BESØG i LEGOHOUSE JUNI 2021 – Testfamilien
TEST af LEGO DUPLO Town (10952) samt LEGO DUPLO Dyretoget (10955)

BESØG i LEGOHOUSE JUNI 2021

Flere af vores testfamilier har været på besøg i LEGOHOUSE i maj og juni. Her er hvad familierne der har været afsted i juni siger om besøget.

Anna Kathrine fortæller:

“Da vi blev inviteret i Lego House i Billund i samarbejde med vores dejlige Testfamilie, var jeg hurtig til at sige ”ja tak” og glæden var kæmpe, da jeg fortalte Philip på 5,5 år, at vi skulle afsted.

Herhjemme elsker vi, at bygge Lego og Philip kan sidde i så lang tid og bygge og virkelig fordybe sig. Hans interesse for de forskellige universer og hvor meget forskelligt, man kan bygge er vildt stor og vokser hele tiden, og derfor talte han nætter, for hvor mange gange vi skulle sove inden vi skulle afsted.

Da det endelig blev dagen, stod han op kl. 6, for at være sikker på, at han var helt klar. Efter et par timers køretur blev vi mødt at et fantastisk service minded personale, som bare var i børnehøjde og gjorde alt for at børnene skulle have den bedste dag – en sand fornøjelse for forældrene, at møde så skønt et personale.

Lego House er et kæmpe univers, som er imponerende for både børn og voksne, for man kan ikke blive andet end blæst bagover, når man ser de smukke kæmpe Lego udsmykninger.

Lego House er delt ind i sektioner, hvor hver farve har sit eget lille univers. Du kan fx lave din egen still Lego film, bygge Lego, lave din egen fisk, og få den transformeret ind i et kæmpe akvarium – mega sejt, duplo univers, bier, ja jeg kunne blive ved.
Vi så og oplevede så meget, men vi så slet ikke det hele og kunne snildt bruge endnu en dag der.

Da sulten virkelig meldte sig, gik ved ned og spiste i deres restauranten, og hvilken vild oplevelse vi fik os. Vi bestilte vores mad, ved at bygge Legoklodser hvad vi skulle have og få det scannet ind i en maskine, derefter begyndte små Lego mænd at forberede vores mad, og til slut servede de sødeste robotter vores mad. Virkelig en sjov oplevelse, og maden var rigtig lækker.

Vi kan kun anbefale Lego House, og vi vil helt sikkert komme igen.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi har fået en kæmpe oplevelse og lært rigtig meget, så jeg synes bestemt, at det er et besøg værd for både børn og voksne.

Pris: MEGET GOD – Billetterne koster 219,-, hvis man bestiller dem hjemmefra og børn under 2 år er gratis. Jeg synes, at det er en god pris, det er aktiviteter til en hel dag.

Kvalitet: MEGET GOD – Lego House oser af kvalitet og høj service, alt er gennemført og fungere bare.


Anna fortæller:

“Vi havde længe gerne ville besøge Lego House i Billund. Så da vi blev inviteret, pakkede vi bilen og tog køreturen fra Sjælland til Billund.

Vi vidste faktisk ikke sådan rigtigt hvad Lego house var og hvad vi kunne forvente. Men hold nu op, vi blev blæst bagover, over hvor gennemført og lærerigt det hele var.

Huset er inddelt i forskellige zoner, hvor hver zone havde deres egen kreative verden.

F.eks. i rød zone – kunne du slippe fantasien løs og bygge lige hvad du havde lyst til, et hav af legoklodser til rådighed og ingen begrænsninger.

Vi fik også bygget vores egne racerbiler og kunne køre ræs med dem på baner og se hvem der vandt.

Der er også plads til de mindre børn, som kan slå sig løs med duplo klodser – og her kunne Alfred på 3 år ha’ været hele dagen.

Vi kunne tage billeder af os selv, som derefter blev lavet til et Lego billede på en skærm.

Ind imellem alt de kreative ting man kunne få tiden til at, gå med var der selvfølgelig bygget en masse helt vilde gennemførte Lego milijøer.

Et KÆMPE træ, bygget i Lego skyder op fra gulv til loft, dinosaur, byer, legoudstillinger i glasmontre og besøgenes egne kreationer er nogle af de ting man også kan opleve.

