TEST af Simpl Go høretelefoner fra Miiego – Testfamilien
TEST af LEGO CITY Specialværksted 60389 

TEST af Simpl Go høretelefoner fra Miiego

Flere af vores testere har den seneste tid testet Simpl Go høretelefoner fra Miiego. Her kommer deres anmeldelser: 


Christina fortæller:

”Jeg har været så heldig at få lov til at teste Miiego SIMPL GO høretelefoner, hvilket har været en kæmpe fornøjelse. 

Miiego er et dansk audio-brand med fokus på den aktive livsstil, design, funktionalitet og ikke mindst kvalitet. De har igennem de seneste år har fået international anerkendelse samt vundet flere priser og produkttest for netop deres fokusområder. 

Miiego SIMPL GO er trådløse høretelefoner, som er lette og komfortable at have på. De har op til 16 timers batteritid, hvilket er vildt dejligt, så jeg ikke skal tænke på opladning hele tiden. Ydermere så er de IPX4-certifikeret, hvilket betyder, at de kan tåle sved og let regn. Et must ved aktiv bevægelse, så jeg kan svede med god samvittighed eller hvis jeg skulle være ude for en lille regnbyge. 

Jeg har brugt Miiego SIMPL GO til både musik, lydbog, podcast og telefonopkald ved lange gåture, aktiv træning og roligere aktiviteter. De er supernemme at håndtere. De tilkobles hurtigt via Bluetooth og styres på siden af høretelefonerne, hvor jeg på logoet kan starte og sætte musikken på pause samt skrue op eller ned for lyden, skifte sang osv. ved hjælp af tre-knaps layoutet lige ved siden af. 

Høretelefonerne har et simpelt stilfuldt design lige efter min smag, sidder godt om ørerne og lukker af for anden udefrakommende støj og vigtigst har de en fantastisk lyd. 

Jeg giver mine varmeste anbefalinger til Miiego SIMPL GO. 

Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. 

I dette tilfælde bliver vurderingen af Miiego SIMPL GO: 

Nytteværdi: MEGET GOD – De er uundværlige for os, der elsker god lyd i ørene. 

Holdbarhed: MEGET GOD – De er IPX4-certificereret og kan dermed tåle sved og let regn, hvilket er et kæmpe plus. Og ikke mindst den god strømtid på op til 16 timer. 

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er god, de er lavet i et lækkert materiale, og de forbinder med det samme. 

Pris: MEGET GOD – Prisen er god og meget rimelig – kun 499 kr.


Vores tester Maria har testet SIMPL GO BY Miiego.

Maria fortæller:

De her trådløse hørebøffer kan varmt anbefales. De vejer ingenting – kun 120g. De er så lette at have på, at man ikke mærker det. Lyden er virkelig suveræn. 

De er nemme at betjene med knapperne på den ene bøf, og der er faktisk også indbygget mikrofon i, så man kan modtage opkald. Batteritiden er helt i top; op til 16 timer. De koster bare 499 kr.

De specielle og innovative MIIEGO® ørepuder er udført i et special-designet mesh-materiale, der giver maksimal komfort både til gåturen og under selv den hårdeste træningsaktivitet. Ørepudernes åndbare og hurtigt-tørrende materiale er med til at modvirke, at dine ører bliver varme og svedige. 

 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

 

Nytteværdi: MEGET GOD. Fantastisk gode for ørene. Lyden er suveræn.

Holdbarhed og kvalitet: MEGET GOD. Virkelig lækkert design.

Pris: MEGET GOD. De koster bare 499kr.

Kvalitet: MEGET GOD. Kvaliteten er i top til prisen, der er intet at tage fejl af, lækre detaljer.

 


Ann-Charlott fortæller:

Jeg var så heldig at få lov at teste disse høretelefoner fra Miiego, der specialiserer sig i at lave trådløse høretelefoner til en aktiv livsstil. Normalt kan jeg egentlig godt lide at benytte mig af in-ear høretelefoner, men synes nogle gange, at det er rart ikke at have noget helt inde i ørene i så lang tid af gangen eller koncentrere mig om, at de falder ud af ørene. For mig har det derfor passet perfekt med disse høretelefoner, hvor jeg virkelig har haft glæde af dem i forbindelse med mine lange gåture på 10+ km. Jeg oplever ikke susen eller andet støj i ørerne samtidig – de holder vejr og vind godt ude og leverer lækker lyd i ørerne. 

