TEST af brætspillet “Planet”
Flere af vores testfamilier har testet spillet “Planet” fra Spilbræt.dk
Tina fortæller:
“Jeg har testet sammen med mine børn Noah 10 år, Silje 11 år og Freja 15 år.
’Planet’ er for 2-4 spillere – fra 8 år – et spil tager 30-45 minutter
Spillet indeholder:
- 4 magnetiske 3D-planeter
- 50 magnetiske kontinent-brikker
- 45 dyrekort
- 5 ”Naturligt habitat”-missionskort
- 1 første spiller-brik
’Planet’ er et anderledes og flot brætspil i en lækker kvalitet. De tegnede billeder på dyrekortene er virkelig fine og virkelighedsnære – det er kort sagt en fornøjelse at spille et brætspil hvor der er tænkt på et skønt udseende og design!
Hver spiller starter med en tom planet, hvor der ikke er nogen kontinentbrikker på. Det er nu hver enkelte spillers opgave at skabe en planet, hvor der opstår mest muligt dyreliv. I løbet af 12 runder skal spilleren placere kontinentbrikker på sin egen planet med fokus på, at de bedste levevilkår for de forskellige dyr opstår. Man vælger dermed selv hvor meget ørken, vand, jungle og isområde, der skal være på ens egen planet.
Man vinder point ved at gennemføre skjulte ”Naturligt habitat”-missionskort og ved at befolke sin planet med så mange forskellige dyr som muligt.
Vinderen er den spiller, der har flest point ved spillets afslutning.
Spillet kan spilles i to forskellige variationer: 1: Begynderspil. 2: Livets mysterium.
Spillet har vundet ’Mensa Awards 2019’.
Vores børn synes det er et sjovt og lærerigt spil og de hygger sig virkelig med at spille det. Særligt Silje på 11 år er helt vild med det og hun har sat sig godt ind i spillets regler. Hun elsker dyr og hun går virkelig op i at få sine favorit-dyr på sin planet. Silje har lært sin bedste veninde at spille spillet og det er simpelthen SÅ skønt, når de to piger tager spillet under armen, sætter sig i stuen og snakken livligt går om alle de søde dyr, mens de spiller.
Brætspil kan altså bare noget ganske særligt!
Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD, DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: GOD – ’Planet’ er blevet et hit herhjemme, særligt hos Silje på 11 år som elsker dyr. Spillet er et nytænkende strategispil og det kræver at man tager sig tid til at sætte sig godt ind i reglerne. Når der er styr på dem, så er det hyggeligt at spille og det skaber dejlige stunder og gode snakke for hele familien.
Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Spillet er af virkelig fin kvalitet. Der er tænkt på lækkert udseende og design.
Pris: GOD – Prisen for spillet er 299 kr
Karina afslutter:
“Jeg har været så heldig at teste et brætspil der hedder Planet. Inden testen have jeg hverken hørt eller læst om spillet.
Spillet tager ca. 30 minutter at spille, man kan være 2-4 spillere og det anbefales man er minimum 8 år for at spille spillet.
Jeg har testet det sammen med min datter Amanda på næsten 9 år og Amandas far.
Spillet er ret anderledes, da der ikke følger en spilleplade med. Man får hver tildelt en Tom planet med 12 tomme magnetfelter. Det gælder om at få sin planet fyldt med kontinentbrikker, som passer med ens personlige missonskort. Ud fra det gælder det om at samle dyrekort, som kan leve på ens planet ud fra bjergkæder, ørken, is og skov.
Det kræver lige lidt koncentration at sætte sig ind i spillets regler, men de står ret godt beskrevet og når man først har prøvet det en enkelt gang, er det til at finde ud af.
Det er et ret sjovt og anderledes spil, som vi egentligt ikke kan sammenligne med andre spil vi har prøvet, hvilket selvfølgelig er rigtig positivt. Amanda kan ellers godt være svær at lave noget sammen med, da hun helst bare vil være sammen med veninderne eller YouTube. Men spillet her, har bestemt fanget hendes opmærksomhed, og jeg er sikker på hun gerne vil spille med os igen en anden gang, da det er tilpas udfordrende og spændende for hende.”
Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier:
Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.
I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: GOD – Altid hyggeligt at kunne samles om et brætspil.
Holdbarhed/kvalitet MEGET GOD – En rigtig fin og solid æske spillet kommer i, flotte farver, flotte planter og kort i en god kvalitet.
Pris: MEGET GOD – Spillet koster 299,95 kr. Et spil der kan spilles igen og igen, uden det bliver kedeligt, så en yderst fair pris.
Ingen kommentarer endnu