TEST af Campingvogn model Caravelair Alba 497 Family, på Løkken Klit Camping – part 1 – Testfamilien
TEST af Marselis bodylotion fra Faaborg Pharma

TEST af Campingvogn model Caravelair Alba 497 Family, på Løkken Klit Camping – part 1

Flere af vores testfamilier har henover sommeren været på 1 uges camping på Løkken Klit Camping og Hytteby. Camping Agenten har stillet campingvogn (Caravelair Alba 497 Family), fortelt, interiør og service til rådighed for testfamilierne. Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Anne-Louise har sammen med hendes familie: Manden Michael & børnene Silje Karoline (8), Isak Emil (6), Vitus August (5), Elin Agnete (3) & Bille Anker (1) været en uge på camping i samarbejde med Camping Agenten og Løkken Klit Camping og Hytteby. Vi har de seneste to år været så heldige at komme på camping med Camping Agenten, en gang i telt og sidste gang i campingvogn – derfor kender vi allerede til campinglivet og alle dets glæder.

Vi var alle spændte, og børnene talte ned lang tid forude for turen. De sidste to år har vi været på Jambo Feriepark, men i år skulle vi prøve en ny campingplads, nemlig Løkken Klit Camping og Hytteby. Børnene var meget spændte på at se den nye plads, og de glædede sig særligt til poolen og toget “Futte”, som de havde set på campingpladsens hjemmeside.

Vi havde campingvognen fra lørdag til lørdag, men pga. en dåb i familien, kunne vi først komme søndag aften. Direkte fra dåb, med bilen pakket og fuld af forventningsfulde børn, drog vi fra Sjælland mod det nordjyske. Vi ankom først tæt på midnat, da Bille ikke gad køre bil. Vi havde været i kontakt med personalet på campingpladsen, så der var helt styr på vores sene check-in uden problemer. I den store flotte receptionsbygning lå der en kuvert klar, med vores nøglekort samt nøgle til campingvognen. Vi fandt vores campingvogn, hvor vi fik redt op, og båret de sovende børn ind. De havde allerede hjemmefra aftalt, hvem der skulle sove hvor.

Campingvognen, en Caravelair Alba 497 Family, er en super dejlig og rummelig campingvogn. Der er dobbeltseng, spiseplads med mulighed for ekstra soveplads, 3 køjer, lille toilet med brus, køkken med stor køleskuffe og  masser af skabsopbevaring.

Vi valgte at få pakket det hele ud selvom klokken var mange, så vi ikke skulle bruge tid på det mandag morgen. Vi fik indrettet os godt, og de tomme tasker blev lagt i campingvognens bagagerum under dobbeltsengen, som man også kan få adgang til udefra forteltet. Forteltet var et klassisk stort og rummeligt fortelt. Camping Agenten havde sørget for alt interiør og service, så vi skulle blot have tøj, dyner, sengetøj mm. med. Nemt! Der var både lækre lænestole med tilhørende fodskamler fra mærket Crespo og smarte campingstole fra Kampa. Servicen var super flot med bla. lækkert guldbestik, flotte vinglas og lækre gryder. Der var også en FMT køleboks og en lækker O’grill! Alt emmer af luksus og løfter klart ens campingoplevelse.

Mandag morgen fik vi for alvor testet fortelt og campingvogn, da der kom regn, rigtig meget regn! Hele dagen væltede det ned, så vi søgte ly indedøre og med gasovnen tændt, så vi kunne holde varmen. Selvom camping er fedest i solskin, så er det også lidt hyggeligt at høre regnen slå mod teltdugen. Vi fik spillet spil, børnene legede i forteltet og inde i campingvognen, og de slappede lidt af med film på iPad / computer.

Vores standplads lå midt i mellem to servicebygninger, tæt på indgangen og også tæt på både købmand og poolområde. Generelt var toilet- og badefaciliteter super fine og rengøring var i top (vi var der i uge 26, inden der kom så mange mennesker). Den nye servicebygning midt på pladsen, var virkelig lækker med store badeværelser og et stort lækkert fælleskøkken, til både madlavning og opvask. Når man tjekker ind på campingpladsen, får man et nøglekort som bruges til at komme ind og ud af pladsen. Dette kort bruges også som adgangskort til badeland, hvis man vil vaske tøj og til at få varmt vand i bruseren. Når man tjekker ud, afregner man så ens forbrug. Smart!

