TEST af REIMA overtøj og støvler (stor pige) – Testfamilien
TEST af REIMA overtøj og støvler (stor dreng)

TEST af REIMA overtøj og støvler (stor pige)

Tre af vores testfamilier har med deres store piger i alderen 8-12 år testet overtøj og støvler til piger.

Regitze fortæller:

“Alberte har testet vinterjakke, vinterstøvler, hue og vanter.

Vinterjakken ”lunta” er kendeegnet ved sin gode længde og aftagelige pels i hætten. Det er en rigtig smart og samtidig praktisk jakke, som Alberte både har brugt til pænt brug, ligesom den er blevet brugt på skovlegepladsen og i skolen.

Jakkens vand- og vindtætte materiale med smudsafvisende overflade gør den brugbar i mange anledninger.

Alberte har efterhånden selv en mening om hvordan hendes overtøj skal se ud, men hun har virkelig fundet denne jakke både smart og pæn –  og den er samtidig lidt anderledes end andre jakker, hun har haft. Jakken er en lang model, der også er figursyet, men gør det fortsat nemt for hende at bevæge sig i.

For Alberte er det vigtigt, at hun stadig kan bevæge sig ”frit” da hun stadig leger meget udendørs i frikvarterene og SFO – og det kan hun i denne jakke. Den er blevet testet i skoven, på legepladsen og i en hel masse legetårne uden problemer og uden Alberte synes at længden var træls.

Noget jeg virkelig godt kan lide ved Reima, er at alle deres produkter er lavet uden forbudte stoffer. For at spare på ressourcer til fremtiden, udvikler de produkter som er nemme at pleje og rengøre og som har en lang levetid. Lige præcis det med ”nem at rengøre” og lang levetid er jeg slet ikke i tvivl om at denne jakke (og deres andre styles) har. Farven på jakken er lys og normalt ikke noget vi vil gå efter – i frygt for at den simpelthen vil være alt for beskidt hver dag. Materialet gør at den er super nem at gøre ren med en fugtig klud OG så kan den også tåle at komme i tørretumbleren.

Denne jakke findes i 5 forskellige farver. Jakken er lidt til den store side, og hun kunne godt være gået en størrelse ned.

Alberte er 9 år og disse vinterstøvler (Sophis) har været et rigtig behageligt bekendtskab for hende. De er nemme at komme i, behagelige at have på og så giver de en dejlig varme til fødderne på de kolde dage. Støvlerne er nemlig med aluminiumisolering , som betyder at denne isolering hjælper med at holde kulden ude og varmen inde. – OG så er de fuldstændig vandtætte.

Alberte har før haft meget tunge vinterstøvler med snørebånd, som hun af og til har klaget over har taget for lang tid for hende, at tage på i frikvarterene, men disse vinterstøvler sidder rigtig godt på Alberte uden at blive for klodsede og er helt naturlige og nemme at glide i, så de er hurtigt blevet de foretrukne, når vi skulle ud i lidt køligere vejr og når hun skal vælge støvler hver morgen inden skole– og så matcher de vinterjakken og vanterne rigtig godt.

Støvlerne findes i 2 forskellige farver og er helt størrelsessvarende.

Huen (Hattara) er i den flotteste pinke farve og den har en rigtig god pasform. Den er i elastisk bomuldsstrik, der gør at den er rar at have på – og noget som Alberte virkelig er glad for, er at den ikke kradser. Huen er ikke en varm hue, men stadig én der kan bruges på lidt køligere dage.

De reflekterende handsker har Alberte været glad for. Hun synes de var lidt svære at tage på de første gange, da de er meget ”lange”, men da hun først havde fundet en god løsning på dét, så har de været kendetegnet ved at være rare og bløde at have på – og åndbare på trods af en god vattering, således at de bliver ekstra dejlige, når de rigtig kolde dage rammer os. De er grundet de, indtil nu, milde temperaturer kun kommet i brug et par gange indtil videre, men de lader til at være stærke og solide handsker, der kan klare alt slags vejr, så ifølge Alberte kan sneen og vinteren bare komme an.

Vanterne er meget reflekterende og lyser godt op i mørket, hvilket jo er et plus på denne årstid, når man er ude i det mørke vejr.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD OG DÅRLIG.

Nytteværdi: MEGET GOD. Der er virkelig behov for gode, varme og vandtætte jakker, støvler huer og vanter når ens børn skal begå sig i den danske vinter.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD: Der er ingen tvivl om at Reima altid er i allerbedste kvalitet. Alle dele er stadig fine efter denne testperiode – også selvom jakke og sko har været i vaskemaskinen et par gange.

Pris: GOD: 999,- for jakken og 549,- for vinterstøvlerne synes jeg er en god pris.

279,- for huen og 379,- for vanterne. Prisen på vanterne er lidt til den høje side, men også vanter man kan passe i flere år da størrelserne er dobbelt.


