TEST af Mainframe-ryggsack fra Amvina.se (Skiphop pusletaske) – Testfamilien
TEST af iRobot Roomba Combo j7+

TEST af Mainframe-ryggsack fra Amvina.se (Skiphop pusletaske)

Flere af vores testere har den seneste måned testet Mainframe-ryggsack fra Amvina.se (Skiphop pusletaske). Her er deres anmeldelser:


Helle fortæller:

Vi har været så heldige at få lov at teste pusletasken Mainframe fra Amvina – en svensk virksomhed, der blev grundlagt i 2003. Amvina forhandler baby-, børne-, graviditets- og barselsprodukter i hele Skandinavien med fokus på design, sikkerhed og funktion. 

Mainframe rygsækken findes i flere farver, og vi testede farven sort. Tasken er fremstillet i 100% polyester og måler 36 cm x 37 cm x 20 cm. Tasken er virkelig slidstærk og nem at tørre af med en våd klud, hvis den skulle blive beskidt. Jeg pakkede tasken til en 2-årig og en nyfødt med alt, hvad man har brug for, når man tager på tur, og der var masser af plads, selvom tasken på ingen måde virker stor, når man går med den. 

Tasken har en hård ramme, så den ikke falder sammen, når man åbner den, hvilket giver et virkelig godt overblik over alt, hvad der er pakket. Indvendigt er der et stort hovedrum samt flere små lommer til blandt andet den medfølgende puslemadras. Udvendigt er isolerende flaskelommer samt to mindre rum med lynlås, der passer perfekt til pung, nøgler og telefon – således behøver man kun denne taske og skal ikke tage en ekstra taske med til mor. 

Noget af det jeg tidligere har savnet ved min pusletaske var, at den både kunne sidde på barnevognen og kunne bruges som rygsæk, så hænderne bliver fri til baby og større søskende. Mainframe-rygsækken sidder virkelig godt på ryggen, og den er let, så den ikke tager ekstra kræfter fra turene. Der er både et bærehåndtag og justerbare skulderstropper, så den nemt kan tilpasses brugeren. 

Tasken er meget nem at fastgøre til barnevognen/klapvognen med stropper, og den sidder godt uden at genere, når man går med den. 

Den sidste vigtige ting for enhver småbørnsforældre er, at tasken naturligvis lever op til alle EU-standarder og ikke indeholder forbudte kemikalier. 

Vi har været virkelig glade for at teste denne taske, da den lever op til alle de ønsker, vi har for en pusletaske; den er virkelig praktisk, flot og rummelig. Jeg glæder mig allerede til at bruge den meget mere og komme på en masse ture, hvor jeg hurtigt kan finde lige det, jeg har brug for i både puslesituationer, og når der er brug for snacks eller en vådserviet. 

Alle vores tests og anmeldelser på www.testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Tasken kan alt det, jeg ønsker af en pusletaske. Jeg kan have det hele med, den er overskuelig, og den kan bruges både på ryggen og på vognen. Den er virkelig smuk, og de mange gode rum og materialet gør den praktisk at have med på farten. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Tasken er lavet af 100% polyester og er nem at tørre af, hvis den skulle blive beskidt. Lynlåsene er holdbare og deler tasken rigtig godt op. 

Pris: MEGET GOD – Taskens vejledende pris er 550 svenske kroner, hvilket jeg synes er en utrolig fair pris sammenlignet med andre pusletasker på markedet. 

Kvalitet: MEGET GOD – Alt i alt er tasken virkelig lækker og i en god kvalitet, der gør, at den kan bruges til mange børn, hvis dette bliver nødvendigt. Jeg har brugt tasken i 1,5 måned nu, og det er ikke til at se, at den har været i brug. 

 


Almira fortæller:

Jeg har længe været på udkig efter en ny pusletaske, som ikke var for stor, men som var rummelig med plads til alle de nødvendige ting på turen med et blebarn.

Jeg har derfor virkelig glædet mig til at teste denne fra Skiphop.