Selvom vejret var dårligt, tog jeg en aftentur med Bille i klapvognen, så han kunne sove. Vi havde hjemmefra set, at man kunne gå fra campingplads til stranden, så det gjorde jeg. Via skiltningen fandt jeg ved ud af campingpladsens bagside og ud til et stort sommerhusområde i den smukke vestjyske natur. Små 800 meter senere, mødte jeg en stor sandklit og måtte give fortabt med klapvognen i regn og blæst, men jeg satte vognen og løb op på toppen af klitten og kunne se ud over vandet – SÅ smukt!

Dagen efter vågnede vi op til det smukkeste vejr, ikke en sky på himlen og allerede fra morgenstunden af, var det varmt! Børnene var hurtigt i tøjet og løb afsted til legepladsen. Kort efter ringede Silje fra hendes ur og spurgte om de måtte hoppe på toget Futte, et lille tog der kørte rundt på pladsen. Ikke længe efter kunne vi se vores 4 børn sidde stolte i toget og vinke til os, da de kørte forbi. Oppe ved campingpladsens købmand fik vi købt morgenbrød, og så var dagen ligesom i gang.

Campingpladsen har en super god beliggenhed tæt på Løkken by. I løbet af ugen var vi på en masse ture, bl.a. til Aalborg (40 min kørsel), Rubjerg Knude Fyr (20 min kørsel) – klart et besøg værd – og Fårup Sommerland (10 min kørsel). Derudover var vi flere dage / aftener på tur i Løkken by, som er en super hyggelig by med en flot strand.

Et par gange gik vi turen til stranden fra campingpladsen, både om dagen og aftenen, og alle gange var det et kæmpe hit! Turen derned er virkelig smuk, og når man står dér i klitterne ville man ønske, man boede lige dér. Det er uden tvivl et kæmpe plus i min bog, at campingpladsen har netop denne mulighed med en tur ned til stranden. Det giver en vis frihed, at man kan gå sådanne ture, naturen er så tæt på, og man kan gå til byen.

På campingpladsen fik vi selvfølgelig også nydt godt af dets faciliteter med bl.a det store poolområde. Poolen var for både store og små, da der var en børnepool med lille klatretårn og rutchebane, og så var der et større basin med lav og dyb ende. Derudover var der hele to store ruchebaner, som var sjove for både voksne og børn, der kan lide god fart.

 

Der var også mulighed for et spil minigolf, køre på mooncars, og en børneklub med en masse aktiviteter.

Ved campingvognen fik vi nydt det gode vejr udenfor teltet, hvor vi let kunne lyne ned og få rykket borde og stole ud. Vi grillede et par aftener på O’Grill, som Camping Agenten havde stillet til rådighed, der blev leget og slappet af med bøger og spil.

 

Opvasken hjalp børnene gerne med, for den tjans er nemlig ret hyggelig, når man er på ferie.

I campingvognen er der som nævnt både køkken og toilet, men vi har kun brugt komfuret og ellers brugt grill og fælleskøkkenet i servicebygningen. Vi havde besluttet ikke at bruge vognens toilet/bad, da børnene hellere ville bruge campingpladsens, da de synes det er en del af oplevelsen, og det er lidt sejt at gå afsted selv uden mor og far.

Én ting, der er fedt ved camping, er, at alle hilser på hinanden på vejen til toilettet, ved opvasken eller på legepladsen. Børnene faldt let i snak med andre, og de nød at løbe afsted sammen på legepladserne. De fik også kørt på campingpladsens mooncars op til flere gange, som kan lejes oppe ved købmanden.

Vi har haft en helt fantastisk ferie og er endnu engang blevet bekræftet i, at camping er en helt fantastisk ferieform, særligt med børn!

  

Alle vores tests og anmeldelse på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet.

Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi : MEGET GOD – Campinglivet er bare helt fantastisk. Man kommer ned i gear, børnene vokser, og der er plads til hygge og sjov. Campingvognen rummede os fint, og vi fik oplevet en masse på både pladsen og i de omkringliggende områder.

Holdbarhed : MEGET GOD – Både campingvogn, fortelt, interiør og service emmer af luksus og løfter hele campingoplevelsen.

Pris : GOD/MEGET GOD – Det er svært at vurdere. Det er dyrt at købe en campingvogn og alt dette tilbehør, men det er en engangspris, og derefter kan man rejse hvorhen man vil og kun betale for pladsen.

Kvalitet : MEGET GOD – Det hele emmer af luksus! SÅ mange fine detaljer!


Vores tester Lene har sammen med sin familie: Kæresten Kim, og deres tre børn Aya (11) samt tvillingerne Ella og Elliot (19 måneder), kastet sig ud i det famøse campingliv. De har boet i en Caravelair Alba 497 Family, hvor de har ligget på Løkken Klit Camping & Hytteby i 7 dage.