De sidder godt og komfortabelt uden at stramme til om hovedet. Samtidig sikrer de en lyd, der bare spiller – uden besvær og unødig irritation. Derudover lukker de virkelig godt af for baggrundsstøj og dækker øret godt. 

Høretelefonerne er super nemme at parre via bluetooth med telefonen eller børnenes iPads, og når de først er forbundet en gang, forbindes de automatisk. Jeg er på ingen måde en elektronikhaj og har tidligere brugt virkelig lang tid på at sætte mig ind i at tilslutte diverse høretelefoner og andet til min telefon, men ikke her. 

”Remmen” over hovedet justeres nemt ved et enkelt klik, og de bløde puder på ørene er meget behagelige. Ørepuderne er specialdesignet i mesh-kvalitet, som gør dem hurtigtørrende, så uanset om man drypper af sved lige efter en træning, sætter nye personlige rekorder indenfor sin sportsgren eller mediterer i silende regnvejr, får man den gode lyd og undgår våde ører. Høretelefonerne er i god kvalitet, nemme at tage med og tåler altså sved og vand, hvilket er et must, når jeg er ude i alt slags vejr. 

Høretelefonerne er lette at justere, så de passer til hovedet, så vi skiftes let med at bruge høretelefonerne herhjemme, og der er virkelig blevet rift om dem, da de passer til både store og små hoveder. Clara-Cecilie (10) og Celina-Sofie (9) skiftes til at bruge dem, når vi kører bil eller til at høre lydbøger. Hvis det stod til dem, skulle de også have lov at have dem med i skole til deres Chromebooks. 

Jeg hører ofte lydbog eller bevæger mig rundt i huset og væk fra min telefon med høretelefonerne på. Jeg har tidligere oplevet lydudfald ved andre høretelefoner, men SIMPL GO har en lang rækkevidde og leverer en fantastisk lydoplevelse, hvor lyden er krystalklar og bassen giver en optimal musikoplevelse. Der er til mange timers lyd med en batteritid på mere end 16 timer. 

Alt i alt er det virkelig nogle gode høretelefoner, hvor pris og kvalitet er super god. Jeg vil virkelig slå et slag for disse høretelefoner, der er super smarte, enkle og brugervenlige uden at gå på kompromis med kvalitet og funktioner. 

Nytteværdi: MEGET GOD – Høretelefonerne har en god lyd, passer til store og små og er forenelige med et aktivt liv.

Holdbarhed: MEGET GOD – De virker robuste og modstandsdygtige overfor vind og vejr.

Pris: MEGET GOD – Pris og kvalitet hænger sammen.

Kvalitet: MEGET GOD – Virker til at være en god kvalitet, hvor der er tænkt overdetaljen og brugervenlighed. 

 


 

Janie fortæller:

Jeg har testet SIMPL GO høretelefoner fra Miiego.

Selve kassen indeholder en lille og nem manual, opladerkabel og selvfølgelig selve høretelefonerne.

Der er strøm på dem, så det er faktisk bare at tænde for dem og forbinde dem med din telefon, så er man klar til at lækker lydoplevelse.

SIMPL GO er on-ear og er en letvægts-høretelefon og er meget komfortable at have på.

De er trådløse og har en batteritid på op til 16 timer og vejer kun 120 gram!

Miiego har desuden fremstillet ørepuderne i mesh materiale, som gør, at de er behagelige at have på og samtidig tørrer hurtigt, hvis de bliver våde af sved, og derfor er de geniale til træning, løb, cykling eller anden motion.

De har en IPX4 vertificering, som betyder, at de er modstandsdygtige overfor sved og let regn.

Miiego skriver: ”KEEP IT LIGHT. AND SIMPL”

Light fordi de ikke vejer særlig meget, og SIMPL fordi de er meget simple at betjene.

Der er nemlig et 3-knaps layout på siden af høretelefonerne, hvor man kan skrue op for lydstyrken, vælge næste nummer eller sætte musikken på pause. Man besvarer også sit opkald ved at trykke på det røde Miiego logo på siden – det er da nemt!

Lyden i høretelefonerne er også god. Både klar og tydelig og har en lækker bas, når man hører musik.

Jeg har brugt høretelefonerne til hjemmetræning og til at lytte lydbog eller podcast, når jeg har været ude og gå en tur.

Jeg har også brugt dem meget til at foretage opkald med, da jeg så har hænderne fri og kan lave noget imens jeg snakker i telefon – se det er smart!

