Knuthenborg Safaripark inkl. picnic poser – Testfamilien
Flying Superkids I Aalborg 2016

Knuthenborg Safaripark inkl. picnic poser

To af vores testfamilier har besøgt Knuthenborg Safaripark og testet deres picnicposer.

Vores testfamilie fra Herlufmagle bestående af far Lasse, mor Anette og Willas på 5 år og vores testfamilie fra Korsør bestående af far Thomas, mor Mie, Magnus på 4 år, Anna på 7 år og veninden Jennifer på 8 år var med.

Anette fortæller:

“Jeg har ikke været i Knuthenborg Safaripark, siden jeg selv var barn, men minderne om, hvordan vi i 1986 kørte i bil inde hos dyrene stod stadig meget klart hos mig som en fantastisk oplevelse, og oplevelsen er lige så fascinerende her 30 år efter.”

Mie fortsætter:

“Knuthenborg Safaripark har i mange år stået på listen over de ting, vi SKAL besøge hver sommer. Som børn kom vi der ofte, og den oplevelse vil vi rigtig gerne give videre til vores egne børn på nu 4 og 7 år. Vi har nok over de sidste 7 år været der omkring fem gange, så ungerne husker nu tilbage fra tidligere besøg og ved allerede på forhånd, hvad de kan se frem til”.

ABESKOVEN

Begge familier startede dagen i Abeskoven, parkerede bilerne og kørte en tur med Abebussen. Her fik vi inden vi steg om bord mad til fodring af bavianerne. Det var sjovt at komme så tæt på bavianerne og opleve, hvordan de omringede bussen. Alle ungerne var vilde med at fodre dem, så maden var hurtigt brugt op.

Resten af abeskoven gik vi gennem til fods- I Safariguiden, som vi fik udleveret ved indgangen, kunne vi holde øje med, at vi fik set alle aberne.

Der er sat skilte op rundt omkring i parken så man kan se, hvornår de forskellige dyr bliver fodret.

TIGERSKOVEN

Vi hoppede i bilen igen og kørte en tur til Asien. Med lukkede vinduer og soltag kørte vi ind i Tigerskoven, og vi var så heldige at se de store dyr meget tæt på.

KAMELERNE

Annette fortæller:

“Lasse og jeg var nærmest mere fascineret end Willas inde hos de store tigre, men Willas vågnede dog op igen, da vi kørte ud og hilste på kamelerne. Her siger billeder mere end ord”.

Mie siger:

“Også Jennifer syntes, at kamelen var lidt farlig at komme i nærheden af, og ungerne blev enige om, at det måtte være en meget gammel kamel.”

IMG_3590HESTENE

Anette:

“Helt imponeret blev Willas dog, da vi kørte forbi hestene. De hilste på gennem vinduet og omringede vores bil, så her blev vi opholdt længe, og Willas var ude at klappe og ae de fleste af hestene, da han først havde taget mod til sig.”

Mie:

“Anna, Magnus og Jennifer var også HELT vilde med de søde små heste. Det er jo ikke hver dag, at man får lov at kramme og nusse en lille pony. Anna var da også helt overbevist om, at hun nu skulle have en hest.”

ULVESKOVEN

Inden frokost besøgte vi Ulveskoven. og også her var vi heldige at se en masse ulve.

LIMPOPO LAND

IMG_3761

Vi kørte til Limpopo-land, og her hentede vi picnicposer bestilt hjemmefra (de skal bestilles 48 timer før afhentning). Vi valgte at spise i Limpopo-land, så ungerne kunne lege imens. Vi havde bestilt to poser til to voksne (her er prisen kr. 299,-/stk.) og en pose til hvert barn (kr. 99,-/stk.)

Til de voksne var der den lækreste tapasanretning, pastasalat, kartoffelsalat, brød, kage og kildevand samt dug, tallerkener og bestik. I ungernes var der pølsehorn, bolle, frikadelle- og kyllingespyd, grøntsagsstave, tomater, ostehaps, et stykke legetøj og en super cool tigertallerken i melamin til at tage med hjem.

Der var masser af mad, og det var superlækkert og frisk. Vi fik spist så meget, at vi ikke havde plads til en is senere på dagen, og det ligner ellers ikke os 😉 Vi nød, at der var et sundere alternativ til burger og pizza.

Ungerne fik meget tid til at gå på naturlegepladsen, og efter maden fik de badetøj på og smuttede på vandlegepladsen og legede på vulkanen Kilimanjaro. Vejret var perfekt til vandleg, og der var ikke ventetid til at prøve de forskellige ting.

CONGO SPLASH

Mie:

“Anna, Jennifer og Thomas prøvede også den vilde vandrutchebane Congo Splash. Den koster ikke penge at prøve, men man skal være 6 år og 120 cm. for at man må prøve den. Pigerne beholdt badetøjet på og farmand Thomas var da også gennemblødt, da han kom ud derfra. Det forhindrede dem dog ikke i lige at tage en ekstra tur”.

IMG_3739

Her en lille video fra rutschebanen:

GEDERNE

Alle unger syntes, at de søde geder var et stort hit. Vi var nær aldrig kommet derfra igen. for Willas var rundt og hilse på dem alle og glæden var stor, da han endelig fik aet en brun ged.

ÆSLER

Æslerne var også meget nærgående ligesom hestene, men det syntes ungerne jo bare var superhyggeligt.

Magnus syntes, at det var meget underholdende og også lidt farligt, da de pludselig begyndte at hvine, som æsler nu gør. Det fik vi meget sjov ud af, da det lyder virkelig skægt.

ZEBRAER OG GIRAFFER

På vejen ud af parken kørte vi forbi en masse flotte zebraer og giraffer. Vi kunne virkelig komme tæt på. Vi så i øvrigt også næsehorn, strudser og forskellige former for hjorte og okser.

Rundt omkring i parken ligger der de mest charmende, gamle bygninger. Det må da være helt fantastisk at bo sådan et sted!

AFSLUTNING

Både forældre og børn var trætte, da vi kørte hjem efter 6-7 timer i Knuthenborg. Vi kunne sagtens have brugt flere timer både i Limpopo-land og hos dyrene – vi nåede f.eks. aldrig i Fugleskoven.

Vi var meget imponeret over så mange hyggelige oaser, der er i parken til picnic, hvadenten det er bestilt eller medbragt. Man mærker ikke på nogen måder, at der er mange mennesker i parken, da den ligger på et stort areal.

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – dejlig oplevelse for hele familien; oplagt for familietur med flere generationer.

Pris: GOD –  prisen er kr. 215,- pr. voksen og 125,- pr. barn (pt. gives der 10 % rabat ved køb online). Der er meget underholdning for pengene og sammenlignet med øvrige parker virker det ikke som en ?pengemaskine?. Børnene bliver ikke eksponeret for legetøj, is, slik og chips for hver 100 meter, og så er det muligt at spise medbragt mad.

Kvalitet: MEGET GOD – det er en supersmuk park; meget velholdt – både de grønne arealer og Limpopo-land.

 

 

Næste indlæg

Flying Superkids I Aalborg 2016