TEST af Hust and Claire vinterjakker – Testfamilien
TEST af Benimar autocamper i samarbejde med Campingagenten (del 2)

TEST af Hust and Claire vinterjakker

Flere af vores testere har den seneste måned testet vinterjakker fra Hust and Claire. Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Anne-Louise har sammen med 3 af hendes børn, Vitus, Elin og Bille, testet vinterjakker fra Hust and Claire.

  • Obi vinterjakke str. 86 og str. 122 i farven sand 699,95 kr. 
  • Ofelise vinterjakke str. 104 i farven Chinchilla 699,95 kr. 

Anne-Louise fortæller:

Jeg har ikke tidligere prøvet overtøjet fra Hust and Claire til børnene, så jeg var meget spændt på at modtage vinterjakkerne. Børnene var selv med til at vælge på deres hjemmeside, og hurtigt derefter modtog vi pakken med de 3 fine jakker.

Ofelise er en vandtæt og fuldt foret vinterjakke med et let afdæmpet leopard mønster, eller blomstermønster, alt efter øjnene der ser. Jakken har aftagelig hætte og hul til tommelfingeren, hvilket mine børn elsker, så ærmerne ikke glider op, og hænderne bliver holdt lidt varme.

Jakken lynes med lynlås midt for, og den har elastik i taljen og lommer foran.

Der er fine flæser både foran og bagpå, som Elin er helt vild med. Der er mulighed for at trække jakken sammen for neden med snørre.

Der er gode refleksbånd på både hætte og ned ad jakken, så børnene kan ses i trafikken, hvilket er et stort plus. Jakken er vandtæt med 10.000 mm og åndbar 5000 g/mm2, hvilket gør den til en super god jakke, som jeg trygt kan give mine børn på.

 

Obi har samme kvalifikationer som Ofelise, dog uden flæserne. Den har ligeledes refleksdetaljer, som er et kæmpe plus.

Jakkerne virker super lækre og meget lette. Designet er enkelt og passer fint ind i børnenes garderobe. Alle 3 børn synes, at jakkerne er rigtig gode at have på, de er dejligt varme, og de holder sig tørre.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD –  Jakkerne er super lækre, børnene bliver holdt varme og tørre, og de kan bevæge sig frit. 

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er super fin, og kan vaskes på 40c.

Pris: MEGET GOD – Prisen er kun 699,95 kr., hvilket jeg synes er en super god pris på en jakke i denne kvalitet.


Elena fortæller:

Mace har testet vinterjakken Oskar. Jakken som er både vind og vandtæt har et vandsøjletryk på 10.000 og en åndbarhed på 5000. Jakken er fuldt foret, hvilket gør den varm og lækker at have på. Jakken har en aftagelig hætte og har reflekser på ærmer og ribkanter.

Vi har været en tur i skoven, så jakken kunne stå sin prøve. Mace har gået i skovbørnehave og har virkelig slidt et par jakker eller to op ved at mudre rundt i jorden, samt kravle rundt i træerne. Man må sige jakken har bestået sin prøve, til trods for at Mace kravler rundt mellem buske og op i de højeste træer, ser jakken ud som ny. Man kan mærke at jakken har fået en slags beskyttende hinde, som forhindrer at barnet bliver kold og våd efter mange timers leg, hvilket er et must for vores drenge.

Mace er et slankt barn med lange arme og ben, og vi oplever tit, at hans jakker stumper i ærmerne – dette var ikke tilfældet med jakken fra Hust and Claire. Ved ærmerne er der lavet et slags elastisk stof, som barnet kan varme sine hænder med. Det er genialt, når sneen kommer, så der ikke kommer sne ind i ærmerne. Modellen sidder rigtig godt på Mace, og farverne er virkelig lækre og passer til 2022, hvor jordfarver er i fokus.

  • Mace fortæller:”Jakken er virkelig dejlig varm og nem at tage af og på. Det er fedt, at lommerne er så store, så jeg kan have plads til alle mine sten, som jeg finder på min vej”

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Vinterovertøj er en dyr post hos børnefamilien. Derfor er det fedt, at Hust and Claire har lavet en god kvalitetsjakke til en overkommelig pris.

