TEST af LEGO Gabbys Dukkehus (11788) – Testfamilien
TEST af Legeakademiet - KidzLabs Crystal Science, Timio og Number Blocks. 

TEST af LEGO Gabbys Dukkehus (11788)

Flere af vores testere har den seneste måned testet Gabbys Dukkehus (11788). Her kommer deres anmeldelser: 


Vores tester Ann-Charlotts to døtre, Clara-Cecilie og Celina-Sofie, på 11 og 10 år har testet LEGO FRIENDS 10788 ”Gabbys dukkehus”. 

Ann-Charlott fortæller: 

Pigerne blev ellevilde, da jeg fortalte dem, at de var så heldige at få lov at teste Gabbys dukkehus fra tv-serien fra DreamWorks Animation. 

I Gabbys dukkehus er der god mulighed for mange timers rolleleg, da hvert rum er fyldt med aktiviteter og autentisk tilbehør, der ligner det, der er i et rigtigt hus. Ved hjælp af elevatoren kan dukkerne besøge de forskellige rum i huset. Dukkerne kan bage, være kreative i kunstlokalet, rutsje på rutsjebanen i legerummet, spille musik og en masse andet. Derudover synes pigerne, at det er rigtig sjovt, at dansegulvet på husets tag kan dreje rundt, så der kan holdes fest for alle deres Lego Friends dukker og figurer. 

Huset er lavet i de fineste farver, der taler til pigehjerterne herhjemme. Og så er det bare så fint og æstetisk, som alt andet Lego Friends, som sagtens kan stå fremme og pynte på børneværelserne. 

Selve dukkehuset indeholder 8 spændende rum og en masser at udforske og lege med på hver etage. I Gabbys dukkehus følger figurerne Gabby, Pandy, Havkat og Muffins med i æsken. 

Som altid følger der udførlige samlevejledninger med i kassen, og man kan samle huset stykke for stykke ved hjælp af de nummererede poser. For vores børn fungerer det supergodt, at de kun skal forholde sig til en pose ad gangen og kan dele byggeprojektet imellem sig. 

Gabbys dukkehus har været genstand for mange timers leg og hygge både i forbindelse med at bygge det, men særligt rollelegen og muligheden for at kunne slippe fantasien løs er noget, som vores piger herhjemme nyder. De har leget med dukkehuset sammen med noget af alt deres andet Lego Friends, hvilket også bare viser, at de hele tiden kan udbygge deres leg og fantasi med Lego Friends. Jeg ved, at det vil bringe glæde et utal af timer. 

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG. I dette tilfælde bliver vurderingen: 

Nytteværdi: MEGET GOD – der er til mange timers leg, hvor børnene i høj grad får brugt fantasien og muligheden for masser af rolleleg.

Holdbarhed: MEGET GOD – børnene kan lege med det længe uden det kan ses, at det har været brugt. Jeg tror ikke engang, det kan gå i stykker faktisk eller blive bøjet for den sags skyld. Det er lavet i rigtig godt materiale. Samlevejledningerne gør det let at samle igen, hvis det skulle blive skilt ad. 

Pris: MEGET GOD – i forhold til, at det er lavet i så god kvalitet/flotte farver, og der er til mange timers leg og fantasi. Gabbys dukkehus koster 750 kr. Jeg synes, at LEGO FRIENDS generelt er lidt dyrt, men hvis man ser på kvalitet og lege/nytteværdi, synes jeg faktisk, at prisen er helt rimelig. 

Kvalitet: MEGET GOD – både kvalitet og farver.


Vores tester Helle har sammen med sin datter, Mille, der netop er fyldt 4 år testet Gabbys Dukkehus (11788) fra Lego.

Helle Fortæller:

”Gabbys Dukkehus er Milles første rigtige Lego udover Lego Duplo, og jeg er virkelig imponeret over, hvor børnevenligt samlevejledningen er lavet – det var nemt at gå til, og selv en 4 årig var helt opslugt og byggede løs. Selve Gabbys univers er også et kæmpe hit, og den måde huset er opbygget på, indbyder til timevis af leg. Dukkehuset er blevet leget virkelig meget med, og har skabt mange hyggelige samtaler undervejs.”

Lego er kendt af alle for deres mulighed for både at skabe og lege sammen på tværs af alder. Det er et unikt legetøj, der både udfordrer og udvikler børn og voksne uanset kulturer, og danner rammerne for at fantasien kan få frit spil. Gabbys dukkehus (11788) tager udgangspunkt i serien af samme navn, der er produceret af DreamWorks Animation. Serien handler om Gabby og hendes hårbånd, der har den magiske evne, som gør, at hun kan krympe til legetøjsstørrelse og gå på opdagelse. 

Pakken er beregnet fra 4 år og indeholder 498 dele. Den indeholder en stor startklods for hvert rum, der gør det nemt for barnet at komme hurtigt i gang. Herudover er byggearbejdet delt op i forskellige moduler, hvor hvert modul har sin egen pose med meget pædagogisk samlevejledning.