Vi fik alle et armbånd på, ved indgangen. Hvert armbånd har navn på og en chip i. Så du kan, når du er hjemme igen se dine minder online og hvad du har bygget. Ved hver zone står der en “photobooth” så du kan forevige dine minder og de ting du har bygget igennem hele dagen. Du bipper dit armbånd og tager et billede og så er de gemt. Dine minder er gemt i 29 dage efter dit besøg.

Det største hit for os, var der hvor du kan bygge en fisk i Lego – scanne den, give den øjne og mund og derefter slippe den fri i vandet så, du kunne se den svømme på skærmen, sammen med alle de andre besøgendes fisk. Virkelig smart og ungerne elskede det !

I kælderen finder du legomuseet – her kunne de voksne snildt bruge timer på at kigge på gamle modeller.

Alt er top Corona venligt, og der er selvfølgelig håndsprit over det hele. Og du skal bestille billet hjemmefra. Men en ting som legohouse har indført det er at deres klodser kommer i karantæne. Det vil sige at efter lukketid, tømmes og rengøres alle klodskar og klodserne kommer i karantæne i 72 timer.

En ting man lige skal være opmærksom på det er at, hvis du ønsker at spise i Lego restauranten, skal du bestille bord. Vi kunne desværre ikke få plads, da vi var sulte og måtte spise i “cafeteriet” – her var maden ikke noget at råbe hurra for i vores øjne. Men oplevelsen i Lego restauranten den må vi have til gode. Næste gang vi besøger legohouse – for det er bestemt IKKE sidste gang bi vender snuden mod Billund.

Jeg kunne blive ved med at skrive om vores skønne dag, da vi simpelthen oplevede så meget. Men jeg synes at, det skal opleves!

Og vær der fra åbning af, da man sagtens kan bruge hele dagen der plus lidt ekstra.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi:  MEGET GOD – Det er både lærerigt og sjovt at være i Legohouse. En anden måde end bare et legeland. Her kan børnene virkelig få brugt deres fantasi og kreativitet samtidig med de leger.

Holdbarhed: MEGET GOD – Det er lidt svært at, give en karakter på holdbarhed af Legohouse. Men ting er sikkert – Det holder.

Pris: GOD – Det koster selvfølgelig lidt ca. 289 kr pr. mand (rabat hvis du bestiller online) – men du kan også få hele din dag til at gå i huset. Og du og dine børn får helt sikkert en på opleveren og gode minder.

Kvalitet: MEGET GOD – Der er masser af plads, rent og lækkert. Alt er så gennemført og man bliver blæst over, over hvad der kan lade sig gøre i sådan et legounivers.


Regitze fortæller:
“Vores første besøg i Legohouse var en stor oplevelse for os alle 4. Vi havde længe haft et ønske om at komme dertil og lige nu kan vi slet ikke vente med at finde en ny dato, hvor vi igen kan besøge dem.
Børnene var især vilde med den nye mission i Robo Lab, hvor man nu skal være biavler og sørge for, at bierne har de bedste betingelser for at lave honning. Det var en mission, der eksempelvis sagtens kunne udføres af vores datter Alberte (på 9 år) uden hjælp fra en voksen, men det var samtidig også en fed opgave at lave sammen med sit barn, som vi gjorde med August. Alberte håber stadig det bliver et spil, man på et tidspunkt kan spille på sin ipad 🙂
Huset er delt op i forskellige temaområder via plateauer, som gør det hele let overskueligt og samtidig spreder de besøgende ud over mange områder, hvilket gør, at man ikke er så mange mennesker i det samme område, hvilket er rart i disse tider.

Der er områder, hvor man hovedsagelig kan nyde de fantastiske byggerier, ja nærmest byer, hvor det lader til, at ikke engang fantasien har sat grænser og så er der andre dele, der ligger op til selvbyg og kreativ leg ud fra et særligt tema eller lignende.

Jeg bliver også nødt til at nævne “History Collection” på nederste etage, som er det officielle Lego museum. August var meget optaget af hvordan Lego så ud i “gamle dage” og her fik han et fint indblik i hvordan udviklingen har set ud de sidste mange år.

Personalet i Lego House er simpelthen så søde, opmærksomme og hjælpsomme. De kommer og snakker med børnene, fortæller historier om det store træ, hvor lang tid det tog at samle – og bare generelt tog sig rigtig god tid til at svare på eventuelle spørgsmål.

Vi fik set de 3 finalebyg fra Lego Masters, der udstilles frem til d. 31. August.

