TEST af Kragerup Gods: Go Bounce, Go High, Fodbold Golf og kanotur – Testfamilien
TEST af Lego Minecraft Rævehytten 21178

TEST af Kragerup Gods: Go Bounce, Go High, Fodbold Golf og kanotur

4 af vores testfamilier har været afsted til åbningen af Kragerup Gods store aktivitetspark den 26. marts 2022. I aktivitetsparken er der mulighed for:

Her kommer deres anmeldelser af dagen.

Anne-Louise fortæller:

Min familie bestående af Silje (8), Isak (6), Vitus (4), Elin (3), Bille (9 måneder) og min mand Michael var så heldige at blive inviteret til åbningen af aktivitetsparken på Kragerup Gods. For 2 år siden var vi også afsted med Testfamilien, så børnene vidste godt, hvad der ventede os, og de glædede sig helt vildt. Min søster Katrine, som også er en del af testfamilien, skulle også afsted, og vi havde allieret os med børnenes bedstemor, så vi havde ekstra hænder til de små. Vejret var helt perfekt, så vi var slet ikke i tvivl om, at vi ville få en fantastisk dag.

Vi ankom på parkeringspladsen lige omkring kl. 10 og lige overfor lå hele aktivitetsparken samlet i en lysning i skoven. Der emmede af liv, og der var en fantastisk hyggelig stemning. På skovpladsen fandt man receptionen, toiletter, café, bålplads, indgang til Shelterplads, Fodbold Golf, Go high og indgangen til Go Bounce. Efter at vi meldte vores ankomst i receptionen fik vi armbånd på, skrev under på en ansvarserklæring, og så var vi klar til at drøne afsted. Vi havde aftalt hjemmefra, at vi skulle starte med Go Bounce før frokost, da Silje og Michael kl. 13 havde tid til instruktion til klatring i Go High.

Go Bounce

På Kragerup Gods finder man Skandinaviens første netpark (trampolinpark) i trætoppene. Man kan hoppe rundt i 7 store trampolin plateauer i træerne, som er forbundet med lange løbe- og netgange henover skov og sø, hvor man også kan klatre igennem en stor ruse. Undervejs kan man gøre ophold på trampolin plateauerne, hvor der på det ene store plateau er en masse store bolde man kan lege med. Man har rig mulighed for at nyde udsigten over skov og sø, da man er 2-8 meter over jorden. 

Børnene kunne slet ikke vente med at komme afsted, og de løb afsted, så snart de fik lov. Elin og Vitus var først lidt bange for højderne og startede derfor lige på “Go Play legeplads” – en super fin naturlegeplads med gynge, små net man kan kravle i og balancegang.

Herefter var de alle klar til at give sig ud i Go Bounce – og selv Bille på 9 måneder var med i bæreselen (vi havde spurgt om lov inden). Børnene løb afsted på de lange trampolin”broer” og brugte særligt lang tid på det første store plateau med yogaboldene. Det er utroligt sjovt for både voksne og børn at løbe rundt i nettene, og man får virkelig rørt sig. Jeg er selv ret højdeskræk, så jeg skulle selv lige vende mig til højderne før jeg rigtig kunne give mig hen, men derefter var det fantastisk sjovt, og børnene kunne blive ved og ved med at løbe rundt. Der blev grint en masse og hygget i trætoppene – og det er svært ikke at blive imponeret over det fantastiske sted.

Frokost – Grill selv bruger

Efter et par timer i trætoppene var det tid til frokost. Her stod den på “Grill-selv-burger”. Vi gik til receptionen, hvor vi fik udleveret vores “madpakke” med burgerboller og bøffer. Herefter kunne man gå hen til midten af pladsen, hvor spisestedet ligger. Der var opsat grill, så man selv kunne grille sin burger og inde i pavillonen var der en salat buffet, så man kunne fylde sin burger med lige det man havde lyst til.

