TEST af Mr. Saitos Rejsebiograf fra Modtryk – Testfamilien
TEST af Lego Dreamzzz

TEST af Mr. Saitos Rejsebiograf fra Modtryk

Flere af vores testere har testet bogen “Mr. Saitos Rejsebiograf” af forfatteren Annette Bjergfeldt fra Forlaget Modtryk. Her er deres tests:


Kirsten fortæller:

Jeg har med stor fornøjelse læst romanen Mr. Saitos Rejsebiograf af forfatteren Annette Bjergfeldt. Det er en skøn og lidt anderledes kærlighedshistorie, der handler om kærlighed til tango, sko, hjerterytmer, kærlighed til film og filmverdenen, men også om kærlighed mellem mennesker.

Vi følger hovedpersonen Lita fra hun bliver undfanget på et dansegulv i Buenos Aires i 1927. Litas mor, Fabiola, blev afleveret i en skotøjsæske udenfor Santa Magdalena Klostret i Buenos Aires. Nonnerne tog Fabiola til sig, og da hun kun 17 år gammel bliver mor til Lita, bliver de begge boende i klostret. Fabiola er en blændende skosælger, og mindst lige så blændende tangodanser. Hun er så optaget af sig selv og sine egne interesser, at hun forsømmer at tage sig af Lita. Det regelrette liv i klostret og moderens fravær gør, at Lita føler sig ensom og keder sig, så hun opfinder den usynlige ven, Æg. Han er en ballademager, og det er ikke så lidt, han kan finde på. 

Omstændighederne gør, at Lita og Fabiola må flygte ud af Argentina. De sniger sig ombord på et lille fragtskib og ender på den canadiske ø Upper Puffin. Fabiola og Lita bliver indkvarteret på sømandshjemmet Betlehem. Her får Lita sin første veninde, værtsparrets døve datter Oona, der får griseblærer opereret ind i ørerne, hun oplever sin første forelskelse i en fiskerdreng med rav i øjnene, og hun oplever en form for kærlighed til det særprægede lokalmiljø, hvor selv de mest specielle og irriterende personer med tiden bliver en del af Litas familie. 

Øens beboere venter med længsel på den mystiske mr. Saito, som kommer forbi med sin rejsebiograf. Han lærer Lita og Oona en masse om film og om verden i almindelighed. Pigerne får så stor kærlighed til filmuniverset, at de senere – ad mange omveje – vælger at flytte til fastlandet og arbejde med deres passion. 

Vi bliver taget vidt omkring i bogen, men det meste af tiden befinder vi os på øen Upper Puffin i Nova Scotia. Det er en lun og kærlig bog, som er skrevet i et herligt, finurligt sprog, der mange, mange gange fik smilet frem hos mig, som f.eks. da Oona helt metaforisk fortalte Lita, at ”Der har været optøjer i nat. Jeg har ondt i kahytten.” Hun løftede op i sin natkjole, hev ned i underbukserne og ganske rigtigt. Blodet flød fra trussekanten. Ingen fortalte os, hvorfor Oonas kahyt pludselig opførte sig så drabeligt.

Hvis skyld er det, at der pludselig ligger én damesko og én herresko i samtlige skotøjsæsker på lageret? Finder Lita ud af, hvem der er hendes far? Hvorfor vælger Lita og Oona at bosætte sig i Montreal? Hvem er tossen med det vilde hår og den gule skjorte? Hvordan går det Fabiola på Upper Puffin og hvilke hemmeligheder gemmer hun i sin skotøjsæske? Sidst, men ikke mindst, hvordan går det med Mr. Saito og rejsebiografen? 

Alt det og meget, meget mere finder du ud af, hvis du læser denne herlige bog. Jeg har i den grad nydt at læse bogen, – jeg har haft svært ved at lægge den fra mig, da jeg liige skulle have det næste kapitel med. 

Annette Bjergfeldt har tidligere udgivet flere børnebøger om pigen Børste, Kogebog For Sangskrivere samt Højsangen fra Palermovej. Nu hvor jeg har læst denne bog, er jeg simpelthen også nødt til at læse Højsangen Fra Palermovej.

Kirstens vurdering af Mr. Saitos Rejsebiograf:

Læseværdi: MEGET GOD –Mr. Saitos Rejsebiograf synes jeg virkelig er værd at læse. Der er mange timers god underholdning i bogen, den er skrevet i et lunt, finurligt sprog som gør, at bogen er meget nem at gå til.

Holdbarhed: MEGET GOD – Det er en bog, der sagtens kan læses flere gange. Investerer man i bogen, får man rigtig mange timers hygge god underholdning.

Pris: MEGET GOD – Jeg synes, prisen er helt fair, når man tænker på, at det er en ny udgivelse, og hvor meget underholdende læsestof, der er i den.

Kvalitet: MEGET GOD – Bogen er trykt på tykt, godt papir og er med en behagelig læsevenlig skriftstørrelse. Den har en god, kraftig hardback-indbinding, hvilket gør den stabil og behagelig at læse i. 