Vi kunne have brugt mange flere timer derinde og glæder os allerede til næste besøg.


Sara fortæller:

Sidste weekend tog vi en tur til Billund, for at besøge LEGOhouse eller ”Home of the Brick” ,som det også kaldes. Den kæmpestore bygning på 12.000 m2 er fyldt med 25 millioner LEGO klodser og byder på et væld af oplevelser for børn, i alle aldre – ja faktisk også for voksne.

LEGOhouse har, lige som alt andet, været nødsaget til at holde lukket under Corona. Nu er de igen åbnet op, og faktisk var vi så heldige, at det ikke længere var nødvendigt med mundbind under vores besøg. Til gengæld skulle vi have en negativ Corona-test, og mange steder stod der sprit til fri afbenyttelse, der var masser af plads så det var nemt at holde afstand, og klodserne kommer i 72 timers klodskarantæne. Alt i alt føltes det som en rigtig tryg oplevelse. De ansatte var enormt imødekommende og hjælpsomme, og man følte sig taget rigtig godt imod. Det var tydeligt at de engagerede sig i deres arbejde, og fik børnene til at føle sig ”hjemme”.

Vores søn Milas på knap to år, var fuldstændig betaget af alle de mange farver og legoklodser og jeg tror han fik sagt ”WAUW” mere end 100 gange på de timer, vi var der. Vi kunne have brugt meget længere tid end vi havde, og der er ingen tvivl om, at næste gang sætter vi mere tid af.

LegoHOUSE er inddelt i flere oplevelseszoner, og der er noget for alle aldre. Imens LEGOhouse har været lukket grundet, er der kommet nye ting til. Bl.a. en ny mission i Robo Lab. Det gælder nu om at være biavler, og hjælpe bierne til at lave honning. Ved første øjekast tænkte jeg, at Milas var for lille til det – men han ELSKEDE det. Det var både fedt at trykke på skærmen, men lige så fedt at se hvordan robotterne kørte rundt i mellem hinanden, og lavede blomster eller sugede vand op.

Personligt, var især jeg enormt betaget af de store kreationer som vandfaldet i Rød Zone, og det 15 meter høje træ, bygget af seks millioner legoklodser, i LEGO Square. Generelt var vi enormt imponeret over, hvor gennemført LEGOhouse er, og hvor mange ting der er at se og opleve. LEGOhouse får de varmeste anbefalinger herfra, og vi glæder os til at besøge det igen.


Test af Lego house

Vi blev inviteret i Lego House i samarbejde med testfamilien – fedt. Vi har som familie aldrig besøgt stedet før og det var kun Oscar vores store søn på 10 år, som tidligere havde været der i forbindelse med et skolearrangement. Så jeg var ret spændt på at se hvad det enlig var for en forlystelse vi skulle besøge i Billund.

Billede 1

Noget af det første der møder os, efter vi har fået vores magiske armbånd på, er et kæmpestort træ som selvfølgelig er bygget op af Lego klodser, faktisk er der brugt mere end 6,3 mio Lego klodser til at bygge det, ret vildt. Lego House er bygget op af 21 store klodser som tilsammen danner en masse forskellige etager/niveauer, men det var ret nemt at finde ud ad hvilken vej men skulle gå rundt, for ikke at gå glip af noget, da man automatisk blev guidet rundt. Flere steder i huset skal man bruge sit armbånd til at udføre en handling/aktivitet med den chip som sidder i ens armbånd, man kan også gemme billeder og videoer fra dagens oplevelser via chippen og se dem når man kommer hjem.

Billede 2+3

Vi har virkelig hygget os i Lego House, bygget bier, blomster, sat fisk i vandet, samlet honning og meget mere. Jeg var ret overrasket over hvor mange steder i huset man havde mulighed for at sidde og fordybe sig i små byg selv opgaver og det var faktisk lidt svært at få kreativiteten til at virke. Jeg har jo altid forbundet Lego med legetøj hvor du har en meget udførlig manual, men ikke i Lego House her bliver din hjerne udfordret. Her skal du selv kreere dig i mål. Det er fedt, man bliver grebet af stemningen, men man kan også lynhurtigt bruge en time på at nørde sig frem til en lille bi…. og så går tiden pludselig stærkt.