Lene fortæller:

Vi er helt nye i campinggamet, som i at vi har aldrig været på camping før. Derfor var vi også meget spændte på hvilken uge vi ville gå i møde. Men lad mig bare sige, at det ikke er sidste gang, at vi skal på campingferie.  

Det første man ser, når man triller ind på campingpladsen, er en stor og indbydende bygning med skiltet Løkken Klit Camping og Hytteby. Indenfor blev vi mødt af det sødeste personale, som både hjalp os med alt det praktiske, men også fandt to højstole frem, som vi kunne leje. Virkelig et plus, at de har tænkt på, at ikke alle husker eller har plads til det. Det var seriøst som om, at så snart bommen gik op, gik vi alle i et ferie mode, tempoet blev taget helt ud, og vi hyggede os helt vildt.

Børnene brugte meget tid på legepladserne, der var udstyret med hoppepuder, rutsjebaner og meget mere. På campingpladsen var der en fin købmand, som har alt man har brug for inkl. frisklavet morgenbrød. Jeg kan godt lide, at der er tænkt på dette, for på den måde kunne man tage de små i klapvognen og gå op og hente morgenbrød, istedet for, at man var nødt til at forlade pladsen. 

Vores store datter var et par gange i Hulen, som er campingpladsens aktivitetscenter, hvor der dagligt er en masse planlagte aktiviteter for børn. Campingpladsen havde også et lille tog, der kørte rundt på pladsen til stor begejstring for især vores søn. 

Mens vi var deroppe, var der også loppemarked på pladsen. Der var opstillet en lille bod, hvor der blev solgt pølser og pilsner samtidig med, at en mand stod og spillede musik. Det skulle vi selvfølgelig støtte, og så sluttede vi af med en kæmpe is, for hos købmanden kunne man få gammeldags isvafler. Der var en virkelig god stemning. 

Vi havde ikke det bedste vejr den uge vi var deroppe, men det blev alligevel til en hurtig tur i campingpladsens 300 m2 badeland, som både bød på sjov for de helt små, lidt ældre og voksne. Badelandet bød både på vandrutchebaner, badebassin og et bassin for de mindre med aktiviteter. Med vores chip, som både gav adgang til badeland, bom, vaskeri og bad var det nemt og enkelt, da alt forbrug blev afregnet ved afrejse. Vi tog også et slag minigolf imens de mindste sov. En fin bane, med ret svære huller, så alle skulle koncentrere sig. 

Stranden lå i gå afstand, og da vi havde hørt så meget godt om det begav vi os afsted. Ad en lille sti fra campingpladsen blev vi ledt ned til stranden. Desværre blæste det rigtig meget, og det var ikke noget for vores tvillinger, så vi vendte om igen. Dog er jeg er ikke i tvivl om at havde der ikke været så meget vind, så havde vi gjort det til en daglig rutine for der er ikke noget mere beroligende og smukt end Vesterhavet. 

Ud over stranden ligger Løkken Klit Camping og Hytteby både tæt på by og forlystelsesparken Faarup Sommerland (kun 10 min). Derudover var vi i Aalborg Zoo og Nordsø Ocenarium, der begge lå 40 min væk, men bestemt også er et besøg værd. 

I forhold til campingvognen, som var en Caravelair Alba 497 Family, var jeg virkelig overrasket over, hvor meget opbevaringsplads, der var i campingvognen, og hvor mange gode løsninger, der var fundet på for at optimere pladsen. Fx var der 3 køjesenge, som der var nem adgang til via en lille stige. I hver køje var der monteret et touchlys, til storesøsters kæmpe begejstring. Tvillinger havde en fest ved at kravle ind og ud af den nederste køje. Dog var der ikke meget plads til os voksne, når der skulle læses godnat historie. Vores store datter synes det var fint, at der var lidt fred for de små helt oppe i den øverste køje. Vores dobbeltseng var placeret i den anden ende, og ud til døren, som gjorde det nemt alligevel at få lidt voksentid, når ungerne var puttet. 

Havde vi brug for mere plads kunne bordet i campingvognen løftes op og der kunne skabes en ekstra soveplads. Derudover var der opbevaringsplads under sæderne. Det bedste var dog, at der under sengen var et kæmpe hulrum, som kunne tilgås ude fra campingvognen, og ellers kunne man løfte sengen og sætte støttebenet ned. Her havde vi alle vores tasker og de ting, som vi ikke brugte hver dag, og som gjorde, at vores ting ikke lå og flød i forteltet. 

