Test af campingvogn model Carvelair Alba 497 Family part 3 – Testfamilien
TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK - PART 2

Test af campingvogn model Carvelair Alba 497 Family part 3

Hele 12 af vores testfamilier har testet campinglivet i år – nærmere bestemt i den nye campingvogn model Caravelair Alba 497 Family, igennem Campingagenten på campingpladsen Jambo Feriepark.

I denne test kommer den tredie runde af 3 familiers test.

Trine har testet campingvogn via Campingagenten sammen med sine pensionistforældre og 2 børn, Alfred på 4 år og Karla på 6 år. 

Trine fortæller:

Jeg følte mig enorm heldig over at kunne komme afsted i år. Sidste år blev vores tur aflyst pga. corona, og børnene glædede sig. Jeg er højgravid, og min mand kunne ikke få fri, så jeg nappede begge mine forældre under armen i stedet. 

Vi tog en tur til Jambo Feriepark i Nordjylland, som er en af Danmarks bedste campingpladser. Vi var afsted i uge 22 og altså derfor meget tidligt på sæsonen. Vi bor i Slagelse og lavede derfor en tur ud af det uden stress og jag. 

Jeg er vokset med camping og har hvert år gennem hele min barndom været på camping – både i udlandet og herhjemme. Derfor er mine forældre nogle habile (og forventningsfulde) campister. 

Vi boede i en campingvogn, der allerede var på pladsen. Modellen hedder Caravelair Alba 497 og er egentlig beregnet til børnefamilien, da der er 3 køjer og 1 dobbeltseng (man kan også lave en ekstra lille børneseng ved bordet i midten af vognen). Det betød, at mine forældre sov i dobbeltsengen, og de sov godt. Madrassen var god at ligge på og de kunne trække gardinet for om natten. Børnene elskede at kunne sove i køjeseng, så den eneste, der var lidt udfordret pga. plads og manglende mobilitet var mig. Men det gik. 

Som nævnt er jeg vokset op med camping, og derfor falder det os helt naturligt, at alle mand i familien hjælper til med, hvad de nu kan ift. alder. Det var mega hyggeligt at vaske op på gammeldaws facon med børnene og se, hvor stolte var, når de selv fik lov at gå ned med skraldespandene eller hente vand fra fountainen ved vores plads. 

Der er høj til loftet på en campingplads og derved langt færre konflikter end, hvad vi er vant til. Børnene kom senere i seng, og dagene flød lidt sammen. Men tidsperspektivet er pludselig mindre vigtigt, fordi man ikke har noget, man skal nå. Det giver masser af tid til hygge med spil, bøger, lydbøger, gåture, legepladsbesøg, poolbesøg, legelandsbesøg osv. Jambo har det hele. Man forstår godt, at det er en 5-stjernet camingplads. Desværre kom vi udenfor sæsonen, og det betød, at hverken isbutik, købmand eller cafe/restaurant var åben i løbet af ugen. Vi kunne godt have tænkt os at have kunnet købe en is eller et glas koldt at drikke efter en lang dag på legeplads eller pool, men heldigvis lå både Blokhus, Løkken og andre små hyggelige byer tæt på, så vi kunne få stillet vores istørst. 

Faciliteterne i campingvognen er absolut i top. Vi var nok mest imponerede over køle/frysskuffen, som er ret vigtig, når man camperer. Der er godt nok både fryser og køleskab (og ovn og blus) i fælleskøkkenet, som lå lige ved siden af, men det er rart at have sit eget. Pladsen i vognene er godt udnyttet og især var det rart med en masse skabsplads. Forteltet, som var der, vi opholdte os mest, var udstyret med borde, stole, varmeovn (tak for den – der var koldt om morgenen!), og et ekstra lille anneks, som vi brugte som ”legehjørne” til de små. 

I modsætning til telt og mobilehome, så er der nogle ting, der skal gøres i en campingvogn. Hvis man bruger toilettet, skal det tømmes og fyldes med vand. Der skal fyldes brugsvand på vognen, og spildevand skal tømmes. Vi var heldigvis godt instrueret hjemmefra, da vi havde et en masse instruktionsvideoer fra Campingagenten om hvordan og hvorledes, og hvis ikke, så ringede vi og blev instrueret. Mine forældre kunne godt have tænkt sig en fysisk instruktionsbog/hæfte samlet med det hele, som lå fast i vognen, men ellers var alt nemt og bekvemt. 

Camping er for alle. Allerede inden vi tog afsted, blev vi mødt med en masse fordomme om camping. Ej, hvordan magter du det? Er det ikke bøvlet? Bliver man ikke beskidt? Er det ikke kedeligt?