 


Jane fortæller:

Jeg modtog pakken tilbage midt i august, således at jeg havde fin tid til at læse og fortælle om bogen inden den havde release den 19. september.

Bogen er skrevet af Annette Bjergfeldt. Ærligt har jeg aldrig læst nogle af hendes bøger tidligere, men det er da en stor fejl. Hun skriver simpelthen så godt og beskrivende, at man nemt ser billeder for sig selv af, hvad det er, der sker – og hvad er det så bogen handler om?

Når man ser bogens omslag, lægger man straks mærke til fyrtårnet og søpapegøjen med en filmrulle i næbbet, men når så man åbner bogen, starter den et helt andet sted.

Faktisk starter den ud med at fortælleren Lita, fortæller om hvordan hun blev undfanget på et dansegulv i Argentina – selvfølgelig blev der danset Argentinsk tango. Moderen, Fabiola og Lita boede på et kloster og moderen er virkelig tosset med sko, mange personer i bogen bliver beskrevet som deres sko og ikke hvordan de ellers ser ud. Skæbnen gør at de må flygte fra Argentina – det gør de ved at skjule sig på et fragtskib, som moderen mener sejler til Paris – men de ender på den forblæste ø Nova Scotia i Canada.

Der er knap så meget glamour som i Paris og moderen må ”nøjes” med at arbejde i den lokale skibsproviant, hvor der mest sælges waders og træsko – men som den dygtige sælger hun er får også gang i salg af andre sko, men det er en anden historie.

Fabiola og Lita bor på øens sømandshjem, hvor der er mange skæve eksistenser, og blandt meget andet værelset som står tomt det meste året, men er Mr. Saitos – hvem er Mr. Saito, hvor kommer han fra, hvem er han og hvad betyder han for historien, ja det må du selv finde ud af, ved at læse bogen.

Jeg kan kun sige læs den, det er en af de bøger, som ikke lige ligger fra sig igen, når først man er kommet i gang, for der sker hele tiden noget nyt, som man bare må have med. 

Jeg er sikker på at jeg skal have fat i flere bøger fra forfatteren – hun er allerede blevet en af mine yndlingsforfatter

 

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Nytteværdi: MEGET GOD –en fysisk bog er god til at få en væk fra alle de elektroniske devices, vi omgiver os med i dag. 

Holdbarhed: MEGET GOD – virkelig solid bog, som kan læses mange gange uden, at det kan ses.

Pris: GOD – bogen koster 299,95 kr., hvilket er fornuftigt for det man får

Kvalitet: MEGET GOD – lækker bog i fast omslag/hardback.

 


Heidi fortæller:

Jeg har læst andre gode bøger af samme forfatter, og denne er ingen undtagelse af en skøn bog.

Som altid modtager jeg en flot indpakket bog, hvor alt ting passer sammen i farver, og en hilsen som er skrevet, så den nærmest er personlig. Forfatteren stiller meget fint spørgsmålet: Håber du vil med på rejsen…? Og det kan jeg kun sige Ja til.

Denne skønne roman er skrevet i et sprog, hvor man er i tvivl, om det er fiktion eller en virkelig oplevelse fra forfatteren. Lige fra første side er man med på rejsen og kan mærke en livagtighed som føles som om, man befinder sig på øen og hører søpapegøjerne. Samtidig er den skrevet i et varmt, kærligt og finurligt sprog, som får smilet frem på læberne. 

Den handler om pigen Lita og hendes mor, som må flygte ud af deres land og ender på en ø i Nova Scotia, Canada på et sømandshjem. Litas mor har en stor passion for sko og tangodans og er en noget oprørsk kvinde. Lita bliver tæt knyttet til hjemmets døve datter Oona. Meget af tiden går med at befolkningen venter på den meget optalte Mr. Saito kommer til øen. Han kommer nemlig med hans livsværk, som er at vise film, som vækker en stor nysgerrighed i venindeparret. Mor sælger sko og danser tango i nattelivet. Lita og hendes gode veninde Oona udforsker livet og følges ad op gennem barndommen, ungdommen og det voksne liv, som også bliver en del af Mr. Saito`s verden. 

En Roman om et liv med masser af kærlighed, livsvilje og udfordringer på godt og ondt, som vi læser få lov at få del i, på en helt særlig kærlig og varm måde, samt en god finurlig humor, fra første til sidste side.

Man kan mærke, den er skrevet med varm kærlighed af en forfatter, som vil sine læsere det bedste. 

I dette tilfælde bliver vurderingen. 

Nytteværdi: GOD – Der er til mange timers hyggelig læsning og god underholdning med hele 441 sider.

Holdbarhed/kvalitet: MEGET GOD – Har et flot farverigt omslag på den holdbare matsorte bog. God læsevenlig stor skrift, på kraftige sider.

Pris: GOD – 240, kr. som er en rimelig pris for en bog i denne kvalitet og tykkelse. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

TEST af Lego Dreamzzz