READY. SET. MIIEGO.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Høretelefonerne kan bruges til mange forskellige slags behov, og derfor er nytteværdien meget god. De kan bruges til at høre musik, podcast, opkald eller hvis man ser film/YouTube på sin telefon og har brug for at holde lyden for sig selv.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Jeg synes, de virker som et sæt høretelefoner af rigtig god kvalitet – selvom de vejer så lidt og er simple i deres design. Derudover har Miiego tænkt holdbarheden ind i forhold til deres robusthed overfor sved og regn.

Pris: MEGET GOD –  De koster 499,- og jeg synes faktisk det er en mega fornuftig pris i forhold til alt det, man får. Jeg er meget positiv over høretelefonerne.


Sara fortæller:
“Jeg var helt oppe og køre over at skulle teste SIMPL GO BY MIIEGO trådløse høretelefoner, da jeg længe genre har ville have nogle ordentlige høretelefoner, men har været meget i tvivl om, hvilke jeg skulle vælge til især mine gåture.”

Da jeg modtog høretelefonerne, var det første jeg bemærkede, at de er IPX4 godkendte, hvilket betyder, at de er beskyttet mod vandsprøjt uanset retning, og at de havde en batteritid på 16 timer. Jeg skyndte mig at sætte dem til lader, så de kunne blive klar til brug.

I kassen med høretelefonerne er der desuden et micro-Usb kabel og en Quick start guide til hurtigt og nemt at få sat høretelefonerne op til brug. Høretelefonerne var nemme at forbinde med min Iphone via bluetooth.

Jeg har testet høretelefonerne på mine gåture i både solskin, blæsevejr og regnvejr, under træning og når jeg støvsuger. Jeg har både brugt dem til musik, podcasts, og så har jeg ligeledes testet at snakke i dem, hvilket fungerede fint.

Fra jeg tænder mine høretelefoner til den har fundet enheden på min Iphone via bluetooth, går der et splitsekund, og der er musik igennem. Det er virkelig lækkert, at det bare fungerer. Jeg synes betjeningen er nem, og alle kan være med på dette niveau.

Høretelefonerne sidder virkelig lækkert, puderne sidder godt til øret, lukker unødvendig støj ude og strammer ikke. Jeg er vild med måden de justeres på, hvilket gør, at min datter på 9 år også kan passe dem, og de samtidig sidder godt på hendes hoved, som jo er mindre end mit.

Jeg er vild med pasformen og den lange holdbarhed på batteriet, Det eneste minus jeg har oplevet er, at lyden godt kan hakke lidt i det, hvis det blæser kraftigt, men i lidt/mellem blæst har jeg ikke oplevet nogen problemer.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: – MEGET GOD: Virkelig brugbare til store og små hoveder og til fysisk aktivitet.

Holdbarhed – MEGET GOD: Virker til at være i god kvalitet og nogle lækre materialer. Jeg har svedt med mine på og været ude i regnen, uden at det ses på dem.

Pris – GOD: Prisen for de ledningsfrie høretelefoner er 500 kr., hvilket jeg synes er en god pris for så funktionelt et produkt.

Kvalitet – GOD: Kvaliteten er i top, designet er lækkert, og man er ikke i tvivl om, at det er god kvalitet.


Nadia fortæller:
Efterhånden er høretelefoner blevet en kæmpe jungle, da der findes mange forskellige slags. Jeg foretrækker hele traditionelle høretelefoner, som sidder oven på hovedet og er behagelige at have på. SIMPL GO BY MIIGO er netop lige det. Det er super lette, vejer næsten ingenting og er derfor super behagelige at have på.
De oplades nemt og kan derefter bruges i op til 16 timer på deres batteritid, og det fungerer super godt. De betyder for mig, at jeg ikke skal oplade dem hver dag, men kan bruge dem i en uge ad gangen, før de skal oplades.
De tilsluttes via Bluetooth til din mobil, og derefter er de nemme at oprette forbindelse til, når de skal bruges. Jeg bruger dem både til min mobil og iPad. Jeg har ofte min iPad med på farten, og ved ventetid kan jeg finde på at finde en serie at se, og så kan jeg nemt høre uden at være til gene for andre.
Høretelefonerne er lavet i et specialdesignet mesh materiale, ørepudernes åndbare og hurtigttørrende materiale, gør dem optimale til brug under sport.
Jeg har været glad for at teste de trådløse høretelefoner, da det har medvirket til, at jeg er kommet ud og gå nogle dejlige ture, samtidig med at jeg har kunnet lytte til lydbøger eller musik undervejs.
Nytteværdi: GOD; Høretelefoner kan bruges i mange situationer, og selv mine børn har brugt dem, når der skulle lyttes til musik.
Holdbarhed/Kvalitet: MEGET GOD; De trådløse høretelefoner er lavet i et slidstærkt materiale, som er hurtigttørrende og derfor super funktionelle til det aktive menneske.
Pris: GOD; Høretelefonerne koster omkring 500 kr., og det er en rimelig pris. Du får nogle gode og stabile høretelefoner for pengene, og de kan holde til en masse.

