TEST af Tegn og visk ud bøger fra Forlaget Alvilda – Testfamilien
TEST af Succulent Glow Nattlampa og Push & Spin fra Amvina

TEST af Tegn og visk ud bøger fra Forlaget Alvilda

Flere af vores testere har den seneste måned testet “Tegn og visk ud bøger” fra Forlaget Alvilda. Her kommer deres anmeldelser:


Vores tester Ann-Charlott har sammen med sin søn Charlie på 2 år testet fire forskellige “Tegn og visk ud”-bøger fra Forlaget Alvilda. Bøgerne var så spændende, at Ann-Charlotts to store piger på 10 og 11 år også hyggede sig med at skrive og tegne i de forskellige opgaver. 

Ann-Charlott fortæller:

Vi har simpelthen fået lov at teste de smarteste bøger til børn. For det første så er forsiderne af bøgerne jo af alle ”vennerne” nemlig Gurli Gris, 101 Dalmatinere, Alice i Eventyrland, Løvernes Konge, Aristocats og Stampe fra Disneys klassiker om Bambi. 

Alle siderne er lavet i et materiale, der er til at skrive og viske ud på igen med den medfølgende magiske tusch og viskelæder. Selve bøgerne består af forskellige opgaver. Børnene kan både tegne streger efter former, prikker m.m. De skal tælle, tegne og skrive tal, skrive deres navn, lære at tegne efter tal og sætte streger mellem 1-2, 2-3, 3-4 osv., så det til sidst danner et billede. Derudover skal de løse labyrint, finde ud af hvilken ballon der er størst og mindst, lære at farve indenfor stregerne og farvelægge bl.a. frugter og tælle klodser. 

Børnene lærer derudover at koble former og skygger, kan øve klokken og lære at regne. Derudover har de mulighed for at bruge deres fantasi og tegne frit på nogle af billederne. 

Bøgerne henvender sig til børn fra fire år og opefter. Charlie er kun to år, så han kan naturligvis ikke alle de forskellige opgaver endnu, men vi har hygget os meget med at tælle, snakke farver og tegne i bøgerne. Han har øvet sig rigtig meget i at tegne ovenpå stregerne og lave forskellige forme og figurer. 

Vi havde taget børne med hjem til et hold venner og deres børn. Samtlige 6 børn i alderen 2-12 år hyggede sig med at sidde sammen om bøgerne og løse opgaver og hjælpe hinanden. Charlie fik også lov at freestyle lidt meget og gav den max gas med at farve udover alle siderne. Heldigvis er det let visket ud igen, så de kan bruges på ny. Det er smart både i forhold til, at bøgerne kan bruges igen og igen, og derudover er det miljøbevidst, hvilket vi godt kan lide. 

Vores to piger herhjemme på 10 og 11 år har flere gange lusket sig til at snuppe bøgerne med ind på deres værelser, hvor jeg har opdaget, at de har siddet og hygget sig med dem. Så selvom bøgerne henvender sig til mindre børn, kan ældre børn sagtens hygge sig og afstresse med at lave noget ”nemt”, der ikke kræver så meget tænkning, men skaber ro og fordybelse. 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen: 

Nytteværdi: MEGET GOD – Der er til mange timers leg og læring. Og faktisk vil jeg sige, at det bliver til læring gennem leg. Super godt tænkt.

Holdbarhed: MEGET GOD – Da der kan tegnes og viskes ud igen og igen, holder bøgerne meget længe. 

Pris: MEGET GOD – Bøgerne koster 59 kr. stykket, hvilket jeg synes er en meget fair pris i forhold til indhold og nytteværdi. 

Kvalitet: MEGET GOD – Siderne er lavet i god kvalitet, der kan tåle at blive brugt meget.


Vores tester, Helle, har sammen med sin Datter, Mille, der netop er fyldt 4 år testet ”Skriv og visk ud”-bøgerne fra Forlaget Alvilda. Walther på 2,5 år har også brugt mange timer med bøgerne, og selvom han ikke umiddelbart er målgruppen, har han virkelig hygget sig med at tegne med Gurli Gris.

Helle fortæller: ”Mille blev meget glad, da hun åbnede pakken med de fire fine bøger med velkendte figurer, både fra Gurli Gris og Disney. Der er stort set dagligt blevet løst opgaver og lært nye færdigheder med bøgerne. Det har været en virkelig god måde at lære på, fordi det er gjort på en måde, hvor det leges ind og der gennem små, fine opgaver læres nye ting.”

Ved første øjekast vinder bøgerne børnenes hjerter ved de genkendelige figurer, der indbyder til sjov og leg. På første side kan man tage den medfølgende tusch og viskelæder, og så er det ellers bare at gå i gang med at tegne, løse opgaver og lære. 

Bøgerne er nemme at sidde med og det er nemt at tegne med den medfølgende tusch. På låget sidder et viskelæder, så opgaverne kan løses igen og igen. Mille er lige blevet 4 år, og der var både opgaver der ikke krævede det store, nogen der passer til hendes niveau, samt opgaver der krævede noget mere koncentration og gav virkelig god læring. Som børnehavebarn ser Mille op til de store, der snart skal i skole – og mange af de ting de kan. Derfor var det en virkelig sjov måde for hende at skrive bogstaver og tal, uden det føles som egentlig læring. 

Gurli Gris bøgerne indeholder mange sjove opgaver, som at tegne en labyrint, tegne sig selv og skrive sit navn. Der står ord nederst på siden, som har en sammenhæng til den opgave der lige er løst, og kan skrives ved at tegne fra prik til prik. Disney bøgerne har været lidt mere udfordrende og det er blandt andet her, hvor Mille fik lært at skrive tallene og sætte streger mellem et antal og selve tallet. 

Bøgerne henvender sig til børn over 4 år – jeg vil dog mene, at Gurli Gris bøgerne kan bruges lidt tidligere. Walther på 2,5 kunne løse enkelte af opgaverne, men ellers var det sjovt bare at tegne og viske ud igen. 

Vi har brugt bøgerne meget som en stille aktivitet efter aftensmaden, hvor tempoet skal sænkes. Mille har altid selv fået lov at vælge, hvad hun kunne tænke sig – og ofte er det bøgerne med udfordringer som tal og bogstaver, der er blevet valgt. Det har virkelig givet mange fine snakke omkring bordet, både omkring bøgerne men også videre til alle mulige ting i deres hverdag. 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – bøgerne har været brugt virkelig mange timer, og den medfølgende tusch og viskelæder gør at de kan bruges igen og igen.

Holdbarhed: GOD – viskelæderet bliver en smule flosset, men kan sagtens bruges igen og igen. Vores bøger har været brugt rigtig meget, og kan holde til mange timer endnu.

Pris: MEGET GOD – bøgerne har en virkelig god pris og kan bruges et utal af gange. Det er både godt for miljøet og pengepungen. Det kunne være en oplagt lille gave til fødselsdag eller måske en ting fra nissen.

Kvalitet: GOD – i forhold til prisen er der absolut god kvalitet for pengene. 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Succulent Glow Nattlampa og Push & Spin fra Amvina