Oplevelsestest Aalborg Zoo 2022 – Testfamilien
TEST af Sonos - Ray - Soundbar White fra COOLSHOP

Oplevelsestest Aalborg Zoo 2022

Aalborg Zoo er grundlagt i 1935 og er hjemsted for ca. 130 dyrearter. Den er som den første zoo i verden miljøcertificeret og har et stigende fokus på bæredygtighed og naturbevarelse. Det er nemt at komme omkring og alle indhegninger/bure falder naturligt ind med omgivelserne. Haven har årligt mere end 400.000 besøgende, og igen i år er nogle af disse fra Testfamilien. Her kan du læse et udpluk af deres tests:


Vores tester Line har sammen med hendes kæreste, to døtre Nora og Esther på 3 og 6 år og søn Arthur på 2 år været på besøg i Aalborg Zoo.

Line fortæller:

Vi havde en af de dage i Zoo, hvor alle dyrene var i hopla. Hanløven stod på sin sten og brølede ud over parken flere gange, sumatra tigeren kom helt hen til tremmerne og hvæste af os, og isbjørnene boltrede sig i vandet lige ud for, hvor vi stod.

Aalborg Zoo er godt indrettet og har en størrelse, der er til at overskue. Når man kommer ind, mødes man af det ikoniske springvand med manden, der bærer to bjørneunger og herfra valgte vi venstre om, og på den måde ledes man godt igennem parken. I midten af Zoo ligger en rigtig fin legeplads med mange forskellige aktiviteter. Ved siden af legepladsen er deres store scene, hvor de holder shows to gange om dagen.

Det var sjovt at have de tre størrelser med, for det var tydeligt, at det var forskellige ting, der fangede deres opmærksomhed. For Arthur var det de store dyr og farlige dyr, der fascinerede, og selvfølgelig var gederne et hit.

Nora var meget begejstret for dinosaur udstillingen og de små tigerunger, som lå og spiste ved deres mor. Esther var meget betaget af historien om den løsslupne panter, der i 1970’erne slap løs i Aalborg, ligesom det gjorde stort indtryk på hende at se, hvad tigeren blev fodret med, hvad der tydeligvis var dele af en hest – på den måde er der noget til alle aldre i Aalborg Zoo.

Personalet var meget imødekommende og gode til at inkludere børnene. I et område kunne man komme og se og røre ved udstoppede dyr, mens 2 fra personalet fortalte om dyrene.

Vi spiste på Skovbakken, det har en simpel menu, men rammer plet med en virkelig god børnetallerken med både dinoformede nuggets, gulerødder, agurkestænger og frikadeller. Kristian anbefaler på det kraftigste bøfsandwichen!

Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier:

Nytteværdi, holdbarhed, kvalitet og pris. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD: Super at man kan kombinere oplevelser med god læring for børnene.

Holdbarhed/kvalitet: Hyggeligt, rent og fine faciliteter. God variation af dyr og et fint udbud af events.

Pris: MEGET GOD – Billetterne koster 210 kr. for voksne og 125 kr. for børn mellem 3 – 11 år. Jeg synes, at det er en god pris, og der er oplevelser til en hel dag. Der er også fine priser på mad, is og drikkevarer.


Vores tester Regitze har været en tur i Aalborg Zoo med sin mand og børn på henholdsvis 10 og 6 år.

Regitze fortæller:

Vi nød en dejlig dag i rolige og hyggelige omgivelser i Aalborg Zoo. For mig er det altid noget særligt at besøge parken, da jeg er opvokset 10 km derfra, og derfor er kommet der meget som barn. Aalborg Zoo er ikke den største dyrepark, vi har besøgt, men den er helt sikkert den mest hyggelige, og vi synes den har en rigtig fin opbygning, er til at finde rundt i, og så er den også meget flot beplantet.