Marie fortæller:

Jeg var så heldig at få lov til at teste disse fine Simpl Go høretelefoner fra Miiego. Der gik dog ikke mange dage, før min søn på knap 6 år overtog dem. Høretelefonerne er trådløse via bluetooth, så man slipper for at bøvle rundt med ledninger, og så kan de nemt tages med på farten. Brug dem til at høre musik, podcast eller lignende og bare rolig, der er indbygget mikrofon, så du behøver heller ikke tænke på at fumle rundt med mobilen. 

Høretelefonerne har op til 16 timers spilletid på en opladning, og de oplades nemt via USB opladerkabel som medfølger. 

De vejer kun 120g, så man mærker slet ikke, man har dem på. Jeg bruger dem på lange gåture i naturen og under huslige pligter. De kan også sagtens bruges under motion. Med en IPX4-certificering er Simpl Go modstandsdygtig over for sved og let regn. 

Det kræver ikke meget at betjene høretelefonerne, og min søn på knap 6 år kan finde ud af det. Når man skal parre høretelefonerne, tænder du bare på knappen på siden og tænder bluetooth på din mobil eller ipad og wupti, så er de klar til brug. 

Liam har også afprøvet høretelefonerne fra Miiego. Vi har længe været på jagt efter nogen høretelefoner til ham, men uden held, da vi har været utilfredse med kvaliteten på lyden. MEN disse har en fremragende lydkvalitet og en rækkevidde på op til 25 meter. Liam bruger dem mens han spiller og ser videoer. Lyden lukker helt af, og han kan være helt fokuseret på det han laver, uden unødvendige forstyrrelser. 

Simpl Go passer til langt de fleste hovedstørrelser, da hovedbøjlen er fleksibel og kan justeres i størrelsen. Derfor passer de både til mit hoved og Liams hoved.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD. De kan både bruges til fritid og sport. Fungerer som de skal uden problemer.  

Holdbarhed: MEGET GOD. De fremstår stadig som nye efter 1 måneds brug. De tåler sved og let regn. 

Pris: MEGET GOD. Høretelefonerne koster kun 499 kr., hvilket jeg synes er en meget god pris. 

Kvalitet: MEGET GOD. Kvaliteten er meget god. De er her 1 måned efter endnu ikke blevet ’nusset’ i stoffet rundt ved ørene. Lydkvaliteten er helt i top. Designet er flot og de virker stabile. 


 

Vores testere Helle og Søren har testet trådløse hovedtelefoner fra MIIEGO.

Vi har modtaget en pakke fra MIIEGO med et sæt trådløse SIMPL GO BY MIIEGO hovedtelefoner, som vi har testet i forskellige sammenhænge.

I første omgang skulle de testes til brug på gåture og sikken fornøjelse. De vejer næsten ingenting og er ikke irriterende eller ’i vejen’, når man har dem på.

Justering af lyd er enkel, og så er det drønsmart, at hvis telefonen ringer nede i lommen, så kan man tage den med et enkelt lille tryk på siden af hovedtelefonen, så man skal ikke til at have hundesnoren i den ene hånd og telefonen på skulderen og få knækket nakken af led inden telefonsamtalen er færdig.

Lyden er fin, og det er både ved podcast/radio og streaming af musik.

Under vores testperiode var Søren så uheldig at blive indlagt 3 dage, og her var hovedtelefonerne virkelig guld værd.
Når man ligger på flersengsstue er det genialt, at man kan se tv (på sin ipad) eller høre musik uden at forstyrre sidemanden.
Og igen – de er lette at have på, og var ikke i vejen selvom man lå i sin hospitalsseng.
Det gjorde virkelig en forskel for indlæggelsen – så tak til MIIEGO 😉

Nytteværdi: MEGET GOD: Lette at have på – man mærker dem faktisk ikke.
Fantastisk at kunne tage telefonen ved et enkelt tryk
Rigtig god lyd – Især under hospitalsopholdet var nytteværdien i top!