Campingvognen var generelt meget lys, rummelig og indbydende. Alle vinduerne kunne åbnes op, ligesom der var et tagvindue. Dette gav en god cirkulation i vognen. Derudover var alle vinduerne udstyret med både myg og mørkelægningsfunktion, hvilket var til stor gavn om aftenen, når de små skulle sove. 

På de dårlige dage brugte vi meget af tiden i forteltet, som Camping Agenten havde gjort hyggeligt med en lampe over bordet, bordlamper, en gasovn og nogle gode behagelige stole. Mens regnen slog på forteltet og vinden fik fat sad vi lunt, tørt og spillede Sequence.

Noget som jeg havde frygtet, men som blev gjort fuldstændig til skamme var at tømme toilettet. Det var så nemt. Beholderen mindede lidt om en lille kuffert, som jeg trak afsted med op til det kemiske toilet, hvor det skulle tømmes. Det var super hurtigt overstået, så jeg er på ingen måde skræmt af at skulle det en anden gang. 

Vi brugte ikke badet i campingvognen, da Løkken Klit Camping havde virkelig fine bade faciliteter for store og små. Med en lille chip kunne der nemt og enkelt tages et bad i de helt nye bygninger. Snak om nemt, både vaskebalje og kurv kunne foldes sammen, hvilket gjorde det til en leg at vaske op, og så fyldte det ikke meget i campingvognen. 

På trods af at vi ikke var så heldige med vejret, så fik vi smagt på campinglivet, og jeg er vild med det. Man kommer hinanden ved, om det er over et spil kort i forteltet, over opvasken eller noget helt tredje. Camping giver muligheden for en masse kvalitetstid med familien. 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD. Vi havde en virkelig fantastisk ferie. Campingvognen gjorde det til en leg at være afsted med alle dens lækre faciliteter. Campingpladsen sørgede for virkelig fine omgivelser, med tæt til strand, mange aktiviteter for børnene, et kæmpe poolområde mm.

Holdbarhed: MEGET GOD. Nu er jeg ikke ekspert, men campingvogn virkede til at være lavet af gode holdbare materialer, og den bar ikke præg af slid, selvom flere andre familier har været i den. 

Pris: GOD. At anskaffe sig en campingvogn er ikke billig, men hvis man ser det som en investering, tænker jeg, at man får virkelig meget for pengene med Alba 497 Family, som var meget rummelig.  

Kvalitet: MEGET GOD. Jeg har ikke noget at sammenligne med, men jeg synes virkelig, der var tænkt på alt. Gode gennemtænkte løsninger og alle de lækre ting som Camping Agenten havde stillet til rådighed løftede lige det hele til et andet niveau. 

 


Vores testfamilie Elena, Scott og deres 2 drenge Obie på 9 år og Mace på 6 år, har testet en uges ferie på Løkken Klit Camping i samarbejde med Testfamilien og Camping Agenten, som har stillet den lækreste campingvogn til rådighed. En vogn med hele 6 sovepladser på kun knap 5 meter. Campingvognen hedder Caravelair Alba 497 Family. 

Elena fortæller:

Vi ankom til Løkken Klit Camping lørdag eftermiddag spændte og nysgerrige på at se campingpladsen samt campingvognen. I receptionen mødte vi det sødeste personale, som gav os en god beskrivelse af pladsen og dens faciliteter, og vi fik hurtigt fundet frem til pladsen, hvor campingvognen lå. Begge drenge styrtede hen for at åbne forteltet. Da de kom ind, og så at der var køjesenge, blev de ellevilde. Mace indrettede hurtigt sin køje med en masse små dimse ting, han havde med hjemmefra. Han satte dem i vinduet for at markere hans lille hule. I hver køje er der et lille vindue, som gør, at køjen syner og føles større pga. det dejlige lysindfald.


Begge drenge smuttede på legepladsen, som lå tæt op ad vores plads, så kunne vi lige så stille begynde at pakke ud imens. Da vi var kommet på plads, drog vi ud på sightseeing, og sikke en campingplads. Løkken Klit indeholder simpelthen så mange muligheder for børn. Der er opvarmet pool, 2 legepladser med hoppepuder og svævebane, et opholdsrum, hvor ungerne kunne spille bordtennis eller slappe af med en film samt leje af gokarts.

