Test af Kvinden i floden fra Forlaget Modtryk – Testfamilien
TEST af Liki Trike S1 trehjulet cykel fra Doona Scandinavia - Amvina.se

Test af Kvinden i floden fra Forlaget Modtryk

Vores tester Katrine har testet en krimi fra forlaget Modtryk.

Følgende produkt er blevet testet:

Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for krimier. Jeg holder virkelig af at læse. Derfor er jeg også rigtig glad for endnu engang at have fået lov til at teste en krimi fra forlaget Modtryk.

Modtryk er et selvstændigt forlag, som har fokus på den gode skønlitteratur, ikke mindst krimien, som de har et stort bankende hjerte for. Det er netop en krimi jeg tester. Kvinden i floden er en norsk krimi, som udkom 17. marts 2022. Den er skrevet af Sven Petter Næs, og han har netop skrevet sig til tops i norsk kriminallitteratur, da han vandt Rivertonprisen for bedste norske krimi. 

Kvinden i floden er første bog i serien om Kripos-efterforsker Harrinder Singh, som er norsk, men har en indisk far. Harrinder Singh har netop fået orlov til at rejse til Edinburgh, hvor hans niece Amandeep ligger i koma. 

Det er Harrinders egne familieforhold, som sætter historien i gang.

Amandeep har været udsat for en kidnapning, som er gået galt. Hun bliver herefter opdaget livløs i floden Water of Leith. 

Det lokale politi i Edinburgh venter på at kunne afhøre Amandeep, og samtidig har Harrinder fået udtrykkelig besked på, at han ikke skal blande sig i efterforskningen, hvilket han ikke kan lade være med.

Det er en virkelig spændende krimi, hvor man absolut ikke har regnet plottet ud med det samme. Den er velskrevet, spændende og troværdig. Det er en krimi med hurtige skift, hvor man både følger politiarbejdet i Edinburgh og Oslo. Ydermere er der en høj spændingsfaktor.

Jeg kan godt lide, at den er opbygget af korte, men mange kapitler, da det gør det nemmere at finde et oplagt sted at holde pause, selvom det ikke er nemt at lægge den fra sig, når først man er startet. Men med en travl hverdag som mor, er det med at nyde sin alene tid, og her er det dejligt, at kapitlerne er korte. 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier. Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

Vurderingen bliver i dette tilfælde:

Nytteværdi: MEGET GOD – Det er en aktuel, spændende og intens krimi med en virkelig spændende handling – jeg var fanget fra start. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Kvinden i floden fra forlaget Modtryk er virkelig god kvalitet.

Pris: GOD – Prisen er rigtig fin. Det er en helt ny bog, som er udkommet i marts 2022.

Kvalitet: MEGET GOD – Bogen er virkelig i god kvalitet, en spændende handling, hvilket gør læseoplevelsen fantastisk.


Jancy fortæller:
”Kvinden i floden” er en spændende norsk krimi om den norsk-indiske politimand Harinder Singh.
”Kvinden i floden” handler om en ung kvinde, Amandeep, der bliver bortført i Skotland og dagen efter bliver hun fundet bevidstløs i floden. Amandeep er niece til Harinder Singh, som er efterforsker i Norge. Harinder, som er kendt for sit stædige efterforskningsarbejde, rejser til Skotland for at være der for familien. Selvom Harinder får strenge ordrer på ikke at blande sig i efterforskningen, kan han ikke lade være. Harinder har et stærkt bånd til Amandeep og begynder at efterforske sagen. Vi følger Harinder igennem hele efterforskningen. Bogen ender med at afsløre, hvad der skete, og hvilken rolle Amandeep spiller i sagen.
Bogen er kåret som Årets Bedste Norske Krimi, og det forstår jeg godt. Den fanger læseren allerede fra kapitel 1. Jeg elsker en god krimi. og denne kan helt bestemt anbefales.
Bogen er første bog i serien om Harinder Singh, og det er tydeligt at mærke. Der er nemlig mange beskrivelser om de forskellige relationer i bogen. Bogen er nem at læse. Flere af kapitlerne er meget korte, og det passer supergodt ind til en travl hverdag.
Jeg er vild med persongalleriet i denne nye serie. Det bliver spændende at dykke endnu dybere ned i Harinder Singhs personlighed i de kommende bøger. Forfatteren, Sven Petter Næss, er dygtig til at skabe en atmosfære og vækker nysgerrigheden. ”Kvinden i floden” lover i den grad godt for de kommende bøger i serien.
I dette tilfælde bliver vurderingen.
Nytteværdi: GOD – Måske ikke nyttig som sådan, men det er en meget spændende og velskrevet krimi.
Holdbarhed: MEGET GOD – Bogen er indbundet, og den har en meget god holdbarhed.
Kvalitet: MEGET GOD – Bogen er i virkelig god kvalitet.
Pris: GOD – Prisen er i prisleje som andre bøger. Den koster 299,95 kr.