Mille er netop fyldt 4 år, og denne måde at opbygge kassen og gøre samlearbejdet overskueligt, gjorde det muligt at hun kunne samle en stor del selv. Der var stor koncentration og en enorm stolt pige, der tankede selvtillid for hvert modul, der blev færdigt. Vi har meget Lego Duplo, men dette var Milles første ’rigtige Lego’ med mindre klodser og vejledninger, der skulle følges. Hun var helt opslugt og havde svært ved at slippe det, da hun først var gået i gang. 

Lige så snart dukkehuset var samlet, kunne Gabby, Pandy Pote, Havkat og Muffins tage på opdagelse. Mille elsker som de fleste børn rollelege og brugte rigtig meget tid i de forskellige rum. Huset indeholder både køkken, legerum, kreaværelse, musikværelse, badeværelse og soveværelse – herudover er der både 2 rum på loftet og elevator. Det måler 34 cm i højden og 31 cm i bredden, og det passer dermed perfekt ind på de fleste børneværelser. Mille har brugt utrolig mange timer med leg i huset, som er det første hun har søgt efter en lang dag i børnehaven. Dermed har legen inspireret til udvikling af både sprog og kompetencer, da figurerne både oplever og interagerer med hinanden gennem barnets øjne. 

Nytteværdi: MEGET GOD – huset har virkelig bidraget positivt til både koncentrationen og rollelegen. Der kan leges igen og igen, da figurerne gør lige nøjagtigt det barnet er opdaget af den pågældende dag. Der er mange små dele, der gør det hele realistisk.

Holdbarhed: MEGET GOD – det er samme gode holdbarhed, som vi kender fra alt andet Lego.

Pris: GOD – 750 kr. Man får meget for pengene. Det holder og kan uden problemer gå i arv til mindre søskende. Derudover er der utrolig meget leg i både det at samle huset samt med alle de forskellige figurer.

Kvalitet: MEGET GOD 

 


Vores tester Jeanette, har sammen med sin datter Emilie på 5 år. testet LEGO, denne gang Gabby’s Dukkehus.

Jeanette fortæller:

Emilie er kæmpe fan af Gabbys dukkehus, så det var rigtig heldigt at hun netop fik lov at teste dette fine LEGO med Gabbys dukkehus. Jeg bliver virkelig imponeret over LEGO, der hver gang med deres små klodser formår at skabe et helt univers, som ser meget vellignende ud. Det er superfedt, at de følger med og laver LEGO i de ‘serier’, som hitter hos børnene.

Emilie på 5 år, fordyber sig virkelig i Lego. Tiden flyver bare afsted, og inden hun har set sig om, så har hun i løbet af et par timer selv bygget hele Gabby’s dukkehus. Imens hun bygger styrker hun flere ting, som f.eks. Koncentrationsevne og finmotorik.

LEGO er bare et kæmpe hit herhjemme, og man kan virkelig se hvordan kreativitet og fantasi bliver styrket – det er helt magisk, ligesom Gabbys dukkehus.

 

Nytteværdi: MEGET GOD – Lego skaber mange timers leg og fordybelse.

Holdbarhed: MEGET GOD – Holdbarheden er helt i top, Lego kan holde for evigt og lave flere generationsskifte.

Pris: MEGET GOD – Normalpris 750 kr. Jeg synes prisen er rigtig god i forhold til nytteværdi, holdbarhed og kvalitet.

Kvalitet: MEGET GOD – Kvaliteten er rigtig god, det er nærmest umuligt at ødelægge Lego.


Vores tester Nadia har sammen med hendes døtre Zoe og Haley testet det nye LEGO Gabby’s Dollhouse 10788 sæt.

Nadia fortæller:

Hvis du spørger mig, er LEGO en ting, som alle burde lege med. LEGO indeholder klodser, som er med til at styrke hånd øje koordinationen, finmotorikken i fingrene, styrker fantasien og sætter gode lege i gang.

LEGO Gabby’s dollhouse bringer børnene lige ind i den tegnefilm, som de kender så godt fra Netflix. Gabby og alle hendes venner er med som små figurer og er meget troværdige i forhold til tegnefilmen.
Sættet er lige til at gå til, trods det er stort, er det muligt for børn selv at lave. Hvert værelse er et model at bygge, og da de er så meget lig med det rigtige dukkehus, bygger de nærmest sig selv.

Pigerne har leget med dukkehuset mange gange, da de ofte bliver inspireret til leg med det, når de ser tegnefilmsserien Gabbys dukkehus. Det er en af deres yndlings serier, og derfor er det også ekstra sjovt at lege med dukkehuset.

Vi har været rigtig glade for, at lege med sættet, da det har kunne sætte tegnefilmen til live. Det har også gjort, at serien er blevet bragt til live, da det der sker i serien, er blevet lavet med LEGO figurerne.

Nytteværdi: MEGET GOD; LEGO kan bruges af alle aldre og kan bruges på utallige måder.

Holdbarhed/Kvalitet: MEGET GOD; LEGO er meget slidstærkt og kan holde til at ryge en tur til vask. Det kan samles igen og igen.