Holdbarhed: MEGET GOD – Jakken er testet i det kolde efterår – og ikke i snevejr, så om sne og kulde holdes ude vides ikke helt. Dog vil jeg sige, at vi endte i øsende regnvejr på vores skovtur, og jakken holdt Mace varm og tør.

Pris: MEGET GODT – Prisen er 699,95 kr., hvilket stemmer meget godt overens med kvaliteten på jakken.

Kvalitet: MEGET GOD – Som sagt har vi ikke en finger at sætte på jakken her, en god kvalitetsjakke til en overkommelig pris.


Vores tester Mette har sammen med datteren Vigga på 5 år testet Ofelise vinterjakke fra Hust & Claire.

Mette fortæller:

Vigga har været så heldig at modtage den fineste vinterjakke med sødt print med blade, blomster og agern fra det danske mærke Hust & Claire. Jakken er lavet i 100 % polyester og er vandtæt med 10000 mm og åndbar med 5000 g/mm2. Derudover er den vindtæt og med tapede sømme, hvilket gør den super god i det danske vintervejr. 

Vi har i testperioden ikke oplevet meget vintervejr, men jakken har været god til at have på i ladcyklen, hvor det blæser en del, når man får fart på. Der har den holdt Vigga dejlig varm. 

Der er fleece inde i jakken øverst oppe ved brystet, som virker meget behageligt på brystet.
Derudover kan jeg godt lide, at jakken ikke er super “fluffy” og fylder en masse. 

Jakken har aftagelig hætte, hul til tommelfingeren samt lommer foran. Jakken har flotte gulddetaljer på lynlås og knapper. Og der er reflekser på den.

Derudover er modellen smart med flæser både foran og på ryggen, som giver den et ekstra fint look. Og elastikken i taljen giver den et “piget” udtryk, som jeg godt kan lide.


I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD. Jakken er yderst relevant og brugbar. Man kan virkelig se og mærk,e at den er designet af nogle som kender det danske vejr.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD. Vigga havde jakken på i 3 timers regnvejr på bondegårdstur, og den holdt hende tør og varm. Derudover er der her efter endt testperiode intet slid at se på den.

Pris: GOD. Jakken koster 699 kr, og det synes jeg er en rigtig fin pris til så flot en jakke.


 

Vores tester Kristinas datter Sif på 6 år har igennem den sidste måneds tid testet Ofelise jakke fra Hust & Claire. 

Kristina fortæller: 

Sif var selv med til at vælge denne jakke. Hun elsker pigede ting, så det blomstrede print og flæserne blev straks udvalgt!
Desuden har denne jakke bare en rigtig flot silhuet, og hun siger selv, at hun føler sig som et rigtigt skolebarn, når hun har den på (det er jo vigtigt for en, der lige er startet i skole).

Nogle af de detaljer, som vi har været ekstra glade for ved denne jakke, er bl.a.: Hul til tommelfingeren i snefanget i ærmerne, elastik i taljen, som får jakken til at sidde flot, og at man kan knappe hætten af. Sif skal både stå på hovedet og alt muligt, når hun leger, så der kan en hætte godt nogle gange være i vejen.

Når vi tidligere har købt overtøj til Sif, så er vi egentlig bare gået efter noget, der kan holde hende varm, men hvis der er én teknisk ting, jeg altid kigger efter, så er det vandsøjletrykket. Denne jakke har et vandsøjletryk på 10.000, så det er helt perfekt. Børn skal kunne, uden at skulle bekymre sig om at blive plaskvåde af en lidt våd legeplads eller en smule regn.

Der har ikke været minusgrader, mens vi har testet jakken, men der har stadig været koldt nok om morgenen til, at termojakke ikke har været nok. Den er god varm, og den kan helt sikker sagtens klare koldere temperaturer, end vi har kunnet teste.