Kristina fortæller:

Jeg er virkelig blevet hooked på krimier for tiden, så da muligheden bød sig for at læse og anmelde første bog i en helt ny krimiserie, måtte jeg bare slå til.

I “Kvinden i floden” følger vi Harinder Singh, som er en norsk politiefterforsker. Han rejser til Edinburgh, da hans niece har været udsat for en voldsom forbrydelse, og selvom han ikke burde blande sig i efterforskningen, er det rigtig svært for ham at lade være.

Man skifter i mellem at læse om efterforskningen i Oslo og i Edinburgh, men trods man springer frem og tilbage mellem de to lokationer, er det overraskende nemt at holde styr på, hvad der sker hvor.

Selve bogen er skrevet i et rigtig godt sprog, og en af mine absolutte yndlingsting er, at det er en masse korte kapitler (der er hele 81 kapitler på knap 350 sider). Det gør det nemt bare lige at tage et enkelt kapitel eller to, når man har et kort øjeblik for sig selv i løbet af dagen. Perfekt for sådan en som mig, der har små børn i huset.

Udover at bogen er skrevet meget let læseligt, så er selve fortællingen også super god. Den er spændende, og man får lyst til at læse videre, når et kapitel er slut. Og så er det altså ret fedt, at det ikke var lang tid før kapitel 80, at jeg fandt ud af, hvordan hele plottet hang sammen!

Alt i alt en virkelig god bog, og jeg glæder mig allerede til den næste bog i serien, som jeg uden tvivl også skal læse.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – jeg er vild med måden historien er bygget op på, så den er spændende hele vejen igennem.

Holdbarhed: MEGET GOD – lækker hardback-bog.

Pris: GOD – den koster omkring 300kr., så altså ca. det samme som lignende bøger.

Kvalitet: MEGET GOD – Velskrevet, god historie og lækkert omslag.


 

Trine fortæller: 

Jeg har glædet mig meget til at læse denne spændingsroman. Den har fået rigtig gode anmeldelser i sit hjemland, Norge. Den er nu også kommet godt ind på det danske marked, hvor der også er flotte anmeldelser allerede. Jeg gik altså i gang med den – med ret høje forventninger.
Kort fortalt handler den om den norske politiefterforsker Harinder Singh, hvis niece bor i Edinburgh i Skotland. Hun bliver pludselig bortført og bliver fundet stærkt bevidstløs og medtaget i en flod. Vi følger udviklingen af sagen, hvor man fornemmer en forbindelse til likvideringen af en stikker i Oslo et ½ år tidligere. Vi følger Harinders egen familiehistorie, og hvordan hans forhold til både gamle og nye relationer bliver påvirket igennem bogen. 

Jeg er vild med måden fortællingen foregår på, hvordan Harinder egentlig ikke er en del af efterforskningen om hans niece. Da Harinder rejser til Edinburgh, får han nemlig udtrykkeligt fortalt hjemmefra, at han ikke skal begynde på nogen parallel efterforskning, men han kan ikke lade være. For hans professionelle nysgerrighed og den stærke familiefølelse, gør det uundgåeligt. Der er nogle fede twists og overraskelser igennem hele bogen.  

Der er allerede udkommet et tredje bind i serien om Harinder Singh i Norge. Både nr. 2 og 3 har også fået meget medvind blandt anmelderne. Vi kan tydeligvis glæde os til dem begge, når de kommer i Danmark. Jeg er i hvert fald blevet grebet af Sven Petter Næss´ univers om profilen Harinder Singh. Han bliver endda sammenlignet med forfatteren Jo Nesbø, som de fleste kender som en meget anerkendt krimiforfatter.

 

Min vurdering samlet er: MEGET GOD

Nytteværdi: MEGET GOD – hvis man er vild med en god krimi, så tænker jeg denne er svær at komme udenom. 

Holdbarhed og kvalitet: MEGET GOD – jeg elsker en god hardback. Bogen er lækker, man sidder godt med den og efter at have læst den, ser den stadig ud som ny. 

Pris: GOD, 299,95 kr. Du får en god bog til pengene, og det er en bog man sagtens kan læse igen. Den består af 344 sider.

Kvalitet: MEGET GOD – som beskrevet under holdbarhed. Bogen er super lækker. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Liki Trike S1 trehjulet cykel fra Doona Scandinavia - Amvina.se