TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK – PART 1 – Testfamilien
Test af Raunsborg multi oil

TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK – PART 1

Hele 12 af vores testfamilier har testet campinglivet i år – nærmere bestemt i den nye campingvogn model Caravelair Alba 497 Family, igennem Campingagenten på campingpladsen Jambo Feriepark.

I denne test kommer de første 3 familiers test.

Stella fortæller:

”Min familie, som består af to voksne og tre piger på henholdsvis fire, seks og otte år, har i samarbejde med Campingagenten.dk fået lov til at teste en uges sommerferie i den spritnye campingvogn ’Caravelair Alba 497 Family’. Hertil var der påsat et dejligt stort fortelt af mærket Dometic. Campingpladsen vi lå på var Jambo feriepark, der ligger i Nordjylland, hvilket jo var dejlig tæt på for os. Fra Jambo Feriepark er der kun få kilometers kørsel til feriebyerne Løkken og Blokhus.

Jeg er selv opvokset med campingferie hver sommerferie i min barndom, så at mine piger skulle opleve den samme form for ferie i år, var jeg meget begejstret for. Camping i 2021 er jo vild luksus, da der i så ny en vogn er alt. Campingagenten havde virkelig sørget for, at der ikke manglede noget. I forteltet var der borde og stole, hvor vi kunne spise. Der var nede i enden et lille ekstra bord med tre stole, som pigerne hurtigt lavede til børneafdeling. Der var lys sat op, små lamper, grill, gasvarmer til de lidt køligere aftener, udstyr til når der skulle vaskes op, som kunne foldes sammen, så det intet fylder. Der manglede intet.

Campingvognen var godt indrettet med tre køjesenge til pigerne samt en seng til forældrene. Derudover kunne man lave spisepladsen inde i campingvognen om til en lille ekstra seng, hvis behovet opstod. Fra de to nederste køjer kan man udefra med nøgle åbne et stort vindue/dør – det var virkelig en fed detalje, som også blev benyttet.

Campingvognen er udnyttet med meget skabsplads, hvilket jeg syntes var utrolig dejligt, når man er en familie på fem. Gryderne i vognen er lavet, så de kan foldes sammen, og på den måde fylder de minimalt, og der er plads til mere i skufferne. Det fine campingservice, som vi ved første øjekast troede var stentøj, var af melamin og glassene af plastik.

Der var det skønneste køkken med vask og kogeblus, som er gemt væk under nogle glasplader. Så når ikke det er i brug, så har man ekstra bordplads. En af den store rummelige skuffer i køkkenet, er lavet til køleskab med lille fryser integreret i. Det var virkelig en lækker løsning, så vi også kunne have is i fryseren til pigerne.

Campingvognen har også et mindre badeværelse, hvor der både er toilet, håndvask og mulighed for at tage brusebad. Det var Birk der stod for at tømme toilettanken, men det var utrolig nemt med få klik, skylning med vand og en tabs i vandet til sidst for at undgå lugt i vognen. At have toilet i vognen, var noget alle pigerne nød om natten. Herudover var der i alle vinduer + tagvindue myggenet og rullegardin.

Campingvognen har indbygget klimaanlæg og gulvvarme, hvilket jo gør vognen ideel til folk, der ønsker at vintercampere også.

Camping er hyggeligt, hvis man kan slappe af i det – og det må man sige at vores piger især kunne. Vi har som familie virkelig nydt en uge som campister, hvor den har stået på samvær, fælles praktiske opgaver, langsomme morgener og sene sommeraftener.

Vores piger elskede, at vi sammen skulle op og vaske op og lave mad. Noget de normalvis ikke gider, når vi er hjemme, men camping får bare det bedste frem i især børn.

Campinglivet betyder også en masse nye venskaber, og børnene løber ude på campingpladsen til sen aften, fordi de hygger sig.

Lykkelige og trætte sommerbørn, dét er ferie – også for forældrene.

Alle vores test og anmeldelser på Testfamilien.dk bliver dømt ud fra følgende kriterier: nytteværdi, holdbarhed, kvalitet og pris. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – Camping er en god og hyggelig måde at skabe gode ferieminder på, og hvor man blot kan trække stikket fra hverdagens ræs. Praktiske opgaver bliver pludselig en ting som både forældrene og børnene vægter højt. Campingvognen har alt som en familie på fem har behov for. Dog havde pigerne lidt problemer med loftshøjden i de to nederste køjesenge. Trods dette nød de at ligge derinde og hygge sig og havde også nye venner med inde i vognen.