Vores tester Rikke har sammen med datteren Smilla på 8 år testet en lækker vinterpakke fra Reima – det samme har Mie med datteren Anna på 12 år:

Følgende er testet:

Coffebean jakke Heiberg

Vinterstøvler Dome modellen i farven cinnamon brown

Uldhue Talvio


Rikke fortæller:

“Vi har tidligere testet overtøj fra Reima, så vores forventninger var tårnhøje. Og vi er bestemt ikke blevet skuffet. Kvaliteten er som altid helt i top. Smilla er et varmt barn der altid er gang i – hun står aldrig stille 🙂

Derfor er det vigtigt for os, at hun kan ånde i jakken og komme af med varmen. Ærmerne kan lynes af så jakken bliver en vest og det er et kæmpe plus, så er det nemmere selv at justere varmen. Lynlåsen sidder udvendigt, så man kan lyne ærmerne af uden af tage jakken af.

Jakken er fremstillet af et materiale som holder på varmen ved hjælp af malede kaffebønner. Jakken er vindtæt og vandafvisende og så kan den tåle at komme i tørretumbleren, hvilket også er et kæmpe plus. Smilla syntes at jakken er mega lækker og mor er også begejstret, alt er bare gennemtænkt ned til mindste detalje. Modellen går fra str 104 til 164 og fås i 3 forskellige farver.

Vinterstøvlerne er fuldstændig vandtætte med læderlook og fleecefor. Materialet er en blanding af læder og syntetisk materiale og det er meget slidstærkt. Ydersålen er lavet i termoplastgummi som giver et godt fodfæste. Smilla syntes, at de er dejlige nemme at hoppe i og at de er meget varme. Nok lidt for varme til overgangsvejret, men perfekte når den rigtige vinter kommer. Støvlerne er dejligt nemme at gøre rent med en mikrofiberklud. De er ikke specielt tunge og de sidder faktisk overraskende godt fast på foden, til trods for at der ikke er snørebånd eller velcro til at stramme ind.

Modellen findes fra str 28-38 og i 2 forskellige farver.

Huen er fremstillet i blød merinould der giver helt perfekt temperaturregulering. Kvasten er lavet i imiteret pels og indeni er der blødt fleecefor. Huen tørrer hurtigt og transporterer fugt væk fra huden. Den har en fin refleksdetalje ved Reima mærket, igen er der tænkt på alle detaljer.
Vores vurdering af vintertøjet fra Reima:

Nytteværdi: MEGET GOD – Varmt og slidstærkt overtøj er et must til børn.

Holdbarhed: MEGET GOD – Helt fantastisk kvalitet, tøjet er slidstærkt og kan sagtens gå i arv til mindre søskende. Tøj og støvlerne opfylder alle vores krav herhjemme, det er virkelig lækker.

Pris: MEGET GOD – Prisen er god, jakken koster 999 kr, vinterstøvlerne koster 649 kr og huen står til 279 kr.

Kvalitet: MEGET GOD – kvaliteten er virkelig i top. Jeg vil til hver en tid anbefale overtøj og støvler fra Reima. Man er bare sikker på, at man får noget der holder.


Mie afslutter:

“Min datter Anna på 12 år, har testet samme pakke som Rikkes Smilla ovenfor. Jeg er vild med at jakken er lavet på kaffebønder og at den både kan bruges som jakke og vest.

Først var Anna lidt skeptisk over den lyseblå farve, men da den først kom på, så var den rigtig fin til hende.

Jakken er som sagt fremstillet af et materiale, som holder på varmen ved hjælp af malede kaffebønner. Den har varm dunisolering ogantistatisk funktion og er lavet i et smalt snit.

Hætten kan tages af ved behov, og ærmerne kan også lynes af, så du let kan lave jakken om til en vest. Den er vindtæt og vandafvisende og så kan den tåle at komme i tørretumbleren.

Der tænkt over designet på de fede Reimatec vinterstøvler, som er vandtætte med læderlook, godt fodfæste og fleecefor.

Overdelen på disse Reimatec vinterstøvler er en blanding af læder og syntetisk og slidtstærkt materiale. Ydersålen af gummi giver et godt fodfæste, den vandtætte konstruktion holder fødderne tørre, og fleeceforet holder tæerne varme.

Faktisk var jeg meget i tvivl om hvorvidt støvlerne faktisk var vandtætte – men det ER de. Vi har nemlig testet dem i silende regnvejr.

Huen er en dejlig uldhue der holder på varmen og er åndbar. Den bliver ikke for varm. Den er faktisk stor nok til at jeg også kan passe den, så har lånt den indimellem, uden Anna har opdaget det.

Vores vurdering af vintertøj og støvler fra Reima er:

Nytteværdi: MEGET GOD – Godt overtøj og godt fodtøj er en nødvendighed i et land som Danmark.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Det er tøj der vil kunne holde i mange år og også gå i arv – det er lavet af bæredygtigt materiale og er i super kvalitet.

Pris: GOD – Priserne er god, jakken koster 999 kr, vinterstøvlerne koster 649 kr og huen står til 279 kr. Det er gode priser for tøj af så god kvalitet.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af REIMA overtøj og støvler (stor dreng)