Holdbarhed: GOD: Al elektronik kan gå i stykker, men disse virker robuste trods deres spinkelhed og lette vægt

Pris: GOD: De står til kr. 500,-, og det er en god pris for den lethed og lydkvalitet, der er i dem.

Kvalitet: MEGET GOD: Det er god kvalitet vi får her, både fordi de som nævnt er så dejligt lette at have på – men også med den rene fine lyd der er i dem.


Thomas fortæller:

Jeg har haft et Miiego Simpl Go headset til test, og det har været en fornøjelse at bruge headsettet.

Jeg har brugt headsettet sammen med min iPad Pro og set tv-serier og lyttet til forskellig musik. Det er nemt at parre enhederne via Bluetooth, og headsettet dukker automatisk op på iPad’en, når der tændes for det.

Når headsettet er tilsluttet iPad’en via Bluetooth dukker der et lille symbol op sammen med iPad’ens batteriniveau og wifitilslutning. Det er et headsetsymbol og en meget lille batteristatus.

Selve headsettet er nemt at bruge. På den højre del af headsettet er der knapper til betjening af enheden. Tænd/sluk sidder midt på i logoet og på underkanten er der volume op/ned, micro-USB stik til opladning samt et minijackstik hvis man ønsker at bruge en kablet forbindelse. Der medfølger dog intet kabel til dette. Jeg har ikke afprøvet kablet forbindelse, da jeg ikke har noget kabel eller for den sags skyld en enhed jeg kan forbinde headsettet til.

Når man skal bruge headsettet tager man det på og trykker på tænd/sluk knappen i midten af den højre del af headsettet. Efter 5-6 sekunder siger en kvindestemme “Power On” umiddelbart efterfulgt af “Pairing”. Selve pardannelsen tager også 5-6 sekunder, og så er man ellers klar til at lytte.

Som nævnt tidligere har det været en fornøjelse at bruge dette headset. Lyden er rummelig og god med en god basgengivelse. Jeg har haft lidt besvær med at bruge volume op/ned knapperne, da jeg blev ved med at glemme hvilken en, der var hvad. Jeg har derfor kontrolleret lydstyrken på min iPad.

MiiEgo Simpl Go er utroligt let, og man kan have det på i lang tid uden at blive træt af det. Det kan varmt anbefales, hvis man er på jagt efter et headset for eksempel til motionsbrug. Eller hvis man bare vil have et godt headset til en god pris.

Nytteværdi: MEGET GOD. God lyd til en god pris.

Holdbarhed: MEGET GOD. Headsettet virker solidt, men alligevel let.

Pris: MEGET GOD kr. 499,- Det er en OK pris for et godt headset.

Kvalitet: MEGET GOD. Solidt og let.


Marlene fortæller:

Jeg har været så heldig at få lov at teste on-ear høretelefoner SIMPL GO by Miiego

Jeg har virkelig været glædelig overrasket over hvor behagelig de er at gå med.

Jeg er normalt ikke god til hovedtelefoner, hverken dem som sidder uden på øret som disse eller dem som stoppes ind i ørene. Men de her har været super gode, og gjort jeg har brugt dem rigtig meget på gåture, og når jeg er på kreaværelset og sy.

For første gang har jeg kunnet forsvinde ind i de podcast, jeg har hørt, fordi hovedtelefonerne har siddet godt og lukket af for andet støj.

Jeg har også haft dem med op at flyve, hvilket jeg nød. Det var dejligt at få alt larm væk og bare sidde i min egen verden med god musik i ørene. Synes lyden er super god.

Det er klart hovedtelefoner jeg vil anbefale til andre.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – De sidder godt, og det var nemt at justere i højden, så de passer til ens hovedstørrelse. Slutter godt til ved ens øre uden, at man får varme øre.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – kvaliteten virker rigtig god, og selvom jeg har brugt dem flittigt, er det ikke at se på dem. Skulle de blive lidt beskidte, er de nemme at tørre af.


