TEST af Baby Jogger City Sights – Testfamilien
TEST af Elektrisk klapperslange Jake, familiespil Randomshop

TEST af Baby Jogger City Sights

Tre af vores testere har de seneste måneder testet Baby Jogger City Sights i samarbejde med Prosupport.se. Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Nanna har sammen med sin søn Noah på 7 måneder testet den nye City Sights klapvogn fra Baby Jogger. Klapvognen vejer 11 kg og kan bruges fra nyfødt op til 22 kg/4 år. Til klapvognen kan i øvrigt tilkøbes en liggedel/lift.

Nanna fortæller: Den nye model City Sights fra Baby Jogger vakte min interesse, da jeg læste, at sædet, som noget nyt fra Baby Jogger, kan vendes, så barnet vender fronten mod føreren af vognen. Derudover kan styret justeres i højden, hvilket jeg med mine 180 cm går op i. 

Klapvognen kom usamlet, men det er en MEGET nem opgave at samle og skille klapvognen ad, hvilket også gør den nem at have med i bilen, da den ikke fylder ret meget, og dermed vil blive en perfekt rejsemakker, når vi tager på kør-selv-ferier. 

Noah sidder rigtig godt i 5-punktsselen, som er polstret med puder ved skuldrene og har et meget brugervenligt klikspænde. Derudover har klapvognen lækre detaljer i vegansk læder både på bøjlen og på styret. Noah er kun 7 måneder og er stadig så lille, at jeg godt kan lide, at han skærmes lidt, at han kan se mig og at jeg kan se ham, når vi er på tur. Når han bliver ældre, kan han vende fremad og suge alle indtryk til sig. 😊 Jeg sætter derfor stor pris på, at sædet kan vendes, hvilket i øvrigt gøres virkelig nemt.

Jeg var lidt kritisk, da jeg opdagede, at sædet ikke kan ligges ned, men derimod blot tippes, så sædet stadig er i siddeposition, blot liggende. Men Noah sover simpelthen så fint i den, og det generer ikke ham, at han ikke ligger udstrakt i vognen. Fodstøtten kan justeres, og denne er bredere, mere robust og bedre end jeg har set på andre Baby Jogger-klapvogne. 

Kalechen, som har UV50+-beskyttelse, kan i øvrigt forlænges, så barnet har skygge og er skærmet, mens det sover. I siderne er smart udluftning i form af mesh, så den lille får lidt luft ind – virkelig en god detalje! 

Klapvognen har i øvrigt et virkelig rummeligt indkøbsnet under, som kan bære op til 5 kg. Det er guld værd, når man er på tur eller skal handle. En virkelig undervurderet detalje. 😊

Klapvognen har 4 hjul, hvoraf de to forreste er drejbare, hvilket gør den nem at styre rundt. Hjulene har en virkelig god affjedring! Det justerbare styr og de gode hjul gør, at klapvognen er virkelig rar at køre med, og man fornemmer, at barnet ikke ”bumper” rundt i vognen uanset, hvilket terræn man kører på. 

Vi er meget glade for vores Baby Jogger City Sights! Det er ingen overraskelse, at den har vundet en RedDot Award 2022.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.
I dette tilfælde bliver vurderingen:

Brugsværdi: MEGET GOD – Den er super praktisk, let at komme omkring med og har rigtig god komfort både for barn og fører.

Kvalitet: MEGET GOD – Klapvognens dæk, sæde, sele, styr, anvendelighed og design emmer af kvalitet!

Pris: GOD – Prisen på Baby Jogger City Sights er 5.499, -, hvilket i min optik er mange penge for en klapvogn. Omvendt, så kan den bruges i 4 år, og den er både god til hverdagsture, terrængående tur og til ferier, og så er det nok bare prisen for kvalitet 😊 


Vores tester Stine har sammen med datteren Selma på 7 måneder testet Babyjogger City Sights, som er en helt ny model fra babyjogger, der har vundet den prestigefyldte Red Dot Award: Product Design 2022. 

Stine fortæller: Vi har haft fornøjelsen af at teste City Sights den sidste periode. Klapvognen har drejelige forhjul med god affjedring og et godt robust stel, der gør, at den er rigtig stabil under kørsel. Den kører let på ujævnt terræn og kan styres med en hånd. De drejelige forhjul kan låses, hvis man har behov for det.

Klapvognen er let at samle, og det tog mig ikke mere end 5 minutter, da den blev pakket ud. 

På City Sights kan sædet vendes både fremadvendt og bagudvendt. Jeg har været rigtig glad for, at Selma kan sidde bagudvendt og kigge på mig, da jeg gerne vil kunne have øjenkontakt med hende og skærme hende for indtryk, nu hun stadig er lille. 

Sædet er udstyret med en bøjle, der kan åbnes så større børn selv kan kravle på plads og en sele med skulderpuder, som Selma sidder flot i. Armene føres igennem, og selen lukkes let i spændet mellem benene. Selen kan også deles i 5 dele f.eks., når den skal justeres i højden på ryglænet, så den hele tiden er tilpasset barnets størrelse.