Det er en super hyggelig måde at få sin burger på, og børnene kan selv deltage aktivt i frokosten og få præcis, hvad de ønsker. Ved siden af pavilionen finder man bålsted, hvor det også er muligt at riste skumfiduser, hvis man har lyst til det.

Go High

Silje kunne næsten ikke koncentrere sig om frokosten, for hun glædede sig helt vildt til at skulle igang med Go High.

Kragerup Go High har hele 8 klatrebaner i trætoppene i op til 28 meters højde. Man skal være minimum 7 år for at have adgang til klatreparken, og alle skal igennem instruktion og “prøvebane” før man må tage afsted op egen hånd. Selv de erfarne skal også gennemgå instruktionerne, så instruktøren er sikker på, at de er klar til at begå sig. Man må selvfølgelig heller ikke have indtaget alkohol før klatring eller være gravid, da sikkerheden skal være i top.

På pladsen var det endelig tid til instruktion, så Silje og Michael stod klar sammen med en masse unge fyre. Her stod instruktøren Liv klar med seler og hjelme og forklarede step-by-step, hvordan man kom i selen, og hvilken karabinhage, der skulle bruges til hvad. Her gennemgik hun også reglerne på banen og fortalte om sikkerheden. Silje fik en børnesele på, og Liv tjekkede at alt sad som det skulle. Herefter gik de hen til prøvebanen, hvor Liv fortalte om de forskellige forhindringer, man ville møde undervejs. Hun gennemgik selv hver eneste forhindring, før de selv fik lov til at prøve. Liv var utroligt klar i mælet og sørgede for, at selv jeg var tryg ved at sende Silje op i træerne. De fik også at vide, at der var nødstiger man måtte bruge, hvis man pludselig ikke turde fortsætte klatringen. Endelig skulle Silje og Michael igang med prøvebanen, og da Liv havde set de kunne det hele, så måtte de fortsætte på den lysegrønne (den letteste) bane. Silje havde lidt svært ved at åbne karabinhagen i starten, men da hun først fangede systemet, så gik det super godt, og hun strålede oppe på banen. Michael og Silje fik næsten klaret den første bane, men da de kom til første svævebane på ca. 90 meter over søen, blev Silje lidt utryg og ville ned, hvilket vi selvfølgelig respekterede. Herefter fortsætte Michael på egen hånd, mens vi andre tog en tur mere i Go Bounce.

Kanotur 

Efter mange timer i trætoppene var børnene trætte, men da Mie (Testmamma) spurgte om vi ville med hen og sejle i kano, var svaret “JA”. Vi gik sammen med Mie hen til bådbroen, hvor hendes søn Magnus og vennen Malik allerede var klar i kanoen med redningsvest på. Da det kom til stykket var det kun fætter Elliot, Slije og Elin, der turde sejle, så Elliot hoppede ned i kanoen til Mie, og så sejlede Michael, Silje, Elin og jeg sammen.

Kragerup Gods er omkranset af en bred voldgrav, der snor sig rundt, så man virkelig får set godset fra alle sider. Her kan man nyde en rotur rundt i voldgraven, eller man kan udfordre hinanden og se, hvem der kommer først rundt. Silje og Elin nød virkelig turen rundt i kano og igen var vejret bare med os.

Tak for denne gang

Klokken blev 17 og børnene var virkelig trætte efter en fantastisk dejlig dag i naturen. De ville gerne have nået fodboldgolf også, men vi kunne ikke nå mere, og alle var trætte. Endnu engang var jeg dybt imponeret over dette sted, og jeg kan kun give mine varmeste anbefalinger til Kragerup Gods aktivitetspark. Hvis du ikke allerede har været der, så skal du virkelig tage afsted – du vil ikke fortryde det!

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Man får masser af kvalitetstid, fysisk udfoldelse, udfordrer børnene (og de voksne), frisk luft, motion/bevægelse, styrket de motoriske færdigheder

Holdbarhed: MEGET GOD – Vi var der fra kl. 10-17, og vi måtte slæbe børnene derfra. De var helt vilde med det. Alle er enige om, at vi skal tilbage en dag. 