Og nej, camping er fantastisk, og den bedste måde at være sammen på som familie, hvis du spørger mig. Jeg bad mine forældre og mine børn sætte ord på det:

Camping er… 

”At leve mest i det fri – ikke længere så primitivt, som da vi var yngre, men pladsen (Jambo) var også helt exceptionel. Man flytter sin hverdag ud i det fri og nyder det. Det er er rigtig god måde at være sammen med sine børnebørn på, fordi man slipper for alle de sure pligter derhjemme”. (Morfar 72 år) 

”Det er den bedste ferie nogensinde. Man måtte bade hver dag, komme i legeland hver dag og legeplads. Jeg måtte være længe oppe og sove i en køjeseng. Det var hyggeligt, at vi alle sammen sov sammen. Min mor var slet ikke sur (☺). Det var også sjovt at vaske op og hente vand. Jeg kunne bedst lide at være i poolen og den var dejlig varm” ( Karla, 6 år)

”Jeg synes det var sjovt at sove i køjeseng. Jeg sov i den nederste køje. Legeland var også sjovt. Man behøvede ikke at have sko på. Jeg legede med mit legetøj i teltet, og så fik man feriepenge (børnene fik penge hver dag, når de hjalp til med dagens pligter). Jeg brugte mine penge på bamser. Jeg har lært at gå på bunden i swimmingpoolen. (Alfred, 4 år)

”Jeg synes det bedste ved camping er, at man er væk fra dagligdagen. Min datter sagde ofte, at de måtte alt muligt og blev overrasket over, at jeg ikke engang sagde nej til en tur i poolen kl. 18.00. Men man har jo ferie og skal ikke nå noget. Jeg elsker det lidt mere primitive med at sidde ved bordet og spise grillet kød og salat. Det er nemt og bekvemt, og der skal ikke forberedes alt muligt. Det at børnene bare kan åbne teltdugen og løbe udenfor eller på legeplads uden at skulle pakke alt muligt og ned med elevator osv. – det er frihed for mig. Børnenes selvtillid vokser af at få tilliden fra mig til selv at kunne gå på toilettet, hen med skrald, 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: GOD – jeg synes det er svært at gøre det op i værdi. Men jeg synes, at kvalitetstid med familien vægter højt her, og det er svært at rate. Men det var en dejlig tur, trods regn og blæst. 

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – det var virkelig luksus ud over alle grænser. Det er en luksusvogn, og der mangler ingenting. Især er den børnevenlig med børneservice, køjer, legehjørne, stole, borde osv. 

Pris: GOD – Det afhænger lidt af, hvilken type camping du vælger. Har du egen vogn, er det billigere, og jo flere stjerner en plads har – desto dyrere er den ofte. Location spiller naturligvis også ind. 


Vores tester Mette har sammen med familien testet Campingvogn Caravelair Alba 497 stående på Jambo Feriepark.

Mette fortæller: Vi var så heldige at få lov at komme på ferie i det nordjyske og opleve campinglivet for første gang. Og med den lækre vogn og tilhørende store fortelt, så gjorde campinglivet det virkelig godt, og vi er bestemt ikke blevet afskrækket.

Campingvognen er til 5-6 mennesker, og vi var afsted mine 2 børn, min mor og jeg, så der var faktisk flere sengepladser til overs. Der var nemlig en dobbelt/1,5 mands seng, en køjeseng med 3 køjer, og så kunne bordet med spiseplads laves om til seng.

Derudover er campingvognen selvfølgelig med vand og strøm, toilet, køleskab og et lille the køkken med gasblus og vask.

Vi valgte dog for nemhedens skyld at gå i køkkenet på campingpladsen og lave aftensmaden og vaske op.

Der nemlig gode faciliteter til både madlavning, opvask, toilet og bad til både store og små max 50 m fra, hvor campingvognen lå. Men jeg synes det var rart at vide at muligheden for at klare det hele i vognen var der.

Derudover var campingvognen udstyret med grill, alt service og sammenklappelige gryder, kurve, baljer osv., og der var gode have møbler i forteltet og bløde gode campingstole både til store og små.

Vejret har været lidt svingende så derfor var det skønt, at Jambo Feriepark både har opvarmet pool, kæmpe legeplads med trampoliner og hoppepude samt indendørs hal med legeland og badminton baner. Derudover var der mulighed for at spille minigolf og leje go carts. På pladsen var der også tennisbane og fodboldbane.

