TEST af KAOS – Testfamilien
TEST af Sylvanian Families - coolshop.dk

TEST af KAOS

Flere af vores testere har den seneste måned testet børnestolen “klapp” fra KAOS. Her kommer deres anmeldelser:


Vores tester Line har sammen med hendes søn på 2 år testet højstolen Klapp fra Kaos

Line fortæller:

Jeg havde virkelig glædet mig til denne test, da jeg allerede inden havde været inde og kigge på Kaos’ hjemmeside og set de flotte stole. Højstolen kom i en kasse, hvor den var samlet, så den var klar til brug med det samme. Jeg havde i forvejen valgt farven natural oak, og den passer så smukt til vores spisestue. Stolen er lige så flot i virkeligheden, og man fornemmer virkelig, at der er kælet for detaljerne og ikke gået på kompromis med kvaliteten i udførelsen. Den er udført som en slags trappestige, der gør det let for mindre børn at komme op på stolen på egen hånd. Jeg synes, at sædehøjden passer rigtigt fint til vores bord, og Arthur sidder godt på stolen.

Trappestige funktionen gør også, at stolen er praktisk, når de mindste skal deltage i madlavningen i køkkenet, og lige kan stille sig op på det passende trin. Den er nem at rengøre og en helt genial ting er, at den let kan klappes sammen, så den fylder mindre, når der fx skal gøres rent eller hvis man skal transportere den.

Min pige på 4 år har også testet stolen, og hun sidder også rigtigt fint på den.

Stolen er udført i solidt træ og med fine detaljer og løsninger. Den emmer af kvalitet og design og passer perfekt ind i et moderne dansk hjem. Den kan bruges så længe børn har lyst til at sidde på en højstol, og der kan tilkøbes både babysæde og bøjle, så den kan bruges helt fra baby. En flot og praktisk højstol i skandinavisk stilrent design.

Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier:

Nytteværdi, holdbarhed, kvalitet og pris. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD: En stol som vores børn kan få glæde af i mange år, og som er praktisk i dagligdagen.

Holdbarhed/Kvalitet: MEGET GOD: Der er blevet brugt gode materialer, og den håndværksmæssige udførsel er helt i top, så den vil kunne bruges i mange år. Samtidig gør det tidløse design, at den vil vedblive med at kunne passe ind i de fleste hjem.

Pris – GOD: Stolen koster 2.249kr, hvilket jeg synes er en helt fair, hvor pris og kvalitet hænger fint sammen.

 

MED KODEN testfamilien15 får du 15% hos KAOS.

 


Vores tester Nora har sammen med sønnen Eddie på 2 år og datteren Elina på 4 år testet højstolen fra KAOS.

Jeg kan ikke lade vær at fokusere på design og kvalitet, når det handler om interiør – også når det er til mine børn, og det er møbler, der er nødvendige og brugbare i forhold til deres alder. 

KAOS “Klapp”

Jeg forelskede mig fuldstændig i den praktiske Højstol “Klapp” fra KAOS. Stolen er i skandinavisk stilrent design og til børn i alderen 0-9 år. Den fås i mange flotte farver, og vi valgte den i “Natural Oak”, som går fint ind i vores indretning. Ikke nok med, at den ikke skal skiftes ud, fordi den følger barnet i så mange år, så har Eddie og Elina en god ergonomisk siddestilling, hvilket er vigtigt for de små.

Sædehøjden er fast på 56 cm, hvilket passer til standard bordhøjder på de ca. 74 cm. Den er bygget med 3 trin og skiller sig dermed ud fra standard, som er de 2 trin. De små trin gør det nemt for især Eddie selv at komme sikkert op og ned, da balancen stadig kan svigte, og så er trinene faste, så de kan ikke justeres. 

Endnu bedre så er stolen sammenklappelig, hvilket er meget praktisk under rengøring eller hvis der er gæster, og den ikke skal anvendes. Den kan klappes sammen selv hvis bøjle og bord er på.