Sif har testet str. 122, og den passer hende helt perfekt. Størrelsen svarer godt overens med, hvad hun ellers bruger i tøjstørrelse. Jakken har en god længde, både i kroppen og ærmerne.

Det er en rigtig dejlig jakke, som både rammer barnets smag og opfylder de krav, vi som forældre har til hendes overtøj.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Det er en rigtig godt jakke, som både holder varm og er nem at bevæge sig i.

Holdbarhed: GOD/MEGET GOD – Det er selvfølgelig svært at vurdere på så kort tid. Indtil videre har den holdt sig som ny, selvom den er brugt i skole og på legeplads hver eneste dag i en måneds tid.

Pris: MEGET GOD – Jakken koster 699,95 kr., og det synes jeg er en helt rimelig pris for en jakke, hvor der både er lagt så mange kræfter i pasform og kvaliteten.

Kvalitet: MEGET GOD – God bevægelighed, god pasform, højt vandsøjletryk og flot design.


Vores tester Marck har haft fornøjelsen af at teste jakken Oswald fra Hust & Claire sammen med Albert på 6 år. Om jakken siger Marck:

Vi har haft fornøjelsen af denne lækre jakke fra Hust & Claire. Lækker vandtæt jakken er i farven tannin med kongeblå hætte og ærmer, hætten er aftagelig og har reflekser på ryggen og hætte.

Albert er blevet for stor til flyverdragt, så nu prøver vi med en jakke til de kolde vintermåneder. Det vigtigste for Albert er, at han skal kunne bevæge sig i den, så han røg på tur til stranden i blæsevejr for at afprøve jakken.

Som Albert sagde; Den er bare perfekt og fedt med hætten, så man ikke fryser om hoved. Den er slidstærk i stoffet, og det skal den også være til en knægt på 6 år, der kravler rundt i træer og buldrer rundt i dagligdagen. Lækker jakke, der snildt kunne modstå en tur på stranden i blæsevejr – Albert frøs hvert fald ikke.

Den er lavet af 100% nylon og kan vaskes på 40 grader. Desuden er jakken vandtæt: 10.000 mm. samt åndbar: 5000 g/mm2. Vi ser frem til kolde, våde og blæsende måneder, hvor Albert er klædt godt på i en super lækker jakke, der lever op til de ting som er vigtige, så vi undgår syge børn.

 

Nytteværdi: Meget god

Holdbarhed: Meget god

Pris: God

Kvalitet: Meget god


Vores tester Line har sammen med hendes søn testet Obi vinterjakke fra Hust and Claire.

Line fortæller:

Arthur har været så heldig at få lov til at teste vinterjakken Obi fra Hust and Claire. Jakken er vind- og vandtæt med et vandsøjletryk på 10.000 mm. Den er i farven sand og har reflekser ved skulderne og på hætten. Den lukkes med lynlås midt for og har lommer fortil.

Jakken er vatteret og har fleecefor i den øverste del på indersiden. Den nederste del samt ærmer og hætte har glatvævet for. Derudover er der en fin hætte på jakken, som kan tages af, hvis man ønsker det. Jakken virker behagelig at have på og kan ved hjælp af en elastiksnøre på indersiden strammes ind. Det giver en god pasform og hjælper samtidig med at holde ekstra på varmen. Jakken har en fin længde og er nem at bevæge sig i.

Jeg synes den virker slidstærk og i god kvalitet, og så er jeg ret imponeret over, hvor nem den er at rengøre med en våd klud, da der er en virkelig god Bionic finish Eco imprægnering. Det er helt sikkert ikke sidste gang vi vælger overtøj fra Hust and Claire.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD: Jakken holder Arthur varm og tør og har god bevægelighed.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD: Rigtig fin jakke, som virker til at være i lækker kvalitet. Den har i hvert fald indtil kunne holde til både skov og legeplads og har ingen brugstegn her efter testperioden.

Pris: MEGET GOD: Jakken koster 699,99kr., hvilket jeg synes er en rigtig fin pris for en vinterjakke.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Benimar autocamper i samarbejde med Campingagenten (del 2)