TEST af LEGO Friends Heartlake International School – Testfamilien
TEST af Cirkus Arena 2023

TEST af LEGO Friends Heartlake International School

Flere af vores testere har testet LEGO Friends Heartlakes Internationale Skole. Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Ann-Charlott har sammen med sine to døtre, Clara-Cecilie og Celina-Sofie, på 10 og 9 år testet LEGO FRIENDS 41731 ”Heartlakes internationale skole”. 

Ann-Charlott fortæller: 

Pigerne glædede sig rigtig meget til at teste LEGO FRIENDS ”Heartlakes internationale skole”, da de i forvejen har rigtig meget forskelligt LEGO FRIENDS, som de dog fik, da de var væsentlig yngre, og det i høj grad krævede voksenhjælp til at bygge det. I løbet af årene har de brugt mange timer på at rollelege og bruge deres fantasi i de forskellige LEGO FRIENDS huse og tilbehør. Spændingen var derfor stor, da jeg fortalte dem, at de fik lov at bygge det helt selv. 

Selvom kassen er stor, og der er rigtig mange små dele, kommer de fint inddelt i mindre nummererede poser, hvor indholdet passer til hver enkelt nummererede vejledning. Det fungerede super godt for pigerne, da det ikke blev så uoverskueligt, når de bare skulle forholde sig til en ting af gangen – pose 1 med indhold og vejledning, færdiggøre det, for derefter at gå videre til pose 2 med indhold og vejledning osv. Vejledningen er enormt brugervenlig for børn, hvor hver enkelt del er afbilledet, så de kan se, hvilke dele de skal bruge til næste step, og hvordan det skal se ud samlet. 

”Heartlakes internationale skole” henvender sig til børn fra 8 år. Celina-Sofie på 9 år var faktisk mest optaget af at bygge og blev siddende i flere timer en fredag aften, hvorefter hun fortsatte igen tidlig lørdag morgen. Det er imponerende, hvor hurtigt pigerne i fællesskab fik bygget skolen. Clara-Cecilie på 10 år hjalp mest til i starten, men blev derefter hurtig grebet af legen og hyggede sig med at lege med dukkerne og noget af tilbehøret imens Celina-Sofie byggede videre.

Jeg var nemlig lidt spændt på, om de ville kunne enes om at bygge det, for alt andet LEGO FRIENDS har de en af hver til deres fælles leg, men det gik virkelig fint og kan sagtens bruges som en fælles aktivitet også. Selvom de glædede sig til at komme i mål med at bygge huset, så de kunne lege med det, syntes Celina-Sofie også, at det var lidt trist, da byggeprocessen var færdig, da det for hende også var en stor del af aktiviteten og det sjove – hun fik derfor mere LEGO FRIENDS på ønskelisten til fødselsdag. Efter skolen blev bygget færdig, har pigerne brugt mange timer på at lege både med skolen og tilbehør i sammenhæng med det andet LEGO FRIENDS, som de havde i forvejen. Der er til mange timers leg. 

Heartlakes internationale skole kommer i super flotte farver, hvor der er tænkt over detaljerne og at gøre det så virkelighedstro som muligt om end det kommer i LEGO klodser.

Vi gemmer altid vejledningerne, så vi kan få samlet det, hvis det bliver skilt ad igen. 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen: 

Nytteværdi: MEGET GOD – der er til mange timers leg, hvor børnene i høj grad får brugt fantasien.

Holdbarhed: MEGET GOD – børnene kan lege med det længe uden det kan ses, at det har været brugt. Jeg tror ikke engang det kan gå i stykker faktisk eller blive bøjet for den sags skyld. Det er lavet i rigtig godt materiale.

Pris: MEGET GOD – i forhold til, at det er lavet i så god kvalitet/flotte farver, og der er til mange timers leg og fantasi. Jeg synes, at LEGO FRIENDS generelt er lidt dyrt, men hvis man ser på kvalitet og lege/nytteværdi, synes jeg faktisk, at prisen er helt rimelig. 

Kvalitet: MEGET GOD – både kvalitet og farver.


