TEST af BabyJogger City Mini GT2 double – Testfamilien
TEST af MELLISA (Gentle Cleansing Milk, All-in-one Officinalis Cream og Mineral Serum)

TEST af BabyJogger City Mini GT2 double

To af vores testere har testet en Baby Jogger City Mini GT2 Double.

Vores tester Line har sammen med sine to døtre, Alberte og Andrea på henholdsvis knap to år og knap to måneder, testet en Babyjogger af modellen City Mini GT2 Double. 


Line fortæller:

”Babyjogger er et mærke, vi efterhånden har haft kendskab til i nogle år herhjemme, da vi testede en Babyjogger City Mini GT2 til vores første datter. Da jeg blev gravid anden gang, fik vi hurtigt et ønske om en søskendevogn – gerne en babyjogger – da vi var overbeviste om, at sådan en ville være genial, at have til to små børn. Under min graviditet var jeg så heldig, at jeg fik muligheden for at teste lige netop en babyjogger City Mini GT2 Double, hvorfor man roligt kan sige, at det var en test, der kom som sendt fra himlen. Vi modtog vognen sidst i min graviditet, hvor vi pakkede den ud, så den var klar til brug straks efter lillesøsters ankomst.


Som det fremgår af ovenstående billede, består selve babyjoggeren af ganske få dele, hvorfor den er utrolig nem at samle. Det tager kun få minutter at klikke de fire hjul, samt to kalecher på, hvorefter den er klar til brug. Ligeledes er det nemt og hurtigt at folde den sammen igen samt at afmontere de forskellige dele, hvis den skal fylde mindre. Vognen er meget kompakt, når den er foldet sammen og vejer i alt 16 kilo.


Eftersom vi tester vognen til to børn med knap to år i mellem, hvoraf den ene er nyfødt, har vi også modtaget en tilhørende lift, som vi bruger til Andrea, indtil hun er stor nok til at sidde selv.

Liften monteres nemt på babyjoggeren ved først at montere to tilhørende adapterer, som selve liften blot klikkes ned i. Vi har valgt at placere vores lift i venstre side af vognen. 

Et kendetegn ved lige netop City Mini GT2 double modellen er, at den er lavet i et flot og stilrent design med en masse gennemtænkte og praktiske detaljer. Vognen er blandt andet udstyret med to integrerede fodstøtter, der giver hvert sæde et langt liggemål på hele 97 cm. Under vognen findes en stor og rummelig kurv, som kan rumme op til 4,5 kilo., og som der er adgang til fra siden, bag fra og ind under fodstøtten.

På hvert sæde er der en fempunktssele, som sikrer at sikkerheden er i top, når barnet/børnene sidder spændt fast. Selen justeres nemt efter hvert enkelt barn og er nem at åbne og lukke.

Ryglænene justeres trinløst fra siddende til liggende position uafhængigt af hinanden, hvilket er rigtig smart, da børns behov for at sidde op og ligge ned er forskellig. I vores tilfælde har sædet, hvorpå liften er monteret, været i konstant liggende position, for at gøre plads til liften. Det andet sæde, som Alberte har brugt, har vi tilpasset hendes behov for henholdsvis at sidde op eller ligge ned afhængig af, og om hun skal sove eller ej.

I højre side af vognen findes parkeringsbremsen, som nemt trækkes op for at bremse vognen. Det fungerer rigtig godt frem for den klassiske ”fodlås”, som der findes i mange barnevogne. Bremsen i denne vogn er nem at håndtere, når man lige har fundet ud af, hvordan den fungerer.

Kalecherne, som har en UV50+ solbeskyttelse, er hver især udstyret med to store vinduer, der gør det muligt at se ned til børnene. Over hvert vindue er der en slags ”skygge” eller nærmere bestemt et ”gardin”, som blot rulles op for at få konstant udsyn til børnene hvis dette ønskes.

Selve vognen og liften er begge udstyret med rigtig gode muligheder for ventilation, så børnene ikke overopheder på de varme dage. I liften lynes der blot op for bagenden, hvor stoffet rulles op, og i selve klapvognen kan der ligeledes lukkes op ventilation, når sæderne ligger ned.

Overordnet set har jeg ikke en finger at sætte på vognen, og vi er igen meget imponeret over, hvad Babyjogger har skabt. Vi er fuldt ud tilfredse med denne babyjogger, som allerede nu har givet os mange minder med på vejen. Det er nemt, at have begge piger med på tur, uanset om vi går en tur alle fire, eller om jeg er alene afsted med pigerne. Alberte elsker at sidde lige ved siden af Andrea, så hun nemt kan holde øje med hende. Der er ingen tvivl om, at vi får mindst lige så meget glæde af vognen, når Andrea er så stor, at hun ikke længere skal ligge i liften. Så er jeg helt sikker på, at begge piger kommer til at nyde, at kunne sidde lige ved siden af hinanden :-)”

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris, kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver ratingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – En klapvogn er uundværlig i en familie med små børn og jeg forstår, at de fleste småbørnsfamilier kender til besværet med at pakke flere vogne. En søskendevogn som denne gør det nemt at tage på tur, og vi har uden tvivl haft vanvittig meget glæde af den allerede nu.

Holdbarhed: MEGET GOD – Vognen ser stadig ud som ny, selvom vi har brugt den flittigt de sidste to måneder. Det er uden tvivl en vogn, der er lavet i et slidstærkt materiale, og den holder dermed til lidt af hvert. Selvom Alberte nogle gange er meget beskidt efter en tur på legepladsen, kan vognen nemt tørres af med en klud, hvorefter den er så fin som ny. Der er, som tidligere nævnt, UV50+ solbeskyttelse i kalecherne, hvilket gør, at vognen kan benyttes i høj solskin uden at farven falmer.