Holdbarhed/kvalitet: GOD – At være campist i året 2021 emmer af luksus, da det er blevet utrolig komfortabelt at campere. Campingvognen er en spritny 2021 model og emmer derfor af en masse smarte løsninger. Camping kan gøres hele året rundt, og med alle de ekstra plusser som denne vogn rummer, så er den god for helårscampister.

Pris: GOD – Prisen for denne Caravelair Alba 497 Family campingvogn ligger på 167.900 kroner. At købe en campingvogn fremfor et sommerhus fx, gør jo at du selv bestemmer, hvor du ønsker, at din ferie skal foregå. Det er en billigere, men bestemt stadig en dejlig form for måde at holde sommerferie på.


Mie fortæller:

Campingferie i Danmark får minderne tilbage til min egen barndom. Minder om hygge, pandekager og brætspil, men samtidig dukker små jokes som campinghabitter og pensionister også op som noget af det første.

Derfor glædede vi os til at drage på camping for at teste om barndomsminderne eller fordommene holdte stik.

Vi var så heldige at besøge Jambo Feriepark, hvor Campingagenten havde sørget for at stille en lækker vogn og fortelt til rådighed.

Campingvognen var en model Caravelair Alba 497 Family. Der er plads til 5 personer i vognen. Den egner sig primært til to voksne med tre børn, da de tre af sengepladserne er køjesenge. Børnene havde en fest fra start af, da de opdagede den store køjeseng.

Derudover er vognen udstyret med et badeværelse, hvor der både er toilet og brus.

Er ret imponeret over alt det udstyr, der er i vognen. Det lille køkken rummer alt, man har brug for. Der er både køl og frys. Derudover er der en spiseplads.

Udover vognen havde vi et stort fortelt. Det er også blevet super smart og nemt idag at sætte et fortelt op, da stængerne er luftkanaler, så det blot skal pumpes op.

Forteltet er så stort, at vi både havde en sovekabine derude til en dobbelt luftmadras, samt et spise bord med stole til.

Vi havde mormor og morfar med et par dage, så derfor var det super smart vi lige kunne lave to ekstra sovepladser.

Hvad er camping for os?

Det bød på ferie helt nede i gear. Tid til masser af hygge i både vognen med spil og skøn mad, som vi kunne lave på den lille gasgrill, vi havde fået med. Campingpladsens faciliteter blev selvfølgelig også brugt flittigt, da der både var et poolområde, en kæmpe legeplads og et stort indendørs legeland.

Hvorfor er camping en ideel ferieform til en børnefamilie?

Det er det fordi, at der er så mange aktiviteter på campingpladsen, men bedst af alt, så er det så nemt for børnene at finde nye venner. Der gik ikke længe før drengene legede med nabopigerne, hvilket er så hyggeligt at se, hvordan børn bare er så ligetil og hurtigt danner nye relationer.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – Camping er en nem måde at holde ferie med børn på. Der er altid meget at lave, man kan sidde i forteltet og hygge sig, når børnene sover, hvor man på hotel godt kan blive lidt begrænset på et værelse.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Der er en væsentlig forskel på at campere idag, og da jeg var barn. Vognene idag er jo luksus i forhold til, hvad med selv husker. Derudover er det imponerende, hvor meget gear, der findes til campinglivet.

Pris: GOD – Campingvogne fås i mange forskellige prisklasser alt efter størrelse – denne model er set på nettet til omkring 170-180.ooo kr.


Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes mand Michael og deres fire børn Silje 7 år, Isak 5 år, Vitus 3 år og Elin 2 år også været afsted på en uges campingferie på Jambo Feriepark.

Anne-Louise fortæller:
Vi er så heldige, at vi også var afsted på camping med Camping Agenten og Testfamilien sidste år, blot i et stort telt i stedet for campingvogn, men på samme campingplads, så børnene jublede, da de hørte, at vi skulle afsted igen. De kunne tydeligt huske campingpladsen og talte ned til, vi skulle afsted, mens de snakkede om alt det, vi skulle lave på ferien. 