Vi startede vores besøg med at se fodringen af søløverne, hvilket var en rigtig sjov oplevelse, da den også bruges som træning – og man må sige, at de har trænet dem godt. Søløverne var både gode til at snakke, køre på rutsjebane og hjælpe med at samle ting op i vandet, for bare at nævne et par ting. Alberte og August var helt opslugt af, hvor spændende det var, at høre om dem fra dyrepasserne og havde slet ikke lyst til at gå derfra igen ☺

August havde hjemmefra glædet sig helt vildt til at se tigre og løver, så da synet af tigermor, der passede sine næsten nyfødte unger, som stadig var lidt usikre på benene, var stort at se – og når man pludselig stod en meter fra tigermor med øjenkontakt, så synes børnene altså det var en anelse vildt, at være SÅ tæt på. Isbjørnene var også glade for at vise sig frem, og vi havde meget sjov ud af, at den ene isbjørn lå og solede sig imens de 2 andre plaskede rundt i vandet og kom helt tæt på ruden, hvor vi stod.

Vi besøgte parken i Kristi Himmelfartsferien, og der var derfor ekstra stor fokus på elefanterne, hvor der i de dage var ”elefantdage”. Vi fik derfor mulighed for at være med i elefanthuset, hvor der blev fortalt en masse og ude i deres udeanlæg, hvor der efterfølgende var gang i den store elefantvask.

Der var virkelig mange gode dyreoplevelser på dagen, og det er muligt at opleve de fleste dyr på ret nært hold, selvom de har ganske store og fine leveområder. Det lykkedes os også at komme helt tæt på parkens allerstørste beboere – dinosaurerne skabt i ægte størrelse, som der er en særudstilling af, og som vi også brugte en del tid på at læse om. Selvom vi havde set den før, så var det stadig fascinerende at læse om noget, der har været på jorden en gang.

Parken byder også på flere spisesteder, kaffesteder, isboder osv. Undervejs. Vi spiste på deres restaurant Skovbakken, som havde et bredt udvalg og noget for enhver smag. August synes det var fedt, at man kunne bestille ”dino nuggets”, og vi andre nød en burgermenu, der smagte super godt. Derudover så vi, at der lå en hyggelig café ved den nye ”kæmpe kryb og kravl” udstilling, hvor vi blev enige om, at vi måtte prøve at spise næste gang, da det også så ret lækkert ud.

Vi sluttede besøget af med en stor is, som vi nød ved siden af den store legeplads, så børnene kunne boltre sig en sidste gang, inden turen gik hjem. Der er virkelig den sejeste legeplads lige i midten af parken, hvor der er noget for alle aldre.

Nytteværdi: MEGET GOD. Vi havde en fantastisk dag alle 4 – og det er jeg helt sikker på, at de fleste vil synes efter et besøg i Aalborg Zoo.

Kvalitet: MEGET GOD. Jeg synes, Aalborg Zoo er et fantastisk udflugtsmål, hvor man får mange oplevelser, da man er tæt på dyrene, flotte rene områder, god legeplads og flere gode spisesteder og ikke mindst SØDT personale, der gør deres for, at man har et godt besøg hos dem.

Pris: MEGET GOD. 210 kr. For voksne og 125 kr. For børn mellem 3 og 11 år.

 


Vores tester Anne-Louise har besøgt Aalborg Zoo, sammen med hendes mand og 5 børn.

Anne-Louise fortæller:

Vi har mange gange besøgt Kbh Zoo og havde ydermere årskort dertil, da vi boede tæt derpå. Børnene elsker Zoo, og vi glædede os derfor til, at besøge Aalborg Zoo for første gang. Vi havde kombineret besøget som en del af vores ferie i Nordjylland, så vi sparede den lange tur.

Vi havde set hjemmefra, at vejret muligvis ville blive dårligt henad eftermiddagen, så vi kom kl. 10, da de åbnede, og solen skinnede.

Vi blev mødt af nogle super søde medarbejde som udleverede kort over pakken til os, og så var vi ellers klar. Man kommer ind ved et fint springvand, og herfra kan man begive sig mod højre eller venstre. Vi startede henne ved det store kort over parken, hvor børnene fik udpeget dagens vigtigste dyr. Vi gik mod højre og så små fugle, aber og isbjørne.