Pris: GOD. Sættet koster i gennemsnit 599 kr., og du får meget for pengene. Huset rummer mange detaljer, og de små detaljer er så fine, og hvis fantasien er der, kan man bygge meget mere til dukkehuset.


Vores tester Marianne og datteren Irma har testet LEGO Gabby’s Dollhouse 10788.

Marianne fortæller:

Herhjemme var Irma på 4 år ellevild, da hun fik sin KÆMPE æske med Gabby’s Dollhouse! Hendes kusine har det ”rigtige” Gabby’s Dollhouse, og genkendelsens glæde var derfor stor. 

Der gik ikke mange sekunder, før hun havde overtalt storebror Julius på 12 til at hjælpe sig med at bygge. Sættet er fra 4 år og er designet til, at barnet så småt skal lære selv at bygge LEGO. 

Gabby’s Dollhouse indeholder 498 klodser og er inddelt i 8 forskellige rum, som bygges et ad gangen. Hvert rum er fyldt med aktiviteter og autentisk tilbehør, som børnene kan udforske sammen med Gabby, Pandy, Havkat og Muffins, som kattevennerne hedder. Der er virkelig mange fede detaljer som fx elevatoren, som Gabby og hendes venner bruger, når de skal besøge de forskellige rum. Derudover er der et drejeligt dansegulv på taget af huset, hvor der kan holdes fest.

Det er som nævnt ideelt til børn fra 4 år, da hver pose indeholder en stor startklods, modulopbyggede elementer og en separat figur. Byggeprocessen gentages ved hvert rum, hvilket gør det nemt og overskueligt at bygge. Derudover er byggemanualen forsimplet betydeligt ift. Lego til større børn.

Siden vi satte den sidste klods på, har Gabbys Dollhouse nærmest været i brug dagligt. Det er uden tvivl Irmas nye yndlingslegetøj, og hun får virkelig lang tid til at gå med at lege med Gabby og hendes søde kattevenner. 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD – Fantastisk sæt, hvor både børn og barnlige sjæle kan fordybe sig. Der er mange timers leg og underholdning i dette sæt fra LEGO. 

Holdbarhed: MEGET GOD – LEGO er kendt for deres gode kvalitet, og det samme gør sig gældende her.

Pris: GOD – Dette sæt fra LEGO Disney koster 750,-, men kan ofte findes på tilbud.

Kvalitet: MEGET GOD – LEGO er kvalitetslegetøj, som kan holde i mange år og generation efter generation.

 


Charmilie fortæller:

Vi har haft fornøjelsen af at teste Legos nyhed med Gabbys dukkehus sammen med vores datter på 4 år, som jo er den helt store Gabby-fan. Vi må sige, at det har været en utrolig positiv oplevelse. Dette dukkehus er ikke blot et legetøj, men et mesterværk i Lego-design fyldt med fantasifulde muligheder.

Først og fremmest var byggeoplevelsen en ren fornøjelse. Vores datter på 4 år synes det var rigtig spændende at bygge det fantastiske dukkehus, især fordi hver rum var fyldt med aktiviteter og autentisk tilbehør. Der var i alt 8 spændende rum som omfattede det magiske dukkehus, som var alt fra køkken, legerum, musiklokale, kunstlokale, bade- og soveværelse mm. Hvert rum var nem at bygge, da både kvalitet og præcision var tydelig i hver eneste brik og instruktionerne klare og nemme at følge, så det netop passede en +4 årige, som vores datter. Vi nød virkelig at samle dette dukkehus sammen som et projekt, og det gav os god tid til at fordybe os i kreativ leg.

Når dukkehuset først var bygget åbnede det op for en verden med fantasi og leg. Hver eneste detalje er gennemtænkt fra møbler til tilbehør. Min datter elskede at indrette og omarrangere værelserne for at skabe sin egen drømmebolig. Det er også skønt, at man kan tilpasse dukkehuset med andre Lego-temasæt og skabe en helt unik legeverden.

Holdbarheden er dette dukkehus er også imponerende. Det tåler leg og håndtering uden problemer, hvilket er vigtigt for et legetøj, der bliver brugt intensivt, som her hos os.

Et ekstra bonus er de medfølgende figurer fra tegnefilmen ”Gabby’s dukkehus”, der giver mulighed for at udforske forskellige rollespilsscenarier og skabe din egen Gabby-verden. Det er fantastisk at se, hvordan dette dukkehus fremmer både kreativitet og social interaktion.

Samlet set er Gabby’s Lego dukkehus en sand perle for især den ægte Gabby-fan. Det kombinerer den fantastiske byggeoplevelse, som Lego er kendt for med muligheden for kreativ leg og rollespil. Min datter og jeg har nu haft utallige timers sjov med dette dukkehus, og jeg kan kun anbefale det til andre familier, der leder efter et sjovt og læreligt legetøj.

Nytteværdi: meget god- Lego er et kæmpe hit for mange børn, og det her sæt er super sødt.

Holdbarhed/kvalitet: Meget god  – utrolig holdbarhed med god kvalitet.

Pris: tilfredsstillende – Afspejler produktets kvalitet.

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Legeakademiet - KidzLabs Crystal Science, Timio og Number Blocks.