrea koden, for hvordan man åbnede flaplågerne og hun kunne se, hvad der gemte sig inde bagved. Så nu går hun vældigt op i, hvad der er inde bagved, ”tærtee” og viser stolt bogen frem til os.

Bøgerne er gennemførte i deres udtryk, kvalitet og design og man kan ikke blive andet end fortryllet af det smukke Disney univers.

Nytteværdi: Meget god – Bøgerne er rigtig gode og samtidig lærerige.

Holdbarhed: Meget god – Bøger er næsten altid et hit og særligt Andrea har brugt dem rigtig meget, så der er mange gode og hyggelige timer i dem.

Pris: Meget god – Jeg synes at priserne er fine, de ligger fra 89,95 for flapbøgerne og 149,95 kr. for boksen med de små bøger.

Kvalitet: Meget god – Bøgerne er lavet med fast omslag og i en god kvalitet, der helt sikkert vil kunne holde i mange år. Det faste omslag og de tykke sider er også et ekstra plus til de helt små hænder.

 


Trine fortæller:

Disney feberen raser herhjemme efter vi fik installeret Disney+ appen på fjernsynet.

Alfred på 3,5 og Karla på 5,5 er ikke længere i tvivl om, at mange af de figurer de kendte fra bøger og dvd’er, nu alle kendes som Disney figurer. Derfor var der stor glæde, da de åbnede denne her pakke, de kunne nemlig straks genkende rigtig mange af figurerne.

Denne bogpakke består af ”Min lille bog om ord” og ”Min lille bog om mad”. De to store bøger koster 99,95 kr. stykket og er flapbøger. Boksen består af 6 små bøger, som har hver deres emne: Årstider, legetøj, frugt, sport, transport og dyr.

Selvom Karla snart er skolebarn, er flapbøger stadigvæk et hit. Hun kendte alle figurerne i bøgerne og det gav anledning til nogle gode snakke og minder om filmene. Alfred kender endnu ikke alle figurerne, men synes, at bøgerne er gode. Han er dog især vild med de små bøger, som Karla er mindre interesseret i, men det er jo heller ikke til hendes aldersgruppe.

Vi var ude at rejse i ferien og de små bøger var naturligvis med på flyet. Begge børn har altid en rygsæk med legesager og bøger med på farten, og der er de små bøger helt geniale.

Vi er rigtig glade for bøgerne. Vi elsker bøger generelt og læser altid 2 godnat bøger og synger sange inden puttetid, og der er de virkelig hyggelige. De får vores bedste anbefalinger.

Vores vurdering af Disney Baby bøger bliver følgende:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD –Bøger er et musthave og når det er Disney, er det endnu bedre.  Hvad end det er på farten, derhjemme, i sommerhus, på ferie osv. Det kan bruges alle vegne og skaber altid glæde-

Holdbarhed/kvalitet : GOD – Det er papbøger, så de kan ikke gå i stykker. Ærligt, så har Alfred hevet en enkelt af flapperne af og bøjet et par stykker, men det er nok uundgåeligt.

Pris: GOD. Jeg synes egentlig at prisen er meget fair. De to store koster 99, 95 kr stykket og boksen med 6 minibøger koster 149,95. Der er til rigtig mange timers underholdning. De store bøger er brugt meget til godnat læsning og de små er især med på farten.


Christina fortæller:

Vi har testet tre bøger fra Disney Baby og forlaget Alvilda.
Alle 3 har været helt fantastiske, men specielt bogen der hedder ”min lille bog om mad” har været et stort hit herhjemme.
Jeg synes, at de to flapbøger er lavet i det mest nuttede og søde design, det er virkelig tydeligt at det er Disney Baby og hvor er det sødt. Farverne er helt diskrete og det er så dejligt at se på.

De to bøger med flapper har været rigtig gode herhjemme, fordi vi har siddet og læst højt for vores søn på snart 4år, også har han skulle enten gætte eller fortælle, hvad det var for et ord eller billede bag flapperne.

Den sidste bog som vi har testet, var den lille boks med 6 små bøger. Bøgerne hed:
­- Årstider
– Legetøj
– Frugt
– Sport
– Dyr
– Transport

De fleste af bøgerne vil vi nok sige, at han er for stor til, men til gengæld synes han, at de er sjove at bygge tårn af. Men bogen der hedder ”årstider” den har vi fået meget ud af.