Med bilen fuld drog vi afsted fra Ørslev (Vordingborg) til Jambo Feriepark i Saltum, hvor vores ferie skulle foregå. Alle var meget spændte på at komme frem, gense campingpladsen og se den fine campingvogn. Børnene havde fået at vide, at der i vognen var en 3-personers køjeseng, hvilket de glædede sig meget til at se. 

Mette (fra Testfamilien) havde klargjort campingvognen og givet besked om, at vi kunne ankomme lidt tidligere end aftalt. Derfor ankom vi til Jambo Feriepark lørdag den 19. Juni kl. 11.00 med bilen fuld af glade og forventningsfulde børn. Vi fandt vej ned til vores plads (næsten samme plads som sidste år) og stod nu foran forteltet og den flotte campingvogn. Silje skulle tisse og drønede afsted til toiletbygningen 20 meter fra pladsen, som hun tydeligt kunne huske, hvor var fra sidste år. Imens fik drengene lov til at åbne ind til forteltet og videre ind til campingvognen. De var ellevilde, da de så køjesengen, og de fik hurtigt aftalt, hvem der skulle sove hvor.

Overfor lå der nogle fastliggere, som havde en pige på Siljes alder, så de fik hurtigt hilst på hinanden, og så var vi ellers igang med at pakke ud, mens børnene legede og undersøgte alting. 

Campingvognen Alba 497 Family er en lækker campingvogn med hele 6 sovepladser, så der er plads til hele familien. Der er en dobbeltseng, en lille spiseplads, som kan laves om til soveplads, en køjeseng med 3 køjer, toilet/bad, samt køkken.

Derudover var der et lækkert stort fortelt fra Dometic (Clib Air All Season 390 med ekstension og sidewing), der i stedet for de klassiske teltstænger holdes oppe af kraftige luftkanaler, hvilket gør det meget nemmere og hurtigere at sætte op, da man bare pumper luft i kanal systemet og sætter pløkker i derefter.

Udover forteltet var der sat et ekstra sidetelt på, så der var ekstra god plads. Vi brugte sideteltet til børnenes legeområde, hvilket de nød godt af.

Campingagenten havde sørget for en masse lækkert udstyr af mærket Kampa, så vi manglede absolut intet. Der var stort et campingbord, 4 luksus campingstole med justerbart ryglæn, 2 andre campingstole, 1 lille børnecampingstol, 2 mindre børneborde, gulvtæppe i hele forteltet, en O’Grill Gasgrill udenfor, en varmeovn, alt i service til både store og små, og ovenikøbet i moderigtige farver og design. Der var også masser af gryder og pander, som ingenting fyldte, da de kunne foldes sammen.

Vi havde allerede hjemmefra besluttet, at vi ikke ville gøre brug af toilet og bad i vognen, da børnene rigtigt gerne ville gøre brug af de fine børnetoiletfaciliteter, der var på campingpladsen.

Ved forteltets indgang var der ydermere lavet en overdækning, så man kunne grille i tørvejr, og her havde vi også Elins klapvogn stående. På campingvognens ende var der monteret et tørrestativ – kort sagt manglede vi intet. 

Vores teltplads lå imellem to servicebygninger med toilet, bad, fælleskøkkener og opvaskeplads. Det er virkelig dejligt at bo tæt på toiletfaciliteter, særligt med små børn, der skal tidligt op at tisse, og som ikke altid siger det i så god tid. Jambo Feriepark er en 5-stjernet park med virkelig gode og pæne faciliteter. Der var en kæmpe legeplads, som børnene tydeligt kunne huske fra sidste år, med kæmpe legetårne, en mindre legeplads til de små, masser af gynger, kæmpe hoppepude, sandkasse, og der var tilmed kommet store trampoliner i år.

Udover den store legeplads i midten af pladsen, så var der yderligere små legepladser rundt omkring, bl.a. ved den servicebygning vi brugte, så børnene tog ofte en gyngetur dér på vej tilbage fra toilettet eller opvasken.

Jambo Feriepark har også et legeland, hvilket var et kæmpe hit for vores børn. De dage det var særligt koldt og blæsende eller regnede, tog vi i legelandet og fik aktiveret børnene der. Alle dage var børnene også en tur i den lækre opvarmede pool på pladsen, for uanset vejr, så mente de, at de skulle bade nu vi havde ferie. Poolen var også noget særligt Silje og Isak kunne huske fra sidste år, og det var så skønt at se, hvordan de blev mere og mere trygge ved vandet, blev bedre til at svømme og bare elskede at plaske rundt i den store pool. Silje tog i år også mod til sig og fik prøvet vandrutchebanen.