Sædet kan vippes ved at løfte i et lille håndtag øverst bagpå ryglænet. Det kan stå i 3 positioner. Siddende oprejst, let tilbagelænet og ned i liggende position. På den måde bliver ryglænet ikke rettet fladt ud, når barnet skal sove lur, da det blot er sædet der vippes. Dette tror jeg er en individuel smagssag og vurdering om det fungerer for ens barn at sove på den måde. Selma har sovet nogle fine lure på den måde i testperioden, men da hun ikke er større, kunne jeg godt have tænkt mig, at ryglænet kom ned, så hun kunne ligge helt fladt med ryg/bækken.

Kalechen er lavet med 50+ UV beskyttelse og kan forlænges ved at åbne en lynlås. Når den er forlænget er der lufthuller i siden, så der kommer luft ind ved barnets hoved, hvilket er rart især her om sommeren.

Klapvognen kan bruges fra nyfødt og op til 22 kg eller 4 år. Den er udstyret med en stor varekurv under, som vi har været rigtig glade for, kurven kan bære op til 5 kg. Selve klapvognen foldes let sammen ved at vippe sædet frem og derefter folde stellet sammen, dette kan gøres med en hånd. Den fylder minimalt, når den er klappet sammen, hvilket gør den let at pakke i bilen. 

Klapvognen vejer 11 kg, og mit førstehåndsindtryk var at den var tung. Men det stabile stel, som sikrer en god kørsel er klart at foretrække, så derfor betyder vægten ikke så meget for mig.

I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: MEGET GOD – BabyJogger City Sights er virkelig en lækker klapvogn, som kører rigtig godt. Som mor til 4 har jeg prøvet rigtig mange klapvogne, og dette er klart en af dem, der har kørt allerbedst. Hvis barnet kunne ligges fladt ned ved lur, ville den have været helt perfekt for mig. Dog vil jeg sige, at jeg synes den gode og nemme kørsel opvejer det meget godt. 

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Klapvognen virker til at være i rigtig god kvalitet og fremstillet i gode materialer.
Pris: GOD – Babyjogger City Sights står til 5.499 kr. 


Trine har testet Babyjogger City Sights for Prosupportscandinavia med sin søn Sofus på 1 år. 

Trine fortæller:

Vi har brugt babyjogger til alle 3 børn, men faktisk har vi haft mange forskellige modeller. Derfor føler jeg mig også som lidt af en ekspert, når det kommer til BabyJoggers vogne. BabyJogger har et bredt sortiment af vogne til alle formål. Vi havde netop testet en BabyJogger mini GT 2.1, som vi var meget glade for. Denne her hedder City Sights og er i farven deep teal, som er sådan en petroleumsfarve og virkelig flot. 

Den har i modsætning til de øvrige 4 hjul med drejelige forhjul. Den har en del plusser i vores bog ift. Mini GT’en, som vi også elsker. Den har lige præcis det, vi har manglet – nemlig at man kan vende sædet, så barnet har front mod dig. Når de er så små, som vores baby på 1 år, så er der en del samtaler med baby, som man gerne vil have med babys ansigt imod en. Man kan skærme dem fra alt for mange indtryk og med tiden vende dem den anden vej. Vores baby elsker dog begge dele, men ikke alle babyer klar til at face udad som helt små. Der er en del detaljer, såsom ventilation i siden, når man forlænger kalechen. Her kan baby kigge ud og holde øje med verden. 

Min mand er en del højere end mig, og han er ekstra glad for, at man kan forlænge styret og justere det i højden. Under vogndelen er der en ok rummelig plads til indkøb, pusletaske mm. Selve fodstøtten kan også justeres. Eneste minus er, at vognen ikke ligges helt ned, men til gengæld, så ligger baby ret ergonomisk. 

Det klart bedste ved vognen er, at den er ret handy. Den fylder mindre i bredden end de andre og er derfor nemmere at navigere rundt med på fortove, ind og ud af elevatorer og oppe i byen, hvor der er mange mennesker. Den vinder især ved, at den er mega nem at pakke sammen, og at den ikke fylder særlig meget i bilen. 

Den har indbygget uv50+ og er derfor ideel til ferier også. Sofus har sovet rigtig fint i den – selv i varmen. Den kan anvendes fra nyfødt op til ca. 4 år eller 22 kg. Selve vognen vejer kun 11 kg og nem at flytte rundt på. Alt i alt må jeg konkludere, at denne her model vinder på os. Den slår den almindelige BabyJogger, fordi den kan justeres i højden, fylder mindre og fordi baby kan vende begge veje – det er et kæmpe plus. Hvis baby kunne ligge helt ned, som i de andre, så havde den fået 6 ud af 6 stjerner, men vi nøjes med 5.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – En klapvogn til sin baby er en streng nødvendighed. Som jeg har været inde på, så har den rigtig mange gode kvaliteter. 

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Der er ikke en finger at sætte på kvaliteten. Vi har kørt på sten, grus, græs, sand mm. Og den holder. Den er i øvrigt super nem at tørre af med en klud. 

Pris: GOD – Alt er naturligvis relativt, fordi 5.495 kr er en del penge, men du får meget for pengene her. Denne her er både en rejse – og almindelig klapvogn i én, så på den måde er prisen fair. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Elektrisk klapperslange Jake, familiespil Randomshop