Sara fortæller:

Jeg har sammen med min datter Lærke på 9 år, testet Lego Friends 41731 ”Heartlakes internationale skole”. 

Det vakte stor glæde hos Lærke, at hun skulle teste denne seje Lego Friends æske. Æsken er fra 8-99 år, der er en god og udførlig brugsanvisning med, som gjorde, at Lærke selv kunne samle den seje skole. 

Vi er vilde med Lego, og vi kan bruge timevis på det! Jeg er især vild med, at vi kan være fælles om det, hvor vi kan fordybe os, være kreative og samtidig kan vi samarbejde om både at bygge med ligeledes at lege med det. Lærke elsker at fordybe sig i sin egen lille Lego verden, og hun er god til at byde mig med ind i legen. Som byder på mange timers kreativ leg og fordybelse.

Lego Friends Heartlakes internationale skole, inkluderer klasseværelser, udendørsarealer, en kantine og en indgang med skabe. Der medfølger forskellige figur, især figuren Autumn var Lærke ret fasineret af, da hun manglede noget af en arm. Lærke fortæller; at hun syntes det er en god ide at lego sætte fokus på at alle børn er forskellige. 

Vi er vilde med den internationale skole, som har stået fremme siden vi modtog og samlede den, det er klart en favorit hos Lærke. 

I dette tilfælde bliver vurderingen 

Nytteværdi: – MEGET GOD: Det får børn ind i en helt anden verden, og så kan legen være med til at startede nogle gode samtaler med barnet. 

Holdbarhed – MEGET GOD: Lego holder i mange år, og så har den så gennemførte detaljer

Pris – GOD: Jeg synes, at prisen er tilpas, man får meget Lego for pengene. 

Kvalitet – GOD: God kvalitet, som holder år efter år, og som kan gå videre til næste generation 

 


Vores tester Jeanette har sammen med sine børn på 5 og 6 år også testet LEGO Friends International Heartlakes skole.

Jeanette fortæller:

Vi har igen været rigtig heldige at få lov at teste LEGO – denne gang LEGO Friends Internationale Heartlakes Skole. Jeg bliver virkelig imponeret over LEGO hver gang. Med deres små klodser formår de at skabe et helt univers, som ser meget vellignede ud.

Både Emilie på 5 år og Malthe på 6 år fordyber sig virkelig i Lego. Tiden flyver bare afsted og inden de får set sig om, så har de bygget en kæmpe æske Lego. Imens de bygger styrker de flere ting, som f.eks. deres samarbejde, koncentrationsevne og finmotorik.

De har tilføjet deres nye Lego til samlingen, og der bliver leget og bygget om hver dag på kryds og tværs. LEGO er bare et kæmpe hit herhjemme, og man kan virkelig se, hvordan deres kreativitet og fantasi bliver styrket.

 I dette tilfælde bliver vurderingen:

 

Nytteværdi: MEGET GOD – Lego skaber mange timers leg og fordybelse.

Holdbarhed: MEGET GOD – Holdbarheden er helt i top, Lego kan holde for evigt og lave flere generationsskift.

Pris: MEGET GOD – Normalpris 899 kr. Jeg synes, at prisen er rigtig god i forhold til nytteværdi, holdbarhed og kvalitet.

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er rigtig god, det er nærmest umuligt at ødelægge Lego.


Vores seniortestere Kirsten og Bernd har sammen med børnebørnene Nicoline og Naja testet Heartlake International School fra Lego Friends. 

De fortæller:

Inden vi bød ind på testen af denne flotte internationale skole fra Lego Friends, havde vi spurgt pigerne, om det kunne være noget for dem at være med til at bygge og lege med skolen. De var med det samme ellevilde og glædede sig meget til at komme i gang. De ringede flere gange for at høre, om pakken med Lego var kommet, så da den dukkede op, var der nogle der blev glade. 