Camping er helt perfekt, når man har børn, og jeg kan huske, jeg selv elskede det som barn, så jeg er så glad for at kunne se, hvor meget mine egne børn nød denne ferie. De voksede og udviklede sig helt vildt på ferien. De nød, at vi var tættere sammen end normalt, da vi lå tæt i campingvognen. Vi havde mere tid til nærvær og hygge, børnene voksede en halv meter hver gang de fik lov at drøne selv til legepladsen, de løb stolte afsted til toiletbygningen med sætningen “vi kan godt selv mor!”, Silje tog dagligt opvasken, de fandt nye venner, og vi nød at skærmtid blev minimeret markant og blev skiftet ud med puslespil, brætspil og leg.

Vi var afsted før højsæsonen, og det havde både sine fordele og ulemper. Fordele fordi vi havde poolen for os selv, alle vores udflugter var ikke så turistet som sidste år, og der var god plads og ingen køer. Det betød dog også, at der mandag-fredag ikke var nogle børn på pladsen udover os. Det var kun ældre fastliggere, vi stødte på, så børnene savnede lidt at møde nye venner, når de løb til legepladsen eller var i poolen. Så de nød lørdag/søndag ekstra meget, hvor der var lidt mere liv.

Vi havde hjemmefra tjekket vejrudsigten, som havde lovet okay vejr, men det ændrede sig desværre lidt, så de fleste dage havde vi kun 16-18 grader, men dog med mere sol og mindre regn end sidste år vi var afsted. Så snart solen skinnede sørgede vi for at få bordet ud og nyde campinglivet for alvor.

Uanset vejr, så havde vi en helt fantastisk campingferie, og vi blev igen bekræftet i, at camping er helt perfekt med børn. Atmosfæren er noget helt særligt på en campingplads, du bliver altid mødt med et “godmorgen” af de andre campister, der er næsten altid garanti for nye venner, alle hilser pænt på hinanden, man kan være den man er, man falder nemt i snak henover opvasken i fælleskøkkenet eller på de andre fællesarealer, og børnene bliver ekstra selvstændige, når de får lov at løbe afsted på toilet, legeplads eller andet. 

Fortelt og campingvogn er virkelig i lækker kvalitet og holder regnen ude. Der er god plads, så det bliver ikke blot en base, men et sted der dannede rammerne for en helt perfekt ferie. Et sted med masser af tid til hygge, nærvær, fordybelse, grin, sjov og kærlighed.

Fra campingpladsen tog vi afsted på masser af oplevelser rundt omkring i det nordjyske, da der er virkelig meget at opleve. Derudover nød vi også bare alle de fine faciliteter, der er på pladsen, og vi fik i år prøvet den store flotte 18-huls minigolfbane, som ovenikøbet er en af Europas bedste. 

Lørdag skulle vi desværre pakke sammen, da en ny testfamilie skulle overtage. Da vi havde klaret rengøring og nedpakning, kunne vi drøne hjemad med en helt masse minder og oplevelser i bagagen fra en skøn campingferie. Ungerne ville ønske vi skulle blive meget længere, og de har allerede spurgt, hvornår vi skal tilbage igen.

Det har været en helt fantastisk ferie, og vi er så taknemmelige for, at vi fik lov at teste denne fine campingvogn. 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Man får lov at være sammen som familie på en helt anden måde, være ude i det fri og opleve den helt særlige atmosfære. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Camping kan bare noget helt specielt, og børnene elskede det. Der er ingen tvivl om, at vi skal campere meget mere i fremtiden. 

Pris: MEGET GOD – Man kan få telte/campingvogn og udstyr i alle prisklasser, og dette ligger i den dyrere ende. Men man får virkelig også kvalitet for pengene og med tanke på, hvor lækkert det hele er, så synes jeg prisen er meget fair. Det vil kunne holde i mange år – og når først man har campingvogn/teltet og udstyr har man en billig ferieform i mange år derefter. 

Kvalitet: MEGET GOD – Campingvognen er super lækker og man mangler intet. Forteltet er 100% vand- og vindtæt. Det har en helt anden overflade end de klassiske telte. Det står virkelig pænt, selv efter storm. Man vågner ikke op til et vådt telt, som jeg husker det fra barndommen. 


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Test af Raunsborg multi oil