TEST af familie ophold på Kragerup Gods – Testfamilien
TEST af FLEXA NOVA Juniorseng

TEST af familie ophold på Kragerup Gods

Vores tester Ida har sammen familien, Luna på 5 år, Lærke 8 år, og Henrik på 40, testet familieophold på Kragerup Gods.

Ida fortæller:

Wauw, sikke en fantastisk test. Jeg elsker, når vi får lov til at teste oplevelser, for dem kan man ikke få for mange af. Vi føler os meget heldige!

Det tager ca. en time at køre fra Roskilde til Kragerup Gods. Heldigvis er det ikke køreturen, vi skal anmelde, for sådan tur med to spændte piger kræver en del tålmodighed.

Allerede når man kører ind af vejen til godset, bliver man ramt. Der står kvæg, og rapsmarkerne strækker sig foran en. Aleen fører om til godset, som ikke kan lade være med imponere, når det ligger der med sin voldgrav og flotte have omkring.

Vi tjekkede i et ny renoveret familieværelse. Lyst og med helt nye senge. Værelset var super rummeligt og i stedet for to ekstra opredninger, havde pigerne deres eget lille indhak med to senge.

Inkluderet i vores ophold var der forskellige aktiviteter. Vi gjorde brug af Go Bounce, kanoer, deres pool område og “stuepigens hemmelighed”. Vi tilkøbte selv Go High til Lærke og farmand. Udover det nævnte tilbyder de en masse andre aktiviteter og events, som man kan læse mere om på deres hjemmeside.

Jeg har spurgt familien, hvad de synes var det bedste ved turen.

Lærke: “Helt klart at klatre i træer og så at være i poolen”

Luna: “trampolinerne i træerne og de store bolde – det var virkelig skægt. Kan vi snart prøve det igen?”

Henrik: “Middagen fredag aften var virkelig lækker. Det var hyggeligt at sidde på terrassen og få drinks inden maden og kigge ud over haven. Personalet var virkelig søde og imødekomne. Det var en rigtig god oplevelse”

Personligt så elsker jeg jo bare at se børnenes ansigter. Go Bounce var fedt. Det er en aktivitet for hele familien og spænder over mange aldre. Luna grinede helt nede fra maven. Jeg var også vild med kanoerne, dem prøvede vi et par gange. Vi var SÅ heldige med vejret, og det er en hyggelig måde at se godset fra alle sider.

Det er bestemt ikke sidste gang vi besøger Kragerup Gods. Jeg kan sagtens se os tage en endagstur i sommerferien, men jeg kunne faktisk også godt tænke mig at prøve en overnatning uden børn, så kunne vi fokusere lidt på de mange andre ting, som godset byder på: En hyggelig gåtur i haven, en lækker middag på terrassen eller en kaffe i biblioteket.

______

Alle vores test og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. Vores vurdering af Kragerup Gods bliver:

Nytteværdi: MEGET GOD – oplevelser med familien kan man ikke få for mange af, både store og små havde en fantastisk tur.

Holdbarhed: MEGET GOD – tiden fløj afsted, og vi nåede overhovedet ikke alt det, vi havde tænkt os.

Pris: Jeg synes altid, det er svært at vurdere pris på oplevelser. Det løber hurtigt op, når man er afsted to voksne og to børn. Vi har fået meget mere end en overnatning på et hotel. Vi har mange oplevelser med hjem, og det kan man ikke sætte en pris på.

Kvalitet: MEGET GOD – det spiller bare, alt er top lækkert. Vi var lidt uheldig med en termostat på værelset, som ikke virkede, men personalet var simpelthen så søde og hjælpsomme. Det var faktisk generelt vores oplevelse af alle ansatte, vi mødte. Vi blev flere gange spurgt ind til vores ophold, om vi hyggede os, hvad vi havde lavet mm. Kæmpe ros herfra og kæmpe tak til Testfamilien og Kragerup Gods for at give os denne oplevelse.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af FLEXA NOVA Juniorseng