Vi havde lillebror med på 7 mdr. og for ham var der ikke så meget at tage sig til, hvilket selvfølgelig gjorde at vi ved nogle af stederne/værkstederne gik videre for at undgå utålmodigheden blive for stor. Vi fandt dog et område med Dublo-tog og her legede Viggo og Molly (vores datter på 5 år) imens far og Oscar samlede honning til bierne med de nye Lego robotter.

Billede 4+5

Når man besøger Lego House er der mulighed for at spise sin egen medbragte mad, men jeg kan klart anbefale at besøge deres Mini Chef – restaurant. Her bliver manden nemlig lavet af Lego Robotter og du bliver nødt til at bestille din mad på KLODS sprog, en sjov oplevelse for børnene. Derudover smagte manden fantastisk lækkert og det var bestemt et hit hos farmand, som normalt ikke er begejstret for mad fra en forlystelsespark som typisk består af burger og pomfritter. Her kunne du bestille både lækker laks, kylling, rodfrugter, blomkål og salat. Vi bestilte lidt forskelligt og alt sammen smagte virkelig godt.

Alt i alt en virkelig hyggelig dag. Jeg er faktisk helt sikkert på at vi vil besøge Lego House igen og så sætter vi hele dagen af 😊


Vores tester Randi, hendes mand Jannik og deres to børn, Jasmin (12) og Victoria (5) har været på besøg i Lego House.

Randi fortæller:

Alt er gennemtænkt og der er en rar og tryg stemning i Lego House, hvor både gæster og medarbejdere kan få en god oplevelse med afstand, sprit, 72 timers klodskarantæne, mundbind skulle man have da vi var der og coronapas.

Lego House er en hus der både byder på fysisk og digitalt leg med Lego klodser, og den digitale del er enlig ret genial, for der kan man efter sit besøg logge ind og se de billeder man har tage på deres stander der er placeret rundt omkring i Lego House, her kan man også se en video fra ens dag samt den Lego video man selv kun prøve at lave, en sjov og god måde at samle minder på, man skal bare huske at gemme, kodende der sidde på armbåndet, billetten og det kort man får til sidst med ens egen legoklods combi man skal brug 2 ud af 3 kode for at få adgang.

Lego House er delt op i zoner, Gul der bygger man en fisk man kan sætte fri i et digitalt akvarium, Rød der er et kæmpe vandfald der er bygget af 1.968.753 Lego klodser og så der ellers fri leg, grøn der fik vi en del tid til at gå med at lave vores egen stop-motion-film, i blå zone der programmere man sin egen robot, her er man biavler-robot der skal sørger for gode betingelser for at lave honning, der plantes frø vandes og sammes honning, så vi kan skabe en verden fyldt med bier, blomster og lækker honning.

Lego House ligge kun 1000 meter fra Legoland og er derfor oplaget at kombinere i en weekenden hvis man kommer fra Sjælland af.

Det var en super hyggelig dag, og er helt klar lige et sted for børn og voksen der elsker at bygge med lego.


Cebrina fortæller:

Vi havde fornøjelsen af at besøge Verdens bedste legeplads, Lego House i Billund.

Vi har været i Lego House før, og faktisk var dette vores tredje besøg. Det gode ved Lego House er at man aldrig rigtig bliver færdig med at lege. En ting er størrelsen på huset. Der er VIRKELIG mange kvadratmeter der skal udforskes.

Læring starter i legen

Og allerede ved indgangen møder man de store Lego figurer, som pigerne ALTID er henne og hilse på.

Når man så er inde i selve legeområdet hvis man kan sige det, så starter man med at gå op af en trappe, som snor sig rundt om et vanvittigt Lego træ, som på hver gren har en lege verden. Det er helt vildt fascinerende, og igen kan man bruge ret lang tid på at stå og spotte detaljer.

Lego house har nogen områder som altid er det samme, men så har de også nogen områder som er sæsonbetinget. Der er altid et tema i huset. F. eks. halloween eller som nu, hvor det er biodiversitet. Vi brugte derfor dagen på at bygge bier, frøer og blomster.

Vi kørte også om kap i vores selvlavede racerbiler og sendt vores fisk ind i kæmpe akvariet. Vi var på legepladser, som de har rundet om på etagerne. Legepladserne er ikke noget vi har brugt så meget tid med de andre gange. Men denne gang skulle de voksne have mundbind på inden for, og det krævede altså lige lidt pauser i det fri.