Kaos Klapp kan bruges fra barnet er nyfødt, hvor det er muligt at tilkøbe “babysæde”. Så kommer tumlinge stadiet, hvor der kan tilkøbes “bøjle med bakke”, som Eddie har på nu. Der findes også blot en bøjle og seler, hvis man vil have barnet til at sidde helt ind til bordet. 

Bøjlen og bakken fås i denne grønne fine farve og er lavet af 50% recycled fiskenet.

Den er nem at klikke af og på og sikrer Eddie en god og korrekt siddestilling op til de 36 måneder. Vi synes, det fungerer rigtig godt med, at Eddie har sit eget bord. Det virker som om, at han synes at have en hvis nærhed og overskuelighed med hans mad, når det er inden for hans egne og bordets grænser. Dermed “griber” han også bedre sin mad, fordi det falder indenfor bakken og kan samle det op og spise det igen.

For at gøre stolen endnu mere sikker, kan der tilkøbes “slippers”, altså fødder til højstolen, så den står bedre fast. Elina kan sommetider godt hænge på ryglænet, og med fødderne er vi sikre på, at hun ikke får vippet stolen, når Eddie sidder i den. Når barnet kan sidde sikkert selv, er det en virkelig god stol til selv de større børn og kan bruges op til 9 år. Stolen er testet med en belastning på op til 230 kg. 

Elina er glad for at bruge stolen, når hun sidder og tegner og har god mulighed for hele tiden at ændre siddestilling, da hun kan placere benene på de forskellige trin.

Selvom Eddie lige nu bruger bøjle og bakke, så er der godt med plads under bordet til, at han kan bøje benene op under sig og ligeledes strække dem med støtte fra en af trinene. Jeg synes, det er vigtigt med god mulighed for bevægelse til den til tider urolige børnekrop. Sidder man ergonomisk korrekt og behageligt, vil børnene også have mere lyst til at sidde med ved bordet.

Om KAOS

KAOS blev etableret i 2014 og indehaverne bag firmaet ville ikke blot lave ting, fordi de ønskede noget godt! Men formålet bag KAOS var at designe smartere og producere mere bæredygtigt. KAOS skaber produkter, der holder længere og i sidste ende giver dig mulighed for at købe færre ting.

Alle de produkter der er udviklet, er kommet fra et reelt behov, som de selv har haft som forældre, og med en ubestridelig trang til at ændre en branche til det bedre.

Men selvfølgelig med omtanke på miljøet! Verden flyder over med plastik, og derfor er de fast besluttet på at gøre noget ved det. KAOS er først i verden til at tilbyde genanvendt, panterbart og genanvendeligt babyudstyr, som bl.a. på KAOS “Klapp” højstolen. 

Du kan se mere om alle deres produkter på https://www.itskaos.com . 

 

Den samlede vurdering af Kaos Klapp: 

Nytteværdi: MEGET GOD – højstolen er brugbar i mange år og bliver brugt dagligt af begge børn.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – der er ingen tvivl om, at der er tale om god kvalitet og holdbare produkter. Det er den første højstol, jeg oplever er sammenklappelig og fylder blot 96×13 cm, når den er foldet sammen. Der er kredset om alle detaljer og med stor omtanke på miljøet. Målene når stolen er foldet ud er 84×61 cm. 

Pris: MEGET GOD – pris, kvalitet og lækkert design hænger oftest sammen – og det synes jeg, at KAOS Klapp stolen har. Det fine skandinaviske design som højstolen har, pynter ved spisebordet og giver børnene en god og ergonomisk siddestilling. Det kan bruges fra barnet er nyfødt, og dermed behøves stolen ikke at skiftes ud efter en hvis alder. Så en pris på 1.999,- og op til 2.249,- alt efter hvilken forhandler man vælger, er i sidste ende godt givet ud. Bøjlen og bakken tilkøbes seperat til en pris på ca. 885,-.