Mette fortæller:

Jeg har været så heldig at få lov til at teste Simpl Go By Miiego høretelefoner:

MIIEGO er et dansk audiobrand specialiseret i trådløs lyd til aktivitet og bevægelse, og som skaber simple, robuste og funktionelle lydprodukter til din aktive livsstil – Miiego har designet både pris- og testvindende designs og produkter. Alene Miiego’s første produktmodel ”AL3 FREEDOM” er solgt i over 100.000 eksemplarer bare i Skandinavien.

Med ordene: ”Vi ønsker at skabe bedre træningsoplevelser og større træningsglæde”, havde jeg store forventninger til mine nye ”on ear” høretelefoner fra Miiego. Førhen var jeg vant til små ”in ear” høretelefoner, som for det første faldt ud af mine ører, men også havde ekstrem dårlig lyd. Jeg var først lidt betænkelig ved ’on ear’-modellen da jeg var bange for at de ville se store og klodsede ud, men også at de ikke ville sidde fast på min løbeture, som er min foretrukne sportsgren. 

Miiego’s Simpl Go høretelefoner er heldigvis designet i et let og elegant look, som gør at de ikke syner store på hovedet. Samtidig passer de langt de fleste hovedstørrelser, da hovedbøjlen er fleksibel og kan justeres i størrelsen – Mit hoved er forholdsvis lille og den er justeret til den mindste størrelse hos mig .

Derudover blev jeg svært begejstret, da jeg oplevede at høretelefonerne bliver lige præcis hvor jeg satte dem, inden jeg begyndte min første løbetur med dem på – de rykker sig ikke ud af flækken , hvilket, jeg må sige, er med til at give MIG en kæmpe træningsglæde. Lyd betyder rigtig meget for min mentale gejst for at præstere.

Samtidig med at designet og komforten spiller, er der heller ikke gået på kompromis med lyden. Simpl Go leverer krystalklar lyd med en god, kraftig bas der giver dig en optimal musikoplevelse.

Den intense lyd er virkelig god at have i træningscentret, da høretelefonerne er med til at lukke centrerets lyde- og bragende musik ude. Modsatrettet synes jeg, at når man er udenfor, kan den eksterne lyd forsvinde så ’godt’, at jeg ofte er blevet nødsaget til at skrue yderligere ned for lyden i ørerne, så jeg stadig har kunne høre trafikken omkring mig.

Med dette in mente, er det super smart at Miiego Simpl Go har ”skru op- og ned” knapper på siden af den ene ørepude, samt en stor knap i midten, hvor man kan pause/play eller tage et opkald på telefonen.

Derudover leverer Miiego den feature, at man kan holde øje med høretelefonernes batteritid på telefonen, når høretelefonerne bliver tilsluttet bluetooth.  – Dette er virkelig noget som spiller, da det er møghamrende irriterende, at man uanende skal i gang med træning eller gå en god lang tur med lydbog i ørerne, og så de går tør for strøm. Når de dog er løbet tør for strøm er de nemme og hurtige at oplade igen og holder strøm i op til 16 timer.

Alt i alt er jeg svært begejstret over mine on ear høretelefoner fra Miiego, som har været med til at genskabe en løbe- og træningsglæde hos mig igen, men også har været med til at give mig mange skridt på gå-kontoen med en spændende lydbog i ørerne.

____________________________________________________________________________________

Min vurderingen, ud fra de 5 kriterier MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG:

Nytteværdi: Meget god –  Jeg er simpelthen så glad for mine høretelefoner, og jeg har ikke fortrudt et sekund at have ’on ear modellen’ – det skulle da kun være når jeg cykler, og ikke kan bruge dem over cykelhjelmen ☺

Holdbarhed: Meget god – Høretelefonerne virker til at være lavet i et stærkt men dog let materiale. De kan holde til at ligge frit i et net/taske uden at de tager skade. 

Kvalitet: God – Miiego fortæller at ørepudernes åndbare og hurtigt tørrende materiale er med til at modvirke, at dine ører bliver varme og svedige – dog har jeg oplevet, at høretelefonerne er varme at løbe med i 25+ graders varme, og jeg ville ønske at man kunne udskifte puderne til en ”sportsmodel” som ved nogle af de andre modeller Miiego leverer. Derudover har jeg oplevet at det til tider være svært at finde høretelefonernes bluetooth signal, men intet der er generende i større grad.

Pris: Meget god – med en pris til 499kr. lever Simpl Go høretelefonerne fuldt op til forventningen kontra prisen

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af LEGO CITY Specialværksted 60389