Herefter kom vi hen til “tigertunellen”, som vi havde glædet os til, da der skulle være unger, men vi så desværre ingen tigre i anlægget. Vi fortsatte ud og kom hen til elefanterne, som har et super fint anlæg. Herfra gik vi videre på savannen og så dens vilde dyr.

Silje og Elin ville sminkes, da de så en sminkebod fra “Sminketeatret”, og de blev malet som henholdsvis leopard og panda.

Herefter gik vi til Zoofari scenen, hvor “Safari Simon” havde et show. Børnene lod sig rive med og havde en fest. Senere var der også show med en falk og vildsvin på scenen, som Silje også åd råt.

Derefter var det tid til noget frokost, som blev indtaget på “Spisehuset Skovbakken”. Her var et super fint udvalg, og betjeningen var i top. Børnene fik dinonuggets med pommes fritter (altid en sikker vinder), jeg fik en salat og Michael en clubsandwich. Alt sammen var super lækkert og ikke som det ellers ofte er sådanne steder. Der kom en regnbyge mens vi spiste, men den stoppede hurtigt, og vi kunne fortsætte turen rundt parken.

Efter maden så vi søløver, pingviner, krybdyr og tropezoo. Vi fik også set kænguruer og den røde panda, Isaks favorit!

Da vi havde set det meste, gik vi hen og så det fine dinosaur område med kæmpe dinosaurer med lyde. Særligt drengene var meget fascineret og kunne stolt fortælle, hvad de hed – hvad blev der af de helt almindelige navne som langhals og t-rex? Drengene kan de mange fine navne, og jeg sikker og giver dem ret, hver gang de fortæller hvilken vi nu så.

Vi var lige en tur retur til Sminketeatret, da drengene alligevel ville sminkes. Vitus blev dog for genert, men Isak blev sminket som en rød panda. Så blev det tid til legepladsen inden vi skulle have is. Der er flere legepladser, men vi sluttede af på den store legeplads ved Zoofari scenen, som ligger centralt i Zoo.

Vi sluttede af med is fra “Spisehuset Skovbakken” mens regnen silede ned. Jeg fik hentet regntøj, og vi kunne se, at chimpanserne også havde fundet deres “regnfrakker” på; stofsække som de trak hen over sig, som var det jakker. Vi kunne læse os til, at de bruger dem som regnfrakker, eller til at varme sig med på de kølige dage. Herefter sluttede turen ved Zoo shoppen, inden vi satte kursen mod bilen.

Vi var meget imponeret over Aalborg Zoo, selvom vi egentlig var lidt uheldige med de større dyr, som vi ikke så. Generelt er parken meget hyggelig og overskuelig at gå rundt i. Der er mange cafeer og spisesteder, samt legepladser og toiletter. Dyrenes anlæg er også super fine, og der er ved at blive bygget nyt anlæg til orangutangerne. Selvom København Zoo er større, synes jeg uden tvivl, at Aalborg Zoo er meget bedre og hyggeligere at gå på opdagelse i.

Vi siger tak for en fantastisk dejlig dag i Zoo, og vi glæder os til at komme igen!

Nytteværdi: MEGET GOD. Vi havde en helt fantastisk dag i Zoo på trods af lidt regn. Vi var meget imponerede over den hyggelige atmosfære i hele parken.

Kvalitet: MEGET GOD. Aalborg Zoo er virkelig en hyggelig zoo, med pæne og rene områder. Der er masser af gode spisesteder, legepladser, flotte anlæg til dyrene med indhegning, der falder pænt ind. Personalet er super sødt og hele vejen rundt var vi imponeret.

Pris: MEGET GOD. 210 kr. For voksne og 125 kr. For børn mellem 3 og 11 år.


 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Sonos - Ray - Soundbar White fra COOLSHOP