Pris: MEGET GOD – Vi havde kombibillet, som giver adgang til Go Bounce, Go High, Fodbold golf og Share your moments. En kombi billet koster 300,- for børn og 450,- for voksne. Man kan også vælge Go Bounce alene, hvilket koster  koster 65,- for børn og 115,- for voksne, og man kan være der en hel dag. Vi syntes, det var ret billigt sammenlignet med andre forlystelsesteder eller f.eks. Legejunglen. 

Kvalitet: MEGET GOD – Stedet er meget velholdt, der er gjort meget ud af det. Der er ordentlige forhold / faciliteter, og det hele virker gennemtjekket. 

 


Jancy fortæller:
Min familie og jeg har været så heldige at blive inviteret til åbningen af aktivitetsparken på Kragerup Gods. Vi er en familie bestående af far, mor, Santhosh på 11 og Alicia på 7 år.
Vi bor i Svendborg, og der er ca. 1 time og 15 minutters kørsel til Klatrepark Kragerup Go High. Vi har aldrig været på Kragerup Gods, så da vi fik muligheden igennem Testfamilien, tøvede vi ikke med at takke ja. Vi ankom til aktivitetsparken ved 10-tiden. Parkeringen finder sted lige overfor aktivitetsparken, og det var nemt at finde en plads. Vi var heldige med vejret, og hele familien var klar til en hel dag ude i skoven.
I midten af det hele lå receptionen. Der var en hyggelig stemning med musik, balloner og glad personale over det hele. Vi blev mødt med et smil, fik armbånd og alle de praktiske informationer. På pladsen finder man også toiletter, café, bålplads og en masse bord/bænke.
Vi startede dagen med GoBounce. Vi havde meldt os til GoHigh kl. 11, så vi havde en lille time, hvor vi kunne udforske parken. Vi nåede forbi GoBounce og legepladsen inden vi skulle have introduktion til GoHigh.
Inden vi fik lov at klatre, skulle vi have en introduktion. Alt blev gennemgået grundigt. Selerne blev tjekket og hjelmen blev justeret.
Inden vi fik lov at klatre på de rigtige baner, skulle alle igennem en prøvebane. Her skulle vi klikke os af og på flere gange, svæve og prøve at falde og komme op igen. Når man havde klaret prøvebanen, var man klar til fri leg.
Banerne er delt op i forskellige farver, hvor der står minimum højde på. Der er lette baner og baner, der er mere udfordrende. Der er noget for alle.
Selvom Alicia tog de baner hun måtte, gik det galt på en svævebane. Da hun ikke vejer så meget, nåede hun ikke i mål på svævebanen. Hun begyndte at svæve baglæns og endte på midten af svævebanen og begyndte at gå i panik. Alle gæsterne på pladsen var søde til at råbe efter hjælp og ret hurtigt kom der en sød instruktør og fik Alicia ned. Desværre fik hun ikke mod til at fortsætte, men hun vil helt sikkert prøve igen en anden gang.
De andre fortsatte på de høje baner og var væk i flere timer, imens vi hyggede os i parken.
FROKOST
Efter et par timer i parken blev vi sultne, så vi tog forbi receptionen for at hente vores mad, som bestod af ”grill-selv-burger”. Virkelig et fantastisk og hyggeligt koncept. Vi fik udleveret et burgerkit med stor bøf og boller, og så var der en salatbar med alt grønt og dressing til. Der var tændt op for grillen, så man selv kunne grille bøfferne og lave burgeren.
I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: MEGET GOD – Jeg er vild med, at man kombinerer leg og motorik. Alle nød dagen og børnene var godt trætte efter en hel dag i skoven.
Pris: GOD – Priserne er fair. Hvis man køber en kombibillet koster det 300 kr. for børn fra 7-13 år og 450 kr. for 14+. Når man køber kombibillet har man adgang til hele parken, og man kan bruge en hel dag derinde.
Kvalitet: MEGET GOD – Servicen er i top, og personalet er glade og imødekommende. De har gjort meget for at vedligeholde stedet.