I en alder af snart 4år kender han godt ordene og forståelserne af de andre 5 bøger, men årstider har han ikke kunne forstå endnu. Her var denne bog fantastisk.

I denne test bliver dette vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi synes, at alle 3 bøger er så skønne. Det bedste man kan lade sine børn vokse op med, synes vi, er Disney. Det er jo altid dejligt, når man kan genkende noget fra sin egen barndom og Disney er altid et hit, fordi at det rammer alle børn og voksne.

Holdbarhed: MEGET GOD – Bøgerne er ikke kun til en bestemt alder og kan derfor bruges længe.

Pris: MEGET GOD – Prisen er helt som de skal være. Oftest synes jeg, at alt der står Disney på er ekstra dyrt, men det er ikke tilfældet her. Jeg synes at priserne er rigtig gode, både til forældre der selv vil købe eller som gaver.

Kvalitet: GOD – Boksen med de små bøger har en fantastisk kvalitet, de kan holde til rigtig meget og det kan boksen de kommer i også. De andre to bøger med flapper er også rigtig gode, men det lykkedes desværre for vores søn at rive flere af flapperne af første gang han skulle åbne dem, også fordi nogle af dem sad godt fast, men det husker man jo tydeligt fra da man selv var barn og bøgerne fungere jo fint til trods for det.


Vores tester Nora, har sammen med datteren Elina på 2 år testet Disney bøger fra Forlaget Alvilda.

Alvilda gør det igen – og har lige udgivet flere nye Disney bøger, alle sammen med yndlings Disney-figurer, nu som babyer! Vi har modtaget to store papbøger, begge med flapper, hvor der bagved gemmer sig små overraskelser.

Bøgerne hedder “Min lille bog om ord” og er sjove, lærerige og underholdende for Elina, da de indeholder mange flapper i alverdens størrelser og faconer. Åbner hun flapperne i den ene bog, oplever vi ord som Julekugle, gaver, ballon og en masse andre tilhørende motiver!

Åbner hun i den anden, introduceres hun i en lang række madvarer, hvilket styrker hende i at genkende mad i dagligdagen.

Bøgerne er farverige, eventyrlige og jeg er ikke i tvivl om, at ethvert barn får lov at sætte fantasien på spil. Hver bog er på 16 sider, og minimum af flapper på to sider er 4. De vinder helt klart over andre børnebøger med flapper, der typisk indeholder én flap. Læsningen bliver længere, og vi bruger længere tid på siderne, da der er mere at tale om bag hver flap, fremfor at hun hurtigt skal videre til næste side, for at åbne en flap mere. Gode, robuste papbøger, der kan tåle små børnefingre, der selv vil bladre.

Vi har også modtaget en fin boks som indeholder 6 små Disney-bøger, alle sammen med Disney babyerne.

Dem er Elina særligt glad for! Selvom at de ikke har nogen flapper, så har de bare så god en størrelse, da hun har nemt ved selv at holde dem og bladre. Her er det nemmest, at hun holder bogen, mens mor kigger over skulderen.

Boksen de følger med i, har givet en masse leg i form af at placere bøgerne i den, i forskellig rækkefølge, eller lægge puslespillet heri, der er på bagsiden af de små bøger. I de 6 små bøger lærer hun om frugt, årstider, sport, legetøj, dyr og transport. De skal med ned i sengen hver aften til puttetid. Bøgerne er på ca. 9 sider.