Tasken har en rigtig fin størrelse og en masse lommer, både indvendigt og udvendigt, som er perfekt til at opbevare de forskellige ting.

De inderste lommer bruger jeg f.eks til bleer, bleposer, Olivy, vatpinde, børste og lignende.

Det store rum bruger jeg til ekstra tøj, legetøj og generelt de store ting. Og de udvendige lommer, med knapper og lynlåse, bruger jeg til f.eks pung, nøgler, lommetørklæder og ting man kan få brug for at have lige ved hånden. Derudover er der i begge sider plads til opbevaring af flaske, kop eller lignende.

Tasken er ret praktisk i forhold til både opbevaring af ting, men også fordi den har to sæt af stropper. Det ene sæt gør det muligt at sætte den fast på styret, så man hurtigt og nemt kan komme til, når man skal bruge noget. Det andet sæt gør det muligt at bruge tasken som en rygsæk. Det synes jeg er praktisk og rart, at man kan have sine arme frie, især når man skal holde babyen.

Nytteværdi: Meget god. Vi bruger den hele tiden. Både på korte og lange turer.

Holdbarhed: Meget god. Materialet virker ret slidstærkt.

Pris: God. Især pga. de mange praktiske ting som lommer og stropper. Prisen er ca. standard og koster ca. det samme som de fleste pusletasker.

Kvalitet: Meget god.


Maiken fortæller:

Vi har testet Mainframe-ryggsack fra Amvina.

Udgangspunktet for testen var, at vores datter snart skal til at smide bleen – og at der derfor bliver brug for en taske, der har plads til andet end bleer: rene bukser, underbukser og strømpebukser. 

Det var også vigtigt for os at finde en taske, der kan bruges som samlingssted til alt: lige fra madpakker til legetøj og mors telefon. 

Jeg har desuden længe ønsket mig en taske, der kan hænge på klapvognen, så jeg kan holde pladsen under sædet fri til andre ting.

Mainframe-ryggsack fra Amvina har levet op til absolut alle mine 3 ønsker – og mere end det. 

Det er en taske, der giver virkelig god mening. 

For det første gør tasken Mainframe dét, at tasken kan holde sig åben – også når den hænger på klapvognen. Det giver mulighed for at jonglere med både taske og barn, når der hurtigt skal findes noget. 

Jeg oplevede eksempelvis i bussen, hvor min datter sad på et sæde, og jeg skulle gå til og fra tasken nogle gange (fordi min datter liiiiige skulle til at hoppe ned eller rejse sig op), at det var meget praktisk, at tasken var nem at komme ned i, fordi den stod åben. Jeg kunne nemt gribe ned i tasken og hurtigt være tilbage ved min datter igen.

Tasken er dejlig rummelig. 

Vi har bl.a. brugt den til en tur på biblioteket, hvor der også var masser af plads til bøger på vejen hjem. Vi havde dog ikke lige tænkt på, at bøger bliver rimelig tunge – og at det ville gøre noget ved fordeling af vægten på klapvognen. MEN så var det netop virkelig praktisk, at tasken også kan bæres på ryggen. Det betød, at selvom tasken var blevet lidt for tung, så havde jeg stadig pladsen under sædet fri til en tur forbi købmanden på vej hjem. 

Tasken er god til det større barn. 

Der er en elastiklomme med plads til 2-3 bleer, og så kan resten af tasken bruges til andre ting. Vi har brugt den til madpakketure, biblioteksture, overnatninger, legeaftaler etc. 

Vores vurdering bliver:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Tasken kan bruges til både babyer og til de større børn. Derfor er tasken brugbar i mange år. Der er gode rum og praktiske funktioner. 

Holdbarhed: MEGET GOD – Tasken føles meget holdbar, og materialerne er tydeligt i en god kvalitet

Pris: GOD – Vi synes at prisen er helt fin, især når det kan bruges i flere år.

Kvalitet: MEGET GOD – Syninger virker stærke og lynlås er solide. 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af iRobot Roomba Combo j7+