Vores tester Katrine har med sin søn Elliot Vergilius på 6 år været til sæsonåbningen på Kragerup Gods GoBounce.

For to år siden oplevede vi for første gang Kragerup Gods, hvor vi prøvede GoBounce. Derfor glædede vi os virkelig til endnu engang at komme afsted og bruge en hel dag i trætoppene.

GoBounce er Skandinaviens første trampolinpark i trætoppene. Den består af 7 store netbokse i 2-8 m. højde, som alle er forbundet af lange løbe- og netgange. Du bliver både ført over skov og sø.

Derudover er der reb, man kan svinge sig i, netrutsjebaner, klatretunnel og kæmpebolde.

Vi ankom, da parken åbnede kl. 10.00. Her mødtes vi med min søster Anne-Louise og co., som også er en del af Testfamilien.

Vi gik straks i trampolinerne, hvor der var fuld fart på. Vi løb hurtigt op til det første trampolinnet, hvor der blev leget med kæmpe bolde. Her havde både børn og voksne en fest.

Efter at have løbet et par gange i trampolinerne, blev det tid til Kragerup Gods lækre byg-selv-burger. Du får udleveret en lækker bolle og bøf, som du tager ud til grillen, hvor du selv går i gang med at grille for derefter at kunne bygge den op med diverse dressinger og skønt udvalg af salat mm.

Trampolinerne måtte prøves igen, der blev virkelig leget, hoppet, grinet og udfordret balance. Det er virkelig magisk at være oppe i trampoliner lige under trætoppene.

Udover GoBounce er der også mulighed for at klatre. Her skal man dog være 7 år, og derfor sprang Elliot og jeg det over. Der er også fodboldgolf og kanoer.

Vi brugte hele dagen under trætoppene og havde en fest.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Du kan virkelig bruge mange magiske timer på Kragerup Gods aktivitetspark, hvor du både har kvalitetstid, men også får udfordret balance og brugt kroppen.

Holdbarhed: MEGET GOD – Det er virkelig en aktivitetspark, hvor sikkerheden er i top.

Pris: MEGET GOD – Jeg synes, det er en super fin pris. Børn under 4 er gratis, og en billet kun til GoBounce koster for børn 65 kr. og for voksne 115 kr.

Kvalitet: MEGET GOD – Kvalitetstid i topklasse. En fantastisk dag i magiske omgivelser.


Mie afslutter:

“Jeg har været på Kragerup Gods flere gange efterhånden og nyder det lige meget hver gang. Om det er for at holde/være med til fest eller om det er for at besøge julemarked eller deres aktivitetspark, så er det bare altid et hit.

Udover at prøve GoBounce og klatring, som vi har prøvet flere gange før, så prøvede vi denne gang også kræfter med kano-sejllads og fodboldgolf.

Havde Magnus og Malik på 9 år med. De synes virkelig at det var sjovt at gå rundt på de 18 huller på den MEGA flotte fodboldgolf-bane.

Men denne gang var det faktisk kanoturen rundt om Kragerup Gods der var det alle fedeste. De nød, at de helt selv kunne sejle og styre. De havde en fest og vi tog adskillige ture rundt om godset.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vi ELSKER at komme på Kragerup Gods. Der er noget for ALLE og man hygger sig virkelig sammen som familie.

Holdbarhed: MEGET GOD – Gode minder varer for evigt.

Pris: MEGET GOD –  God pris. Vil man prøve flere ting, kan man købe kombibilletter.

Kvalitet: MEGET GOD – Lækre omgivelser og i tip top stand.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Lego Minecraft Rævehytten 21178