Trætte, fyldt med indtryk og tanket godt op på kvalitetstid vendte vi glade hjem. Vi glæder os allerede til vores næste besøg. For en næste gang, det bliver der helt sikkert.”

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Jeg er kæmpe fan af at Lego House er bygget op som en legepladfs og man ikke skal stå i kø for at prøve en forlystelse. Vi har endnu ikke oplevet at skulle vente på at få plads til at lege.

Holdbarhed: MEGT GOD – minderne vare for evigt

Pris: GOD – Prisen er 219 kr. person fra 3 år og op. (0-2 er gratis) køber man billetter online spare man 50,- og så er det jo lige pludselig en rigtig fin pris.

Kvalitet: MEGET GOD – Det er Lego for pokker. Behøver jeg sige mere.


Jancy fortæller:
Min familie og jeg har været så heldige at blive inviteret i Lego House. Vi er familie bestående af far, mor, Santhosh på 10 og Alicia 6 år.
Vi startede dagen kl. 8:30. Vi bor i Svendborg og der er ca. 1½ times kørsel til Billund, hvor Lego House er placeret. Vi har aldrig været i Lego House før. Vi har talt om det rigtig mange gange, så da vi fik muligheden igennem Testfamilien, tøvede vi ikke med at takke ja.
Herhjemme har børnene altid været vilde med Lego og vi har besøgt Legoland utallige gange. Lego feberen har været over os siden Lego Masters startede. Så børnene glædede sig enormt meget til at besøge Lego House. Heldigt for os så ramte vi dagen hvor deltagerne fra Lego Masters besøgte Lego House.
Der er en tryg atmosfære i Lego House. Alle over 12 år skulle vise en negativ Coranatest ved indgangen og skulle bære mundbind. Der er sprit og skilte med anbefalinger over alt, så både besøgende og de ansatte kunne have en tryg oplevelse. Derover er alle legoklodser i 72 timers karantæne. Jeg nåede at snakke med en medarbejde om dette, og det er virkelig et stort arbejde de gør. Respekt for det!
Personalet i Lego House er virkelig en vigtig del af oplevelsen. Alle de ansatte er smilende og er klar til at hjælpe alle. De møder børnene er i deres øjenhøjde og er virkelig børnevenlige. Santhosh var glad for en ung dreng som var med at gøre hans oplevelse meget bedre. Santhosh er sikker på at de har verdens bedste arbejdsplads.
Lego House er et sted for alle. Der er hele 25 mio. Lego klodser og vi fik lov at lade fantasien og legen løbe løbsk. I Lego House kan man kombinere leg og læring. Vi fik bygget bier, små biler som kørte om kap og dansede, smukke blomster, søde fisk som kom ind i et digitalt akvarium og MEGET mere.
Vi spiste frokost i restauranten hvor vi byggede vores bestilling i LEGO og fik det leveret af 2 søde robotter. Maden var god og smagte dejligt. Børnene fik en lille LEGO-figur med i børnemenuen.
Vi brugte hele dagen i Lego House og vi kunne have helt sikkert have brugt dobbelt så lang tid. Så vi kommer helt sikker igen!!
Vores vurdering bliver:
Nytteværdi: MEGET GOD – Jeg er vild med at man kombinerer leg og læring.
Pris: MEGET GOD – Priserne er meget fair. Hvis man køber billetterne online, koster billetterne 219,-. Børn under 2 år er gratis.
Kvalitet: MEGET GOD – Servicen er i top bygningen udstråler høj kvalitet.

Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes familie (far Michael, Silje 7 år, Isak 5 år, Vitus 3 år, Elin 2 år og lillebror i maven) været en tur i Lego House Billund.

Vi har aldrig været i Lego House, så børnene var meget spændte på besøget. Vi havde valgt at planlægge besøget, som en start på vores ferie i Jylland.

Lego House er et oplevelseshus i Billund nær Legoland. Huset er 12.000 m2 stort og er fyldt med mere end 25 millioner klodser, så både store og små kan få den helt store legeoplevelse.

I Lego House kan man bygge med legoklodser både fysisk og digitalt. Hjertet i Lego House er oplevelseszonerne, der består af to udstillingsområder og fire legeområder ,som er opdelt i farvezoner.

Selve arkitekturen af Lego House er bygget op af 21 forskudte klodser, der ligner Lego klodser. Den øverste klods ligger i 23 meters højde, hvor man kan nyde den gode udsigt. Man kan lege på 13 tilgængelige tagterrasser, hvor der også er små legepladser.