Pris: MIDDEL – Vejledende udsalgspris er 7.999 kroner, hvilket jeg personligt synes er rigtig mange penge for en klapvogn, hvor man ”kun” får selve vognen med i prisen. Derudover kan der nemlig tilkøbes forskellige dele som regnslag, myggenet, bakkebord, frontbøjle, lifte osv., hvilket hurtigt render op i mange penge, hvis man ønsker det hele. Gennem testperioden har jeg dog fundet ud af, at den er alle pengene værd! Den har gjort det så nemt for mig at gå tur alene med pigerne.

Kvalitet: MEGET GOD – Ved at købe denne vogn får du uden tvivl en vogn, der er lavet i et slidstærkt materiale, som holder i mange år, og hvor kvaliteten er i top.


Aynur fortæller:

”Da vi fandt ud af, at vi ventede tvillingerne, blev vi enige om, hvad vi ønskede os af en barne-/klapvogn. Til Milas brugte vi en tung og stiv barnevogn, så vi ville gerne prøve noget andet, som var lettere at manøvrere. Så da vi fik muligheden for at teste Baby Jogger City Mini GT2 Double, blev vi meget begejstret, da den var i vores favoritfelt, af mulige vogne, vi ville have til tvillingerne.

Vi modtog den nye og eksklusive 2020 model i farven carbon. Den har indbyggede separate fodstøtter, og sæderne er rummelige og justeres trinløst fra siddende til liggestilling og de kan reguleres uafhængigt af hinanden, så det ene barn kan ligge og sove, mens det andet sidder op. Liggemålet er 97 cm, som er forholdsvis stor, når man har for øje, at vi her taler om en klapvogn og endda til to børn. Børnene er spændt fast med en justerbar fempunktssele med skulderpolstring smat afskærmet spænde og er godt dækket af en kaleche med UV50+ stof, som kan justeres i tre trin.

Øverst af hver kaleche er der to kighuller, som lukkes med magneter. Der er en stor åbning til ventilation, når sæderne er lagt ned. Vognen er udstyret med fire punkterfri gummihjul, hvoraf forhjulene kan låses i en fast stilling, ved kørsel på hårdere terræn. Samtidig er der affjedring på alle fire hjul, som giver en fantastisk komfort, når man kører. Håndtaget er justerbart i højden, så selv med højdeforskellen Jacek og jeg imellem, kunne vi begge have en behagelig stilling, når vi gik ture. Vognen har Babyjoggers velkendte håndbremse på siden af vognen, som virker på selv de mest stejle bakker. Varekurven er nem at komme til, ikke kun fra siden, men også foran under fodstøtten.

51,5 kg. er dens totalvægt og som tilkøb fås en adapter, så man kan montere autostole og lifte til helt små børn.

Vi har haft stor glæde af den, vi har ikke kun brugt den på korte ture, men også på udflugter bl.a. til skoven, stranden, indkøb mm. og vognen har, med dens robusthed og alsidighed, vist sit store værd. Om det har været en tur i det lokale supermarked for at handle, hvor der er brug for manøvrering, eller en tur på skovens ujævne underlag, har det været nemt at håndtere vognen.

På mindre udfordrende veje og stier kan den, for det meste, endda køres og styres med en enkelt hånd. På længere turer har vognen været let at slå sammen, vha. to håndtag, et i hvert sæde, og så fylder den ikke meget, faktisk er der stadig plads både til, en klapvogn til Milas og mindre indkøb i bilen. Der er en sikkerhedslås, som sikrer at vognen forbliver slået sammen og det har for os gjort det meget nemmere at løfte den ind og ud af bilen.

Siden vi modtog Babyjogger har vores tvillinger taget den til sig fra dag et. De har upåklageligt sovet trygt og godt i den og nyder gåture, hvor de siddende har udsigt til verden.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi kan ikke anbefale Babyjogger Mini City GT2 Double nok, til alle som har brug for en søskende- eller tvillingevogn. Dine børn ligger, sover og sidder fremragende også er vognen let og fylder overraskende lidt. For os er søskendeklapvogn en nødvendighed og den er med til at gøre vores hverdag nemmere.

Holdbarhed: MEGET GOD – Dens kvalitet og egenskaber gør at det er en vogn for livet, den kan følge dit barn fra dag 1 og indtil den ikke længere er nødvendig.

Pris: GOD – Vejl udsalgspris er 7.999 kr. og den forhandles i alle de større markedsaktører på babyudstyr og vognen er alle pengene værd (findes på tilbud flere steder netop nu). Dens alsidighed gør den uundværlig for vores familie og den opfylder alle vores behov til en klapvogn.

Kvalitet: MEGET GOD – Hele vognen oser af kvalitet og carbon farven giver den drys af eksklusivitet. Punkterfri hjul, ventilation, UV50+ beskyttelse, fempunktsele og slidstærke materialer er bare nogle af de fremragende egenskaber vognen har. Stoffet i sæderne er lavet af et materiale, der tåler at blive tørt af, hvilket gør det muligt at holde sæderne rene i meget lang tid. Med tilkøb af regnslag er det muligt at bruge den som en helårsvogn.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af MELLISA (Gentle Cleansing Milk, All-in-one Officinalis Cream og Mineral Serum)