Herhjemme ser vi en helt klar grund til at læse for vores børn. Vi har faktisk læst for Elina altid, og jeg mener ikke at man kan starte for tidligt, og derfor kigger vi allerede i bøger med Eddie, som kun er 3 mdr. gammel! Jeg tror, at læse med en voksen styrker de fleste områder i barnets sprogudvikling. Samtidig er læsesituationen med til at give ro, da hun oplever en tryg situation, hvor vi som voksne er nærværende.  Lige nu, hvor hun stadig er så lille, er det selvfølgelig svært at holde koncentrationen for længe ved bare læsning, og derfor kræver det, at der indgår en del leg og hygge i læsningen. Her er det især godt med bøger, der har flapper som gemmer på spændende eller sjove motiver, at vi peger og hun selv bladrer. Det er faktisk også sjældent, at vi læser i bogen, men jeg fortæller i stedet ud fra billederne, hvilket jeg oplever fanger Elina meget. Her bruger vi samtalelæsning, hvor Elina inddrages aktivt i læsningen – kort fortalt, vi bruger tid på, at snakke om det vi læser, og jeg inddrager Elina ved fx. at spørge “kan du se hvad Mickey laver her, Elina”, hvor hun svarer. På den måde er hun meget med, når vi tager bøgerne frem.

Jeg ser en kæmpe fordel i, allerede nu at præsentere Eddie for bogverdenen, da det aldrig er for tidligt, og Disney bøgerne er beregnet fra 0-3år.

Endnu bedre er det, at Forlaget Alvilda udgiver bøger til børn i alle aldersgrupper – jeg lover, der er noget for enhver smag!

Den samlede vurdering af Disney bøgerne:

Nytteværdi: MEGET GOD – Den kan anvendes mange gange, og når storesøster bliver for gammel til dem, så kan lillebror stadig have glæde af bøgene. Vi får aldrig for mange bøger, og herhjemme bliver de brugt flittigt, da det simpelthen er guld værd med disse hyggelige læse-stunder.

Holdbarhed/kvalitet: GOD – Meget holdbar kvalitet af hård pap, der kan tåle spild, at blive tørt af og små børnefingre der bladre i bogen, uden at de nemt bliver revet af. Det eneste jeg kan synes er lidt ærgerligt, det er flapperne, der er lidt tynde i det, og der skal ikke for hårdt et riv til, når Elina åbner dem, før man risikerer, at de går i stykker. Det er dog ikke sket endnu.

Pris: MEGET GOD – Prisen på boksen med de små historier ligger på alt fra 100,- op til 149,95,- alt efter hvilken forhandler du vælger. De to andre papbøger koster 100,- pr. stk. hos de fleste forhandlere. Meget rimelige priser for god kvalitet, fine fortællinger og ikke mindst underholdningen det giver, i de hyggelige læsestunder.


Trine J. fortæller:

Herhjemme har vi haft stor fornøjelse med at teste Disney Baby bøgerne, fra forlaget Alvilda.

Bøgerne er tiltalende og ser spændende ud.

Emmeline på snart 4 år synes, at bøgerne har været perfekte til at kigge i og lære nye ord. De indeholder flapper, hvor der bagved gemmer sig ord, der fortæller hvad det er.

Bøgerne er meget lærerige og udfordrende, da der i boksen gemmer sig 6 små bøger, der beskriver transportmidler, frugter, årstider, legetøj, sport og dyr.

Vendes bøgerne om, kan de bruges som puslespil.

Det er de mindste bøger, som min datter har været allermest glad for. De passer perfekt til godnat læsning, for så kan man nemlig få læst to bøger i stedet for en.

Det er helt sikkert bøger, som jeg selv ville kunne finde på at købe som gave til andre.

Bøgerne vækker naturlig interesse for børn og kan bruges til små hygge samtaler og læring af nye ord. Bøgerne kan bruges i fællesskab med en voksen, eller børnene kan sidde og kigge alene.

Nytteværdi: God – Bøger kan man aldrig få for mange af og herhjemme nyder vi at kigge i bøger.

Holdbarhed: Meget god – Det er hyggeligt at læse og kigge i bøger sammen, det giver gode stunder sammen.

Pris: God – Priserne starter fra 99,95 kr. for de store bøger og boksen med de 6 små bøger koster 149,95 kr.

Kvalitet: God – Kvaliteten er god og siderne er tykke, så de kan bruges i lang tid.


Vores tester Yamuna har sammen med sin søn Marlon på 1 år testet de nye Disney Baby bøger fra Forlaget Alvilda.

Yamuna fortæller:

“ Vi har igennem den seneste måned testet de nye fine Disney bøger fra Forlaget Alvilda, som kom i handlen d.6.oktober 2020.