Hjemme hos os elsker børnene Lego og kan bruge timer på at fordybe sig i denne kreative verden. Far Michael er også hurtigt fordybet i legoprojekterne, og det er altid skønt at se, hvordan dette univers kan bringe folk sammen. I Lego House er det ingen undtagelse. Man møder familier i alle aldre; voksne der kommer selv, små børn, store børn og ældre – der alle har det til fælles, at de elsker at skabe og være kreative med Lego klodserne.

Allerede ved indgangen blev vi mødt af utroligt børnevenligt og engageret personale. Alle vi mødte var virkelig i børnehøjde, fortalte gerne om Legos historie, vejledte ved de forskellige zoner, og der var absolut ikke mangel på personale, virkelig skønt at se!

I Lego House er din billet et armbånd med en lille chip som bruges mange steder i bygningen. Man scanner sit armbånd, når man skal lave forskellige opgaver og man kan flere steder tage billeder, som man så senere kan hente ned. Dét syntes børnene var virkelig sejt.

Som sagt er Lego House opdelt i zoner, hvor man kan slippe kreativiteten fri:

Gul zone: Her kan man bygge fisk i Lego klodser, og derefter interaktivt slippe dem fri i det digitale akvarium. Ungerne var helt vilde med denne zone, hvor der blev bygget rigtig mange fisk igen og igen. Man lagde den fysiske fisk på en plade, scannede sit armbånd, og så kom fisken ind på skærmen, hvor man så selv kunne give den forskellige øjne og munde – for herefter at slippe den løs i det digitale akvarie. I gul zone kan man også bygge en blomst og plante den på engen.

 Rød zone: her kan man virkelig slippe kreativiteten løs. Her finder man et kæmpe vandfald bygget af 1.068.753 Lego klodser i flotte farver. Der er masser af klodser, og så er det bare at bygge.

 Grøn zone:

Her kan man bygge sine egne unikke Lego minifigurer og smide dem forsiden af et magasin. Her brugte Silje og Isak en del tid på at lave alverdens fine figurer .

Blå Zone:

Her hjælper man biavlerne med deres mission for at skaffe blomster til bierne. Man styrer robotterne via en skærm, her kan man få robotterne til at bevæge sig rundt, bore huller, så frø, vande, hente vand mm. Et kæmpe hit for børnene.

I denne zone kan man også bygge sin egen racerbil og køre om kap med sin familie. Eller man kan lege byarkitekt og styre en hel interaktiv storby.

Derudover er der de flotte udstillinger bl.a. “Tree of Creativity” der står i midten af Lego House, som med sin højde på 15,68 meter kan ses næsten alle steder fra.

Børnene så dette træ så snart vi kom ind og de søde medarbejdere fortalte efter en lille gætte konkurrence, at træet består af 6,3 mio klodser.

Dinosaurerne på øverste plan var særligt drengene også meget fascineret af, og hele udstillingen med Legos historie og alt Lego gennem tiden var virkelig også sjov og spændende at dykke ned i.

Til frokost spiste vi i familierestauranten “Mini Chef”, hvor det engagerende og smilende personale igen var klar til at fortælle om konceptet. Her fik man en pose Lego klodser og et menukort, hvor man så kunne se, hvilke klodser der var lig med hvilket mad. Herefter bygede man sin mad og bestilte dem ved en skærm ved bordet. Her kunne børnene følge med på en skærm og se, hvordan de små Lego figurer lavede maden i køkkenet. Når maden var klar, så kom der besked, og man kunne da gå op til de danseglade robotter og hente sin store “ madpakke”. I børnenes kasse var der også en lille gave – en mini chef figur.

Dette besøg var en kæmpe oplevelse for børnene. Vi savnede dog lidt billigere priser her, eller mulighed for at kunne nøjes med at bestille pommes fritter fx, da vi har småtspisende og kræsne børn, hvorfor 95,- ekskl drikkevarer synes af meget. Børnene ville gerne have hver deres kasse, hvilket de skulle have lov til, men for en familie på 6 blev det et meget dyrt frokost måltid. Maden var super lækker, så der er ikke en finger at sætte her, men en mulighed for mindre retter / snacks til de små ville være super attraktivt.