Vi har i hvertfald nydt vores uge som nybegynder campister, og jeg vil bestemt ikke udelukke, at campinglivet skal udforskes noget mere.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD. Hvem kan ikke bruge en ferie i så skønne omgivelser.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD. Campingvognen emmede af, at der var taget gode valg hele vejen grund. Og der var tænkt over, at der skulle være lidt af det hele til ethvert behov. Derudover var kvaliteten i top. Vi havde storm den ene dag, og man kunne ikke se på hverken vogn eller fortelt, at det havde blæst så meget.


Vores tester Line har sammen med hendes kæreste, to piger og søn været på camping på Jambo Feriepark og testet en Caravelair Alba Family campingvogn fra Camping Agenten.

Line fortæller:

Vi havde en fantastisk campingferie i det nordjyske med sol, strand, is og vandland. Vi boede på Jambo Feriepark, der er en super god og børnevenlig campingplads tæt på Blokhus.

Vi var lidt spændte på, hvordan det skulle gå med 3 børn og to voksne i en campingvogn, men campingvognens super gode indretning og det store fortelt gjorde vores bekymringer til skamme. Selve campingvognen var udstyret med hele tre køjesenge og en stor dobbeltseng, og pigerne syntes, det var sjovt at sove i køjeseng. Der var aircondition, som gjorde det behageligt at sove, når vejret nu var så fint. I midten af vognen var der en lille siddegruppe, som var ideel til hygge med et spil mm.

I campingvognen var der også et lille toilet med brusekabine – hvilket var rart, når man har børn, der skal op og tisse om natten. Vognen var meget praktisk indrettet med store skabe, hylder og hynder med betræk, der kunne tørres af på de mest udsatte steder. Der var et lille køkken med 3 gasblus og stort kompressor køleskab med frostboks.

Der var super fint køkkenudstyr fra Kampa. Generelt var vi meget imponeret over de smarte løsninger fra Kampa, som f.eks. de sammenklappelige gryder, den ultra kompakte elkedel og alt letvægts grejet i forteltet. En LED skinne i loftet sørgede sammen med den indbyggede udendørslampe på campingvognen for et godt lys selv sent om aftenen. Lanterner og bordlamper fra ”FMTLight” sikrede hyggen.

Forteltet var af den smart oppustelig slags, der helt sikkert er et hit, hvis man flytter rundt mellem campingpladserne i løbet af ferien. Det er super praktisk, at alle sider nemt kan rulles ned, og man kan lave forteltet om til en slags overdækning, når der er så varmt, som vi oplevede. Der var masser af plads til børnenes medbragte legetøj og spil.

Teltet virkede robust og var med gode løsninger som fx muligheden for at lave en del af forteltet om til en separat kabine eller det overdækkede indgangsparti, hvor pigernes cykler og den transportable grill fra ”O-Grill” kunne stå. Vi havde ekstremt godt vejr, så siderne blev pillet af og ungerne kunne rende ud og ind, mens vi nød at kunne sidde i skyggen med et køligt glas.

Der er ingen tvivl om, at børnene har haft verdens bedste ferie, og det er helt sikkert ikke sidste gang, vi skal på campingferie – og det er heller ikke sidste gang vi skal på Jambo Feriepark. Campingpladsen summer af liv, og der er både fint indendørs legeland, minigolf, super fin legeplads til børn i alle aldre og et fantastisk pool område.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD. Det er fedt at være på camping, når man har børn, og det er super fedt, når grejet bare er i orden. Vognen og udstyret fra Camping Agenten dannede rammen om en fantastisk ferie, hvor alt bare spillede.

Holdbarhed: MEGET GOD. Campingvognen fremstår gennemtænkt og med gode løsninger.

Kvalitet: MEGET GOD. Super fin kvalitet på komponenterne og løsningerne i vognen. Især udstyret fra Kampa var virkeligt gennemtænkt og fungerede rigtigt godt.

Pris – MEGET GOD: Camping er en prisbillig måde at holde ferie på, dels fordi campingpladser ikke koster så meget at overnatte på, men også fordi campingpladsens store udbud af gratis aktiviteter for børnene gør, at man ikke nødvendigvis skal ud og betale for en hel masse andre attraktioner, mens man er afsted.


Michelle afslutter:

Vi har været så heldige at få lov til at teste den lækre campingvogn (Caravelair ALBA 497 Family) med tilhørende ”oppustelige” fortelt fra Camping Agenten. Man skal nemlig ikke finde hoved og hale i en masse stænger og samlinger – som i ”gamle dage”, for at sætte forteltet op, nej man ”puster” det op med luft. 