Vi modtog 3 bøger, hhv. den lille bog om mad, den lille bog om ord, samt baby boksen med historier, som alle henvender sig til nysgerrige små børn, som også godt kan lide de skønne Disney karakterer som Chip og Chap, Mickey Mouse og Snehvide og de syv små dværge.

Min søn var hurtig til at tage bøgerne i brug ved modtagelsen. Især boksen med historierne, da både åbne og lukke funktionen af boksen, samt de små bøger, var mest tiltalende for hans alder.

Som dagene gik, begyndte han også at søge mod de større bøger. Disse skulle han have hjælp til, både ift. at åbne de unikke låger, men også at forklare og fortælle, hvad der stod bag dem. Vi brugte det som en god læringsproces ift., at han kunne begynde at lære nye ord. Ord omkring madvarer, samt ord fra dagligdagen, som han, via billederne, kunne følge med og lære og genkende.

Hele ideen med, at der er låger og “overraskelser” bagved er ret fantastisk, både for børn og forældre. Men lågerne var dog svære at åbne, selv for en voksen, da materialet i form af tyndt pap hang fast i bogen og let kunne gå i stykker.

Bøgerne har været skønne at have i hjemmet, da min søn er ret glad for bøger, både i form af de forskellige funktioner, samt at få læst højt. Bøgerne har desuden været et samlingspunkt, når vi har haft besøg af familie, venner og disses børn, da billederne er farverige og skønne.

Bøgerne er helt klart noget, vi vil anbefale alle Disney glade sjæle at få fingrene i, da billederne er skønne at kigge på, og hele ideen bag at bruge kendte Disney figurer er sjov.  

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Bøger og læring i form af ord og billeder er uundværlig med små børn. Alt der kan hjælpe børns udvikling er guld værd.

Holdbarhed: MIDDEL – Vi kan allerede efter en måned se, at siderne er godt brugte, dog er det forventeligt med små børn.

Pris: MIDDEL – Prisen er fin ift. indholdet, men måske lidt dyrt ift. holdbarheden.

Kvalitet: MIDDEL – Den samlede kvalitet vurderes ok, dog er flapsiderne lidt tynde og svære at åbne, men selvom bøgerne bliver brugte er de stadigvæk gode.


Christine afslutter:
“Vega på 20 mdr. har modtaget de fineste Disney Baby Bøger fra Forlaget Alvilda”

Vi har modtaget følgende:

  • Disney Baby – min lille bog om ord
  • Disney Baby – min lille bog om mad
  • Disney Baby – boks med historier

Bogpakken passer perfekt til Vega! Hun siger rigtig mange ord og endda sætninger, så de små ord i bøgerne fanger hende virkelig. Alle bøgerne er i pap, så det er nemt for barnet selv at bladre.

Ingen tvivl om at favoritten klart er den lille boks med de 6 små bøger. I bøgerne kan man lære om dyr, transport, frugt og meget mere. Den flotte boks med små historier indeholder seks minibøger med hver sit tema. Bøgerne er illustreret med babyudgaver af de forskellige Disney-figurer.

Bøgerne fungerer ikke kun som små bøger, men også som et puslespil eller som “stabel-klodser”, det har Vega i hvert fald brugt rigtig lang tid på.

“Min lille bog om mad”  lære barnet om mad og dets navne, selvfølgelig sammen med de små Disney-karakterer.
Bogen er en sjov pegebog med flapper, der viser barnet en lang række madvarer både med bogstaver og tegninger.

“Min lille bog om ord” lærer barnet simple ord. I bogen er der flapper, hvor man kan opleve ord som: tromme, tøjdyr, ballon og selvfølgelig er de små Disney figurer med.

Bøgerne er med fine, søde og farverige tegninger, som passer godt til de mindste. Jeg synes, at Vega har den perfekte alder til bøgerne og hun kan sagtens bruge dem i lang tid endnu. Hendes to store søskende synes også, at det er sjovt, at læse ordene højt for hende i bøgerne.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – Bøgerne er gode til de små. Vega ELSKER bøger!

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Bøgerne er kraftige, holdbare og af pap. De holer godt!

Pris: GOD – Priserne er i den gode ende. 89,95 for flapbøgerne og 149,95 kr. for boksen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af MamaRoo Sleep