Den seneste måned har vores tester Aynur, sammen med sin ældste søn Milas på 4 år samt hendes tvillinger, Ella og Noah på 2 år, testet sammenklappelig højstol fra KAOS.

Vi har været så heldige, at have modtaget den fineste sammenklappelige højstol fra det norske brand KAOS, som blev grundlagt i 2015 af Gineline Kalleberg og Mette Hansen.

Med den sammenklappelig højstol har KAOS formået at producere en super enkel, elegant træ højstol i høj kvalitet, og som samtidig er pladsbesparende. KAOS har både opnået et internationalt patent for sine smarte løsninger og er blevet hædret med internationale design- og innovationspriser for sit design, hvilket er meget velfortjent.
Vi har modtaget følgende produkter fra KAOS

  • Sammenklappelig højstol i farven eg
  • Sikkerhedsbøjle i eg 

Herhjemme er vi mega fan af KAOS, da vi allerede har endeløs ribbevæg samt deres horisontal ribbevæg. Kvaliteten er i top, og vi bruger det flittigt. Derfor var vi også sikre på, at deres højstol var i samme top kvalitet, som de andre produkter, vi har herhjemme.

Da vi modtog kassen fra KAOS og pakkede den op, blev vi noget overrasket. Højstolen lå fuld samlet i æsken og klar til brug – nemmere bliver det ikke.

Det eneste vi blot skulle gøre var at skubbe benene på stolen, klikke sædet i låseposition, og så var den klar til brug. 

Højstolen er stilren og tidløst og passer ind i de fleste hjem, og den kombinerer på smukkeste vis æstetik og funktionalitet. 

Den fås i 8 forskellige farver, hvoraf den vi har testet er i farven Oak Natural, og materialet er lavet af solidt FSC-certificeret egetræ. Som finish er der brugt PU baseret matlak uden skadelige stoffer og kemikalier. Dertil kan der tilkøbes forskelligt tilbehør efter behov. KAOS produkter er bæredygtige og sigter mod at være førende med deres innovative bæredygtige materialevalg i produktionen, hvilket jeg er kæmpe fan af.

KAOS højstolen er velegnet til børn i alderen fra 6 måneder og op til 6 år. Trinnene på stolen gør det nemt for barnet at klatre op og ned på egen hånd. 

Fra designet får barnet en ergonomisk og aktiv siddestilling og kan støtte benene naturligt på de forskellige trin efterhånden som barnet vokser. 

Det slanke design fylder ikke meget og gør stolen let at flytte rundt på, klappe den sammen og stille bag ved en dør, og den kan hænges på væggen ved køb af et ophæng fra KAOS. Når stolen er foldet sammen fylder den kun 13 cm i bredden. 

Herudover er det super smart, at man bare kan klappe stolen sammen og tage den med overalt. Det eneste ulempe med stolen er, at trinnene er faste og kan ikke justeres. Den er let at gøre ren pga. af dens glatte og solide finish, og madrester tørres nemt af med en fugtig klud uden at ridse finishen på stolen, og denne robusthed gør, at stolen kan gå i generation til de næste i søskendeflokken. Højstolen har en bæreevne på hele 230 kg.

Højden på stolen er præcis, som den skal være. Stolen kan skubbes helt indtil bordet. Den har et dybt, bredt sæde og et solidt ryglæn, der sikrer optimalt siddekomfort. Benene på stolen sørger bl.a. for, at stolen bliver stående, når barnet prøver at skubbe sig væk fra bordet, og totalbredden på hele 61 cm giver god stabilitet i siden.

Sikkerhedsbøjlen er ligeså elegant i udseende, som stolen og er super smart med skridstrop. Sikkerhedsbøjlen bruges fra barnet kan sidde selv og op til 36 måneder. 

Et ekstra plus er, at selve skridstropen kan vaskes i vaskemaskine, hvis den bliver beskidt. Den er super nem at sætte på og skal blot klikkes på nedenunder sædet.