En hel uge på Jambo Feriepark, fik vi lov til at teste campinglivet. Noget jeg/vi helt ærligt har været vildt spændte på, da vi er ”hotel-typerne”, der normalt tager 14 dage syd på. 

Vi har aldrig camperet med vores 4 drenge før (på henholdsvis 8, 6, 4, år og den mindste på 15 mdr.). Sidst vi selv har været sådan rigtigt på camping, har været da vi selv var små børn med vores familier. Så vi så virkelig frem til at se, hvordan campinglivet var, og drengene glædede sig helt vildt – så meget at de næsten ikke kunne holde ventetiden ud og den lange køretur op til Jambo.  

Vi fik nøglen til vognen i informationen, og vi fandt hurtig og nemt campingvognen og fortelt, der bare stod klar til os. Alt udstyr til en god campingferie havde Camping Agenten sørget for. Lige fra gasgrill, service både til børn og voksne, gasovn til de kølige aftner, stole, borde osv. Vi manglede ikke noget!

Selvom vi var 6 personer afsted, synes vi faktisk, at pladsen var rimelige – både i forteltet og inde i vognen. De 3 store drenge sov i køgeseng sammen og Elijas sov hos mor og far i dobbeltsengen, der er i den ene ende af vognen. Man kunne også have brugt spiseområdet som soveplads ved at lægge bordpladen ned og fordele hynderne henover. Så havde man en fin soveplads mere. Det havde vi dog ikke behov for. Men en super fin mulighed, når man som os er mange mennesker.

Madrasserne både i dobbeltsengen og i køgesengene var gode tykke madrasser – heldigvis langt fra det jeg husker, da jeg var på camping som barn. Jeg kan bare sige: her sov vi alle godt!

Jeg havde også hjemmefra været lidt betænkelig i forhold til det at skulle lave mad til 6 mennesker i en campingvogn. Men som sagt havde Camping Agenten sørget for både gasgrill og gas samt, at vognen havde 3 gasblus, så der var rig mulighed for at lave lækker sommer-campingmad. Hvis man havde behov, så var der de fineste køkkenfaciliteter på campingpladsen. F.eks. med ovn og mikroovn. Vi brugte dog gasgrillen rigtig meget, faktisk dagligt. 

En del der vist bare høre med til campinglivet både i 2021 og dengang i 90’erne, da mor og far var børn, er, at man skal have vasket op, og det foregår altså stadig i hånden. Men her var drengene bare superseje til at hjælpe, og opvasken gik jo nærmest hen og blev en hyggelig familieaktivitet. Men bliver opvasken så stor, at man ikke kan overskue den i hånden, så kan du faktisk også finde en opvaskemaskine i køkkenet i den store service-bygning.

Jambo Feriepark har super gode faciliteter. Flot minigolf bane, en fin stor legeplads, med f.eks. hoppepude og trampoliner. Skønt pool område med opvarmet pool, mellem 27-30 grader. Virkelig lækkert, drengene elskede at være oppe og bade. Der er også fint indendørs legeland og badmintonbaner. Toiletter og badefaciliteterne er også fine, der er faktisk et helt område kun til de mindste. Skulle der blive behov for det, så kan du også finde en vaskemaskine og tørretumbler på pladsen. 

Vores første familieferie som campister blev en succes, drengene nød det, og vi hyggede os alle med campinglivet. Så jeg tænker ikke, det er sidste gang, at vi skal på familie campingtur. Elijas savner i hvert fald allerede sit yndlingsspot – nemlig trappen i forteltet ind til vognen. 

TAK for en utrolig dejlig ferie.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD, om man er en erfaren campist eller nybegynder som os, så er denne vogn og campingplads et virkelig godt valg. Camping er virkelig en god ferieform for alle generationer. 

Holdbarhed: MEGET GOD, Man kan med det samme, man træder ind i forteltet/vognen mærke, at det er en luksusvogn, man skal holde ferie i. Vi manglede ingenting.  

Pris: GOD, Hvis man først har købt en campingvogn eller har mulighed for at låne en campingvogn af familie eller venner. Så er campingferie en relativ billig ferieform.

Kvalitet: MEGET GOD, Kvaliteten af både fortelt og campingvogn var helt i top. Man kan tydelig mærke, at det er en luksusvogn, at vi har fået lov til at bruge en uge i. Campingpladsen lever også op til sine 5 stjerner.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af campingvogn Caravelair Alba 497 Family på JAMBO FERIEPARK - PART 2