Derudover findes der også det som kaldes for ”Hulen” en slags aktivitetsklub for børnene, hvor der dagligt var mellem 2-3 aktiviteter de kunne melde sig til. Mace og Obie var begge oppe og lave bolsjer og lave krea ting, samt krympeplast. Vi så dem stort set ikke i løbet af den uge, vi var afsted. Løkken Klit Campings unge medarbejdere var så professionelle og var dygtige til at guide børnene i den aktivitet, de skulle i gang med, så vi fandt hurtigt ud af, at det var her os forældre havde muligheden for at slappe af for os selv. 

Campingagenten havde sørget for den lækreste campingvogn af mærket Caravelair Alba 497 Family, samt et stort fortelt fra mærket Trigano begge dele var utrolig gennemført og moderne rent æstetisk at se på. Alt udstyr til vognen var også med. Vi sad i nogle virkelig skønne stole fra Crespo, som havde en tilhørende skammel, så man kunne bruge stolen som en liggestol. Personligt var jeg selv oppe at køre over det service, som vi brugte fra BoCamp. Det lignede fuldstændig rigtigt porcelæn/keramik, men var i virkeligheden i melanin. Vi vil til en hver tid anbefale Camping Agenten for deres kæmpe udvalg af moderne campingudstyr.

Vognen er perfekt indrettet til vores lille familie på 4. Den rummer en stor dobbeltseng, samt et bord i midten, som også kan laves om til et par sovepladser. Derudover var der 3 køjer, et toilet og et kæmpe køleskab. Vognen rummer en masse skabsplads, som er helt perfekt til alt ens habengut. Med alt det udstyr som Camping Agenten har sørget for har det på ingen måde føltes som ”camping”, men som at være hjemme, vi har absolut ikke manglet noget i vores ferie.

Da vi var heldige med vejret som var knap 30 grader den uge vi var afsted, opholdt vi os meget oppe i pool området. Her kunne drengene bruge hele dagen på at svømme rundt og hygge sig med deres nye legekammerater, de havde fået på pladsen. Poolen indeholder to kæmpestore rutsjebaner, som flittigt blev brugt og et lille legeland nede i vandet til de helt små børn. 

Det bedste ved at være på camping har helt sikkert været det, at det har styrket vores sammenhold som familie. Der har været tid til at se hinanden i øjnene, tid til nærvær og leg. Begge drenge blev meget mere selvstændige på den uge, vi var afsted. De lærte at vaske op, købe ind hos pladsens købmand, samt styrket deres sociale kompetencer i og med, at de fandt en masse nye venner på ferien. Det at man ikke behøvede at sidde med en telefon eller iPad i hånden hver gang man skulle slappe af, men at vi kunne skabe et nærvær og bare være i nuet sammen har været skønt, og det er lige præcis dét camping kan. Det har været en fantastisk ferie og lige noget for børnefamilier. Vi er dybt taknemlige for, at vi fik muligheden for at teste denne skønne vogn på denne lækre campingplads. 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Camping er den bedste måde at holde ferie på når man har børn. Lige så snart man ankommer til pladsen og kommer på plads i vognen falder der sådan en ro over hele familien. Hvis campingpladsen har alt det hjertet begærer, som her i Løkken, er det helt sikkert den bedste måde at holde ferie på – børn eller ej. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Der er ingen tvivl om at den campingvogn vi har lånt, er en af topmodellerne indenfor vogne. Den er så smuk og i de lækreste materialer indeni, og jeg er sikker på, at det er en vogn, som holder sig pæn mange år frem. Det er ren luksus at campere i sådan en lækker vogn. 

Pris: MEGET GODT – Jeg er vokset op med camping og i ”gamle dage” var camping altid den billigste måde at holde ferie på. I dag er camping også en dyr form for ferie, dog har det den fordel at hele familien slapper af, da der altid er legekammerater om hjørnet, som gør at vi forældre også kan holde ferie. Løkken Klit Camping er en meget eksklusiv campingplads og har lige renoveret en helt ny bygning med familie bade, toiletter, fælles køkken samt tv-stue. Oveni alle de aktiviteter de stiller op til børnene, får man helt sikkert noget for pengene på denne plads. 

Kvalitet: MEGET GOD – Som tidligere beskrevet er Caravelair Alba 497 en af topmodellerne og her får du den bedste kvalitet. Vognen er præget af meget lyse farver med et interiør i læder og grå stof som gør den meget eksklusiv at se og mærke på, sammen med dette er den indrettet med lyst træ på alle skabe samt soft close lukning. Den er virkelig gennemført ned til mindste detalje. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Marselis bodylotion fra Faaborg Pharma