Når man ikke længere har brug for skridstroppen eller andet tilbehør til stolen fra KAOS kan man returnere varen til genanvendelse mod at få et depositum (gavekort), som kan bruges til andre produkter fra KAOS. Et super smart eksempel på upcycling.

Der har været rift om at sidde på stolen herhjemme, og derfor har den også været anvendt af alle tre børn under testperioden.

Stolen passer også super fint inde på Milas´værelse, hvor den har fået plads ved hans skrivebord. 

Nytteværdi: MEGET GOD – Alle børn skal bruge en god højstol med optimal siddekomfort. Højstolen er uundværlig ved spisebordet, hvor det holder barnet i en god siddeposition og højde, der gør det nemt for forældrene at hjælpe med spisning, og derfor har det en stor nytteværdi. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Under hele testperioden har stolen været flittigt brugt, både ved spisning, når der skulle hjælpes til med madlavning, tegnes ved bordet eller når den blot skulle bruges som skammel, og derfor har den stort set været rundt i hele køkken/alrummet samt inde på børneværelset. Under hele testperioden har den ikke fået tegn på slidtage eller slag og står stadig som sprit ny. Det hjælper også, at den er nem at rengøre.

Pris: GOD – Højstolen koster 2.249 kr. og sikkerhedsbøjlen koster 439 kr. Det er en ok pris sammenlignet med kvalitet og design, især hvis man tager i betragtning af, at højstolen kan bruges i mange år og af flere generationer. Den fungerer både som højstol, men kan også bruges som kontorstol samt som skammel, og derfor synes jeg, at stolen er pengene værd. 

Kvalitet: MEGET GOD – Ingen tvivl om at man har anvendt det bedste materiale til at fremstille stolen. Jeg er dybt imponeret over kvaliteten. 

 


Vores tester Anja har testen børnestol fra KAOS med babyseat.

Anja fortæller:

Hvis man spørger mig, så er denne stol uundværlig for en børnefamilie. Den er smuk og i et stilrent, skandinavisk design. Den kan bruges af børn fra 0-9 med forskelligt tilbehør i forhold til barnets alder, bl.a. babysæde. Den er virkelig smart, da den netop kan tilpasses barnet og følge barnet længe.

Udover at stolen kan tilpasses forskellige aldre, så kan den også foldes sammen og hænges på væggen. Det, at den kan foldes sammen, gør det muligt at have stolen med rundt forskellige steder, hvis man fx skal på familiebesøg. Den kan foldes sammen selvom babyseat sidder på, så det eneste der skal gøres ved ankomst og ibrugtagning er at folde den ud. I stedet for at slæbe rundt på en plastikstol, som samtidig skal skilles ad for at være i bilen, fylder denne kun i længden, og ikke i højden, hvor den kun måler 13 cm i sammenfoldet stand. Stolen er praktisk udformet, og den har en fast sædehøjde på 56 cm, hvilket passer til standard spisebordshøjde. Med de mange trin gør det, det muligt at placere et større barn korrekt på skolen.

Ved køb af stolen og babysæde følger der automatisk et sæt forlængere med til bagerste ben på stolen for optimal sikkerhed.

 

Stolen fra KAOS fåes i 8 forskellige farver, som gør, at man har mulighed for at købe en stol, som passer ind i ens hjem. Babysædet har en grøn base, som er lavet af fiskenet, og deraf den grønne farve. Der er dermed også tænkt på miljøet. Selve sædet har en overflade, som er super nem at tørre over ved fx madspild.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – den kan bruges fra 0-9 år og dækker dermed hele perioden, hvor der kan være brug for højstol.

Holdbarhed: MEGET GOD – står godt, virker solid og uden tegn på slid efter brug, hverken på babysæde eller stol.

Pris: GOD – en lidt dyrere stol, men kan bruges i mange år. Dog skal tilbehør købes separat.

Kvalitet: MEGET GOD – både babysæde og stol er i rigtig lækker kvalitet, og designet er gennemtænkt.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Sylvanian Families - coolshop.dk