Lego-holdet bestod denne gang af Naja på 8 år, Nicoline på 11 år og morfar Bernd. Æsken med den internationale skole indeholdt poser med et rum i hver. Sammen med den lette og udførlige samlevejledning, der var med, gjorde det processen meget let tilgængelig, så de gik i gang med hver sit rum. Naja mente det tog alt for lang til at bygge skolen, hun ville hellere bare i gang med at lege med den. 

Hun gik mere op i de fine stickers, der var med i pakken, så hun blev udnævnt til stickers-chef og stod for at sætte dem på, hvor de hørte til. 

Nicoline var fuldstændigt selvkørende, og hvis ikke det havde været, fordi morfar var lige så hooked på at bygge, og der også skulle være tid til at snacke lækre chips, ville hun hurtigt have bygget skolen alene.

Det var et par stolte piger, der kunne præsentere den færdigbyggede Heartlake Internationale Skole. Og så skulle de ellers i gang med at lege. 

Der er godt nok sket meget de senere år, hvad Lego angår. Det er fedt, at alt er så detaljeret, at der f.eks. både er spisepinde og bestik at spise med, stole i klasseværelserne med indbyggede borde, der kan køres ind foran eleverne osv. Det er skønt, at pigernes interesse for Lego er vakt til live igen – de har ellers haft en pause i nogle år. Vi er især glade for, at det er lykkede at få Nicoline på 11 år til at lege igen, så hun ikke bare sidder med sin iPad eller telefon.

Alt i alt er det en virkelig flot æske Lego, vi har fået lov til at teste, og hele processen sammen med pigerne har været en kæmpe fornøjelse. 

I dette tilfælde er vurderingen:

Lege/nytteværdi: MEGET GOD – Lego udvikler børnenes fantasi, finmotorik og tålmodighed, og er super godt legetøj til børn, der godt kan lide rollelege. Siden de var med til at bygge skolen, har pigerne leget med det hver gang, de har været på besøg, 

Holdbarhed: MEGET GOD – Lego er legetøj, der bare holder til rigtig mange års leg.

Pris: GOD – Prisen på Heartlake skolen svinger en del alt efter, hvor man køber den, men en pris på mellem 670- 900 kr. er høj, også selvom pris og kvalitet hænger sammen. 

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er virkelig god, da Lego er så godt som umuligt at ødelægge. 


Vores tester Jancy har sammen med datteren, Alicia på 8 år, testet LEGO Friends.

Jancy fortæller:
Alicia har været så heldig, at hun har fået lov at teste LEGO Friends – 41731 ”Heartlakes international skole”.

Herhjemme elsker vi LEGO. Hele familien kan bruge flere timer på at fordybe sig i LEGO’s univers. Derfor har vi glædet os meget til at teste ”Heartlakes internationale skole”. Alicia er blevet ret god til at bygge selv, så mor her er lidt ked af, at hun ikke har brug for min hjælp længere.

Sættet har 985 elementer og er fyldt med mange fine detaljer. Sættet er egnet til +8 år, men jeg er sikker på, at det også kan bygges af mindre børn med hjælp fra forældre. Sættet har alt hvad der forbindes med skole, helt ned til de mindste detaljer. Man kan lege, at man får undervisning i natur/teknik, kemi, billedkunst, mediekundskab eller får ny energi ude i gården.

Alicia har brugt mange timer på at hygge med at samle det, og Alicia var overrasket hver gang hun havde bygget noget nyt. Tiden fløj af sted.

Da Alicia havde bygget sættet, blev det brugt til at lege med. Alicia elsker at bruge fantasien. Der er rig mulighed for rolleleg med skoletema. Det var sjovt at høre, hvordan Alicia og hendes veninde legede lærer og elev. Det er sjovt at høre, hvordan en skole fungerer fra deres vinkel.

Vores vurdering bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – Alicia elsker at lege med LEGO Friends og dykke ned i deres univers med de fineste detaljer.

Pris: GOD – Sættet står til 899 kr. hvilket er en rigtig god pris for mange timers underholdning. LEGO findes tit på tilbud.

Kvalitet/holdbarhed: MEGET GOD – LEGO er altid topkvalitet, og det holder en evighed. Det kan bygges om og om igen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Cirkus Arena 2023