Vi sluttede dagen af i Lego Butikken, hvor børnene fik brugt en masse penge, og alle var fyldt op af positive oplevelser efter en skøn dag.

Vi takker for en dejlig dag i Lego House, og vi kommer helt klart igen.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Man får lov at lege og slippe kreativiteten løs samtidig med, at man kan dykke ned i Legos historie.

Pris:  GOD –  Hvis du køber billetten online koster den 219,- (man sparer 50,-) – børn under 3 år er gratis.

Kvalitet: MEGET GOD – Lego House er super indbydende, rent, der er sprit alle vegne, bliver jævnligt gjort rent, og personalet er helt fantastisk.


Trine fortæller”

“Lørdag d. 5.6 besøgte jeg Lego House sammen med mine to børn på hhv. 4 og 6 år samt mine forældre på +70 år.

Vi skulle have været afsted sidste år, men det blev aflyst pga. corona. Derfor glædede børnene sig helt vildt. Vi er kæmpe Lego fans herhjemme- både store og små, så forventningerne var høje.

Desværre ankom vi lidt sent, da vi havde et mindre uheld på vejen dertil, som kostede os et par timer. Det betød, at vi ikke havde så lang tid derinde. Alle mand blev udstyret med seje armbånd, der var elektroniske, og som man i øvrigt skulle bruge til flere af oplevelserne. Vi gik ind og styrede mod oplevelseszonerne. Hele Lego House er inddelt i forskellige farvede zoner og hedder noget forskelligt.

Vi stod ikke lang tid ved første oplevelse, før der kom en sød ung medarbejder hen til os. Jeg forklarede, at vi var kommet sent pga. uheld og om hun kunne guide os til 1-2 must sees for børn 4 og 6 år. 1,2,3 så havde vi nærmest en personlig guide, der viste os, hvad der kunne være interessant og det betød, at vi slap for at rende forvirret rundt.

Det første de små lavede, var at bygge fisk ud af klodser. De puttede dem ind i en maskine, bippede med armbåndet og fisken blev ” levende” eller elektronisk og kunne ses på en interaktiv skærm. Det var mega fedt. Fish designer  var virkelig cool, synes de små.

Den næste ting, og den oplevelse, vi næsten ikke kunne få dem væk fra igen var, at de skulle bygge deres egen racerbil og dernæst køre om kap. Det var til stor glæde for både børn og voksne, da mine forældre kunne hjælpe dem med at bygge og køre og selv synes, at det var sjovt.

Herefter tog vi en tur ud på de små legepladser udenfor, der er at finde på hver etage. Det gav en lille puster for de små. Heldigvis for højgravide mig – og mine ældre forældre, så er der elevator og toiletforholdene er også rigtig fine.

Vi plantede mine forældre i cafeen imens børnene og jeg tog en tur i kælderen og gik i ”biografen”- efterfulgt af en rundtur på museum med tidligere legoæsker. Det var sjovt, fordi de kunne genkende æsker, de selv har og det samme kunne moderen, selvom det er nogle årtier siden, hun har leget med Lego.

Vi mødte et par ved udgangen, som havde været der 4-5 gange, fordi det så giver mulighed for at fordybe sig i en zone / en oplevelse. Vi skal helt sikkert tilbage igen snarest. Især vores yngste konstruktionsnørd på 4 år, kunne snildt have brugt 8 timer derinde.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi havde en rigtig god oplevelse og fordi jeg havde mine forældre med, så var det en rigtig god aktivietet. Vejret var heller ikke for godt og både store og små kunne hjælpe hinanden og få glæde af hinandens aldre. Jeg elsker at se mine børn være kreative og få succes, og det fik de flere gange i løbet af dagen.

Pris: GOD – Det afhænger lidt af hvor mange personer, der er i husstanden, fordi selvfølgelig løber sådan en dag op. 0-2 år er gratis, og der er masser af aktivieter, de kan lave alligevel. Du kan spare 50 kr pr. billet ved at købe online, så ender prisen på 219 kr og du kan være der en hel dag. Du kan også nøjes med en eftermiddagsbillet og være der i 3 timer og spare 119 kr. Faktisk er der et hav af billetmuligheder, årskort, kombikort med legoland osv., så tjek deres hjemmeside.  Det er en oplevelse, man betaler for på højde med sommerland, Experimentarium osv, så prisen er helt fair.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af LEGO DUPLO Town (10952) samt LEGO DUPLO Dyretoget (10955)